M2020, uge 48

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft travlt med julegaverne, fordi mine arbejdsskemaer lige nu er lidt mere uforudsigelige, end de plejer at være, og jeg derfor gerne vil være på forkant, så jeg ikke skal ud og købe det hele d. 23. december.

Tirsdag, hvor Frida går til gymnastik, udnyttede jeg derfor muligheden for at suse i BR, mens hun var afsted – men gymnastik slutter 17.50, og Frida skal helst være i seng kl. 19.15, hvis ikke den efterfølgende dag skal blive træls. Det giver lidt en udfordring ift. aftensmad, for uanset hvor nemt, man gør det, så skal det stadig lige findes frem og evt. varmes. MEN. I tirsdags fik jeg den geniale ide at samle en lasagne (med kødsauce fra fryseren) og sætte den i en kold ovn, som jeg så tændte på 175 grader. Jeg smed barnet til gymnastik, kørte på julegaveshopping, samlede hende op kl. 17.50, og kl. 18.01 sad vi om bordet og spiste en lasagne, der var så perfekt i konsistens, at jeg stadig får tårer i øjnene ved tanken. 

I det hele taget er jeg blevet god til at udnytte opvarmnings-varmen, når jeg tænder ovnen; brød, pizza osv. der bare skal lunes, bliver f.eks. væsentligt bedre af den milde, snigende varme, end af 10 min på fuld smadder.

2.

Haft mere madspild, end jeg plejer.

Min første reaktion, da jeg bemærkede det, var irritation. For jeg synes, at jeg efterhånden burde have så godt styr på køkkenet og resterne, at det ikke skulle påvirke rutinen synderligt, at jeg har travlt.

Men da jeg begyndte at se på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det for størstedelens vedkommende var de madvarer, som jeg ender med at smide ud alligevel, når de har ligget i fryseren for længe.

For en dl. yoghurt, et par skiver pålæg eller en rest smøreost har jeg 285 forskellige anvendelses-ideer til. Men fordi det er noget af det, vi ofte spiser, så er det også det, vi ofte har lidt i overskud af. Og der er grænser for, hvor mange boller/pandekager/smoothies, vi laver, hvor yoghurten kan smides i, eller hvor meget pastasauce/kartoffelmos jeg laver/tærte, jeg bager, som smøreosten egner sig til. Derfor bliver det et dumt optag af begrænset fryserplads, når jeg sætter den 5. bøtte med samme rest-indhold derind.

Og i dén erkendelse, fandt jeg også forklaringen på, at det netop er, når jeg har travlt, at jeg ender med at smide ud, for i de perioder er jeg ekstra afhængig af, at vi kan hive noget op ad fryseren. Derfor laver jeg dobbeltportion af det, jeg laver, de dage, jeg har tid til at lave aftensmad fra bunden – hvilket kræver frie lejemål i fryseren. 

Så det, jeg endte med at nå frem til var, at det faktisk bare er endnu et duelighedstegn i madspilds-passet, at jeg nu kan identificere de ting, der reelt bare er udsat madspild, og ekspedere dem med det samme.

3.

Følt trang til små-oprydning, som er min copingmekanisme, når jeg er lidt overvældet af hverdagstempoet. For mig giver det en følelse af at skabe orden i kaos, og derfor har jeg nu fået trimmet vores lille medicin-kasse (Zovir fra 2016, Linda? Really?), nappet hylderne i lågen på køleskabet, brugt de notesbøger, der lige var 5-6 blanke sider tilbage i og ryddet op i mine app’s på telefonen. 

4.

Købt næsten alle mine julegaver, og i processen forsøgt at navigere i Black Friday, smittefare og støtte til de lokale butikker. 

I år har jeg købt væsentligt flere af mine julegaver i fysiske butikker end over nettet. Dels fordi jeg de sidste par år har tænkt mere og mere over, at netshopping mest handler om, at det er nemt for mig som giver, for som modtager er det ret træls at skulle igang med bobleplast og returporto, hvis noget skal byttes. 

Men også fordi de små butikker – ligesom alle andre – har haft et op-ad-bakke år. 

De ting, jeg har købt online, har typisk været ting, som jeg ikke har haft et konkret bud på, hvor jeg skulle gå hen for at købe. I de situationer har jeg vurderet, at det ift. smitterisiko var mere optimalt at køre en googlesøgning og Tilføj Til Kurv, end at besøge 6 forskellige butikker i jagten. 

Og så har jeg udnyttet Black Friday for på den måde at kunne give folk noget, de mangler, eller give dem gaver af bedre kvalitet, end vores gavebudget ellers lægger op til. 

Jeg ved, at Black Friday deler vandene, og jo særligt fordi det standpunkt, man har, afhænger af, om man er forbruger eller butiksansat/ejer. Det er svært at påvirke perspektiverne ret meget lige dér.

Til gengæld er jeg én af dem, der ikke tror, at BF skaber det overforbrug, som mange snakker om. Jeg kender ingen, der går forbrugs-grasat fem dage før årets dyreste måned. De mennesker, jeg snakker med, bruger BF på samme måde som mig, nemlig til at give gaver af lidt bedre kvalitet, men også som en anledning til at gøre nogle julegaveindkøb i god tid, så man ikke skal spæne rundt i sidste øjeblik. Altså, det samme forbrug, som man ellers ville have haft, men bare flyttet til et andet tidspunkt.

Jeg kan godt forstå, at man foranlediges til at tro, at folk forvandler sig til maniske forbrugspsykopater, når man ser billeder fra USA – og jeg har ikke noget statistisk belæg for at hævde, at det ikke er tilfældet – men min tanke er, at der er så mange socio-økonomiske forhold, der spiller ind, at vi reelt ikke ved, hvad vi kigger på, når vi ser De Vilde Billeder. Vi sidder trygt og godt i vores sofa af mindsteløn og velfærd, og selv med vores relativt velfungerende sundhedssektor, tror jeg, at der ville opstå lignende tilstande herhjemme, hvis vi én dag om året fik mulighed for at købe fri tandlægebehandling i et år for 10 kr. 

5.

Delt vores ønskesedler op og klappet af med familien, hvad de hver især giver hinanden, så vi ikke belaster miljøet unødvendigt med ting, der skal sendes retur, eller skal have nogen ind og stå i kø for at bytte, midt i en pandemi.

Published by

13 Replies to “M2020, uge 48

  1. Vi bruger black fridag lidt på samme måde. Bortset fra jeg næsten ikke kan holde ud at være ud i det PGA. Alle de mennesker og faktisk generelt (ekstrovert som jeg ellers er!) Helst gider at handle når der ikke er en masse mennesker..jeg får helt kuller det tager 1000 gange så lang tid. Så de sidste år har jeg faktisk købt de fleste julegaver i alm. Butikker ugen EFTER black friday. Fordi det giver mig ro til at finde det jeg gerne vil have, der er væsentligt færre mennesker og de ting jeg har besluttet mig for derfor bare kan findes. I år har vi dog købt en ting til vores yngste som var væsentligt billigere og som betyder at vi så kunne give lidt ekstra tilbehør. Og så fandt jeg den gave min bror havde besluttet at give vores yngste fordi hun var helt helt vild med den. Og den søde onkel havde besluttet at det var gaven på trods af at det lå lidt over det budget vi ellers kører med. Nu var den sat ned så det alligevel kom til at passe nogenlunde. Der er ikke nogen af os der sidder stramt i det, men vi har bare aftalt at vi ikke kører det op i et for højt niveau. Vi er dog enige om at vi hellere giver det folk ønsker sig end det skal passe lige præcist. Både den ene og den anden vej.

    1. Det er i hvert fald en strategi, der giver mening både ift. covid, miljø og eget, mentale helbred.

      Og vi er ude i det samme her. Der er ingen, der ikke har råd til at smide den ekstra 50’er i, men det ender bare hurtigt med at eskalere, hvis det er 50 kr. i år og 75 til næste år.

  2. Vi købte vores sofa sidste år på Black Friday – jeg havde længe kastet lange blikke efter den og været forbi butikken så mange gange, at det til sidst blev lidt pinligt, at jeg nu igen lige skulle prøve liggekomforten. Men fra at have kostet 25.000 kr fik vi den til halv pris, og den var hver en øre værd. Vores gamle udtjente sovesofa fra Jysk kunne simpelthen ikke hænge sammen længere, og jeg overvejede at kontakte Kommune-kemi for bortskaffelse (fordi tre børn) jeg kender altså heller ikke nogen, der farer ud og fyrer flere månedsløn af på Black friday

    1. Min sofa er over 10 år gammel, og selvom man kan se, at den ikke er ny mere, så holder hynderne facon og man sidder stadig virkelig godt i den. Der er bare steder, hvor pris og kvalitet hænger sammen, og når nu BF er kravlet ind over grænsen, så er det da tilfredsstillende, at man pludselig får råd til noget, man har sukket efter og kan glæde sig over i årevis <3

  3. Jeg ved ikke, om det er tilfældet hos dig, men hos mange i min omgangskreds undrer jeg mig over den slags madspild, du beskriver her. Jeg forstår ikke hvordan der kan være en halv dåse flåede tomater eller et halvt løg tilbage, for jeg vil altid bare putte det i retten, også selvom der står en mindre mængde i opskriften. For mig er det millimeter-kontrols-madspild og ekstra besvær. Ligesom jeg er helt på linje med dig, med at gemme små rester aftensmad, for det er da så fedt at det er lavet, lækkert og klart, også selvom det kun udgør topping i en salat.

    Og så synes jeg vi skal gå tilbage til at bruge navnet Karen, når vi taler om trælse kvinder. Kære Lone er bedst med Shu-bi-Duas kærlighed 😉

    1. Mjaaaa.. Altså, når vi spiser yoghurt til morgenmad, så gør jeg ret meget ud af, at vi ikke hælder mere op end vi kan spise. Både fordi jeg selv har lidt med i rygsækken i form af en mild spiseforstyrrelse, men også fordi jeg gerne vil lære mine børn, at det er bedre at hente 10 gange, end at hælde en kæmpe portion op, og så smide halvdelen ud.

      Derfor ender vi jævnligt med at have lidt tilbage i kartonen, som vi ikke kan nå at spise, inden det bliver dårligt. Det samme gælder pålæg, som f.eks.smøreost og kylling osv. Og hvor jeg altid, som du, ville smide den ekstra halve peberfrugt eller tomatpuréen i gryden, så vil jeg gerne have rå løg på den hotdog, jeg spiser en gang hvert halve år, uden at være tvunget til at indhalere hele løget:)

      Så jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg tror også, at der i mange husholdninger er gode grunde til de rester, man ender med at have, og uanset om det er pga. smag eller præference, så giver det jo stadig mening at tænke over, hvad man gør med det, man ikke får spist.

      Kh

      Linda (som altid deler navn med de prostituerede, der bliver myrdet i film, eller hende den EKSTRA trælse på kontoret:-D)

    2. I ved det sikkert godt, men mange ovne har en timer funktion således at man sætter mad i en kold “slukket” ovn og indstiller hvor mange minutter retten skal have (Og her skal man lige overveje at de første fem min nok går med at ovnen skal forvarme) ved x antal grader og så skriver man et sluttidspunkt, hvor ovnen slukkes igen. Ovnen regner så selv ud, hvornår den skal gå i gang. Jeg tænker ikke, de anvender funktionen på Noma, men i en simpel husholdning som min, fungerer det glimrende.

      1. Genialt!! Min er en ældre dame, så den har desværre ikke den funktion, men super med heads up -tak💚

  4. Hurtigt spørgsmål: Hvor længe stod lasagnen i ovnen på 175 grader? Jeg har nemlig samme udfordring med min søn og hans gymnastik – der skal ikke gå lang tid fra vi kommer hjem til maden skal være på bordet, fordi ellers bliver det noget rod med sengetiden. Så det #lifehack skal jeg så meget have indført 😊

    1. Jeg satte den ind lige inden vi kørte, så ca 5 kvarter. Jeg kom sølvpapir over (🙈), for at den ikke brankede ovenpå, men næste gang vil jeg prøve at vride et stykke bagepapir op i vand og sætte over. Det gør jeg, når jeg laver kylling osv, fordi det får væden til at blive ved maden, og man derfor undgår, at det bliver tørt.

      Men jeg har også tænkt, at man må kunne lave one pot pasta i stegesoen?

  5. Kære Linda.
    Reposter du ikke lige indlægget igen igen med at undgå julestress og listen med geniale overskuelige nissedrillerier?
    Mit jule hack? – start på chokolade kalender 1 nov. Jeg træk voksen-kortet… fordi jeg behøver chokolade mest.. i den måned. Nu overvejer jeg seriøst at hamstre en chokolade skildpadde kalender .. til februar.

  6. Hurtigt tip til en mega smart app, vi alle bruger i min familie. Ønskeskyen 🙂 Den er SÅ smart. Man opretter en ønskesky for sig selv og børnene (mand/kone/kæreste kan jo selv oprette eller få sin partner til det). Så deler man Ønskeskyerne med hinanden på sms/mail. Herefter kan andre gå ind og reservere ønskerne, så andre kan se, at de er taget. Man kan som opretter ikke se, hvad der reserveres, hvilket beholder spændingen både i forhold til, hvad man selv og børnene får.
    Har allerede nu købt alle gaverne (de fleste på Black Friday) og nu dropper de lige så stille ind, så jeg kan pakke ind i ro og mag. Er overordentlig selvtilfreds med at alt er i hus, fordi jeg har en totalt travl december på arbejdet og gerne vil bruge al fritid med familie og venner (altså i passende afstand og ikke mere end max 10… hehe).

Leave a Reply to Linda Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.