(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.
For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.
2.
Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.
3.
Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).
Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med.
Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.
4.
Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).
Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.
Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.
Jeg kører lidt samme stil som dig mht. gavekort, dog måske i en mere ekstrem version:
Gavekort får jeg sjældent foræret direkte, men omkring jul og fødselsdage sniger der sig altid en gave eller to alá et gavesæt fra Matas, eller et sæt med to Poul Pava krus fra Kop&Kande. Enten fra perifere relationer, der ikke kender mig særlig godt eller som firma/leverandørgaver.
Jeg bytter sådan nogle gaver med det samme: til gavekort eller, som dig, til noget lavpraktisk, jeg faktisk mangler. Sidst blev et det byttet til vatrondeller, en deodorant og ny make-up børste.
Jeg er godt klar over, at der er forskellige holdninger til, om man kan tillade sig at bytte gaver eller ej. Jeg mener godt man kan. Jeg hellere vil have noget, jeg har gavn af end mere dims, der i bedste tilfælde kun vil blive brugt fordi jeg nu fik det at moster XX. Og i værste tilfælde vil blive gemt væk bagerst i et skab, for så at ryge til genbrug/loppemarked næste gang jeg rydder op.
Et andet genbrugsgave-relateret fif: Jeg har en lille plastkasse i skabet, hvor alle de der små dimse-gaver, som jeg ikke kan bruge, og som ikke kan byttes, ender. Her taler jeg om eks. tidligere raflegaver, værtindegaver og den slags. Den kasse er absolut GULD værd for mig, især i december måned, hvor antallet af julearrangementer, hvor du skal have ‘to pakker af ca. 20 kr med’ stiger drastisk. Eller når jeg selv står og skal bruge en dims som værtindegave (dén snak har vi ikke haft i min omgangskreds endnu…) Jeg supplerer en gang imellem med billige ting fra loppemarked, Tiger (de der pakker med klistermærke-overskæg er ret populære) eller fra udlandet. Og det er altså endnu ikke lykkedes for mig, at tage en gave med retur til den tidligere giver 🙂
Jeg synes, det giver mening at forholde sig til gaver, som man selv ønsker, at de mennesker, man giver gaver, forholder sig til det, de får af én selv. Og jeg vil til enhver tid både opfordre til og oprigtigt ønske, at folk bytter til noget, de kan bruge, hvis jeg har skudt ved siden af. Derfor bytter jeg selv, uden at blinke med øjnene:)
Det er en superide med den der “gave-bank”. Den vil jeg klart skrive mig bag øret (og måske upgrade med et label, hvorpå der står, hvem jeg har fået det af, for det med at give retur til den oprindelige giver ville være sådan noget, der præcis skete for mig…)
Vi bruger samme system til børnefødselsdagsgaver.
En hylde i et skab med ting ingen herhjemme vil have, eller når netto har nogle gode gule klistermærker stående. Så er der bare ind på gavehylden og vælge en gave når børnene skal til fødselsdag. Så mangler den kun at blive pakket ind 🙂
Jeg synes, det er SÅ svært med de børnefødselsdage, og jeg synes nærmest kun, det er blevet sværere, efter at jeg selv er blevet mere optaget af bæredygtighed generelt. For hold nu k… hvor er det svært at finde noget, der er af bare nogenlunde kvalitet, når prisrammen er omkring 20 kroner.
Omvendt synes jeg også, at der ligger meget læring i hele give/modtage-ideen omkring gavekøb og fødselsdage, som går tabt, hvis alle slår sig sammen, eller man bare giver kolde kontanter.
Jeg har trawlet nettet for ideer og inspiration, men det lader ikke til, at nogen endnu har fundet Den Gode Løsning.
I mit barns klasse skal hvert barn kun købe en gave pr år til 150kr. Fødselaren får kun en gave. Den er til gengæld god. Ikke en masse plastikfantastik der er gået i stykker om et øjeblik. Gaven gives på klassen. Inviteres der til fødselsdag, kommer man tomhændet/med tegning/blomster man selv har plukket.
Det er virkelig også et fint system. Var alle ombord, da I snakkede om det? For jeg tænker, at udfordringen må være enighed i forældregruppen?
Skolen lægger faktisk op til, at sådan gør vi her. Så der bliver ingen diskussion.
Endnu et inspirerende indlæg fra yndlings-Linda. Sikke fint Pukka-te designet er, jeg bliver altid i godt humør af at se på deres æsker. Og god ide med kaffekopperne. På mit arbejde må vi kun bruge engangskopper, fordi der skal være låg på af sikkerhedshensyn (fordi skoldede kontormedarbejdere åbenbart er et kæmpe problem?), og fordi kopperne er af skodkvalitet, så kommer man nemt igennem tre om dagen. Det er simpelthen så tumpet, og de fleste er nu begyndt selv at slæbe termokopper med låg med på arbejde (og med hjem igen, for vi må ikke lade dem “overnatte”). Samtidig snakker vores arbejdsplads om vigtigheden af bæredygtighed, og det er da lidt tragi-ironisk…
Måske man kunne foreslå, at den næste julegave skulle være et termokrus med logo, så alle i virksomheden havde et, der kunne bo der? Vi fik et ved det sidste firma, jeg var ansat, og det var hands down, det bedste termokrus, jeg nogensinde har haft.
Kan du overtales til st uddybe det med sundhedsforsikringer lidt? Jeg har netop meldt mig selv inkl. børn ind i “Danmark” (hvilende til 400 om året) og synes, det ser ud til, at man skal have meget høje udgifter til behandling, før det tjener sig hjem med et aktivt medlemsskab.
Sygeforsikring Danmark og en privat sundhedsforsikring er ikke det samme. Danmark giver tilskud til de fleste typer brugerbetalte sundhedsydelser. En sundhedsforsikring betaler i visse tilfælde 100% af behandlingen, eller kan give dig mulighed for at få øjeblikkelig behandling i privat regi, hvis ventetiden er lang i det offentlige.
Danmark kan sjældent betale sig for børn under 18 – MEN: det kan være tæt på umuligt at melde sig inde som voksen. Jo flere småskavanker, du har haft som barn/ung, desto mere forbehold bliver der taget. Så et hold i ryggen og et forløb hos fysioterapeut som 16-årig eller astma som barn kan gøre, du ikke kan blive medlem som voksen. Og et Danmark-medlemskab giver oftest først mening, når man er ældre og skal have kontaktlinser/briller, går til en fysioterapeut en gang imellem og har et årligt tandlæge eftersyn og evt. behandling (som 18-25 årig får du fuld refusion fra Danmark ved det almindelige tandlægebesøg – altså undersøgelse, røntgenbilleder og tandrens. Det er alligevel en 700-800 kr. om året for tandlægen alene).
Det er nok som med så meget andet forsikring: du betaler for noget, du forhåbentligt aldrig for brug for. Og om det er værd at betale for passivt medlemskab for sine børn i tilfælde af, at de som voksne kunne få brug for det, er noget man bedst selv kan vurdere.
Alt det, som Henriette siger:)
Vi står i den laveste gruppe, og uden at jeg har regnet det efter i kroner og ører, er det min fornemmelse, at det går nogenlunde i 0, når jeg får modregnet de småting, vi henter på apoteket i løbet af året, og min tandlægeregning.
Men det, man jo egentlig primært betaler til, når man har sundhedsforsikring, er at komme hurtigere i behandling, hvis der opstår noget af alt det, man aldrig håber, man kommer ud for. Jeg betaler 350 kr. pr. barn om året, og da man kan få op til 10 behandlinger hos f.eks. en psykolog nærmest fra dag til dag, tænker jeg, at pengene er godt givet ud, qua min egen sygdomshistorie. En psykologtime koster 500-800 kr, så opgjort i kroner og ører, er det jo hurtigt tjent ind, hvis man får brug for det. Men jeg tror, at det kommer ned til, hvordan man har det med forsikringer, sådan helt generelt. For har man en opsparing at trække på, eller er man god til at lægge til side, så kan man godt argumentere for, at pengene måske var bedre hentet der. Men jeg er nok mere livrem-og-seler typen ift. forsikringer; ikke mindst fordi jeg selv har haft brug for dem flere gange, og derfor på egen krop har mærket, hvor værdifulde de kan være at have <3
Vi har haft stor glæde af vores sundhedsforsikring, da vores yngste dreng havde brug for psykologhjælp. Vi har en storebror der qua sine diagnoser fylder meget i familien. Vi fik via lægen bevilliget psykologhjælp men ventetiden var meget lang. Via sundhedsforsikringer kom han til i løbet af en uge.
Det er rigtig brugbart at høre fra nogen, som har anvendt den i praksis, så tak fordi du deler, Anne.
“Vi” staver stadig Århus med Å. Er man ansat ved kommunen, skal man vist skrive det ned Aa. Alle andre må gerne følge dansk retstavning og holde fast i Å’et .
Really? Jeg synes ikke, jeg har set det med Å i umindelige tider. Men dejligt, hvis der stadig er plads til lidt lokalpatriotisme 🙂
Det kan godt være, “vi” blev lidt royalt, men jeg holder i hvert fald stædigt fast i Å og gør mit for at oplyse om, at det stadig er korrekt. Således også gjort her, hvor emnet jo egentlig er noget helt andet. 😉
Linda, vil du skrive hvilken sundhedsforsikring du har og hvordan fu har besluttet dig for hvilken en i skal have?
Så vidt jeg kan læse mig til, tilbydes det kun gennem det pensionsselskab, din arbejdsgiver har valgt. De forskellige steder, jeg tjekkede, skrev, at sundhedsforsikring til børn udelukkende var et tilbud til dem, der selv havde sundhedsforsikring på deres arbejdsplads, gennem deres pensionsselskab. Så der er vist ikke så meget at rafle om:-/
Mht. sundhedsforsikring tilbyder nogle pengeinstitutter Sundhedsforsikring hvis man er kunde. Oftest er det sådan at børn enten bliver gratis medforsikret hvis begge forældre har sundhedsforsikring gennem banken – eller man kan vælge at betale X hundrede kroner om året for at få børn medforsikret hvis kun den ene forælder har brug for sundhedsforsikring gennem pengeinstituttet.
Det vidste jeg ikke – tak for info, Malene. Men er du stødt på nogen steder, hvor man kan tegne på børn, uden at man selv er tegnet? For jeg har spekuleret over det de sidste par dage og undrer mig egentlig over, at det er så “låst”? Man har jo sjældent noget at sige ift. hvilket pensionsselskab, arbejdspladsen vælger, og dermed får man jo sådan set en bestemt én af slagsen trukket ned over hovedet. Er det ikke underligt, at der ikke er mere fri konkurrence på sådan et område? Eller er der noget elementært, jeg overser?
Jeg arbejder med pension og forsikringer til dagligt – og efter en del år i branchen kender jeg desværre ikke til nogle selskaber der kun tegner sundhedsforsikring til børn. Oftest kommer børn jo forrest i køen i det offentlige system alligevel, så tror det er derfor forsikringsselskaberne ikke udbyder forsikringen kun til børn. Men det hjælper selvfølgelig ikke når det kommer til eksempelvis at komme hurtig til psykolog eller betaling af behandlinger hos en fysioterapeut.
Der er masser af konkurrence på området for pension og forsikringer – og oftest er sundhedsforsikringen en del af den samlede pakke der bliver forhandlet om ude i virksomhederne, så medarbejderen oplever ikke konkurrencen.
Til private kunder er der stort set ingen konkurrence, for der er simpelthen ikke særlig mange der efterspørger private sundhedsforsikringer, da størstedelen af dem der efterspørger sundhedsforsikringerne alligevel har en igennem deres firmapensionsordning.
Hvor er det fedt, at du lige gad bruge tid på at uddybe – tusind tak. For som menig forbruger er det ret svært at gennemskue, synes jeg, så virkelig rart at have lidt mere forståelse for, hvorfor det er skruet sammen, som det det <3
Hvordan svarer/skriver man mon under en specifik kommentar? Jeg vil gerne kommentere på den om børnefødselsdagsgaverne: I min datters klasse har vi valgt fælles-gave løsningen. Ud over at det er utrolig praktisk for forældrene ikke at skulle ud at købe bras i tide og utide, så synes jeg at min datter har noget mere ud af at udvælge, købe og give en “ordentlig” gave til én klassekammerat om året, frem for den umulige opgave det også er for børn at købe noget meningsfuldt eller nyttigt til en tyver. I stedet får hun muligheden for virkelig at tænke over hvad vedkommende mon interesserer sig for (og da det ofte er et barn de ikke nødvendigvis har en tæt relation til, så må de gøre sig umage med at være observante), måske indhente en ønskeliste, finde ud af hvor det købes, planlægge det i ordentlig tid, købe det, pakke det ind og aflevere det. Det synes jeg der er noget mere læring i end de mange små pakker. Vi har så aftalt at de må medbringe en hjemmelavet gave til fødselsdagsfester i hjemmet. Det går min datter meget op i og har specialiseret sig i en særlig gave som hun laver til alle. En bonus ved fælles-gave ordningen er at de børn hvis familier ikke holder fødselsdagsfester, også får gaver. Vi har aftalt at beløbet er 250 kr pr gave, men det er jo så også kun én gang årligt og i en klasse med 27 elever er det en fin forretning i forhold til de mange små gaver. En enkelt familie har frabedt sig at være med i ordningen pga religiøse årsager. Jeg beder til at det også kan lade sig gøre at indføre det i min søns kommende klasse og jeg håber at de bevarer det hele skoletiden igennem, for jeg synes det er så utrolig fint at listen laves helt udenom relationer og køn; børnene skal lægge de kræfter i at give gaven, som de selv ønsker at deres giver bruger på deres gave.
Min brugerflade ser lidt anderledes ud end jeres, fordi det er min side, men jeg gætter på, at der under navnene på dem, der kommenterer hos jer er mulighed for at klikke på “svar”? Måske står det i kursiv? Så kommer kommentaren enten lige under den, man har trykket ‘svar’ på eller nederst i den specifikke tråd. Men wordpress kører desværre ikke med verdens mest brugervenlige løsning lige dér:-/
Men det lyder som sådan en fin måde, I gør det på. Jeg håber, at den klasse, Anton skal starte i efter sommerferien kører med noget tilsvarende, og ellers vil jeg prøve at foreslå det. For det giver mening på stort set alle parametre, synes jeg <3
Dette forslag med fællesgave kom også op i min søns børnehaveklasse, men både læreren og mere erfarne forældre afviste det. Fordi det kan give en social bagside, når man hvert år ved, at lille Børges forældre ikke har råd eller magter opgaven, der som beskrevet kræver ressourcer, så der hvert år er en modtager uden gave og en flov Børge. Og fordi der også er meget læring i St udvælge og give en gave til hver person. Det synes jeg J har løst virkelig fint med de hjemmelavede gaver, men igen, det kræver en resdourcestærk familie og interesseret barn. Det er et svært dilemma, for gaver er relationer, og 20 kr ting er noget møg, og social ulighed og alt det.
Puh, der er bare ikke en god løsning😕 For det forstår man jo også sagtens. Måske det hænger sammen med, hvordan sammensætningen af børn/familier på skolen generelt er? Ikke at jeg tror, at det entydigt er på én måde, men jeg kan se stor forskel på livsvilkår på den skole, Anton går på, og den, jeg selv gik på, hvor der lå et område med socialt boligbyggeri lige ved siden af skolen. Man ønsker jo for pokker ikke, at noget, der skulle være fint og glædeligt, ender med at blive svært og ulykkeligt:(
På min mobil skal jeg trykke “svar” lige ved siden af brugerens navn så kommer boksen til at skrive i lige under den kommentar. Ellers står den nederst og så komme kommentaren bare som den sidste i rækken.