M2019, uge 21

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har vi været en tur i Lego House. Som jeg skrev om her, valgte jeg at købe årskort, da vi var der sidst, og fordi jeg gerne vil være sikker på, at vi så også får det brugt, var det lidt et eksperiment, da vi drog afsted. Vi havde nemlig kun 4 timer at bruge deroppe, så det, jeg gerne ville se, var dels, om det kunne betale sig at tage afsted for dét, men også, om det gav mening at tage derop en lørdag. Sidstnævnte handler om, at jeg har det rasende stramt med for mange mennesker på for lidt plads. Ikke på angst-måden, men på den indebrændte måde, hvor jeg sveder og hader hele racen efter 24 minutter. 

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg intet ville forberede aftenen før, men bare stå op, gøre klar og tage afsted. Og så kiggede jeg begge børn dybt i øjnene, inden vi kørte, og sagde, at man måtte få en is – og det var det. For hvis de hver gang føler, at vi er På Tur med alt, hvad det indebærer af overpriced cola og Lego Shop, så bliver det ganske enkelt for dyrt og konfliktfyldt at gøre brug af årskortet. 

Konklusionen var, at 4 timer er lige i underkanten, fordi vi bruger en time hver vej på transport. Men når det er sagt, så forestiller jeg mig, at det måske hjælper, når vi har været afsted en håndfuld gange, og dermed bliver det pludselig noget, vi godt kan gøre en hverdag, hvor vi er tidligt hjemme. Det øger værdien af årskortet betragteligt. 

2.

Har jeg, apropos årskort, været igang med at undersøge, om/hvad vi skal købe til sommerferien. For selvom Frida godt kan lide Lego House, så skal ret også være ret: Det ER mere til Anton end til hende. 

Vi har været så heldige at låne et hus i Aarhus i sommerferien, men bortset fra det, skal der ikke ske det store. Derfor vil jeg gerne ofre et årskort på noget, vi kan have glæde af i ferien, men det ville være dejligt, hvis vi også kunne have glæde af det efter sommerferien.

Jeg havde overvejet Egeskov Slot, fordi jeg var helt blæst væk over Luminis-arrangementet, og fordi det også ser ud til, at de har nogle fine enkeltarrangementer i løbet af året – men det er en lang tur, og så er der bare heller ikke mere at lave i den have.

Egentlig hældte jeg derfor til Tivoli Friheden, men da jeg gravede lidt i det, endte det med at blive økonomien, der lukkede dén ned. For hvis vi skal have årskort, som gælder alle ugens dage, koster de 300 pr. snude. Derudover skal vi så købe armbånd hver gang, vi skal ind deroppe, hvilket også bliver 300 kr. pr. tur.

Læg dertil, at jeg bruger en god, halv tank benzin på hver tur, at vi ikke kan bruge det om fredagen (pga. Fed Fredag og det dertilhørende menneskehav), og at vi med en transporttid på små to timer hver vej, ikke vil kunne smutte afsted en eftermiddag, hvis vi får lyst. 

Så vi er endt med Legoland. Det er tættere på, og der er masser af venner og bekendte, der også har årskort. Det giver en hyggelig mulighed for at følges med nogen, og børnene kan prøve det, de hver især gerne vil, og ikke er tvungne til at blive enige, fordi de stadig er for små til at vente alene, mens jeg prøver sammen med den anden. Og med landevejskørsel (=nærmest gratis), ét engangsbeløb på ca. 500 pr. mand, som inkluderer alt, og indbygget rabat på kaffe og mad, giver det også mulighed for spontane ture, selvom vi har en uge, der strammer lidt ekstra, rent økonomisk.

3.

Har jeg ryddet op i mine køkkenskabe med glas, tallerkner osv. Jeg fatter ikke, hvordan det er sket, for jeg ryddede op i dem for under et år siden, og jeg synes simpelthen ikke, at jeg har købt nyt? Men alligevel har skabene over de sidste måneder fået mig til at skære tænder, hver gang jeg har åbnet dem, fordi de var PROPPEDE. 

Jeg stillede en kasse frem i bryggerset, og tog et par hylder, når det lige passede, og efter en uge er jeg alle skabe igennem. Og fordi jeg gjorde det over flere dage, fik jeg også frasorteret de ting, som jeg ellers først ikke kunne nænne at smide ud. Men når jeg åbnede til de ny-trimmede hylder, og den skål, som jeg ikke syntes, jeg kunne nænne at smide ud, stod midt i det hele og lignede en idiot, var den pludselig ikke så svær at deportere alligevel. 

Da jeg havde fyldt 3 store poser, skrev jeg i den lokale fb-gruppe, at der var brugt men gratis køkkengear til eventuelle unge på vej hjemmefra, og at det ville blive kørt til genbrug torsdag. Onsdag aften svingede en ung mand på 3,5 meter forbi efter tingene, og min skål får lov at nyde sit otium i selskab med playstation og havregryn.

Published by

8 Replies to “M2019, uge 21

  1. Vi kører også med årskort på 3. år til legoland herhjemme. Selvom det kræver en køretur på 2 timer hver vej, så er fordelene for årskortholdere gode syntes jeg (Især når man kan optjene en fribillet til Legoland pr. årskort i løbet af foråret) Det har faktisk også været forbavsende let at undgå impulskøb af slik/is/sodavand, når tasken har været pakket godt hjemmefra, så der også er lidt til køreturen hjem 😀

    1. God ide med den sidste detalje, så man har lidt at bestikke med, når alle er ved at være trætte <3

  2. Det er sikkert for langt væk for jer, men vi har simpelthen så meget glæde af Djurs Sommerland.

    1. Jeg ville ELSKE at have årskort til Djurs. Min tanke er, at det måske kan blive noget vi gør, når børnene er lidt større, og vi kan kombinere det med weekendture og besøg hos venner og bekendte i Aarhus.

  3. Vi har i år droppet årskortet til Legoland i den erkendelse at vi får det brugt for lidt og har en 6 årig som Intet vil prøve. Vi har derimod i foråret købt årskort til Fiskeri museet, som flittigt bli er brugt (også selv om det praktisk talt er lige i baghaven) Legepladsen er genial og fårude om sommeren og så kan vi bruge timer på at se på sæler, fisk og fugle. Ikke mindst er min datter fan af udstillingen med olie og helikoptersimulatoren.
    Så en anbefaling herfra til Fiskeri museet

    1. Vi har faktisk haft årskort til Fimus de sidste to år, og været rigtig glade for det. Særligt det der gulv, hvor man er ude på boreplatformen har alle – inkl. mig – været super fascinerede af:-D

      Men vi er nået til det punkt nu, hvor børnene har været der så meget, at det ikke helt fanger mere, så vi tager lige et år med noget andet. Men supergodt, at du skriver det, så andre, der måske ikke kender til det, bliver gjort opmærksomme på det:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.