M2019, uge 39

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Besluttet at fyre det byttebevis af, jeg sidste år fik i en isenkramforretning, som jeg egentlig havde bestemt mig for at bruge som startskud til en køkkenmaskine. Det lyder på 720 kroner, og er dermed et beløb, der er stort nok til, at jeg gerne vil omsætte det til en lidt større ting. 

Men den pågældende forretning tager konsekvent det dobbelte af, hvad jeg kan finde maskinerne til på tilbud, og så bliver det jo lidt idiotisk. Den, der gemmer til natten, og alt det der, så når butikken åbner som fysisk butik i her i byen i næste måned, tager jeg derind og får købt nogle af de småting, mit køkken og jeg går og mangler.

2.

Lavet græskarmos til pumpkin spice latte, og endelig taget mig sammen til at prøve at bruge kernerne til noget. Jeg vendte dem med lidt chiliolie og salt, og satte dem i ovnen sammen med græskarret, og de blev lækre – men det *er* sgu lidt noget grat at stå med #SlimFingre

3.

Efterlyst en væg-kalender for 2019 på FB. Jeg har de sidste mange år kørt med kalender i min telefon, men dels kunne begge børn have gavn af at se, sådan helt konkret, hvad et år består af, og dels vil jeg gerne bruge den som en slags overbliks-almanak. Jeg er træt af, at de samme måneder kommer bag på mig hvert eneste år, for der har været flere ting, jeg selv har planlagt i september, som jeg ikke ville have lagt her, hvis jeg havde husket, hvad måneden ellers er fuld af. 

Jeg er vokset op med den slags væg-kalendre, som min far altid fik gennem sit arbejde, og jeg er helt ligeglad med, at der står Geberit eller Brødrende Dahl på den. Derfor tænkte jeg, at jeg måske gennem fb kunne være heldig, men en god bekendt skrev, at jeg kunne prøve at spørge på det lokale trykkeri, så det gjorde jeg.

Det viste sig, at de godt ville bytte en 2019 kalender (som stadig koster 140 kr. i butikken…) for en plade chokolade. 

4.

Lavet kødboller efter den her opskrift, og løsfrosset dem. Det er muligt, at alle andre end jeg har regnet det her ud, men hvis ikke, kommer den her: For jeg har en helt almindelig skabsfryser, som ikke er ret stor. Derfor er alle smutveje velkomne, når det kommer til at pakke den rigtigt, så der er plads til mest muligt. 

Når kødbollerne er frosset løst, tør de hurtigtere op, jeg kan tage præcis det antal, jeg skal bruge (som jo svinger ift. om børnene begge spiser hjemme, om nogen har været til fødselsdag og dermed mest er symbolsk sultne osv.) men vigtigst af alt fylder de meget mindre i fryseren, fordi jeg først hælder tomatsaucen ved, når jeg varmer dem op.

Jeg har lavet dem på den her måde et par gange nu, og det har flere gange vist sig at være lidt af en life-saver: Med et glas tomatsauce i skabet og en pakke pasta, kan jeg, på de dage, hvor intet vil lykkes, lave aftensmad til børnene på den tid, det tager at koge pastaen, hvilket er både billigere og mindre omstændigt end at skulle ud ad døren efter take away.

Published by

23 Replies to “M2019, uge 39

  1. Kære Linda, Jeg har fulgt med her, siden fra før du fik børn – sådan on and off – og lige nu er det “on” især pga. disse indlæg, som er så inspirerende. Jeg skal klart i gang med de kødboller. Hvordan pakker du dem ind, når du fryser dem enkeltvis? Jeg har samme problem med fryseren, og jeg er begyndt at henkoge. Det er dælme smart. Vil bare lige nævne det, vi har fx nu kødsovs, tomatsovs, etc på glas – og mere plads i fryseren.

    1. Kære Nina Maria. Det er jeg glad for, at du synes:)

      Jeg har faktisk tænkt, at jeg skulle have kigget lidt på henkogning, for der er nogle ting, hvor det ville være smart at gøre. Jeg er bare aldrig nået til det punkt på to-do’en:)

      Når jeg laver kødbollerne, tager jeg et par flade plastikbøtter, hvor der så er lidt for god plads, og lægger kødbollerne i. I mine kan der være 15 kødboller i én bøtte, hvis de ligger helt tæt, så jeg lægger måske 10 kødboller i én, så der er lidt plads omkring dem.

      Jeg har tolket hygiejnekursus så mange gange, at jeg er blevet lidt hysterisk med nedkølingstid, så jeg sætter dem i køleskabet med det samme, og derefter i fryseren i de to bøtter. (Hvis de er helt kolde, når du fryser dem, slipper du for meget af det kondens, der “klistrer” dem sammen.). Når de så er frosne, smider jeg dem i én bøtte, og så er de nemme at tage op.

      Hvis det er ekstra småt med pladsen i fryseren, fryser jeg dem i en stor frysepose, hvor jeg placerer dem i ét lag og lægger dem ind, som man gør, hvis man laver isterninger i en pose. Når de er frosne, sker der ikke noget ved, at de rasler sammen; de kan nemt skilles ad, når man skal have en håndfuld op.

  2. Vi har sådan et whiteboard agtig ting i køkkenet hvor vi har købt tape og delt den op for hver familiemedlem og alle dagene i ugen. Så opdaterer jeg hver søndag med det vi ved der er på programmet. Der er også “husk idrætstøj” osv på. Det er mindre end det hele år du gør men formålet er netop at give et overblik og ungerne spørger f.eks. “Hvad er det der står der for xx” og så ved de i grove træk hvad ugen byder på. Det gør det også meget konkret at hvis der er mange dage der står noget på er det måske ikke der der skal en legeaftale ind osv. Det virker godt her, men årsplanen giver jo en mulighed for at rykke rundt i større målestok

    Og som en lille os. Er jeg med i en litteraturklub på Facebook (for at få lidt inspiration til læsning) og der er en der har lagt en fin lille anbefaling af din bog op. Måske har hun selv skrevet til dig men ellers ved du det nu 😊

    1. Nej, hvor dejligt! Det vidste jeg ikke, så tak for den oplysning:)

      Vi har haft ugeplaner, og det er det, jeg kører med på min A4 blok. Jeg ville brænde sammen oveni hovedet, hvis jeg ikke havde den. Men de sidste måneder har den snydt mig lidt, fordi én uge kan se utrolig tilforladelig ud – men hvis både weekenden før og ugen efter er helt åndssvage, så opdager jeg det ikke, før det er “for sent”. Det er det, jeg gerne vil prøve at forebygge med en årskalender.

      Men jeg tror helt sikkert, vi kommer til at køre med den model, du nævner, når børnene bliver store nok til, at de har aftaler uden mig. For så er det virkelig smart.

  3. Hej Linda,
    Inden du bruger dit gavekort på andet end du virkelig ønsker dig, så prøv at vise butikken hvad køkkenmaskinen står til andre steder og fortæl dem, at du egentlig gerne ville købe den lokalt, men ikke deres forhøjede pris. De fleste steder er man villig til at prismatche; tror nærmest aldrig jeg har prøvet andet…
    Kh Lene

    1. Hej Lene.

      Det er et supergodt tip – tak for det! Jeg har indtil nu kun tænkt over at gøre det i de butikker, der reklamerer med prisgaranti, men selvfølgelig er det forsøget værd. Tak.

  4. Vi printet en gratis kalender ud fra kalendersiden.dk hver tredje måned. Der skriver vi madplanen på og div arrangementer. Jeg har lavet et login og kan derfor gemme kalenderne, dvs tilbagevendende begivenheder kommer med året efter fx. Fungerer super fint og man kan lave dem lige så det passer ens behov – vi kører altså med tre mdr pr side og én kolonne, men man kan også lave med en uge/måned/halvt år. Og nej, jeg har ingen tilknytning til siden, men er bare imponeret over at nogen har gidet lave en hjemmeside, hvor man gratis kan lave sådan noget. 😊

    Og løsfrosne ting i fryseren er amazing. Gælder også frugt osv. Vores skabsfryser er pissestor, så der kan man køre en bageplade direkte ind.

    1. Jeg kan mærke en nærmest uklædelig misundelse over din fryser. Uh, sådan én gad jeg godt at have!!

      Jeg har bogmærket kalendersiden. Hvor er det fedt, at der er nogen, der gider sidde og udtænkt den slags, og så til fri afbenyttelse. Det er sgu en sjældenhed i dag.

      1. Den er mega fed, vi valgte netop den model fordi det kan være en bageplade i. Da vi flyttede ind valgte vi et fuldstørrelse køleskab uden indbygget fryser og købte så til gengæld den der absurd store skabsfryser, som står i kælderen. Den kunne næsten ikke komme ind ad døren…

  5. Vi kører familiekalender fra tiger. Deser ret tilforladelie ud med masser af skriveplads og plejer at stå til 40, – eller noget deromkring. Men det er nok mest relevant til årsskiftet. Og her i huset er det den ultranemme og dovne/travle løsning: vi køber frostfrikadeller. Ingen er døde endnu. Men det er nok lidt dyrere end at lave dem selv.

    1. Jeg tænker, at det er noget af det, der kommer til at give mening, når børnene bliver lidt større. Lige nu er det mig, der styrer kalenderen for dem begge to, og det er egentlig fint at have den i telefonen, så jeg altid har den med mig. Men åasoverblikket håber jeg kommer til at give noget andet og mere.

      Og altså: Færdigmad ftw. Det skal man aldrig være for fin til:)

  6. Den dag, man løber tør for de løstfrosne frikadeller eller kødboller, kan man bruge det her (sikkert helt oplagte, men jeg havde aldrig selv tænkt på det) tip.
    Mine lokale indkøbsmuligheder har tit medisterpølse på dato. Så varmer jeg tomatsovs og plumper små ‘kødboller’ af medisterpølseindhold ned i det. Enormt nemt og smager super pga. krydderierne i medisteren. Man kan også sagtens stege dem inden og så putte sovsen i bagefter, men det allerhurtigste er første model.

    1. Jeg har læst om det flere steder, men altid tænkt, at det så lidt klamt ud. Men det er jo idiotisk, for det er jo bare fars. Det får et skud næste gang, jeg løber tør:)

      1. Selv jeg, med min bizarre aversion mod råt kød, har gjort det der med medisteren og tomatsovs (det lyder virkelig sært…). Og det virker. Nu må jeg prøve det med at fryse dem til senere glæde – i min gigantiske skabsfryser, muhahaha! 😉

        1. Den er go’ nok, venner 👍 For selv om det lyder lidt klamt (og let’s be honest: det gør det!), så smager det fortrinligt. Tjek Valdemarsros opskrift på one-pot-pasta med lige netop den slags kødboller. Den er genial 😋

        2. Jeg kan mærke en voksende trang til at bygge min garage om, så jeg kan trumfe den fryser der! (Men hvis du, åh min råt-kød-averse-soulmate siger god for den her, så prøver jeg…)

  7. Godt tip med at løsfryse, det skal prøves!
    Er der en bestemt køkkenmaskine du er på udkig efter? Jeg har en Ankarsrum med vistnok alt i udstyr, som du må låne en måneds tid… hvis du gerne vil teste hvor meget du vil gå all in før du køber 😉 Den samler alligevel bare støv lige nu, fordi a) 7 måneder lille barn, og b) totalrenovering. Så vi kom ligesom aldrig igang med at lave hjemmelavet pasta og medister. Og jeg får helt klart mere tid når jeg starter med at arbejde om lidt 🙄

    1. Hvor er du sød, mand!

      Det er det bedste tilbud, jeg har fået i lang tid, men jeg har faktisk haft min mors køkkenmaskine til låns, netop for at sikre mig, at det ikke bare var en fiks ide.

      Jeg har kig på en Kenwood, som dels er den, der scorer højest i de forskellige tests, jeg har læst, men som også er den, der jævnligt er på bud. Normalprisen er omkring 4500, men når den er på tilbud, kan man finde den til 2300, og så er der 10 års garanti på motoren. Den er min hemmelige drøm, og jeg skal nok få den lusket inden for dørene:)

      Men tak. Virkelig. Det var virkelig, virkelig pænt af dig at tilbyde <3

  8. Din pumpkin spiced latte is to die for. Jeg skulle have stolet nok på nettet/dig og have fyldt ovnen med græskar i første omgang

    1. Jeg får det altid sådan lidt weeeeeeee! når jeg har trukket andre med mig i faldet:)

      Men hey – den er lige 10% bedre, når den er helt frisk, så nu får du mulighed for at lave et batch mere (og som sagt: Lav rigeligt. Du kan smide puréen i brød, suppe osv., hvis du OD’er på latten)

Skriv et svar til Lene Elnegaard Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.