M2021, uge 41

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Raflet med mig selv om, om jeg skulle skrive det her punkt på ugens liste. For jeg er ret træt af det, og det føles lidt som et nederlag. Omvendt har jeg altid forsøgt at undgå at falde i bloggerfælden, hvor man kun skriver om det pæne, nemme og det, der lykkes. 

For sagen er, at vi har været helt sygt pressede økonomisk den sidste måned, og det havde jeg ikke forventet.

Da jeg fik min betalingsoversigt for oktober, kunne jeg se, at Pladsanvisningen ville trække 5 gange mere, end de plejer.

Og det var altså: F-E-M.

Det er en post, der er svær at tjekke – af flere grunde. Dels er jeg så heldig, at jeg får fripladstilskud, men fordi min indkomst svinger meget (og endnu mere, når jeg freelancer) bliver tilskuddet reguleret bagud stort set hver eneste måned. Derudover er Frida skiftet fra børnehave til skole/SFO, Anton er skiftet fra SFO til Klub, de blev tilmeldt forskudt, fordi Frida allerede i august gerne ville i SFO, mens Anton ikke ville osv. osv. osv.

Jeg har holdt øje med betalingen over de sidste måneder, og også ringet og snakket med Pladsanvisningen flere gange, fordi teksten på betalingsoversigten (lærte jeg) ikke stemmer overens med den faktuelle betaling. F.eks. står der ‘betaling for august’ – og når man så ringer og taler med dem, viser det sig, at det ikke er betaling for august, men derimod en efterregulering for maj. Hvilket i en tid, hvor vi kan sende folk på joyrides til Mars virker som et overkommeligt problem at løse, men altså. Pointen er, at det for et menneske som mig, der ikke er specielt talentfuld indenfor ting med tal, føles nærmest uMULIGT at tjekke, og jeg må bare knalde hælene sammen og hoste op.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, at jeg ville blive trukket for to fulde måneder samtidig, og derfor røg hele det økonomiske overskud, jeg havde forventet at have i september. Jeg synes, det er lidt pinligt. Faktisk. Fordi jeg føler mig dum over ikke at have set det komme. 

Men hvis jeg skal vride noget positivt ud af det, så er det, at det var en vigtig reminder om, at man, selv uden gæld til banken, skal kravle, før man kan gå. Der kommer til at gå væsentligt længere tid, end jeg havde forestillet mig, før vi ikke er sårbare overfor uforudsete udgifter af den størrelsesorden, og det var måske meget fint at blive mindet om, inden man blev alt for løssluppen.

2.

Været to millimeter fra at bakke min skraldespand ned. 

Min nye bil er bredere end den gamle, og fordi vi bor på landet, er det mørktmørktmørkt herude, når vi kører hjemmefra kl. 6 om morgenen. Når skraldespanden er kørt ud til tømning, er den derfor virkelig svær at se, og det var i forleden ved at koste mig både en bule og en ny skraldespand.

Nu har jeg været ude at købe en pose selvklæbende cykelreflekser, som jeg har klistret på samtlige skraldespande, så det ikke sker igen. 

3.

Ryddet op i min vin og foræret de flasker, jeg selv bliver ved med at styre udenom, væk. Der er ingen grund til, at de ligger her og skaber illusionen af en fyldt vinreol, så de røg videre ud i verden til mennesker, der ikke har så franske sarte smagsløg, som mine. 

4.

Smidt to bakker veganer-smør ud, som jeg har fået i mine Bilka To Go-varer. Og det er jeg virkelig træt af, men vi spiser det ikke, og jeg kender ingen hernede, der er så hard core veganere, at de er gået over til planteerstatninger for smør. 3 af dem, jeg skrev til og spurgte, om de ville have det, skrev tilbage med variationer over temaet ‘Hvad er det??’

Jeg HADER at smide uåbnet mad ud, der ikke fejler det mindste, men når jeg ikke kan bruge det og ikke kan få det afsat, bliver det stadig en bedre løsning at hælde det i skraldespanden, end at lade det stå og skygge for andre varer i køleskabet.

Trods alt er overskuelighed stadig første og bedste punkt på listen over gode råd til at undgå madspild.

Published by

20 Replies to “M2021, uge 41

  1. Uanset smagen af det der veganersmør, så er det vel primært fedtstof, så kunne det ikke have været brugt til at stege i?

    1. Måske? Men jeg havde netop købt både stegemargarine og smør på bud, så jeg stod ikke til at mangle det næste lange stykke tid.

  2. Kære Linda.
    Jeg har vidst kun kommenteret en enkelt gang før, men nu må jeg ud af busken. Dine betalinger for oktober lyder fuldstændig vanvittige og jeg kan slet ikke genkende, at du skulle have skyld i situationen eller at du skal mindes om at kravle før du kan gå. Det er da helt absurd at man skal kunne læse “maj” ud fra “august” og jonglere med forskudte betalinger over flere måneder. Hvem kan det?!? Jeg har sådan lyst til at finde dit tlf. nr. frem fra min mobilepayoversigt og sende lidt til at afbøde endnu en hård mdr., men jeg ved ikke, hvordan du har det med det?
    Uanset så TAK for dine tanker og skriverier der har inspireret til ændringer med positiv indvirkning på familieliv og økonomi.

    1. Det er simpelthen sådan en fin gestus, Julie. Tusind tak for tanken. Den betyder mere, end du tror. Jeg er altid bange for, at det kommer til at lyde dumstolt, når jeg takker nej til økonomiske bidrag, men jeg vil så gerne værne om, at jeg kan skrive om alt, også de svære perioder, uden at jeg skal spekulere på, om I derude opfatter det som en skjult, fremstrakt hånd. Det håber jeg giver mening <3

      Din kommentar var den første, der tikkede ind i morges, og jeg har hele dagen tænkt over, hvorfor jeg føler mig så dum over det her. For når du skriver, som du gør, så synes jeg jo, at det lyder fuldstændig logisk. Alligevel er følelsen i maven, at jeg burde have været i stand til at forudse det her, og jeg har tygget lidt på, hvorfor det forholder sig sådan.

      Jeg tror, det er fordi, det rammer ned i det, der i sin tid skabte problemet. At en del af den gæld, jeg i sin tid oparbejdede udsprang af mangel på overblik, omtanke og sund fornuft. Overtræk på lønkontoen, fordi jeg ikke lige havde opdaget, at man skulle betale el seperat. En kæmpe regning, fordi jeg ikke lige havde fået slået roaming fra, inden jeg tog 14 dage til USA. Skattesmæk, fordi jeg ikke lige havde fået tjekket min forskudsopgørelse osv. osv. Og jeg kommer ALTID til at føle mig lille og dum, når jeg står overfor det offentlige – for når systemet er skabt for at hjælpe mennesker, så går jeg automatisk ud fra, at andre kan gennemskue, hvordan det fungerer, selvom jeg ikke kan.

      Det er en default-reaktion, som jeg faktisk ikke havde tænkt over, at jeg har, men som din kommentar har gjort mig opmærksom på. Det skal jeg have kigget på. Tak for at hjælpe mig med at få øje på det <3

      1. Corona ramte mig som et godstog (trods status som færdigvaccineret), så jeg fik dig aldrig svaret. Men jeg har lige brug for at kommunikere ud at dit svar som altid var ultra fint og at mit manglende svar IKKE skyldtes sårede følelser eller en fornemmelse af at du sendte et dumstolt nej tak til økonomiske bidrag 🙂

        1. Din stakkel. Jeg håber, du er på benene igen, og ikke er en af dem, der er alt for hårdt ramt af eftervirkninger <3

  3. Ej, det er da OVERHOVEDET ikke er pinligt, at det ikke var til at gennemskue med de betalinger – det ville jeg virkelig heller ikke kunne, og det eneste du mangler er tid til at få opbygget lidt mere buffer til sådan en situation. Kæmpe kram og sympati herfra.

  4. Her er økonomien også presset, samtidig med at jeg forsøger at lægge planer for at stramme skruen yderligere og spare op til en dyr uddannelse. Jeg synes det giver meget styrke at være i stand til at omlægge sin økonomi og jonglere et stramt budget, men på dårlige dage er det bare virkelig svært, fordi man netop føler sig sårbar ved uforudsete regninger (medicin, omg det er dyrt!) og føler sig “fattig”, når alt hele tiden skal prioriteres stramt. Måske du kunne skrive lidt om at håndtere det (udover at få styr på økonomi), for med en lav indkomst er det nok et vilkår?

    1. Oh yes – medicin og tandlæger er også nogle af dem, der virkelig kan overraske grimt.

      Jeg skal nok lige skrive mig bag øret, at det kunne give mening at skrive lidt om, hvordan man så kommer videre og får fodfæste, når man er gældfri men stadig skal passe godt på.

  5. Kære Linda. Jeg får også fripladstilskud og har på et tidspunkt ringet til pladsanvisningen pga en mærkelig regning, jeg ikke kunne forstå. Det tog mig og medarbejderen en. halv. time. i samarbejde at regne ud, hvad den regning bestod af. Undervejs indrømmede hun over for mig at de i deres system ikke kunne se hvad en måneds opkrævning bestod af. Det er vanvittigt. Jeg er meget taknemmelig for tilskuddet, men det er altså en vanvittig måde de administrerer det på i dag kontra tidligere. Jeg synes det lyder helt skørt med din opkrævning og tænker at det ikke burde kunne ske. Men kan godt se at freelancing mm kan drille.

    1. Jeg har snakket med dem så mange gange, at jeg nærmest kunne tilføje dem på FB uden at det ville virke mærkeligt.

      Og du tager fat i noget af det, jeg også synes er svært, nemlig ambivalensen i på den ene side at være virkelig taknemmelig over, at systemet giver én en hånd i ryggen og på den anden side at være helt indestængt rasende over, at man så bare må forlade sig på, at det, de siger, er rigtigt. Det er svært at stille krav, når man modtager hjælp. Men det her kommentarfelt viser meget fint, at systemet ikke fungerer, som jeg antager, at man i tidernes morgen havde tænkt det skulle.

  6. Jeg kan virkeligt godt følge frustrationen over stadigvæk at være så presset økonomisk at det er ret små skvulp der skal til for at vippe båden. Og over at noget med så stor betydning, er så kompliceret at regne ud …! Så er det da svært ikke at tænke at man “burde have” en hel masse og meget mere omhyggeligt.
    Hvis jeg falder over en krystalkugle der er kalibreret med den pladsanvisningen bruger, sender jeg den din vej.

    1. Shit, man kunne tjene mange penge på at leje sådan en fætter ud…!

      Det er grotesk, at et system, der i bund og grund er skabt for at hjælpe, ender med at skabe så store benspænd.

  7. Jeg har også modtaget delvist fripladstilskud. Senest for 4 år siden, hvor jeg også var freelance ( ja, læs: F I R E år). Tidligere i dette år fik jeg en opkrævning på regulering heraf, på to tusinde kroner. Jeg var ærlig talt målløs! Ringede til dem, men der var intet at gøre, medmindre jeg kunne bevise at deres udregning var forkert. Og de kunne desværre ikke oplyse mig om deres udregning, som umiddelbart ikke stemte overens med mit eget regnskab…
    Jeg endte med at betale, fordi jeg ikke orkede at slås med dem…
    Og så følte jeg mig alligevel lidt heldig, da jeg snakkede med min veninde, som fortalte at hun havde fået en efterregulerings-regning på 10.000kr! Vildt at man ligefrem kommer til at føle sig heldig over at komme til at betale 2000 kr efter 4 år!

    1. Det er heller ikke længe siden, jeg modtog en efterregulering for 2017. Det er fuldstændig vanvittigt, at det er lovligt.

  8. Jeg satte min far, som er økonom til at forklare mig fripladssystemet, hvilket blev til flere timers Excel ark, som til sidst blev til at han gav op, for det giver ingen mening. Så jeg betaler også fortsat regninger, efterregninger og efterefterregninger for to børn uden nogen forståelse for om der er regnet rigtigt.

  9. Åh det kommunale system er bare ikke til at gennemskue. Jeg har lige sagt min boligsikring op, pga at min datter over 18 nu har sabbat år og tjener penge. Og bang lige efter skriver de at jeg skylder 1800 kr, og hvordan kan det være muligt, når det nu opgøres på måneds basis. Men det er åbenbart så nemt, at gå efter os alm mennesker.
    Og så lige en tilføjelse, når du svarer Linda, så kan jeg aldrig få lov at svare igen, den skriver altid, at jeg har sagt det en gang. Men læser altid dit svar 😉

    1. Åh, jeg synes kommentarfeltet driller i den her version af WordPress. Jeg håber godt nok, at det bliver bedre i en kommende updatering.

      Det er virkelig en udfordring, at det er så svært at gennemskue med det boligstøtte. Jeg har en veninde, der er igang med at lede efter noget at bo i til hende og børnene. Hun er også ved at gå ud af sit gode skind, fordi det er UMULIGT at gennemskue, hvor meget, hun kan få i boligstøtte, og dermed, hvor dyrt hun har råd til at sætte sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.