M2021, uge 8, værelsesedition

Jeg er 3 billeder og en lampe fra at være færdig med værelserne, og er derfor allerede nået det punkt, hvor jeg nærmest ikke forstår, at jeg var så presset. Det er ufatteligt. Men værelserne er simpelthen blevet så gode, og så føles det som om, det var gråd og tænders gnidsel værd.

Egentlig var jeg begyndt at skrive det her indlæg onsdag, men mens jeg skrev, gik det op for mig, at det måske passer bedre med M2021-temaet, fordi jeg har forsøgt at genbruge, upcyckle og spare hele vejen igennem projektet. 

Da jeg samtidig prøver at holde mig for øje, at de ting, jeg skriver herinde skal være relevante for jer, har jeg valgt at konvertere indlægget til et tidligt M2021-indlæg. På den måde er der kun ét indlæg, man skal springe over, hvis man ikke overvejer at lave om, male glimmervægge eller på anden måde møfle rundt i sit hjem.

Det bliver lidt langt, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan jeg gør det overskueligt, men jeg har valgt, at jeg først laver en beskrivelse af, hvad jeg har gjort ved de enkelte rum, herefter laver en ‘hvad har jeg gjort mig af erfaringer’-passage, og til slut smider jeg en håndfuld anbefalinger af podcasts ind, som jeg har haft i ørerne undervejs. 

Der er NUL sure miner, hvis man hopper det her indlæg over. Hvis det er tilfældet: Møs, god weekend og vi ses i næste uge.

____________________

Fridas værelse: (2,50m x 3,10m)

Planen:

Jeg havde planlagt, at Frida skulle have den ene halvdel af min gamle seng, at hun skulle beholde det meget fine skrivebord, jeg fik lavet til Anton (af pladen fra mit gamle, massive spisebord) og at det store skab, der i forvejen stod i rummet skulle ud. Herefter ville jeg finde et mindre skab til tøj, og undervejs se, hvad muligheder jeg havde ift. ophæng af tøj (= Barnet Med De Tusind Kjoler).

Eksekveret virkelighed:

Sengen fik hun som planlagt, og skrivebordet ligeså, men da jeg gik igang med soveværelset, kunne jeg pludselig se, at min futon, som jeg havde planlagt skulles stå på tværs, var nødt til at stå på langs. Vi er nogle, der er så lidt matematiske, at det først er, når vi står med brede ting og smalle rum, at vi kommer i tanke om, at diagonalmålet altid er længere end længdemålet. Dét betød, at der ikke var plads til det store skab fra Fridas værelse i soveværelset, som jeg ellers havde planlagt.

Enden på det blev, at Frida beholdt det store skab, og at jeg så i stedet købte en smal rumdeler-reol til det legetøj, jeg havde tænkt skulle opbevares på hendes lave træreol. Hun har fået en ny lampe, et par nye billeder og hendes sengetæppe bliver syet af det, jeg før havde på min dobbeltseng.

Mit soveværelse: (2,0m x 3,10m)

Planen:

Futon på tværs, stort skab op ad væggen og væk med døren.

Eksekveret virkelighed:

Futon på langs, den lille rumdeler fra stuen ind i hjørnet, Fridas reol ud i stuen i stedet for rumdeleren, beholde det lille skab, som egentlig er til badeværelset, bag døren – som jeg så til gengæld kunne beholde. 

Jeg har købt tre nye lamper (2 nye fra hhv. Netto og Lidl, samt 1 brugt), 2 nye billeder, et sengetæppe (brugt) og kasser til rumdeleren.

Og jeg bliver bare lige nødt til at skrige min begejstring over futonen ud: Man ligger FULDSTÆNDIG formidabelt på den. Den kommer ikke til at blive slået op til sofa, som ellers var planen, men det betyder ikke noget, fordi den nu står på langs, og der ikke er et kæmpe skab, jeg skal rundt om.

Antons værelse: (2,60 x 4,25m)

Planen:

Halvdelen af min seng, noget reol af en slags, poser med lego og kasser med sværd op ad væggen. 

Jeg har med vilje valgt, at Anton lige nu ikke skal have et skrivebord. Han har brugt det gamle cirka 4 gange siden vi flyttede herud, så det eneste, han reelt brugte det til, var rod. Jeg har planlagt indretningen af det nye værelse, så vi kan sætte et skrivebord op derinde uden at skulle skille alting ad, men jeg har været ret optaget af, at værelserne skal indrettes til det, de reelt bliver brugt til, og ikke ud fra en stereotyp forestilling om, hvad man skal have på et værelse.

Eksekveret virkelighed:

Min seng som planlagt, en rumdeler med 6 rum til rod legetøj, kasser med sværd op ad væggen, mens de 3 poser lego er erstattet med en puf med opbevaringsplads. Han har fået en ny lampe, et sengetæppe (brugt) og genforelsket sig i sine gamle Marvel-billeder, som jeg heldigvis havde gemt, så de er kommet på væggene igen. Da han ikke har et skrivebord, har jeg fået min far til at save en af mine gamle hylder over, så han nu har to trekantede hylder i hjørnet i stedet til hhv. radio og Harry Potterlampe.

Så altså:

Skabene blev i de rum, de oprindeligt stod, soveværelsesdøren blev hængende, det kostede en ny reol til både Anton og Frida, og jeg har byttet om på reolen og rumdeleren i stuen. 

Hvad har jeg lært/er jeg blevet bekræftet i:

*Det er ubetinget bedst at vente med at købe ting, til man kan se, hvad man skal bruge. Det lyder utrolig oplagt, men det er ikke desto mindre svært for mig at holde ved, fordi jeg arbejder imod min egen personlighed. Jeg ville helst have fundet og bestilt det hele på forhånd, så tempoet kunne sættes op, men i det her har jeg måtte ændre på den oprindelige plan hundrede gange, og det har understreget, hvor vigtigt det er at holde hestene. Det havde SATME været surt at stå med et nyt, unødvendigt skab til Fridas værelse, eller at have solgt det, jeg endte med at bruge. 

*At nogle ting er gode at gemme, mens andre bare skal videre. I det her har det været ret tydeligt, at alt, hvad der kan bruges til opbevaring er smart at have. Jeg har gennem tiden købt utrolig mange gennemsigtige plastikkasser, og kønne er de ikke. Men jeg hentede dem ned fra loftet, da jeg startede, og de var guld værd, fordi jeg kunne samle de ting, jeg hev ud fra værelserne i dem, og stadig have et nogenlunde overblik over, hvor alting var. Et par stykker af dem er i brug igen, mens resten er sat tilbage på loftet.

Alle mine filtkasser, rumdelerkasser osv, sørger jeg også for at gemme, fordi de bare er virkelig gode at have. Vores skabe er f.eks. ret dybe, og det betyder, at hylderne lynhurtigt bliver rodede, og at man ikke rigtigt får udnyttet pladsen inde bag ved. Det kan man med kasser og kurve. Jeg har f.eks. alt sommertøj til at ligge i filtkasser, som så står på tværs inde bag tøjet, vi bruger nu, og får jeg brug for en filtkasse et andet sted i huset, kan sommertøjet lægges i gennemsigtige poser, og forblive i skabet. Mine kasser lever et vildt normadeliv, fordi de hele tiden gør det muligt at flytte rundt på tingene, så disse er, hvor jeg skal bruge dem nu, og ikke, hvor det var smart, de lå, for 4 måneder siden. 

Hylder gemmer jeg, for de er virkelig rare at have, når man pludselig står og mangler dem. Jeg opbevarer dem i bunden af de skabe, de tilhører, fordi de på den måde kun optager et par centimeter, og jeg samtidig ved, hvor de er. Træhylder fra mine vægge, har jeg under min sofa og i kasser i bryggerset, sammen med de hyldeknægte, jeg har skruet af. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har hevet en hylde frem, som pludselig came in handy, og træ er sgu dyrt.

Billeder og rammer gemmer jeg også, men har tyndet lidt ud i dem denne gang, og så har jeg samlet dem alle i én kasse, så jeg ved, hvor de er, og hvilke størrelser, jeg har.

*Til gengæld har jeg solgt de ting/møbler, vi ikke har i spil lige nu, simpelthen fordi jeg ikke gider flytte rundt på dem. Mit kæmpespejl, som jeg ellers virkelig elsker, må videre, min pyntestige er hentet, ligesom det ene sengebord også er flyttet hjemmefra.

*Jeg har foræret en kæmpe kasse spil til børnehaven (jeg sætter ild til mig selv, hvis nogen skriver noget om corona, for selvfølgelig har jeg taget alle forholdsregler), som også har fået min gamle flyverdragt (hedder det kedeldragt til voksne?), som jeg købte, da jeg tolkede udenfor en hel vinter i permafrost, men som jeg ikke har brugt siden. Jeg har sorteret groft i arvetøj og legetøj, og jeg føler ikke, at det ville være mærkeligt at invitere folkene på genbrugsstationen med til housewarming, når vi må igen.

Glimmervæggen

Sidste lille bid om værelserne bliver om glimmervæggen, som er det eneste, jeg ikke er 100% tilfreds med. Jeg har snakket med hele 3 malere undervejs, og jeg er bare nødt til at sige, at glimmervægge er det vilde vesten, hvor alle *mener* noget, men ingen rigtig *ved* noget.

Mit første forsøg var en grå regnbueglimmer i pulverform. Farven på malingen kan I se ovenfor, og enten 1) fik jeg tilsat for meget glimmer 2) var glimmeren for mørk ift. malingen 3) fik jeg ikke rørt det godt nok op 4) malede jeg med for høj glans (glans 10) eller 5) var malingen af for god kvalitet. Alle bud er fremsat af fagfolk, så bare tag det, du føler giver mest mening. 

Men resultatet blev lortlortlort. Der var mørke skygger overalt på væggen, hvor for meget glimmer havde samlet sig, og det så virkelig træls ud. Jeg malede det over, og lærte i den forbindelse, at det trods alt ER smart at købe glimmer, der er beregnet til maling, for én overmaling var faktisk nok til at dække glimmeret under. I andet forsøg tilsatte jeg hvid glimmer i pulverform til malingen, og på plussiden er væggen ikke længere skjoldet, og glimmeret, som jeg denne gang rørte i med min håndmixer, er langt bedre fordelt. Og måske kan man se det mere tydeligt, når det ikke hele tiden er tåget og overskyet, men jeg synes simpelthen, at det er for svært at se.

Konklusionen er, at resultatet bliver bedst, hvis man tilsætter glimmer til mørkere farver, fordi du så ikke får skygger de steder, hvor glimmeren samler sig lidt. Uanset hvad, skal du være obs på at få rørt helt tosset, og billig maling med lav glans, vil formentlig give det bedste resultat.

____________________

Spørg løs, hvis der er noget, der er uklart, og ellers slutter vi bare med lidt godt til ørerne: 

Bandeland, 2. sæson

Det piner mig, at det er Ekstra Bladet, der står bag den her, for den er FANDME god. Fokus er på de nyere bander (Brothas og LTF), og det er et fascinerende indblik i en verden, de færreste af os kender ret meget til. Den er godt fortalt, og jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over den, hvis man har den til gode. 

Welcome to your fantasy (OBS: Kun på Spotify)

Historien om Chippendales, som er væsentlig mere bims, end man lige tror. Der er ikke lagt mange afsnit ud endnu, men det er Pineapple Studios, der producerer, og de plejer at være garanter for kvalitet. Det, jeg indtil videre har hørt, har været godt.

Morbid

True crime, og min nye andenplads i genren. De to værter er halvsøstre, og den ene er frisør, mens den anden arbejder i et lighus. Lyden er træls på de første episoder, men det fungerer ret godt, at de kender hinanden så indgående, og de er (det meste af tiden) gode til at holde sig til historien, de fortæller.

Unraveled:

MFM-darlingen Billy Jensen (den ene halvdel af Murder Squat) og en kvindelig graverjournalist har kastet sig over sagen om The Long Island Serial Killer, som stadig er uopklaret. Sagen er speciel, fordi der er en meget fremherskende teori om, at det er den tidligere politichef, der står bag mordene, så der er sølvpapirshatte og mørklægninger til højre og venstre. Der er udgivet 5 episoder, og jeg synes, jeg et sted har læst, at der kommer 8 i alt.

____________________

God weekend til jer, når I når så langt.

Published by

13 Replies to “M2021, uge 8, værelsesedition

    1. Ja da:) Jeg har mit i det smalle, høje skab bag ved døren (det, du kan se på billedet, hvor den stribede kasse står ovenpå), og i filtkasserne i rumdeleren. På Antons værelse er et indbygget, 3-fløjet skab, hvor han har tøj i det største af fløjene.

  1. Top happy at Futonen er et hit, vi er selv så glade for vores og den store har annekteret den til hans seng, sammen med hunden og alle andre der kommer i nærheden af den 🙂

  2. Du kan aldrig skrive for “langt”. Aldrig.
    Hilsen en af dem, der er nødt til at læse gamle indlæg, når internettet bliver for kedeligt.

  3. Jeg sover elendigt og er desperat. Der bliver sendt flere roser afsted mod futonen. Må jeg høre, hvad det er for en mere præcist?

    1. Det kan du tro. Aslak fra Innovation Living med den hårdeste madras, man kan få. Tjek, om Ilva har den; det var der, jeg købte min, og jeg sparede næsten 4000 kr., fordi de kørte udsalg og procenter på i forvejen nedsatte varer.

  4. Ej, Linda – så fedt at se. Må vi ikke se ind i dit tøjskab en dag? Det er så inspirerende at se andres minimalistgarderober (prøver selv, men er slet ikke på det niveau, kan jeg godt se!)
    Hvilken futon har du? Jeg drømmer meget om en, men min kæreste er ikke helt overbevist.

    1. Haha, jeg må være det mest uoplagte bud på en tøj-blogger ever; alt, jeg ejer, er sort som natten pga. mit job:-D

      Jeg tror måske også, at det ser lidt mere imponerende ud, end det egentlig er, fordi jeg har lagt det sammen Kondo-style, hvor alt, hvad jeg før havde på bøjler, “står” op i kasserne i rumdeleren. Jeg er endnu ikke sikker på, om det er optimalt, men alternativet, jeg lige nu kan se, er, at det hænger hos et af børnene, og det synes jeg ikke, det skal. Men jeg skal nok lige have i baghovedet, om jeg kan flette det ind i et kommende indlæg. Om ikke andet kan jeg i hvert fald konstatere, at det er meget fordrende for at skille sig af med ting, man udelukkende gemmer af nostalgiske årsager, når man skal have sine ting most ind på 1/3 af pladsen.

      Min futon er fra Innovation Living. De laver nogle virkelig fede ting, synes jeg – tjek dem evt. ud på IG. Den model, jeg har, er den der hedder Aslak, som fåes med madrasser af forskellige hårdhedsgrader. Jeg har valgt murstenen, og jeg knuselsker den. Tjek evt. hos Ilva. De forhandler Innovation Living, og det var hos dem, jeg fandt min, som var sat ned fra 9000 til 5300.

      1. Haha – jeg forstår!
        Faktisk, så mente jeg også mest hvordan tøjet er organiseret, helt lavpraktisk – altså, måske er jeg ude i en skør gren af minimalisme, men jeg finder det vildt inspirerende at se, hvor lidt tøj andre slipper af sted med at have, samt hvordan de opbevarer det på meget lidt plads. Måske er det en måde at overbevise mig selv om, at jeg ikke behøver nyt tøj, når jeg kan se, hvor lidt andre har?
        I hvert fald var det ikke fordi du skulle gå full blown modeblogger og lægge billeder af “dagens outfits” 😉 (med mindre du vil!)

  5. Er bare nysgerrig : er der krav om at tegnsprogs tolke skal bære sort tøj når de er på arbejde? Har egentlig også lagt mærke til at dem der tolker under pressemøder i reglen er i sort. Eller i hvert fald mørkt tøj.

    1. Det er ikke et krav, men i mit fag taler man om ‘visuel støj’, som f.eks. er mønster på en trøje, som virker forstyrrende som baggrund for hænderne, når man aflæser tegnsprog. Af samme grund går vi sjældent med store halskæder osv.

      Desuden kan vi, i tilfælde af, at vi bliver aflyste på én opgave, omdirigeres til en anden. Og det er bare ikke ret hensigtsmæssigt at stille på en byggeplads i sylespidse hæle, eller til en alvorlig samtale på sygehuset klædt ud som fastelavnsris. Derfor har de fleste tolke en lidt underspillet tøjstil, gerne i mørke farver – og så til gengæld en inderlig kærlighed for tilbehør som fine øreringe eller finurlige sko:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.