M2020, uge 20

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende. 

Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til. 

2

Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!

3.

Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.

Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.

Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.

4.

Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.

Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før. 

I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet. 

Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.

Published by

6 Replies to “M2020, uge 20

  1. Vores barnevogn fik nye hjul klunset fra et ramponeret stel til storskrald:)

    Kan du uddybe hormonsprækker på hælene🤔 jeg døjer meget med sprækker på hælene, men har aldrig hørt det relateret til hormoner?

    1. For mig startede det, da jeg var gravid med Anton. Jeg fik de LEDESTE sprækker i hælene, som blev endnu værre, da jeg ammede efterfølgende. De forsvandt aldrig helt, men kom igen for fuld hammer, da jeg var gravid med Frida, og efterfølgende kan jeg se, at de altid bliver væsentlig værre, når jeg har ægløsning og menstruation. (Ja, vi bruger ikke det der med at lægge fingrene imellem her).

      Det kan i perioder være så slemt, at de bløder, når jeg går på dem. Det er super irriterende, og ret smertefuldt.

  2. Fuldstændig urelateret til emnet, men jeg vil gerne takke for hep fra både dig og kommentarfeltet i forhold til jobsøgning. Jeg starter i et job som er lavet til mig (no kidding – de havde ikke en ledig stilling, men opdagede at de havde behovet og opfandt stillingen, da det gik op for dem, at jeg måske var mulig at få ind i organisationen). Jeg får lov at lave alt det jeg synes er sjovt, gøre en forskel og nogen glæder sig enormt meget til jeg kommer.
    Det bliver kæmpe fedt og udspringer af, at jeg søgte en helt anden stilling, som nok ikke rigtigt var mig, men jeg gad bare godt få en fod ind i netop den organisation og det lykkedes så på smukkeste vis.

    1. Hurra! Hvor er det sejt gået. Stort tillykke, og tak – det fik (endnu) et smil frem i dag 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.