M2020, uge 13

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sagt ja til at børnene måtte bruge penge fra deres opsparinger til en Nintendo Switch. 

Begge børn har børneopsparinger og har også af deres oldeforældre fået en stak værdipapirer foræret i “dåbsgave”, som stille og roligt står og trækker renter. De penge er der ingen, der rører ved, før børnene fylder 18.

Men deres oldeforældre forærede dem også penge til fødselsdag og jul, da de var små, og de penge satte jeg dengang fra, så de kunne købe nogle lidt større ting, når de engang blev gamle nok til at ønske sig noget konkret, som f.eks. en spillekonsol.

Inden jeg sagde ja, tjekkede jeg DBA for at se, hvordan sådan en bandit holder værdi, så vi ikke hældte små 3000 ud af vinduet, hvis det viste sig, at det ikke var noget alligevel. Her kunne jeg se, at både konsoller og spil med flere år på bagen kan sælges med et værditab på omkring 10%, så egentlig synes jeg, at det er et gratis sats.

Børnene har splejset til den, og ender det med, at den skal sælges igen, ryger pengene selvfølgelig retur på deres respektive konti. 

2. 

Klippet det røde bånd over til skur og have, fordi vi er hjemme hele tiden, og vejret har været så fint.

Og i år kunne jeg for første gang virkelig mærke, hvor stor forskel min indsats over de sidste par år har gjort. Fordi jeg har ryddet grundigt op og smidt ud, og har sørget for at pakke det hele ordentlig ned sidste efterår, tog det under 30 minutter at finde legesager frem, puste lidt spindelvæv af borde og hylder og lige køre en kost over gulvet – modsat tidligere år, hvor det har været et træls projekt, der har strakt sig over en hel weekend, før man bare nogenlunde kunne sparke sig frem derude.

Trampolinen er hentet ned fra loftet, og den er still going strong på sit 5. leveår. Her er det relativt nemt at se, hvor stor en forskel det gør, at den bliver pakket væk og fundet frem igen, for der er masser af helårs-trampoliner i haverne omkring os at sammenligne med, som er indkøbt efter vores, og som er væsentligt mere hærgede at se på. Det er ikke for at være pege-fingre-typen; det er bare for at sige, at det virkelig både er besparende og livsforlængende at passe på sine ting.

3.

Konverteret min fodcreme til håndcreme, for jøsses altså, nogle poter man får af al den vasken hænder.

Jeg bliver glad hver *eneste* gang, jeg finder ud af at gøre ting, jeg allerde har i skabet, multifunktionelle. 

4.

Revet en sæbebar til spåner på mit råkostjern. 

Sidste år fik jeg en gavepose, hvori der bl.a. var et stykke håndsæbe, som jeg har flyttet rundt på siden, fordi jeg har tolket lige præcis så mange hygiejnekurser, at jeg aldrig kommer til at have sådan en fyr til at ligge og lumre på håndvasken.

Men den var samtidig også for lækker at smide ud, og i mandags kom jeg til at tænke på, at man måske kunne rive den til spåner, og bruge dem i fod- og karbad.

Som sagt så gjort, og det fungerer perfekt.

Jeg håber, at I hænger på og sammen derude💚

Published by

20 Replies to “M2020, uge 13

  1. Vi har af vores børnelæge fået et fantastisk trick til tørre/eksem hænder. Når man har mulighed for putter man cremen på og så sidder man med en plastikpose uden på, for eksempel mens man ser fjernsyn. Så får meget mere gavn af cremen..

    1. Det er bare virkelig svært at forklare en 2-årig! 😑 Det er super meget op ad bakke at holde sådan nogle grattede, små eksemhænder smurt ind…

    2. Min venindes dreng havde virkelig meget eksem som lille, og til ham købte hun sådan nogle tynde bomuldshandsker på apoteket, som han sov med om natten. Måske man skulle overveje den løsning. #Thriller

      1. Har prøvet. De bliver flået af og smidt ud over kanten på tremmesengen med et meget bestemt “NEJ”. Hun er så stædig, at hun nogle gange næsten skræmmer mig.

          1. 86 cm faktisk, men hvad hun mangler i længden kompenserer hun så rigeligt for i beslutsomhed. 🤬

  2. Vi har en switch og er glade for den. Vi har købt controllere så vi kan spille sammen. Det er smart at den kan bruges både som lille med egen skærm og sættes til fjernsynet. De spil vi spiller er for det meste nogenlunde til at gå til vi er glade for marioparty som kan spilles som brætspil og/eller små spil og/eller samarbejdsspil i den version vi har, mariocart som er en klassisk Mario racerbils spil og så har pigerne været glade for just dance der er en fin måde at få lidt bevægelse. For alle spillene gælder at man kan få lidt fnilder af lydene i længden. Specielt hvis just dance sangene ikke lige er ens yndlings (og yngste datteren helst vil spille den med juletræet -det er jinglebells- i februar). Men altså vi har fået mange timers hygge ud af det.

    1. Jeg vil også sige, at det tegner godt. Specielt synes jeg, at det er smart, at den både kan køre på fjernsynet, så det er lidt mere socialt, og at man så samtidig også kan tage selve den lille konsol med, hvis man skal et sted hen, hvor dén kunne være rar at have.

      Jeg har besluttet, at de får Just Dance i fælles påskeæg. Så må vi se, om det hitter her.

      1. Lige præcis.vi har også brugt det med at spille på den lille skærm (med høretelefoner) til den lille ku her når den store har skulle lave lektier og vi har skulle arbejde. Det er en stor fordel for hende at man kan dele controller er så hver har en lille controller for den er lettere for hende at styre.
        Desuden har vores Mariocart sådan en funktion så hun ikke kører af banerne selvom hun ikke er så erfaren og det gør at hun ikke altid ender sidst og er en stor fordel. Ellers er det nemlig træls altid at være den lille i mange spil.

  3. Tja, vi har haft vores trampolin i 5 år nu, den står ude året rundt og bliver brugt nærmest hver dag – også om vinteren, sgu selv med sne på. Og den er stadig pæn. Altså for en mådderfåkker stor trampolin med et kæmpe net. Selv hvis den var smadret til ukendelighed ville jeg købe en anden i morgen, der er helt ufatteligt mange timers forældre-fri aktivering i sådan en.

    Jeg overvejer også en Nintendo switch til drengene, men skal man ikke have to til to børn og er spillene ikke også mega dyre? 🤔

    1. Det har givetvis også noget at sige, hvor god kvalitet trampolinen er fra starten. Vi var heldige at finde vores brugt, så vi fik en kæmpe Berg til 2000 kr.

      Jeg er ny i switch, men har fået ret meget hjælp af Nadia (hende, der tegnede gravhunde på sin blog). Hun er på insta under ‘hverdagsnadia’ og har for et par dage siden lagt en post op om netop spillekonsoler og børn. Hun er rasende klog og har en dejlig anderledes holdning til børn og spil, og hun er simpelthen så sød til at hjælpe, hvis man spørger hende. Jeg tagger dig lige ind i opslaget om spil.

      Mine får lov at dele; de der greb, som sikkert hedder noget bestemt, kan deles op, så de kan spille mod hinanden (eller sammen) når man køber en, men man kan også upgrade sig til flere.. joysticks? håndtag? så man burde kunne klare sig med en konsol, tænker jeg?

      Spillene ER dyre – men kan til gengæld sælges brugt til næsten det samme, som du køber dem for. Så på den måde er det ikke så kritisk, hvis man køber et, og det så ikke helt falder i smag alligevel.

  4. Jeg har siden jeg som 13 årig var på en parisisk restaurant med Provendi-sæbe på toiletterne, DRØMT om at eje sådan en. Du ved, sådan en væghængt fætter med en sæbe der ligner en citron. Da vi købte hus for et par år siden, var der sådan en på gæstetoilettet. Jeg så det som et tegn! Så smadr lige min drøm og fortæl mig hvorfor fast håndsæbe er så ulækkert?
    Og husk at denne hænger i det fri på væggen og tørrer.

    1. Det primære problem, i følge det, jeg gennem tiden har tolket, er fugt. Så alene det, at din citron er flyttet op på væggen, så fladen, der har svært ved at tørre, er mindre, gør en positiv forskel, tænker jeg.

      Jeg vil også sige, at skulle det endelig være, ville jeg også være mere ok med, at det hang på et gæstetoilet, hvor det bliver langt sjældnere brugt, og dermed kan tørre, end at have det på det badeværelse, vi alle sammen bruger (gæster og legeaftaler inkl.) hvor det ville være fugtigt 24/7.

      Der er lidt forskellige holdninger til, om sæbematerialet i en fast bar er bedre og mere “rent” end de syntetisk fremstillede flydende sæber, og det er også et meget almindeligt fremført argument, at der “jo også kommer bakterier på vandhaner og sæbedispensere” – og det er også rigtigt. Men både blandingsbatterier og sæbedispensere bliver i de fleste hjem tørret af under den ugentlige (-ish) rengøring, og dermed får bakterierne ikke lov at stå og gro i fred – hvilket altid bliver ekstra slemt i et fugtigt miljø.

      Jeg fandt den her artikel, som kommer ret tæt op ad, hvad jeg har tolket, når jeg har været afsted:

      https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/skal-jeg-bruge-handsaebe-eller-flydende-saebe

      Værsgo (og undskyld <3)

        1. Jeg vil sige, at det også er viden, som jeg er lidt splittet ift at have erhvervet mig…😬

  5. Jeg forstår ikke delen med nedlukning af haven for vinteren. Bevares, vi går den igennem om efteråret og vender alle beholdere bunden op og tømmer tanken med regnvand o.lign., men ellers bruger vi faktisk haven, og ikke mindst trampolinen året rundt. Trampoliner er også sjove om vinteren med støvler på 🙂

    1. Din kommentar fik mig til at tænke på, at det måske hænger sammen med, hvor man bor? For i Aarhus kunne alting overvintre udenfor, uden at det gjorde en nævneværdig forskel, hvor jeg oplever, at vi her i Esbjerg er langt mere udfordrede af det høje saltindhold i vinden.

      Her, hvor vi bor, er baghaverne (hvor der er plads til trampoliner) vendt mod vest, hvilket betyder, at de om vinteren står i skygge til langt ud på eftermiddagen. Det betyder dels, at de ikke har den store brugsværdi i vinterhalvåret, men også, at alt derude er voldsomt fugtigt fra slut oktober til start maj. Derfor er der meget lidt brugsværdi i både have og trampoliner i den periode, og det betyder ret meget for, hvor hærgede de bliver, fordi de dels ikke er i brug (og dermed får rimfrost osv. “slået” af) og dels aldrig får sollys nok til tørre op.

      Så måske det hænger sammen med geografi og konkret bopæl?

  6. Jeg hænger i den grad på. Din blog (inkl kommentarer) er det primære kvalificerede Coronaindspark samt -afledning som er med til at holde sammen på mig. Mit IG feed er reduceret til hunde og garn, ren eskapisme. Men her hos dig kan vi få lov at reflektere lidt, uden at gå helt i selvsving.

    1. Hvor er jeg glad for, at det er sådan, du har det, Rikke💚 Min yndlingseskapisme er puslespil; at finde de ALLERBEDSTE. Når det hele åbner op igen, så må jeg sælge en nyre på det sorte marked, for IH!! hvor er der mange fine!🧩

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.