M2020, uge 5

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tabt min hårbørste, så håndtaget knækkede af, og prøvet at leve med det. Det kunne jeg ikke. 

Og altså – det handler ikke om de 70 kroner, en ny børste koster. Det handler mere om at udfordre mentaliteten med, at så snart noget ikke længere er perfekt, så skal det kasseres og noget nyt skal anskaffes.

Det bedste eksempel på, at det godt kan betale sig lige at holde ind til siden her, er min vaskemaskine. For snart 3 år siden knækkede plastik-delen af håndtaget, man bruger til at åbne lågen med, og fordi det var en integreret del af hele lågen, var en ny reservedel ikke en mulighed. Dengang var min første indskydelse også, at ‘øv, så må jeg ud og købe en ny vaskemaskine, for jeg skal jo for pokker kunne åbne den’. Men fordi jeg dengang var startet på det her tema, fik jeg lyst til at teste, om jeg kunne leve at bruge en tang, når jeg åbner maskinen. Det er 2 år siden idag, maskinen er still washing strong, og jeg tænker ikke engang over, at jeg lige skal vippe den åben med tangen mere.

Derfor øver jeg mig fortsat i at se, om ting kan bruges, selvom dele af dem er gået i stykker, men med hårbørsten gik den ikke. Jeg har ualmindelig meget hår, så det kræver en fast og bestemt hånd at rede det ud, og det var simpelthen umuligt at gøre uden håndtag.

Men jeg fik bremset en automatreaktion, hvilket er første skridt i forhold at skabe nye vaner, og det er jeg ret tilfreds med.

2.

Fået tilbudt at købe min arbejdsmobil og -iPad fra min tidligere arbejdsplads for et meget symbolsk beløb. Jeg mangler ikke, men videreformidlede tilbuddet på min private facebookprofil, og begge dele var afsat på under 10 minutter. 

Jeg har solgt både telefon og iPad for det samme, som jeg kunne købe det til, fordi det føltes forkert at tjene på det, når det nu egentlig ikke var mit, og jeg er glad for, at tingene bliver “brugt op”, i stedet for at ende deres dage i en papkasse på et lager i Aalborg.

Og i småtingsafdelingen fik jeg dækket forsendelsen, som jeg ellers selv skulle have stået for. 

3.

Givet Anton 2 liter juice, som var i overskud fra fødselsdagen, med til diskofest i taekwondoklubben. Vi drikker aldrig juice, og i stedet for at flytte rundt på dem i månedsvis, fordi jeg venter på en lejlighed, der aldrig kommer, var det rart bare at få dem skudt af. 

4.

Reklameret over det løbehjul, som jeg i august købte til Frida. Det eneste ufravigelige krav, jeg dengang havde, var, at det skulle være muligt at slå løbehjulet sammen. De fylder forbløffende meget, sådan nogle dyr, og vi har dem ofte med, når vi er på legepladser rundt omkring eller har legeaftaler ude i byen. I vores lille bil bliver det noget svineri med sandede hjul på døre og sæder, hvis de ikke er slået sammen, så derfor var det en vigtig detalje. 

Og det eneste, der stort set aldrig har fungeret på Fridas, er den fordømte knap, man skal trykke ind for at slå det sammen. Jeg har bandet over det, opgivet, forsøgt igen, løsnet og strammet stort set alt, hvad der er af greb og mørtikker på det, og lige lidt har det hjulpet. Egentlig havde jeg mentalt skrevet det på “nå, men det var da bare skidetræls”-kontoen; ikke mindst fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle sende det retur. Der findes ikke lige en foret kuvert i Størrelse Løbehjul, vel? Men da jeg i weekenden stod og svedte af raseri over, at det igen ikke ville noget som helst, blev jeg opfyldt af “Ej, det kan sgu ikke være rigtigt!” og skrev til butikken, vi i sin tid købte det hos. De var SUPER søde og servicemindede, og efter et par forsøg på at afhjælpe problemet, gjorde de kort proces, og sendte os et nyt. Det gamle ville de ikke have retur, så nu har vi et ekstra, til når vi har legeaftaler med hjem fra børnehaven, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke bare lod det fare.

Published by

6 Replies to “M2020, uge 5

  1. Hæhæ, nej der findes nok ikke en kuvert til løbehjul. Jeg har engang skullet sende et barnevognsstel til Ålborg “forsvarligt indpakket”. Tror nok min far fortrød han havde inviteret sig selv til kaffe lige den dag …

    1. Ej, men.. hvordan pakker man sådan et dyr “forsvarligt” ind?? Det kan vel nærmest ikke flås fra hinanden?!

  2. Sidste år havde jeg en reklamation på et snowboard. Der ville butikken (i Østrig!) have kalorius retur, så de selv kunne besigtige skaden.
    Det blev noget med virkelig, virkelig meget boblefolie og pakketape. Samt en masse før billeder!
    Sendte i øvrigt med UPS, da det var langt billigere end PostNord. Blot et lille tip til andre, der skal sende virkeligt uhandy ting på langfart.

  3. Fragtede engang er beton-ur hjem med toget fra Aalborg til Sønderjylland, for derefter at opdage, at det ikke virkede. Skrev til firmaet, der fik posten/gls til at afhente uret på min arbejdsplads, reparerede og returnerede. Det er virkelig god stil!

    1. Og det understøtter virkelig tesen om, at god kundeservice betaler sig, ikke? For prøv at tænke på, hvor ofte man anbefaler firmaet, hvor servicen var above and beyond – og hvor længe man husker dem, der var idioter.

Skriv et svar til Henriette Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.