M2022, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.

Published by

49 Replies to “M2022, uge 11

  1. Jeg blev simpelthen nødt til at google ‘bioaffald københavn’ fordi jeg blev for nysgerrig… Her i hovedstaden kører de samme princip som i Esbjerg, det tog dog mindre end to minutter at konstatere (måske du skulle hjælpe Esbjerg Kommune med noget kommunikation i dit nye verdensfirma …). Til gengæld kan man bestille nye poser via en formular, hvis man bor i etageejendom – hvorfor ikke bare give alle den mulighed?

    1. Det virker også skørt?! Når nu der faktisk er lavet et system?? Ej, men når jeg bliver præsident, du…

  2. 2 ting:

    Vi kan hente de grønne poser både på biblioteket, Borgerservice og affaldspladsen. Og måske andre steder, jeg ikke har opdaget endnu. Og jeg bor i Herning, som vist ellers ikke er synderligt ‘grøn’ 🤔♻️

    Herning, siger jeg lige igen 😃 Der, hvor du skal drikke kaffe og snakke med mig om, hvor helt igennem fantastisk LinkedIn kommer til at blive for dig i din nye selvstændighed 🤩

    Mens du fjernstyrer dit nye WiFi-stik 😇

  3. Vi har kørt samme princip med de grønne bio-bags (sorry, det hedder de her i huset) i en del år efterhånden. Men min kommune (som ligger lige vest for Kbh. kommune) har brugt en masse spalteplads, foldere og sedler i postkassen og tydelig info på hjemmesiden, for at få deres budskab ud. Lavpraktisk eller ej, så fungerer det 100%. Jeg har tænkt, at det er for at passe på skraldemændene. De kan køre lastbil, de kan deale med vores stinkende affald, de kan jonglere med affaldscontainere, men de kan ikke holde styr på bestillinger i en app. Derfor den lavpraktiske ‘bind en pose om håndtaget’.

    1. Sådan fungerer det også her nord for KBH og det har virket fantastisk gennem de sidste 7-8 år. Lavpraktisk og vi har altid fået poserne samme dag som vi har bedt om dem.

    2. Det er nok egentlig også informationsniveauet – eller manglen på samme – jeg studser over.

      Og så, at det her i byen, lader til at være vilkårligt, hvornår man kan få poserne, når man først har bundet en på spanden. Jeg ville synes, det var helt fair, hvis man bare selv skulle hente på genbrugsstationen, for selvfølgelig kan de ikke køre rundt med 1000 ruller. Men når nu man har udrullet så omfattende et system for at passe på miljøet, så får jeg en lille smule hovedpine over, at det mest lavpraktiske element i at muliggøre sorteringen ikke er sat mere i system.

  4. Jeg bor i Københavns kommune, og inden det gik op for mig, at “bind-pose-om-håndtaget” virkelig var en seriøs ting, så hentede jeg altid nye poser på biblioteket (hvor de i øvrigt også har selve affaldsspandene stående). Men på en måde betryggende, at vi stadig tror på kommunikation i røgsignalsgenren.

  5. Jeg har købt wifi elpærer og blev overrasket over elforbruget. Pæren er jo forbundet til wifi hele tiden, og bruger derfor en del mere strøm end jeg troede. Så tjek lige op på, om du kan spare ret meget med den løsning,

    1. Jeg tror, vi taler 10 grader forbi hinanden. Det, jeg tænker på, er et stik, der fungerer som en slags afbryder – er det mon det samme, du mener? Uanset hvad, så er det en god pointe, at wifi også bruger strøm, så jeg gravede lidt, og fandt den her oplysning:

      Wifi stikkontakter bruger omkring 1-2 watt strøm. Din energiregning måles i kilowatt i timen. Det er 1000 watt til 1 kWh. Det betyder, at 1 watt strøm kan oversættes til 8,76 kWh på et år, så der er stort potentiale for energibesparelse.

      Jeg tror, at det, der somme tider går galt, når vi taler om at ‘spare på strømmen’ er, at vi får smidt ‘forbrug’ og ‘pris’ i samme pulje, og så går det i kludder.

      Eksempelvis vil det her stik øge mit forbrug en lille, bitte smule (0,27% på årsbasis) – men til gengæld er mulighed for at spare 5-8 kroner på én nats opladning af telefon og iPads (holdt op imod at lade dem i dagtimerne). Forudsat det mønster i den rene elpris, jeg har set de sidste måneder, fortsætter, giver det en årlig, økonomisk besparelse på lige omkring et par tusinde.

      Jeg vil prøve at være bedre til at præcisere, om jeg taler om besparelse i forbrug eller penge <3

      1. Jeg troede, at når jeg via en app kunne ‘skrue ned” for lysstyrken, så ville jeg spare strøm. Desuden kan pæren tændes online, dvs hvis vi er bortrejst, så kan jeg sidde i fx Marokko og tænde lyset i stuen. Anyway, den bruger en del strøm i forhold til en alm. sparepære 🧐

  6. Vi havde en fugtspecialist til at gennemgå kælderen, og han fnes (!) når vi sagde Rodalon og lavede jokes om at det kun er til fodsvamp. De tunge fugtdrenge bruger Protox (der er forskellige produkter til forebyggelse, behandling osv). Det er så til gengæld hverken særligt dyrt eller giftigt.

    Vi skal også binde den grønne pose på håndtaget. Fungerer egentlig fint … Måtte dog låne min nabo en pose en gang, fordi hun i et øjebliks kådhed havde brugt den sidste.

  7. Hvis man nu bare boede i en kommune som synes det med at sortere madaffald fra var en god idé… 🙄

    1. Ja, ok. Det er godt nok op ad bakke, hvis man ikke engang kan få lov at komme med i hulen, Mulle.

  8. I forhold til ukomfortable bh’ere er mit bedste life-Hack at købe en bh-forlænger. Det er sådan en dims med begge slags lukninger på – som sættes i. Ja. Lidt som en forlængerledning. 120 kr for tre styks. Og ens lidt for stramme bh, er pludselig perfekt. Fås i de fleste undertøjsbutikker. (Lidt sent at fortælle nu, hvor du kun har to tilbage. Men måske nogle andre kan bruge rådet. )

    1. Jeg opdagede dem sidste år, og jeg giver dig ret: De redder meget! Men de fik (ja, undskyld de meget grafiske billeder!) mine bryster til at sidde unaturligt langt fra hinanden i nogle af de her bh’er, så det er nok noget med, at nogle bh’er og nogle kroppe bare ikke er kompatible:)

  9. Argh! Så forsvandt mit indlæg -jeg prøver igen..
    5. Forsøg

    Må vi se dine beregninger på, hvor meget strøm det koster at lade?

    Jeg synes, det lyder urealistisk dyrt. Efter dit indlæg om powerbank, forsøgte jeg at regne efter, da det lød som virkelig lav besparelse fog utroligt meget besvær og hvor meget sluges af energitab i powerbanken?
    Det var ikke nemt at regne på, da jeg mangler specifikationer for de enkelte devices. Men jeg fandt et regnestykke på en fuld opladning af en iphone 7 med en elpris til 2,41 kr/kWh og det var 2,5 øre. Du har tidligere skrevet, at elpriserne varierer fra 3 øre til 5 kr/kWh. Men selv indregnet afgifter (er de med i dine tal?) Og elpris på 10 kr/kWh, så kan du dagligt oplade din telefon fuldt i en hel måned for i omegnen af 3 kr (10 øre pr ladning og 30 dage).

    1. Hej Thea.

      Blot så der ikke opstår tvivl om, om jeg får de kommentarer, I sender til mig, så har jeg, som jeg også svarede på din besked, fået alle 6 af dine kommentarer. Jeg har kommentarmoderation på, fordi jeg ellers ikke opdager det, når folk kommenterer på gamle indlæg, og det betyder, at jeg godkender, når jeg er ved min telefon – og altså også, at jeg ikke ser jeres kommentarer/godkender dem, når jeg lige er optaget af noget andet.

      Jeg synes, jeg har været ret transparent ift. hvilke tal, jeg har lagt til grund for mine udregninger, men jeg vil gerne skrive det igen.

      Vi har et årsforbrug på lige omkring 3000 kWh. Det tal har jeg divideret med 360 dage, hvilket giver et dagligt forbrug på 9 kWh. Passer det altid? Nej. Selvfølgelig ikke. Der vil være 1000 faktorer, der påvirker forbruget fra dag til dag, men det vil være umuligt at tage højde for dem alle, så jeg er gået med et gennemsnit.

      Forbruget af strøm til hvidevarer udgør op til 50 % af det samlede elforbrug i en gennemsnitsfamilie. (https://www.gasel.dk/vaerd-at-vide/hvidevarer-og-stroemforbrug)

      Derfor har jeg taget de 9 kWh og divideret i 2. Det giver 4,5 kWh til hårde hvidevarer og 4,5 til andet pr. dag.

      Cirka 1/3 af elforbruget i en familie bliver brugt på tv og underholdning som computer og spilkonsoller. (https://norlys.dk/el/bliv-klogere/hvor-meget-stroem-bruger-en-familie)

      Herhjemme bruger vi, udover de hårde hvidevarer, primært strøm til belysning samt opladning af devices. Vi lader dagligt 1 PC, 2 Macbooks, 2 iPads, 4 telefoner, 3 sæt høretelefoner, 1 headset, 2 højtalere, samt 1 spillekonsol, og derfor har jeg antaget at ca. 3 kWh går til opladning.

      Ift. el-prisen, som du spørger til, er den sammensat af en del, du ingen indflydelse har på (afgifter til staten, transport af din el og moms), og en del, som du som forbruger kan påvirke, nemlig det, der kaldes ‘den rene elpris’.

      Når jeg skriver om besparelser, tager jeg derfor udgangspunkt i den rene elpris, fordi det er den eneste knap, jeg som forbruger kan skrue på. Det skrev jeg om i det her indlæg: https://www.blogsbjerg.com/m2022-uge-7/

      Man kan kun se dagen i dag samt ét døgn frem på de grafer over den rene elpris, Norlys kører med (https://norlys.dk/el), og derfor kan jeg ikke linke til gamle tabeller. Men tager vi udgangspunkt i i dag, koster den dyreste kWh (kl 07.00 – 07.59) 194,33 øre/kWh, mens den billigste (kl. 14 -14.59) koster 12,66 øre/kWh. Det giver en difference på 181,66 øre/kWh. Ganger jeg det tal med de 3 kWh, jeg antager, vi bruger til opladning, giver det en besparelse på 545,01 øre på den rene el på et døgn, hvis jeg kan lægge opladningen i de 3 timer, hvor strømmen er billigst.

      Og vil det altid gælde? Igen: Nej. Nogle dage vil vi have et højere forbrug end andre, nogle dage vil der være devices, det ikke er nødvendigt at lade, og om vinteren bruger vi mere strøm til lys, end vi gør om sommeren.

      Derudover er det begrænset, hvor stor en del af sit forbrug, man kan rykke rundt på. Køleskabet skal bruge strøm hele tiden, man skal lave mad, når det er spisetid, og det giver kun mening at tænde lamperne, når det er mørkt.

      Derfor har jeg i mine udregninger og overvejelser fokuseret på, hvilken del af vores forbrug, jeg kan flytte, og det er primært opladning (og tøjvask, men det kan jeg ikke fjernstyre, så det forudsætter, at jeg er hjemme, når strømmen er billig, hvis jeg skal udnytte det).

      
Dette er baggrunden for, at jeg kigger på løsninger, der kan gøre det muligt at udnytte de udsving, der er i timeprisen på den rene el, og derfor synes jeg, at wifi-stik virker som gode bud.

      
Der er givetvis forskel på, hvordan man forbruger fra familie/person til familie/person, hvilket er grunden til, at jeg har prøvet at være ret klar i spyttet ift. hvordan vores forbrug ser ud, så man kan sammenligne med, hvordan man selv lever og forbruger. Det er ikke sikkert, jeg er lykkedes med det, og det beklager jeg. Jeg ville være forfærdelig ked af at få promoveret noget, der viste sig at være forkert, og jeg har ingen interesse eller skumle bagtanker ift. at pushe én løsning frem for en anden.

      Jeg har ikke alle svarene, og jeg vil altid gerne have input til, hvor vi kan hjælpe hinanden med at blive klogere. Men sagt i al fredsommelighed er det måske en smule offensivt med 6 x den samme besked og en chatbesked med ordene ‘Jeg vil virkelig gerne have svar’ i løbet af en time på en lørdag.

      Jeg synes, at vi her på bloggen har god tradition for at være gode til at styre udenom absolutterne og hjælpe hinanden med at grave svarene frem. Det ville jeg sætte stor pris på, om vi kunne fortsætte med.

      Mvh

      Linda

      1. Jeg beklager de 6 samtidige svar, de er skrevet direkte efter hinanden, da siden bare opdaterede uden de dukkede op. Jeg vidste ikke, at du skulle godkende beskederne og antog, at der var tale om en systemfejl . Den første besked forsvandt midtvejs, jeg trykkede forkert og puf, alt var væk.. Og jeg har før prøvet, at indlæg ikke dukker op, heller ikke efter adskillige andre er dukket op og hvor det er en type indlæg, der simpelthen ikke er grund til du skulle afvise, f.eks. ros. Jeg tænker det skyldes, at jeg skriver fra en telefon.
        Jeg har heller ikke bemærket, at jeg skulle vente på godkendelse før.

        Selve udregning vil jeg gerne tygge lidt på og efteregne -du oplader dælme mange devices 😱
        Tak for uddybningen, trods tonen. Jeg tænker, qua ovenstående, at du har misforstået min henvendelse.

      2. Som opfølgning på det andet indlæg (som du endnu ikke har godkendt, her sagde den dog faktisk ‘submitting’) hvor jeg uddyber mine genpost var grundet, jeg troede det var systemfejl.
        Der var aldrig tale om et ‘her og nu svar’.

        Jeg tænker din antagelse om 3 kWh er for høj (omend, vild mængde devices!).
        Hvis vi tager udgangspunkt i denne side:
        https://www.inputmag.dk/rekordhoeje-elpriser-hvad-koster-det-at-oplade-din-elektronik/
        Så lader 3 bærbare, 2 tablets, 4 telefoner, 4 høretelefoner fra 0-100 % for 452 Wh, dvs 2,6 kWh tilbage til 2 højttalere og en konsol, forudsat at er helt døde for strøm, hvilket jeg ikke tænker er tilfældet.

        Mht de rene elpriser, så afhænger det af din afregning om man tillæggene for hver kWh er fast og uafhængig af prisen eller om den procentvis vokser, som den f.eks. gør med gassen (staten tjener virkelig fedt på den konto pt. 🙈).

        Helt lavpraktisk er jeg bare pokkers interesseret i, om du har fundet den hellige gral, der er værd at eftergøre.
        Svaret for mig er indtil videre et rungende nej, men det er fordi jeg kun oplader en enkelt telefon, hver anden uge to tablets (om natten) og to telefoner og holder mig derfor på 0,1 kWh i døgnet, når det går højt. Dit regnestykke er væsentligt anderledes.

        1. Hej Thea.

          Jeg har modtaget og godkendt 3 forskellige kommentarer fra dig. Hvis du har sendt flere end disse, har jeg ikke modtaget dem, men du er velkommen til at sende dem igen.

          For god ordens skyld: Jeg godkender alt, hvad jeg modtager, undtagen trusler, spam og gengangere, så der er aldrig en indholdsrelateret grund til, at en kommentar ikke udgives.

          Jeg tager udgangspunkt i de oversigter, jeg kan finde på Energistyrelsens (https://sparenergi.dk/forbruger/el/dit-elforbrug/typisk-elforbrug) og Norlys’ (https://norlys.dk/el/bliv-klogere/hvor-meget-stroem-bruger-en-familie) hjemmesider, hvor ‘underholdning/tv’ samlet tegner sig for lige omkring 1/3 af det samlede strømforbrug hos en gennemsnitsfamilie. Med et forbrug på 3000 kWh pr. år, er det ca. 1000 kWh, og fordeler jeg det tal på 365 dage, ender jeg meget tæt på de 3 kWh pr. døgn, jeg selv går ud fra. Der vil givetvis være detaljer, der ikke passer; f.eks. ser vi utrolig lidt tv, og streamer primært på vores devices, så det estimerede tv-forbrug, ES og Norlys har med, er helt sikkert for høj ift. vores. Til gengæld streamer vi jo så, og dermed vil en del af forbruget være flyttet over på de enheder.

          Hvor mange kWh, der går til stand-by på diverse devices og hvidevarer ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at man kan lave målinger på hver enkelt ting, hvis man gerne vil nørde helt ned i detaljen.

          For mig handler det om at holde det overskueligt og logisk, og derfor vælger jeg at fokusere på de to dele af diagrammet, jeg kan flytte på, nemlig vaskemaskine/tørretumbler (der står til 23% af det samlede forbrug) og tv/underholdning. De dele til sammen udgør næsten halvdelen af det samlede forbrug, hvilket betyder, at ændringer her, vil kunne mærkes på regningen, uanset hvordan prisen er sammensat og hvor meget de enkelte dele suger.

          Mvh

          Linda

          1. Jeg skrev 6 gange på meget kort tid, da det irriterede mig, enkelte indlæg varierer, jeg kan ikke genskabe dem 100 % fra hukommelsen og det var simpelthen ikke et spørgsmål, jeg vill opgive. Tidligere lange indlæg, som pludselig forsvinder, har jeg været ligeglad med, men her var jeg simpelthen for interesseret.
            Du burde også kunne se, at indlæggene ligger så tæt, at det ville være umuligt for dig at kunne svare mellem dem.
            Dertil tilføjede jeg linjen om ‘mine kndlæg forsvinder, jeg prøver igen’ så det er tydeligt, at elektronikken udfordrer.

            Jeg tænker, at du har alt for mange antagelser i dit regnestykke, med fred være med det, hvis det giver dig ro, så er det også væsentligt. Jeg slukker selv for lyset i gangen, når jeg sidder i stuen og undgår den ekstra lampe ved sofaen. Det er fjollet, da besparelsen er under 20 Wh om dagen, dvs under 1 kWh om måneden og derfor langt under 5 kr, men det føles godt.

  10. Vi har samme ‘bind-pose-fast-på-håndtaget-i-den-farve-du-mangler’-system hos os. Men det er også en ødegård temmelig langt ude i de svenske skove 😄 Der passer det lissom bedre ind…

  11. Jeg har dem – købt til omkring 70-80kr i enten Harald eller j&f – og de fungerer rigtig godt 👍🏼 Man downloader en app, “parrer” den med hver enkelt timer og navngiver dem så man kan kende forskel. Og så kan man programmere som man vil eller tænde/slukke manuelt. Ti point herfra

    1. Gigantisk hurra for lidt konkret emperi! Så ved jeg også, hvem jeg ringer til, hvis jeg ikke kan få det sat op… <3

  12. Kan melde ind at Holstebro og Lemvig også kører med bind-pose-på-skraldespanden-teknologi… her i Kolding får vi dem indtil videre stadig leveret en gang om året, og kan så selv bestille flere via hjemmesiden hvis vi løber tør før tid.

  13. Her i kommunen (sorø) kan vi hente poserne flere steder – fx netto, rema1000, genbrugspladsen, borgerservice, biblioteket. Og vi må faktisk bruge andre poser også. Det vidste jeg godt – men til gengæld fik jeg genopfrisket en masse viden om papirposer, plastposer og bioposer, da jeg lige tjekkede, hvordan det forholdt sig…nyttig viden faktisk om bionedbrydelige poser – folk skal af samme grund lade være med at smide hundelorteposer i naturen, selvom de er såkaldt nedbrydelige!

    https://affaldplus.dk/pulp-plast-og-madaffald

    (Men der er nok forskel på hvilke typer anlæg, der benyttes)

    1. Jeg får næsten helt lyst til lige at cykle over på genbrugspladsen igen og finde én, der ved-ved noget om det her. For det er da lidt tosset at have hele set-up’et, men ikke at få kommunikeret klart ud, hvordan man bruger det.

      Jeg ville faktisk gerne selv betale for poserne, hvis man bare kunne købe dem i almindelige dagligvarebutikker. Jeg tror ikke, at jeg helt forstår, hvorfor vi skal have dem foræret, når vi nu selv står for poser til alle andre former for affald.

  14. Jeg har 6000 ting i mit smarthome, langt det fleste er pærer, men jeg har et enkelt stik som bliver styret af en wifi smart plug, fordi det der er plugget ind i den ikke kan være i smarthome(det er i øvrigt et plantelys). Det er den her https://www.teknikdele.dk/deltaco-smart-home-wifi-2-4ghz-10a-220-240v-smart-plug-hvid og den virker bare. Det første stykke tid var den styret af solop/nedgang og nu slår den bare til kl.8 og slukker kl.18, så planterne får det lys de skal have 🙂

  15. Du får leveret en ny stak poser en gang om året i Esbjerg Kommune. Jeg har netop fået min stak i går, så måske er de på vej til dig også. Man får så der kan skiftes hver anden dag ☺️

    1. Ej, jeg bliver snart skør nu🤯

      Jeg har nu fundet et link til det sted på kommunens hjemmeside, hvor jeg kan bestille nye poser (koster 30 kr i levering). Her står, at jeg kan hente gratis på genbrugsstationen, og at jeg, som du skriver, får en gang om året.

      Men jeg har sidst fået i september 2020, og da jeg ringede til kommunen (og spurgte på genbrugsstationen) fik jeg at vide, at det gjorde jeg ikke længere; nu var det pose-bindings-systemet, vi brugte😵‍💫

      Det er jo helt ligemeget, hvilken en løsning, vi bruger – jeg vil også gerne betale for dem selv i Bilka, hvis det er. Jeg vil bare gerne vide, hvad det er, jeg skal🙈

  16. Her i Københavns Kommunes villakvarterer gælder det også, at man skal binde en pose om håndtaget på bioskraldespanden for at få en pakke med nye bioposer. Det fungerer upåklageligt – jeg har aldrig være ude for, at skraldemændene er løbet tør for poser.
    Jeg er faktisk helt vild med, at der er valgt sådan en helt-nede-på-jorden lavpraktisk løsning. Det betyder, at der hverken er teknologiske eller sproglige barrierer for at få fat i poserne, og dermed er der forhåbentlig flere, der er med til at sortere affald. Og det må jo være målet 🙂

  17. Jeg glæder mig til at følge med i dit fald i elforbrug når du begynder at lade med wifi stik. Har du undersøgt hvad din wifi router/modem bruger i standby strøm og har du overvejet et tænd og sluk ur for også at spare der?

    1. Nej – jeg har faktisk netop i går købt et wifi-stik. Men jeg gik netop og tænkte på, hvordan jeg lige kan lave en lavpraktisk sammenligning af strømforbrug med og uden wifistik🤔

      Og jeg har slet ikke tænkt routeren ind – men det er da en super god ide. Har du den løsning?

      1. Du skal ind på https://eloverblik.dk for at se dit timeforbrug/døgnforbrug/ugeforbrug/månedsforbrug eller årsforbrug. Umiddelbart tænker jeg at du skal finde ud af dit standby forbrug for køleskabe og lignende. Jeg har eksempelvis et standby forbrug på 0,3 kWh pr. time, det vil sige 8 kWh pr døgn for køleskabe, internet, gasfyr osv. Dit forbrug er et andet. Så kobler du al din elektronik til dit wifi stik og starter opladning klokken 02:00. Så kan du efter et par dage se hvad dit forbrug i timerne efter kl 02 og indtil alle apparater er opladet. Du kan også lave forsøg hvor du lader opladerne sidde i stik kontakten efter opladning er slut kontra afbryder strømmen til opladerne.
        Jeg har SEAS-NVE som leverandør og jeg kan glæde mig over at de lige er 4 øre billigere for 1 kWh end Norlys,
        Du kan i øvrigt også downloade Watts app. Appen giver dig mulighed for at se de samme oplysninger som eloverblik + smarte grafer.

        1. Jeg har Watts-appen, som jeg synes er super god og overskuelig, og de sync’er op med Norlys, så jeg kan følge mit forbrug derinde.

          Jeg forstår, hvad du mener ift. stand by forbrug og det her med at lade om natten – men et wifi stik er vel primært et hjælpemiddel ift. at få fingrene i strømmen, når den er billig? Forbruget er vel det samme? Som jeg har forstået det, står apparaterne stadig stand by, selvom man kører med wifi-stik?

          Fordi jeg kører med variabel pris, forestiller jeg mig, at stikket vil gøre det nemmere at ændre ladetidspunktet fra dag til dag. I dag er den rene elpris fx. lavere mellem kl 10 og 14, end den er i nat. Bruger du stikket anderledes?

          Jeg spørger, fordi jeg indtil for 3 uger siden ikke anede, at der var noget, der hed Wifi stik, så konkret emperi er yderst værdsat:)

          1. Jeg forsøger at lægge det tunge forbrug når elektriciteten er billig. Det vil sige opvaskemaskinen kører mellem kl 2 og 5 om natten. Tøjvask når det er billigst, det vil sige om natten eller om dagen når det er billigt. Hvis det hverken er billigt nat eller dag, så må det vente til det igen bliver billigt. Fruen er ikke helt tilfreds med den ordning. Kogevask er kun når strømmen er billig. Pyrolyse på ovenen kun når det er billigst. Jeg har kun brugt wifi stik til julebelysningen, men jeg er generelt ikke tilfreds med kvaliteten af de stik jeg har brugt. De er simpelthen holdt op med at virke efter et stykke tid.

            Et wifi stik er et tænd og sluk ur, der er koblet til internettet, så det kan programmeres og fjernbetjenes fra en app. Hvis du kobler alle dine stømforsyninger til dette stik, så er stømforsyningerne kun tændt når wifi stikket sender strøm igennem,

            Jeg er meget spændt på om det rent økonomisk giver mening at flytte forbruget på opladning til et tidspunkt det er billigt. Altså, vil din besparelse være på 5 kroner om måneden eller 50 kroner om måneden. Hvilken størrelsesorden taler vi om?

          2. Jeg ville selv elske at stå med et konkret tal ift. besparelsen, men jeg tror simpelthen ikke, at det er muligt, fordi jeg har ændret for mange variabler på én gang. Dels er jeg skiftet fast pris til variabel og dels er jeg blevet SUPER obs på at spare på strømmen. Jeg har kraftigt fokus på at flytte den del af forbruget, der kan flyttes, hvilket i vores tilfælde er vaskemaskine/tørretumbler samt opladning af devices. Hvis vi ellers ligner de gennemsnitsfamilier, Norlys og Energistyrelsen lægger til grund for deres piecharts, er det immervæk også mellem 40 og 50% af det samlede forbrug, der ligger der. Der er en blind vinkel ift. mit stand-by forbrug, men alt andet lige, så vil det gøre en økonomisk forskel at flytte den del af forbruget, jeg kan, til de tidspunkter, hvor strømmen er billig.

            Vores vaskemaskine står op af soveværelset i et rasende lydt hus, så at vaske om natten er desværre ikke rigtigt en mulighed her, men til gengæld er jeg ofte hjemme på skæve tidspunkter, hvor strømmen trods alt er billigere end prime time, og så sørger jeg for at vaske der. Jeg tænker over, at det ikke behøver være enten/eller ift. at starte tørretumbleren, men nøjes med de få items, der virkelig er bedst, hvis de lige får 15 minutter i tumbleren, og jeg plugger min telefon i, hver eneste gang, jeg kører, så jeg lader “gratis” når jeg kører alligevel.

            Der er stor forskel på, hvor flade mine arbejdsdevices, Antons skolecomputer osv. er fra dag til dag, og kombineret med ovenstående betyder det, at selvom jeg (forhåbentlig!) kommer til at kunne se en besparelse på både forbrug af kWh og i kroner og ører, så har jeg ikke et låst udgangspunkt at sammenligne med.

            Min Watts-app bekræfter dog, at det øgede fokus har haft postiv indvirkning på mit forbrug. Når jeg kigger på det sidste år, har jeg, måned for måned, ligget mellem 3 og 10% under det budgetterede forbrug, mens jeg nu (i marts) foreløbigt ligger på 18%.

            Når jeg modtager den næste opgørelse fra boligforeningen, vil jeg prøve at sammenligne på så mange parametre, som jeg kan, og det skal jeg nok lægge op.

          3. Helt off topic, men blot fordi du er så korrekt og sprogligt interesseret/fokuseret (= kompliment): Det staves Empiri 🙂 Og det er nemlig megafedt, at så mange byder ind med det ud over din egen også – så tak for at lægge op til det altid!
            Behøves slet ikke at ligge som kommentar, kan bare ikke lige fatte besked her 🤪

  18. Nå så er det dælme da heller ikke nemt… Poseuddelingsdamen delte ellers ud til hele gaden her. Jeg arbejder hos Teknik & Miljø (tør næsten ikke indrømme det…) men er pt på barsel, ellers ville jeg straks have kastet mig over sagen 😄

    1. Altså, jeg venter fortsat på poser fra skraldemændene, mens min spand står med grønt butterfly og føler sig dum – jeg tænker, at der stadig er lidt at kaste sig over, når du kommer tilbage fra barsel:-D

      <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.