M2021, uge 25

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en paninigrill. KÆMPE yay! Og som altid, når jeg i de her minimalistindlæg skriver om at købe noget, vil jeg gerne lige knytte et par ord til, hvorfor jeg synes, det hører til her. 

For jeg har sukket efter en paninigrill i flere år. Men altså – vi er jo også nødt til at være enige om, at man ikke *dør*, hvis man ikke har sådan en, og allerede dér er vi jo lidt forbi målskiven ift. stram minimalisme. 

Men for mig har det aldrig været målet at leve med så få ting, som muligt. For mig har målet været at sørge for, at de ting, jeg har, er nogle jeg har erhvervet mig bevidst, og som jeg rent faktisk bruger.

For mig er det lykkelige liv ikke det, hvor man sover på gulvet og familien har én gaffel til deling – men jeg vil gerne være et sted, hvor de ting, jeg ejer, har gjort sig fortjent til at optage plads på hylden, og hvor jeg tænker potentielle nykøb ordentligt igennem, og ikke bare køber på impuls. 

Jeg synes, at et år er ok-god betænkningstid, og den udløsende faktor blev en frokost med en veninde, hvor hun lavede mad til os på sin paninigrill. Jeg besluttede, at jeg måtte få én, næste gang jeg så den på spot – og det gjorde jeg dagen efter. Hvis det ikke er Mano de Dios i aktion, så ved jeg snart ikke. 

Tidspunktet er ideelt, for på en sommerdag, hvor man ikke gider lave mad, der kan man vist altid klemme en hjemmelavet sandwich ned.

2.

Reageret på noget, jeg lærte i kommentarfeltet i sidste uge, nemlig at jeg ikke skal betale fragt for varer ved både køb og retur, når jeg handler på nettet.

Køber jeg en kjole til 500 kr., som jeg betaler 50 kr. i fragt for, når jeg bestiller den, skal jeg have 550 kr. tilbage på kontoen, når jeg sender den retur. Firmaet må gerne opkræve fragt for returforsendelsen, men ikke både ‘ud og hjem’.

Da jeg sendte kjolen, jeg nævnte i sidste uges indlæg, retur, var det præcis det, der skete. Jeg fik refunderet kjolens pris, fratrukket 2 x 49 kroner for fragt – og det må de jo så ikke.

Jeg skrev høfligt tilbage til dem, og efter et par mails, endte de med at sætte yderligere 49 kroner ind på min konto.

Jeg er sgu lidt rystet over at opdage, at det her ikke er lovligt, for SHIT, jeg har betalt dobbeltfragt i mange år.

Tak for heads up, Mette, og har man brug for at sende teksten med i en mail, kan man finde Forbrugeraftaleloven, paragraf 22 her.

3.

Tænkt virkelig mange gange, at jeg er glad for, jeg bor til leje. Jeg var omkring i det her indlæg, men de sidste par måneder har bare endnu en gang bekræftet mig i, at det for os er den rigtige og mest ansvarlige løsning. 

For et par uger siden, da det haglede helt vildt, smadrede det taget på min carport. (Spørg mig, om jeg havde lyst til at lægge mig ud ovenpå min nye bil og beskytte den..!) Der er store huller i samtlige plader, og det koster lige omkring 25.000 at få lavet.

Mit køleskab har været lidt træt af livet de sidste par måneder, og onsdag blev erstattet af et nyt og friskt ét af slagsen. 

Og for et par måneder siden trak alle mine afløb virkelig dårligt. Jeg havde et hyggeligt rend af viceværter, VVS’ere, slamsugere osv., indtil de fandt ud af, at det var en hældning på et rør, der var forkert.

Jeg tør ikke engang tænke på, hvad det havde kostet #plusMoms, hvis jeg skulle have betalt det hele selv, men jeg tror ikke, jeg er helt off, hvis jeg sætter den samlede udgift til omkring 50.000 kr. 

Den regning samler boligforeningen op, og selvom man kan argumentere for, at man selv betaler tilbage gennem huslejen, gør det for én som mig al forskel i hele verden, at jeg ikke skal ud og finde pengene selv. 

4.

Bandet længe og inderligt over forsikringsselskaber og deres diabolske kreativitet ift. at finde på måder at hive penge ud af dig på. 

Jeg har lidt en kæphest med, at jeg ikke så godt gider, når mennesker, der har en eller anden form for ekstra eksponering i det offentlige rum, bruger deres platform til at pege fingre af navngivne virksomheder, og selv om jeg blot er en mikroskopisk fisk i et gigantisk akvarium, så har jeg stadig ikke lyst til at være en shitstorm-trooper. 

Når jeg sætter den her på alligevel, er det fordi, der er noget dyrtkøbt erfaring i min oplevelse, som nogle af jer måske kunne bruge til at undgå, at det samme sker for jer. 

Jeg har, som vi har snakket om for nyligt, skiftet forsikringsselskab. Det nye selskab gjorde mig ved tegning opmærksom på, at de fleste af de selskaber, der tilbyder månedlig betaling, opkræver et gebyr på 70 kr., hvis man opsiger en udenfor tidspunktet for hovedforfald.

“Sådan må det være” svarede jeg, og så var vi videre.

I dag kom oversigten fra Betalingsservice, og imagine my surprise, da jeg kunne se, at jeg er opkrævet 70 kr. PR. forsikring – undtagen bilen, hvor jeg er opkrævet over 400 kr. Helt sikker på, at det var en fejl, ringede jeg til det gamle selskab – som kunne fortælle mig, at der kommer et EKSTRA tryllegebyr på, når bilforsikringen er under ét år gammel.

Nok fordi dén knap kræver mange flere kræfter at trykke på, forestiller jeg mig. 

Jeg tror, jeg sleb 4 millimeter af emaljen på mine kindtænder, da jeg sammenbidt hvislede, at jeg jo for fanden bare har skiftet bil; forsikringen har jeg haft i 10 år. Og han sang ikke: “Bare ærgerligt, Sonny Boy” – men det gjorde han lidt alligevel. 

Jeg måtte tage 10 dybe indåndinger og en aktiv beslutning om at slippe det og lade karma fixe det, før jeg var god igen. 

Men altså. Det kan I jo ligeså godt få glæde af, hvis I overvejer at skifte forsikringsselskab, for det er åbentbart det samme alle steder.

Så tjek hovedforfald og tænk over at time et skift, hvis du kører månedsvis betaling, og køber du ny du bil, så sørg for at få den gamle forsikring opsagt og den nye tegnet, så den er trådt i kraft, når du får nøglerne overrakt.

Published by

29 Replies to “M2021, uge 25

  1. Paninigrill er the shit! Vi har en og det er et af de køkenredskaber vi bruger mest. Alle elsker grillet brød og alle kan få det på, de foretrækker.

      1. I en toastmaskine kan man kun lave to alm toast ad gangen. I en paninigrill kan man lave flere toast samtidig (vi kan lave seks af gangen) eller lave, ja panini, som jo er et aflangt brød med fyld. Den er altså betydeligt større og ikke begrænset til kvadratisk brød 🤗. Man kan også stege ting i den, hvilket vi dog ikke gør – der er en pande bedre imo.

    1. @Astrid: Min har allerede været igang så mange gange, at den er på fornavn med køkkenredskaberne. Jeg elsker den.

      @M: Der er også den forskel, at en paninigrill typisk har en indstilling i “ryggen”, der gør, at overdelen kan lægges fladt ned på brødet, i stedet for at “klemme” det, som et toastjern, der lukker som en østers, gør.

  2. Må jeg citere min ellers meget stille og sådan lidt sky mor: “forsikringsselskaber, de røvrender en så det fløjter!” Selv om mit faktisk er ret søde for tiden … 400 lyder som en pænt stor procentdel af den samlede præmie. Pænt. Stor.

  3. WHAT THE ACTUAL FUCK??? Skal jeg kun betale forsendelse for den ene vej, når jeg køber ting på nettet???? Hold nu kæft, hvor kommer jeg til at bruge det link igen og igen. Jeg takker ydmygst for at oplysningen.

    1. Jeg er godt nok også en lille smule forarget over at lære, at det er sådan, det forholder sig. For fair, at de mindre forretningsdrivende ikke ved det. Men de store? De gør HELT sikkert. Og så bliver det lidt ulækkert, ikke?

  4. Til Christina. Du får kun leveringsomkostningerne refunderet, hvis du returnerer varen! Husk det 😊 Hvis du beholder varen, skal du stadig selv betale.

    1. Det er jeg helt med på, men det sørme også mange firmaer, der tager sig betalt for både levering og refundering.

  5. Nu bliver jeg nødt til at spørge: hvad så hvis man kun returnerer NOGET af købet? Altså fx køber en kjole og en trøje, beholder trøjen, men sender kjolen retur…?
    Skal man så selv betale halvdelen af leveringen? Eller forholdsmæssigt ift kjolen hhv. trøjens pris?? Eller??

    1. Vi snakkede lige om det i dag, og jeg ved det ikke. Jeg kan ikke læse det af loven, og jeg kan ikke google et svar frem, så jeg tænker, at jeg, indtil jeg får andet at vide, nok vil acceptere at betale begge veje, hvis jeg beholder en del af købet. Jeg har på fornemmelsen, at man kommer til at argumentere med nogle af de her virksomheder, og der synes jeg nok egentlig selv, at jeg har en dårlig sag, hvis jeg beholder noget af det, jeg har købt, for det skulle jeg jo under alle omstændigheder have betalt forsendelse for.

      1. Pipper lige… Det er kun, når man returnerer hele sin ordre, at man har krav på at få fragten refunderet.

  6. Hvilke brød bruger du til panini? Elsker panini, men kan simpelthen ikke finde ordentlige brød. Kigger jeg de forkerte steder?

    1. Måske jeg bare har været heldig? Jeg har prøvet med frisk flute fra bageren og også en frisk surdejsbolle. Begge dele fungerede fint. Men jeg har netop prøvet at købe sådan et billigt ciabatta-brød fra Bilka. Skal nok lige give et heads up på, hvordan dét fungerer.

    1. Jo, du skal selv betale returfragt (de 52,50 kr.). Men hvis du returnerer hele din ordre, så har du ret til at få den pris, du har betalt for levering, returneret (levering, ikke returnering).

    2. Jo, det er lovligt. De må gerne kræve, at du betaler porto for at sende en vare retur. Du skal bare have refunderet det, du har betalt for at få pakken tilsendt, når de refunderer dit køb. Altså, hvis du har købt en bluse til 100 kroner, og betaler 50 kr. for at få den tilsendt; så skal du have 150 kr. refunderet.

      Lovligt:

      Du betaler 100 kr. for blusen + 50 kroner i forsendelse = 150 kr. i alt. Du fortryder og sender retur. Du skal så have 150 kr. minus 52,5, altså 97,5 sat ind på din konto.

      Ulovligt:
      Du betaler 100 kr. for blusen og 50 kr. i forsendelse = 150 kroner i alt. Du fortryder og sender retur. Firmaet trækker 50 + 52,5 fra de 150 kroner, og sætter dermed kun 47,5 ind på din konto.

    1. Jeg tror, jeg laver et panini-punkt på et indlæg i denne eller næste uge. Der er en efterlysning på godt brød, og jeg er netop igang med at teste en opskrift. Hvis jeg lægger punktet i et indlæg, får vi lidt flere input fra andre panini-entusiaster:)

  7. Halleluja! Flute fra bageren og min panini blev bedre end nogensinde! Troede brødet ville være for hårdt i skorpen, men det var perfekt! Tak

  8. Panini-tip: I Inco (beklager der hvor der hverken er en Inco eller hvis man ikke har mulighed for at låne et firmakort) kan man købe frosne panini/flutebrød. De kan fyres direkte i paninien og tør dermed op mens det tilberedes. De er super lækre og blive sprøde/bløde på den rigtige måde – det kræver dog, at man har fryserplads til 24 brød ad gangen.

  9. Old post, I know, men er der nogen, der ved, hvordan det forholder sig, hvis man har betalt for levering, men der så er gratis returnering? På den ene side, så har man jo stadig kun betalt for fragt den ene vej. På den anden side står der i loven, at man skal have sine penge for fragt tilbage, hvis man returnerer en vare..

    1. Godt spørgsmål, Marie. Jeg er ikke sikker på, at folk kommer helt tilbage i arkivet og ser dit spørgsmål, men jeg vil gerne prøve at tage det med på denne uges M2022, så vi får det ud til flest mulige. Så ser vi, om nogen kan hjælpe:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.