M2021, uge 16

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Opdaget at jeg overhamstrer på ting, som jeg bruger meget sjældent. Jeg har i denne uge lavet noget asiatisk kylling, og skulle i den forbindelse bruge peanuts og soya. Jeg havde i skabet, men kun en smule af begge dele, og jeg havde derfor skrevet dem på sedlen. Men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk er sådan, jeg somme tider får skabt mad-stress for mig selv, for når jeg køber noget nyt, så ligger det i skabet og glor, og bliver noget, jeg så synes, jeg skal omsætte, når jeg bladrer skabet igennem næste gang.

Jeg vil gerne være bedre til at vurdere, hvornår noget reelt er basisvarer, som det er træls at løbe tør for, og hvornår noget er bundet op på en specifik ret, og derfor kan vente med at blive stucket up, til jeg skal lave retten næste gang. 

2.

Været en idiot med arvesko og jakker. Jeg FATTER ikke, at det stadig kan ske. Men jeg var 1000% sikker på, at Frida havde jakker, mens Anton manglede, og at begge børn manglede sandaler.

Det viser sig, at der lå ikke færre en 3 jakker og ventede på Anton, og de sandaler, jeg købte til ham sidste år, passer stadig. Frida mangler til gengæld jakker, og hende har jeg ikke købt til. Så det er rigtig flot. 

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg går i fælden, men når jeg gør, så kan jeg virkelig mærke i hele mit selvhads-center, at tiden, jeg som oftes bruger på at være på forkant, er godt givet ud. 

3.

Bagt en kæmpe Big Mac – ja, det er en ting – og ja. Den smager som the real deal – og prøvet at fryse den på bagepapir. Det er ikke så tit, vi får ting, der er bagt i dej, men hver eneste gang vi gør, bakser jeg med, hvordan jeg fryser det. At smide det i bokse optager unødvendigt meget plads, og det bliver noget knald, når jeg skal flytte det fra boksen over på bagepladen, fordi dejen bliver lidt klistret, når den har været i fryseren, og dermed svær at flytte med, når den er kold. 

Jeg har brugt låg fra plastikbøtter, men det synes jeg heller ikke fungerer, så nu har jeg prøvet at dele et ark bagepapir i 4 og pakke det omkring de stykker, der er smidt i fryseren. Tanken er, at jeg dels kan bruge posen igen (papiret er pakket rundt om slicen, så posen bliver ikke beskidt), og dels kan smide maden i ovnen, indpakket i papiret. Så må vi se, om dét fungerer. 

4.

Købt min nye bil, og alle vågne nætter og overvejelser til trods, så følte jeg mig som en strong, independant woman, da jeg denne gang kunne smide udbetalingen kontant. Min opsparing skal lige komme sig, men jeg har stadig 10.000 til at stå, så vi er ikke slået helt tilbage til start.

——————————————-

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for engagement og kommentarer til det seneste indlæg. I er nogle kloge damer, og det var fedt at få input hentet i praktisk erfaring af både den gode og den dårlige slags. 

Efter at have tygget på det, lander jeg på, at jeg mentalt flytter make up over i samme kategori som tøj, og dermed forholder mig til det fra gang til gang. Indtil videre er det meget sart og fint, hvad Frida gerne vil tage på, og det kan jeg godt leve med. Ikke mindst fordi jeg tror, at det er én af dem, hvor det kan give bagslag at begynde at regulere det, før det er nødvendigt: At det i givet fald vil gå fra at være noget, hun synes er sjovt 3-4 gange i måneden, til at blive et dagligt clash of the Titans, fordi det med et forbud pludselig bliver *meget* mere interessant.

Men jeg har mentalt-noteret mig alt, hvad I har skrevet, og jeg vil have det i baghovedet de næste par år. Det er et fedt forspring at have fået foræret, så tak for hjælpen – og god weekend.