M2022, uge 2

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået et tip i kommentarfeltet på sidste uges indlæg fra DorteS om, at man kan aflevere sine lysestumper i Kirkens Korshær, som så støber dem om til nye lys. 

Det er en stjernegod ide, så jeg har sendt en mail til Kirkens Korshær og forespurgt på det praktiske; hvor afleverer man, kan man gøre det i alle byer osv. I får besked, når jeg hører noget.

Tak for input, Dorte.

2.

Erkendt, at mængderabat på pålæg ikke er for os. 

For 3 uger siden gjorde jeg for første gang brug af det tilbud, Bilka ofte kører med, hvor man kan købe 10 pakker pålæg for 100 kr. 

På plussiden har jeg ikke sat penge til. Det, vi har nået at spise, ville have kostet mere end 100 kr. hvis jeg ikke havde købt det på tilbud. 

Men jeg har smidt mere pålæg ud de sidste 14 dage, end i hele 2021 tilsammen, tror jeg. Det stresser mig helt vildt, for det er noget svineri. Men dels var der nogle af pakkerne, der havde uforskammet kort holdbarhed (hvilket er en af mine få anker ift. Bilka To Go), og dels var der simpelthen så meget, at jeg mistede overblikket, og glemte pakker, jeg havde åbnet. 

Man kan givetvis fryse meget af det, men pålæg er en af de få ting, jeg synes ændrer så meget konsistens/tekstur af en tur i fryseren, at jeg ikke kan lide det bagefter. 

Så lærte vi dét.

3.

Fået 6 fine gin-glas foræret – og efter moden overvejelse sendt dem videre ud i verden. 

Jeg fik dem af mine forældre, som havde fået dem af et sæt venner – men mine forældre drikker ikke gin, og derfor landede de hos mig. Men jeg 4 i forvejen, og det er alt rigeligt. Jeg spurgte dem derfor, om det var ok, at jeg forærede dem videre, og fik en opadvendt tommel retur. De lever nu det vilde liv i Sønderjylland, og har det givetvis meget sjovere der, end de ville have bagerst i mit køkkenskab.

Published by

6 Replies to “M2022, uge 2

  1. Mht. pålæg, så kan jeg anbefale at tage skinke pakker som nogle af de 10 stk og fryse dem ned. De kan bruges i både hjemmelavet toast, pizza og pizzasnegle og i en reste-pasta-ret. Leverpostej fryser vi ofte også, hvis der er for meget. De rester er gode til søndags smørrebrød, hvor vi kan varme postejen. Så synes jeg det er knap så meget påvirket af frysning. Bh. Birgitte B

    1. SUPER gode ideer, Birgitte. Det vil jeg klart huske, for det ER sgu billigt, og det ville give mening at gøre brug af fra tid til anden. Tak.

  2. Haha – troede lige ved første øjekast at det var dine forældre du havde sendt videre og de levede det ville liv i Sønderjylland 😉

    1. Det kunne det faktisk sagtens have været! De er GODE til at være pensionister, mine forældre:-D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.