M2020, uge 7

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Opdaget avocado på frost. Jeg er muligvis den sidste i verden, der finder ud af, hvor smart det er, men hold da kæft! For det første slipper man for at forsøge at time sit indkøb, så avocadoerne er modne nok til at kunne spises, men ikke så modne, at de når at rådne, inden man skal bruge dem; en udfordring, der sagtens kunne have optrådt i Harry Potter & Flammernes Pokal. For det andet er de frosne billigere end de friske, og for det tredje slipper man for den halve avokado i køleskabet, som man aldrig når at spise, fordi den på 24 sekunder forvandler sig til Tollundmanden. 

Jeg var voldsomt imponeret over, hvor pæne stykkerne var, de holdt sig grønne og lækre under optøningen, og guacamolen smagte fantastisk. 5 stjerner herfra.  

2.

Lavet mexicansk mad, og jeg må bare igen konstatere, at det både er billig mad og den perfekte sløjfe at binde om rester.

Jeg har altid salsa, tacosauce og en dåse bønner i skabet, samt et par poser frossen fajitablanding fra Rema (ikke spons) i fryseren. Denne gang stegte jeg lidt dato-kylling på panden, krydrede det godt, stegte de frosne grøntsager og vendte begge dele med tacosauce, bønner og en halv pose cheddarost, der skulle spises. Jeg hældte det hele i et fad, knuste de tacoskaller, børnene ikke gider at spise ovenpå, og gratinerede hele herligheden i ovnen med ost på toppen. Jeg serverede med salsa, hvori jeg havde smidt en halv bakke cherrytomater, der lænede sig op ad en udvisning samt guacamolen fra punkt 1. Der blev ryddet op i køleskab og grøntsagsskuffe, og det smagte fantastisk.

3.

Fundet ud af, hvor stor en hjælp facebooks “Interesseret”-funktion er, når det kommer til at finde arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget.

Flere af de ting, vi har lavet i ferien, er arrangementer, jeg er blevet gjort opmærksom på af facebook, fordi man får præsenteret mere af det, man har udvist interesse for. Så bare en anbefaling herfra ift. trykke på det, man synes lyder spændende, så man får mere af det i sit feed, både fordi det gør det muligt at udvide sin horisont, og fordi man så kan styre lidt udenom de pengemaskine-arrangementer, som skoleferier altid udløser.

(Og hvis man er interesseret i chakrahealing og tibetanske syngeskåle, men fandme bare ikke orker at høre på Henning fra regnskabs onkeljokes over frokosten de næste mange uger, så kan man, når man trykker på ‘Interesseret’ redigere i, hvem der må have lov at se det).

 

Published by

26 Replies to “M2020, uge 7

  1. Frosne avocadoer er det mest geniale ever!! Guacamolen bliver heller ikke brun og holder sig fint i køleskabet i et par dage.

    Den mexicanske ret lyder fantastisk, det skal vi prøve herhjemme 👍🏻

    1. Så håber jeg, at I kan lide den. Mit liv har ikke været det samme, siden jeg opdagede de der forskellige blandinger af frosne grøntsager, der er lidt krydrede, i frysedisken hos Rema. Jeg synes, det er SÅ genialt. Man kommer sgu langt med et par glas af noget sjovt sauce og en smule kød, hvis man har sådan en bandit at kyle i.

    1. Bilka! Havde aldrig opdaget det, hvis ikke det var for Bilka to Go, hvor jeg bare havde søgt på ‘avocado’ og de kom frem. Men lur mig, om ikke de fåes overalt? Man ville bare aldrig tænke over at lede på frost, vel?

      1. Jeg fandt også de fine avokadotern på frost i den lokale SPAR (hvor der godt nok står at de skal optø på køl i 8-10 timer og så er der tilsat noget antioxiderende (sikkert for a de ik ska blive brune, men jeg prøver)… ved siden af frosne rå løg i tern 🤯… åh en husmoders lyksagelighed at slippe for at pille og hakke løg.

        1. Jeg synes simpelthen det er så rart, at man kan få mere og mere kvalitetsgrønt på frost, for det gør det langt, LANGT mere overskueligt at inkorporere det i madlavningen, og så er der meget mindre spild, fordi man kan nøjes med præcis den mængde, man skal bruge. Indtil videre er jeg kun sur på ratatouille-blandingen, fordi jeg synes, det bliver noget knald med de tomater, der er i.

      1. Kan man så bruge dem til avocadomadder også? Jeg elsker avocadomadder, men jeg kan ikke leve med spændingen om madpakken er umoden, alternativt rådden. Nej, jeg lever virkelig ikke på kanten her.

        1. Jeg har ikke testet det endnu, men jeg tror det? Jeg skal i hvert fald prøve. Og fordi de er løsfrosne, tænker jeg, at det passer perfekt med at tage dem op om morgenen, så de er friske👌🏼

    1. Jeg aner simpelthen ikke, om der er forskel på dem; om de er skyllet i noget, der gør, at de ikke bliver brune, som er forskelligt fra mærke til mærke. Jeg har en ekstra pose i fryseren, og dem vil jeg prøve at spise, som de er. Så må jeg se, om jeg kun synes, de fungerer, hvis de bliver blandet med andet, eller om de smager fint i min mund:)

  2. Perfekt tip med avocado på frost!
    Mit børnehavebarn absolut elsker det og er bitter over ikke at kunne få det med i børnehave, men det må da kunne fikses nu. Yeah!

  3. Generelt synes jeg at man skal passe på med at udråbe “årets” noget som helst i februar, men tænker at avocado på frost skal nomineres til årets tip. Og bliver ikke overrasket hvis det vinder når vi kommer til uddelingen, selvfølgelig komplet med galla og alt.

  4. Jeg må melde mig i koret, som synes avocadoer på frost lyder som det vildeste! Så kan man jo også lave greenies uden at skulle stresse over at nå at få klemt alt det grønne ned inden det bliver træls.

    1. Jeg laver en forrygende smoothie på skyr, hvor der både er ingefær, avocado og spinat i også, og jeg har så optur over, at jeg kan nøjes med det, der svarer til 1/3 avocado. Der må sgu næsten være en pris til det geniale menneske, der har regnet det her ud!?

  5. Er der mon også en miljømæssig bonus her, nogen der ved noget om det? Det er jo ikke helt godt med alle de avokadoer der bliver sejlet til dk, men lidt ligesom fisk, der bliver fileteret og frosset ned på kutteren? Så fylder udskåret avokado i pose vel ikke så meget som samme mængde m skræl og sten, og dermed transporteres der mere på samme dieselmængde? 🤷‍♀️

    1. For ikke at tale om de beskyttende bakker og plastfolie, der er omkring 2 enkelte avokadoer. Der må helt sikkert være sparet noget på miljøet der – samtidig med, at man ikke kyler den ene af de to ud, fordi den glemte at sige, at den var moden i morges.

    2. Jeg vil lægge mig fladt ned og sige, at jeg ikke ved noget om, hvilken model, der er mest skånsom for miljøet. Mit umiddelbare bud er, at emballage-regnskabet går nogenlunde lige op med poser kontra plastik og bakker, som Tina nævner, så intuitivt har jeg lyst til at sige, at det må være besparende at køre frysemodellen, fordi man både har mindre spild undervejs i processen, og samtidig også får spist 100% af det avocado, man køber? Men hvis nogen ved noget, så tip endelig!<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.