M2021, uge 19

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bagt pizza til børnene og brugt reste-posen med ost og sjat-bægeret med ketchup og tomatpuré fra fryseren.

Jeg kan varmt anbefale at samle de her rester ét sted i stedet for at have 7 kvart-fyldte poser med ost, og 17 små bægre med tomatpure og ketchup til at ligge og rasle rundt bagerst i nederste skuffe.

Og lige når man står med det, tænker man, at det er for lidt at bruge til noget, og derfor er det fristende at smide væk. Men når man har et på-forhånd-bestemt-sted at gøre af resterne, er det meget nemmere at huske at udnytte dem, og man har et fint overblik over, hvornår man har nok til at det kan bruges til noget. 

Et fed presset hvidløg og en håndfuld krydderier i tomatblandingen; så er der pizzasauce, og osten bliver næsten kun bedre af at bestå af en skønsom blanding af cheddar, mozzarella og gouda.

(Og som ekstra bonus slipper man for at blive 7 år ældre for hvert sekund ens børn bruger på at forsøge at få den sidste slat ketchup ud af flasken).

2.

Har vi været i WOW-park efter at have været inviteret til en skøn fødselsdag deroppe.

Jeg googlede ‘WOW-park rabat’ og fandt ud af, at HK kører medlemsrabat; ikke det helt vilde, men stadig 15 kr. pr. billet. Som vi før har snakket om, tror jeg, at en af genvejene til en sund økonomi, er respekt for de små beløb.

Da vi her til aften lagde parken bag os, konverterede jeg dagsbilleterne til årskort, inden vi kørte. Vi skal bare derop en enkelt gang mere, for at de er tjent ind, og det kommer vi helt sikkert. Jeg havde overvejet at købe dem hjemmefra, men jeg ville gerne lige tjekke, om Frida også syntes, det var fedt, inden jeg købte til hele banden, og det blev et kæmpe ja. 

Jeg tjekkede op på, om der var forskel i prisen årskort-på-forhånd vs. dagsbillet-opgraderet, og det var der ikke, så det var et risikofrit sats – og nu er vi klar til en sommer i skoven. 

3.

Har jeg skiftet forsikringsselskab. 

Jeg havde fat i 8 forskellige selskaber, og forskellen mellem mit nu tidligere selskab IF og GF, som jeg skiftede til, er 3600 kr. om året. Jeg har i runde tal sparet ca. 30% på det her tjek, og det synes jeg godt nok er vildt. 

Som ekstra bonus har jeg nu også fået et selskab, som har kontor her i byen, og jeg har en fast sagsbehandler – som ovenikøbet kender min mekaniker. Han var rar og grundig og forsøgte ikke på noget tidspunkt at presse noget ned i halsen på mig, men brugte samtidig også den nødvendige tid på at forklare de tilvalg, som han syntes gav mening for mig. Fx. at hvis min bil bliver stjålet eller totalskadet, så har politiet faktisk 28 dage til at lukke sagen, og i den måned har jeg ikke noget at køre i, og ingen erstatning at købe noget for. Det kan man – selvfølgelig – tegne sig ud af, og det har jeg gjort, fordi jeg i mit job er afhængig af at have en bil.

Jeg ved godt, at der er 10.000 ting, der påvirker prisen, når vi taler om forsikringer, men I får alligevel tallene på de tilbud, jeg har hentet hjem. Jeg har lavet samme set up på alle tilbud, og selvom ingen mennesker er ens, så giver de måske alligvel et fingerpeg om prislejet de forskellige steder.

Jeg har valgt lavest mulig selvrisiko på alt, bor til leje, ejer ikke noget vanvittig dyrt, der skal særforsikres og falder i kategorien ‘kontor’, når man skal vælge erhverv.

Med de forudsætninger fik jeg følgende priser:

Gartnernes: 

Hørte jeg aldrig tilbage fra, så pas. 

Bauta:

Det viser sig, at man skal være sundhedspersonel for at tegne her, og den kategori falder tegnsprogstolke ikke i. 

Topdanmark:

Ulykke, mig: 2100

Børn, i alt: 2700

Indbo: 1920

Bil: 5860

I alt: 12.580

Alka (jeg er medlem af HK, hvilket giver rabat):

Ulykke, mig: 2200

Børn i alt: 3300

Indbo: 2100

Bil: 6000

I alt: 13.600

IF:

Ulykke, mig: 1600

Børn, ialt: 1300

Indbo: 3100

Bil: 7700

I alt: 13.700

Sønderjysk:

Ulykke, mig: 1800

Børn, i alt: 2000

Indbo: 2000

Bil: 5200

I alt: 11.000

Vestjylland:

Ulykke, mig: 2000

Børn, i alt: 2200

Indbo: 1900

Bil: 5000

I alt: 11.100

GF:

Ulykke, mig: 1.160

Børn, i alt: 1.000

Indbo: 2.350

Bil: 5.600

I alt: 10.110

Published by

4 Replies to “M2021, uge 19

  1. Som Line Baun Danielsen siger: man bliver ikke rig af store indtægter, men af små udgifter. Apropos dit punkt om at spare penge på entré billetter.

  2. Inspireret af dig lavede jeg mit eget forsikringstjek og endte også med at skifte fra IF til GF, bum knap 3000 sparet om året og meget bedre dækninger på det meste.
    Da IF ringede og spurgte hvorfor jeg havde valgt at opsige vores forsikringer og jeg svarede at jeg kunne få bedre dækning for mindre, gad de ikke engang forsøge at give mig et bedre tilbud for at få mig til at blive.
    Og ham fra GF jeg talte med var supergod, gav sig tid, forklarede og var realistisk når han rådgav mig om, hvad der var need to og hvad der var nice to. Også her er det en fast rådgiver, hvilket jeg også synes er dejligt.

    Så tak for at inspirere til at jeg på den måde lige fik brugt nogle timer på at ordne noget, der bare betyder enormt meget, hvis jeg nogensinde skulle få brug for mine forsikringer.

    1. Nu løb tiden fra mig, Eva, undskyld.

      Hvor er jeg glad for at høre, at du også fandt en bedre løsning. Det lader til, at GF har gennemskuet noget, som de andre endnu mangler at se.

Leave a Reply to Eva Andersen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.