M2020, uge 46

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været Den Trælse Kunde, men været det med ro i sindet.

Det har taget noget tid for mig at lære, for i starten følte jeg mig simpelthen så nærig og smålig, når jeg gik tilbage med defekte varer, og derfor endte jeg ofte med bare at trække på skulderen, når noget, som stadig burde virke, ikke længere gjorde det. Men de sidste mange år har lært mig meget om vigtigheden af respekt for de små beløb, så selvom jeg egentlig føler, at det er lidt ukompatibelt med min øvrige personlighed, så er jeg idag blevet sådan en, der jævnligt sætter kursen mod Kundeservice.

I denne uge har jeg derfor skrevet til Bilka To Go hele to gange, fordi jeg den ene gang havde bestilt kylling, og fået en pakke, der kun var holdbar til den dag, varerne var bestilt, og den anden gang havde bestilt og fået hhv. en pose boller og en bakke æg, som kun kunne holde sig til den efterfølgende dag. Det plejer ikke at være et problem, og derfor føltes det ok at skrive, selvom varerne jo teknisk set ikke var for gamle, da jeg hentede dem.

Jeg har tjekket de to julelyskæder fra sidste år, hvoraf den ene viste sig at have flere defekte pærer, så den røg retur, og endelig skrev jeg til Blockbuster, hvor jeg for første gang havde lejet en film, som var så pixeleret, at den var umulig at se.

Og selvom det i de enkelte tilfælde ikke er astronomiske beløb, det drejer sig om, så løber ovenstående alligevel op i 300 kroner, som jeg har fået retur på kontoen.

(I øvrigt vil jeg her gerne give et lavpraktisk tip videre, for i disse digitale tider, er der mange varer, som ikke længere kommer med en fysisk bon. Men – og måske det bare er mig – det kan *bare* være svært at huske, hvor og hvornår man købte en lyskæde eller et par sko, og jeg er derfor begyndt at gemme følgesedlerne til de lidt dyrere ting, fordi der på dem står både forhandler og dato. Det gør det uendeligt meget lettere at søge den digitale bon frem, hvis/når jeg skal bruge den).

2.

Brugt lang tid på noget af det, der interesserer mig mindst i hele verden, nemlig at læse op på, hvad for en telefon, jeg skal have.

Min nuværende begyndte for et par uger siden at slukke fra det ene øjeblik til det næste, hvilket er SUPER træls, fordi man jo efterhånden har alt fra billetter over kvitteringer til adresser på sin mobil. 

Egentlig havde jeg håbet, at jeg kunne trække den til foråret, men det går ikke, at Anton, børnehaven og mine forældre ikke kan få fat i mig, så der er ingen vej udenom. Når det er sagt, så sidder jeg stadig med en 6’er, så det er heller ikke fordi, det er fråds med en ny. 

Men hvor jeg plejer at gå med modellen, der ligger en version eller to tilbage (fordi de ofte kan næsten det samme som den nyeste, men prisen er langt mere spiselig), så kan jeg læse mig frem til, at det denne gang vil være idiotisk at gå med en 11’er, når 12’eren er tilgængelig.

Jeg har smidt en oplader i tasken og afventer Black Friday for at se, om nogle af teleselskaberne kører et tilbud, og hvis ikke, må jeg bide i det dyre æble. Til gengæld har min research betydet, at jeg nu er helt up to speed med mit forbrug og priserne på de enkelte abonnementer hos de store selskaber, så jeg er godt klædt på til at træffe en fornuftig beslutning, hvis der skulle landet et tilbud i indbakken.

3.

Sparet 120 kr. på returporto på 3 pakker, jeg selv er kørt forbi med, fordi jeg har handlet online hos firmaer, der har fysiske lagre/returmodtagelser i nærheden. 

For mig er returporto blevet noget, jeg er begyndt at tage højde for, når jeg vælger, hvor jeg handler på nettet. For det bliver hurtigt dyrt at købe f.eks. vinterstøvler online, hvis det koster 39 kr. at få dem sendt, og derefter 39 kr at sende dem retur, hvis de ikke passer alligevel. 

Nettet er smart, og jeg vil strække mig langt for at slippe for at have børnene med i 7 forskellige skobutikker, men denne gang har jeg returneret 4 par støvler; 3 par, hvor størrelsen var skæv, og 1 par, hvor jeg ikke havde været opmærksom på, at der under søgning på ‘Termostøvler’ også fremkom gummistøvler, og det derfor var sådan et par, jeg havde fået lagt i kurven.

Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over porto, fordi mange firmaer lægger en returlabel i pakkerne, og man derfor skal læse det med småt for at finde ud af, at de fratrækker 39 kr. fra beløbet, de fører retur på dit kort, hvis du bruger den. Men fordi Covid har flyttet så meget handel fra de fysiske butikker til de virtuelle, og det derfor pludselig drejer sig om ret mange varer, man potentielt skal sende tilbage, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at være opmærksom på det her. Også når man køber julegaver – for det er sgu da lidt træls for modtagerne, hvis de skal betale penge for at bytte dobbeltgængere og forkerte størrelser og farver, fordi man gerne ville gøre det nemt for sig selv.

4.

Ringet til Klarna, som er den svenske bank, der står for betaling på Panduros hjemmeside. For selvom jeg ellers synes, at jeg efterhånden har sort bælte i nethandel, var det alligevel lykkedes mig at få vinget et eller andet af, da jeg købte halloween-hobbyting, så jeg ikke betalte med kort, men derimod havde købt på kredit.

Jeg havde ikke engang tænkt på at tjekke, om beløbet (70 kroner) var trukket på mit kort. 

Men pludselig lå der i min postkasse et brev fra Klarna, der skulle bede om deres penge, samt et rykkergebyr på 100 kr. for for sen betaling. Efter at have dobbelttjekket, at jeg ikke havde modtaget noget på mail, ringede jeg til dem, og det viste sig, at de havde lidt problemer med at ryge i spamfilteret. Jeg spurgte derfor ligeud, om vi kunne slå halv skade om gebyret, og den søde, svenske dame valgte at slette det helt.

Der sker aldrig noget ved at spørge, og så længe man gør det på en ordentlig måde, er de fleste mennesker til at snakke med, har jeg lært.

Ovenstående punkter handler hver især om små beløb, der ikke ser ud af meget, men sammenlagt løber de op i over 500 kr.

5.

Haft 2 grønne peberfrugter i køleren, som jeg ikke kunne få brugt. De var ved at se lidt trætte ud, og da jeg en aften skulle bruge et halvt løg,, valgte jeg at snitte peberfrugterne og det andet halve løg, svitse hele molevitten på panden og smide de sidste 3 skefulde pizzasauce, der var i overskud fra snurre-produktionen i.

Grøntsagerne kunne på denne måde smides i fryseren, og der ligger de nu og afventer en suppe, en pastasauce eller lignende.

Published by

32 Replies to “M2020, uge 46

  1. Sådan! Mit største problem er at opbevare kvitteringer – jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Har du et smart system? For nylig klagede jeg (nogenlunde pænt) over en bluse, jeg havde købt online og fik et gavekort på 300 kr. som trøst!

    1. Jeg er gået med en meget lavpraktisk og pragmatisk løsning: I mit køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg bare smider bon’er/følgesedler i, når jeg har købt noget, hvor jeg tænker, at det kunne være relevant at gemme. Et par gange om året sorterer jeg indholdet, og smider alle de bon’er ud, hvor jeg har testet, at varen virker, at der ikke er huller i osv (f.eks. ville jeg aldrig gå tilbage med et par strømper til 20 kroner et halvt år efter de var købt, men køber jeg 5 par, gemmer jeg i første omgang bon’en, så jeg kan returnere de 4 par, hvis det viser sig, at der er hul i tåen efter en times brug)

      I bryggerset har jeg så en A4-kassette, hvor jeg har en plastiklomme for 2018, en for 2019 og en for 2020. Heri smider jeg bonerne på de store ting (senge, vinterjakker osv), når jeg rydder op i den lomme, jeg har i køkkenet. Jeg gætter på, at jeg i “årslommerne” har mellem 10 og 15 bon’er, så det er ikke fordi det er så omstændigt som det lyder. Når jeg smider dem derud, skriver jeg øverst på papiret, hvad bon’en er på, for når man har det i frisk erindring, er det ikke noget problem at huske, at den gule fra Harald Nyborg var på lyskæderne, og den hvide fra Ilva er på parasolen, men når man 18 måneder senere skal genfinde den, tager det 2 sek., når man ikke skal stå og nærlæse små skrifttyper, men bare skal tyde sine egne kragetæer:)

      Så uden alle mellemregningerne:

      I en lomme i køkkenskabet – ryd op og smid ud – resten i en årslomme – skriv på bon’en, hvad den er på.

    2. Jeg vil gerne slå et slag for fotoplastiklommer her – altså dem på A4-størrelse, der er inddelt i fire mindre lommer. Jeg har dem i et ringbind, hvor jeg bare sætter kvitteringer i løbende – så havner de automatisk i kronologisk rækkefølge, og for mig er det i hvert fald virkelig overskueligt at finde frem igen.

      1. Også en god ide. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver helt papirløs, for lige med kvitteringer, synes jeg bare, at det giver et godt overblik, at man har dem fysisk.

  2. Hej, jeg læser med fra Sverige og her har Klarna et virkelig dårligt ry, de spekulerer simpelthen i at have et system, der gør at folk tror de har gjort alt det rigtige indtil de sidder med rykkere, som helt hidsigt hurtigt bliver til inkasso-sager. Det er et af de firmaer der er trofaste gengangere i alle forbrugerprogrammer 🙂 Godt at høre du var hurtig og fik god behandling! (Og hej forresten, jeg er en af dem der stort set aldrig kommenterer men læser ALT og bare synes du skriver så godt og hverdagsrelevant om alt fra det største til det mindste, tak!)

    1. Ej, sikke da en fantastisk kommentar – tak! <3

      Det er sjovt, du siger det, for jeg syntes, det var SÅ mærkværdigt, at jeg ikke engang opdagede, at jeg købte på kredit – og når en eventuel påmindelse så ryger i spamfilteret, så kan jeg godt se, at man hurtigt kan ryge i fælden. Jeg skriver mig det bag øret til fremtidige køb – det er i øvrigt også dem, H&M bruger.

      1. Jeg bliver så arrig når jeg læser det med spamfilter som undskyldning. Ja, det kan ske, men hvis man er et seriøst firma kan man gøre rigtig meget for at undgå spamfilteret. Arbejder selv med det.

        Alle seriøse firmaer gør virkelig meget for at undgå spamfilteret og her virker det nærmest som de gerne vil havne i det, så de kan sende rykkere ud.

    2. Også mig Maja! Jeg læser også med fra Sverige og ville skrive præcis det samme om Klarna. Interessant at se hvordan de pludselig spreder virksomheden ud over flere lande…

      1. @Kristina: Jeg er virkelig glad for de tilbagemeldinger, jeg har fået her, for det er klart noget, jeg vil være mere opmærksom på fremadrettet.

  3. Men hvad kan 12’eren, som 11’eren ikke kan? Ja, står selv i samme situation med en 6’er, der taber batteri utrolig hurtigt🙄

    1. Kameraet, som faktisk er det, jeg primært bruger min telefon til, er væsentligt bedre i 12’eren end i 11’eren, med blandt andet nogle features, som gør, at man kan tage gode billeder om aftenen. Og så er den klargjort og kan køre 5G, og selvom der kommer til at gå noget tid, før det bliver standard, har jeg set op til flere af De Kloge sige, at det betyder, at den her telefon får længere levetid, end en iPhone normalt har, fordi den har et forspring. Jeg bruger mine telefoner i BUND, så for mig er det sidste ret afgørende.

      1. Aha, tak for svar😊Forhåbentlig er der også en bedre batterilevetid😅Sig endelig til, hvis du støder på et godt tilbud.

          1. PS: nå, nu skal man også til at købe oplader og headset ved siden af..🤷🏻‍♀️6’eren er blevet så old-school😂

          2. Ja, men til gengæld har den en magnetring i ryggen, som ser ud til at blive virkelig smart. Blandt andet er det, så vidt jeg forstår, meningen, at man kommer til at kunne sætte den fast, fx på instrumentbrættet i bilen vha magneten, samt mange andre smarte ting, som jeg ikke er nørd nok til at forstå😬😄

    1. @Trine: Super tip. Jeg er kæmpe tilhænger af at købe brugt, og tænker, at det bliver det, vi gør næste år, hvor jeg tror, at Frida skal have en mobil. Det er dødsmart, at der er et sted, hvor man er lidt mere sikker på, at telefonen fungerer som den skal, end hvis man køber privat på DBA, så tak for link – jeg har bogmærket det.

      For mit eget vedkommende bliver det en ny næste gang. Jeg bruger mine telefoner helt i bund, og derfor tænker jeg, at det miljømæssigt giver mere mening, at jeg denne gang køber en, der er spået til at have længere levetid, end de forrige, fordi jeg forventer at have den så længe, at jeg ville nå igennem to brugte på den samme tid. Min nuværende 6’er købte jeg i sin tid brugt, og den har jeg skiftet batteri i 3 gange. Samtidig begynder der også at være fejl på, som ikke længere bliver fejlrettet i iOs, simpelthen fordi telefonen er så gammel, at Apple har opgivet den:)

      Da jeg også netop har begravet mit gamle digital-kamera, kommer jeg til at gå over til kun at tage billeder med min telefon. Så med alle de mellemregninger in mente, er jeg nået frem til, at det, lige her, giver mest mening at købe en ny <3

  4. Det er sjovt. Jeg har netop købt et par ting på Monkis webshop, som også bruger Klarna. Og her var standard-settings ændret, så det var Klarnas finansieringsmulighed, der var valgt automatisk og den stod øverst.
    Jeg havde lige læst dit indlæg her, så jeg opdagede det inden og fik fundet valg nummer 4 på listen, som var kortbetaling. Sådan så det ikke ud, sidst jeg bestilte derfra i foråret…
    Irriterende at store webshops bruger et finansieringsfirma med tvivlsomme forretningsgange til deres generelle betalingsmulighed…

  5. Klarna er smarte (eller noget): deres forretningmodel gør, at de tager hele den økonomiske risici for webshoppen inkl. eventuel inkasso, i modsætning til almindelig kortbetaling, så det kan betale sig for webshoppen at have Klarna øverst, så flest muligt vælger den løsning. Klarnas håndtering af fakturaer og data er noget tvivlsomme, og sølvpapirshatten begynder at røre på sig, når man tænker på de algoritmer, de bruger for at kreditvurdere kunderne …

  6. Jeg oplevede det samme med Ellos onlinehandel som dog bruger Resursbank. Jeg troede jeg købte en kjole på kort (som jeg endda havde ventet på tilbud på) som kostede 350 mener jeg. Ovenpå flytning og forsinket post og jeg ved ikke hvad, endte kjolen med at koste mig 650 kr. Og der lå INTET i min mail nogle steder. De dummeste penge nogensinde. Jeg har brugt kjolen 1 gang og så gik elastikken i håndleddet i stykker.. Der skulle jeg have taget dit Karen-råd til mig 😉

    Et andet positivt tip dog – jeg ventede en pakke som skulle leveres til døren. Sad i min stue og arbejde da jeg fik en sms om at de forgæves havde forsøgt at aflevere min pakke og jeg ville få af vide hvor og hvornår jeg kunne hente den. Jeg har endda modtagerflex, så den kan lægges ved hoveddøren. Blev SÅ indebrændt og skrev for første gang nogensinde nærmest og klagede. Jeg blev mødt med en undskyldning og et tilbud om enten at få leveret pakken i løbet af en uge eller få et gavekort på 100 kr til sendentanke.dk. Så jeg blev glad for at jeg skrev i stedet for bare at hente pakken 🙂

  7. Må jeg slå et slag for OnePlus mobil? Halv pris af iphone, super godt kamera, lækkert design, nem at bruge og ikke en masse show med opdateringer som hos apple.

    1. Jeg har selv OnePlus (3T, gammel traver fra 2017) og elsker den ret højt.
      F.eks. er det dejligt at man for helt almindelige menneskepenge kan købe en mobil med så mange GB at man ikke løber tør for plads. Lige meget hvor mange mærkelige apps ens statslige arbejdsplads synes man skal installere på sin privatmobil for at kunne udføre sit job …

      MEN: Den er ikke for alle, synes jeg.
      Jeg er die hard Android-dame og tilgår IT som en kampsport (som jeg som regel vinder). Men jeg har indimellem været udfordret og har indtryk af at OnePlus lidt er et lukket kredsløb på hardware-fronten (du kan kun bruge OnePlus’ egne hovedtelefoner til mobilen, til gengæld kan de ikke bruges til andre af dine trådløse devices), en del apps fungerer suboptimalt på OnePlus (sandsynligvis fordi Google godt kan se at OnePlus er en stærkkonkurrent til Googles egne mobiler, og derfor forsøger at gøre det svært for dem)

    2. @Trine/Rikke:

      Jeg er virkelig glad for, at I melder ind og gør det detaljeret; jeg har aldrig hørt om OnePlus, og det er fedt at blive præsenteret for alternativer.

      Jeg kommer dog til at fortsætte med Apple; ikke fordi jeg ikke oplever ulemperne, for dem er der bestemt et par stykker af. Men gennem årene har jeg haft forskellige mærker af arbejdstelefoner, så jeg tror efterhånden, jeg har prøvet det meste. Min erfaring er, at det – for mig – simpelthen er for besværligt, at min telefon kører på ét system, mens mine andre devices kører på et andet, og for mig er Apple det mest intuitive. Jeg synes, det er rigtig rart, at jeg kan tilgå alt hvad jeg har på min telefon på min macbook, jeg er mindre sårbar ift. hvis noget går i stykker eller bliver stjålet, jeg skal kun holde styr på én konto, og alt hvad jeg har af høretelefoner kan bruges på kryds og tværs.

  8. Hej Linda
    Måske du allerede har set det, men iPhone 12 er på tilbud hos Power nu, i forbindelse med Black Friday Week. Ved ikke, hvad de koster normalt, men tænkte straks på dig da jeg så det.

    Tak for en velskrevet og velfunderet blog 🥳

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.