M2020, uge 15

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.

Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.

Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.

Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler. 

Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte. 

2.

Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel? 

3.

Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.

4.

Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.

Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.

Published by

12 Replies to “M2020, uge 15

  1. Tillykke med din Kenwood! Selvom det er et stort køb, så er jeg sikker på, at du ikke fortryder. Det er bare sjovere, når man har ordentligt kram.

    1. Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, at jeg endelig har den. Der er langt imellem, at man som voksen ønsker sig noget på den materialle måde, synes jeg, men jeg er næsten der, hvor den skal stå på mit sengebord, så den er det første, jeg ser, når jeg vågner:-D

  2. Det var så fornuftigt at købe den Kenwood. Du bliver super glad for den og det er en bedre investering end knive, som du alligevel ikke rigtig mangler. Glædelig påske til dig og ungerne.

  3. 😂 Er FULDkommen færdig af grin over:

    ‘Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte.’

    Hvor er det dejligt, du stadig ‘er her’, lovely Linda ❤️ Det her Corona-lårt kan da ellers hive humøret ud af selv den bedste blogger 🥴😷🦠

  4. Yeah! Fra en i fast forhold med Køkken-Ken gennem nu seks år (til maj, men hvem tæller?) har jeg heppet på, at du også skulle komme frem til købet. Den er så fed! (Skulle du få lyst/behov til tilbehørspakker a la blender, kødhakker, ismaskine og andre applikationer, så er dba vejen frem. Sagde damen, der købte en to gange anvendt ismaskine til halv pris).

    1. Jeg har ligget på lur på DBA i lang tid, og fordi jeg har haft en agent sat på på ‘Kenwood’ ved jeg præcis hvor meget tilbehør, der bliver solgt derinde:-D

      Men er du svimmel, den er lækker! Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, at den ENDELIG er min <3

    1. Jeg er lidt splittet, faktisk, for jeg tænker, at det også kan være en måde at være med til at holde liv i nogle steder, som ellers kommer til at bukke under. Ikke at jeg tror, at Lego står til at dreje nøglen om, men stadig. Jeg så, at de havde meldt ud, at man ville blive godtgjort for antallet af dage, åbningen bliver skubbet, og det er jo sådan set fint nok. Men jeg tror ikke rigtigt, vi skal i Legoland foreløbigt (med mindre vi bliver så syge i løbet af de næste par uger, at vi ved, at vi har haft det). Også selvom Kasper fra Lego meget optimistisk svarede, da én spurgte, om de godt nok planlagde at åbne, når alle festivaller holder lukket, at de ‘synes, de har god plads’. Jeg overvejer at sende lidt billeder fra vores sidste tur deroppe til Kasper…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.