M2021, uge 40

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Skrevet en opfordring til mine fb-venner, som I også lige får her:

Sørg for at tjekke på borger.dk/feriepenge, om I har dage stående, der skal være brugt inden d. 31.12.21.

Modsat hvad vi i gamle dage har været vant til, kan de feriepenge, der er optjent før den nye ferielov trådte i kraft, nemlig ikke overføres eller udbetales, hvis de ikke bliver brugt, så tjek det nu, mens der stadig er tid til at få dem afviklet/udbetalt. #OgDetVarMor

2.

Tjekket overtøj og sko til børnene og besluttet, at vi venter med at købe det, jeg lige nu tænker, at de får brug for til vinter-vinter.

Det er risky business, for der er meget, der kan være svært at få fat i, hvis man ikke er bare lidt på forkant, men jeg tager chancen, for jeg er træt af at sende ting til genbrug, som stort set ikke er brugte. Sidste år købte jeg et sæt foret regntøj til Frida, som hun nu ikke længere kan passe, og som hun nåede at have på max. 5 gange. Ligeledes købte jeg et par støvler, fordi dem, hun var i, var ved at være for små, og jeg ville derfor gerne have et par klar, når hun voksede ud af de gamle. Det gjorde hun så bare ikke, og i år kan hun ikke passe dem.

Derudover er Frida startet i skole, og er dermed væsentligt mindre ude, end hun og de var sidste år, hvor Covid-restriktioner i børnehaven betød, at børnene var ude hele dagen. 

Lige præcis hvad der er brug for af vintertøj afhænger simpelthen så meget af, hvad for en slags vinter vi får, så nu prøver jeg at sidde på den, indtil jeg har lidt bedre forudsætninger for at vurdere, hvad hun mangler. 

3.

Givet de aflagte vinterjakker, vi fik i overskud i forbindelse med #2, til genbrug.

Jeg satte dem til salg på fb til et meget symbolsk beløb, og parkerede samtidig Ikeaposen ud i bilen med beslutningen om, at jakkerne fik til jeg kom forbi genbrugsbutikken næste gang til at blive solgt. Hvis ikke de var afsat inden da, ville Hjemløses Venner få dem, og det fik de så i går.

Ift. børnetøj synes jeg, at det gav god mening at sælge, da børnene var mindre, og der hver gang vi ryddede op i skabe og skuffer var et par poser, der kunne lægges op, for når man har flere ting til salg, føles det som om, arbejde og indtjening hænger sammen, selvom man kun hiver 50 kroner hjem her og 20 kroner der. Men nu, hvor de er så store, at de slider det meste af deres tøj op, er det for meget arbejde at fotografere, lave salgsannoncer, svare på 10.000 spørgsmål og flytte rundt på to jakker i månedsvis for så til sidst at sælge dem for 100 kroner.

Det hører med til historien, at mange af de lokale salgsgrupper har ændret vilkår, så man ikke længere må poste billeder i opslaget, men skal lægge dem særskilt i kommentarfeltet. Det synes jeg virkelig er ærgerligt, for uden at have lavet statistik på det, så er jeg stensikker på, at det har en negativ effekt på køb og salg af brugt tøj. Jeg kommer ikke til at sidde og nærlæse 24 facebooksiders tekst for at finde en overgangsjakke, og inden nogen siger, at man bare kan bruge søgefunktionen vil jeg bare lige minde om, at den er 100% afhængig af, at folk staver korrekt, og at vi er enige om, hvornår vi staver tingene i hhv. ét og to ord og med eller uden apostrof. Det betyder, at vi igen ender med, at tøj ikke slides op, men kun bliver brugt af et enkelt barn eller to, før det ender som møbelpolstring og twist. 

Hvis nogen tech-savvy typer har en god forklaring på, hvorfor så mange lokale køb/salg-sider pludselig vælger den billedeløse løsning, vil jeg gerne høre den, for for mig giver den ingen mening overhovedet.

Anyone?

Published by

29 Replies to “M2021, uge 40

    1. Jeg bruger Marketplace flittigt, men har været glad for de lokale grupper, fordi de giver mange hits indenfor en meget lille geografisk radius.

      Reshopper har jeg forsøgt mig med flere gange, og måske er det på tide at give den et skud igen, men de tidligere gange, synes jeg desværre ikke, at udvalget har været ret stort i og omkring Esbjerg. Jeg ved, at man tidligere har kunne købe adgang til søgefunktioner i hele landet, men så går garagesalgsprincippet jo lidt af det.

      Så jeg er enig med dig i, at begge platforme er gode – jeg synes bare, de lokale grupper var endnu bedre. Suk.

  1. Pokkers – prøver igen.

    Det med feriepengene er ikke helt rigtigt. Jeg arbejder på et personalekontor og vi er begravet i dette i øjeblikket.

    Det ferie man har optjent i 2018 og brugte af i ferieåret 010519-300420 og evt overførte (man kunne overføre op til 1 uge), må GERNE overføres videre.

    Det ferie man optjente til mini-ferieåret (010520-310820) skal bruges. En fuldtidsansat som var ansat hele optjeningsperioden havde 123,33 ferietimer at bruge. Hvis man holdt 3 ugers sommerferie i 2020 brugte man 111 timer og havde således 12,33 timer tilbage. Disse 12,33 SKAL bruges inden 31.12.21.

    Derudover skal man også bruge de første 4 uger i ferieåret 010920-311221, dvs 148 timer for en fuldtidsansat, og dertil skal lægges de 12,33 timer, så 160,33 timer i alt i perioden. Den sidste uge, 5. ferieuge som man evt ikke har brugt, kan også overføres efter aftale med arbejdsgiver.

    1. Tak for en dejlig grundig kommentar🤗

      Nu har jeg jo kun set min egen borger.dk side, men af min fremgår specifikt, hvilke dage, der skal være brugt senest d. 31.12.21. Mon ikke det gælder alle, der er omfattet?

  2. Det er muligt, jeg har ikke selv tjekket, og ved heller ikke hvor hurtigt de opdaterer? Den kan nok kun opdateres 1 gang om måneden, når lønnen er “kørt”.

    Det jeg egentlig ville understrege er, at man kan stadig overføre 5. ferieuge (som man altid har kunnet), samt det man evt havde overført fra den gamle ferielov. Det er jo surt at fyre noget ferie af, hvis man hellere ville bruge det på et andet tidspunkt.

    1. Sandt – men jeg ringede til dem og spurgte, fordi jeg faktisk godt ville have haft noget af min ferie med over. Deres svar var, at det ikke kunne lade sig gøre. Men som sagt står det højt og tydeligt på min side, hvilke dage, det drejer sig om, så jeg antager, at det gælder for alle😊

  3. Kan det være fordi noget af din ferie stammer fra dagpenge? Havde du en kort periode, hvor du var på dagpenge?

    Nå pyt, bare der er styr på det, jeg undrer mig bare 😊

    1. Nej – man kan gå ind og tjekke, hvilken arbejdsgiver, de er optjent hos under ‘Se detaljer’ og det var et tolkefirma, jeg har været hos😊 Men du har ret i, at det jo formentlig primært er os, der har skiftet arbejdsgiver, som så har indbetalt til feriekonto ved ansættelsens ophør, der skal være opmærksomme😊

      Det er super fint, at du melder ind! Jo flere nuancer, jo bedre❤️

  4. Men… Kan man ikke kun få udbetalt feriepenge hvis man rent faktisk skal holde ferie? Eller var det kun i gamle dage? Jeg har 10 dage stående, men har ikke tænkt mig at holde ferien inden 31 december.

    1. Det kender jeg simpelthen ikke juraen bag godt nok til at have styr på. Så vidt jeg husker, er det et krav, at man har været forhindret i at holde ferie for at få dem udbetalt, men jeg har aldrig været ude for at skulle dokumentere det, så jeg er i tvivl om, om det er et krav, jeg husker fra de glade bi-kortsdage? Og om det evt kan have noget at sige, at de bortfalder, hvis ikke de afholdes?

      Jeg bliver dig svar skyldig.

    2. Hvis man trykker, at man gerne vil have udbetalt pengene, skal man vælge mellem forskellige muligheder. Jeg kan ikke umiddelbart finde en, hvor man kan få dem uden at holde ferie (og eftersom jeg får ferie med løn, kan jeg ikke få feriepengene samtidig). Så mine penge går nok til spilde. Det er så kun 71kr, så det går nok, men hvis det var mere, ville det da være ærgerligt.

  5. Tak for feriepenge-tip! Det er virkelig lækkert, når man som jeg er gået fra løn til su, selvom der kun var 1,67 dag 🙂

  6. Der er flere nuancer i det med ferie, der SKAL afvikles inden den 31. december i år. Jeg er jurist med speciale i ansættelsesret, som rådgiver om den nye ferielov i mit job, og får SÅ mange spørgsmål om det på daglig basis.

    Så mit gode råd må være at søge rådgivning, hvis man er i tvivl om, om man har noget ferie, man risikerer at miste, hvis ikke man selv kan danne sig et overblik 🙂

    1. Jeg håber, at der er en ekstra julebonus til dig og dine nærmeste kolleger i år, for det må kræve en helt ekstraordinær indsats at få besvaret alle de mails, det udløser:-D

      Og det er et fint råd; altid bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt.

  7. Tak mor 🙂
    Der var, som forventet, ingen dage. Men med en længere række midlertidige ansættelser bag sig, er det altid godt at være helt sikker …

    1. Ja – og sgu hellere tjekke nu, og se, at der ikke er nogen, end at opdage d. 01.01, at man havde 17 dage til at stå <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.