M2019, uge 12

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pillet mit “Tøjpakke sælges”-opslag med tøjet, jeg har ryddet op og ud af Fridas skab, af diverse salgssteder, lagt det op på en anden måde – og solgt det hele. 

Udfordringen med at sælge brugt er, at man i høj grad er afhængig af, at nogen specifikt er på udkig efter det, man sælger, lige når man lægger det op, for hvis opslaget er bare en uge gammelt, er det min erfaring, at det sjældent resulterer i et salg. Og for mit eget vedkommende, springer jeg altid over de salgsopslag over, som folk har op’et 3-4 gange, fordi jeg – strengt nok – tænker, at der må være noget i vejen med varen, når nu den ikke bliver solgt. (Hashtag: #WhyImSingle)

Når jeg har meget tøj, jeg sælger, tager jeg altid opdelte billeder af det, så jeg har ét billede med alle bukserne, ét billede med alle kjolerne osv. i stedet for at have alt tøjet i én stor stak på samme billede. Dels ville jeg aldrig selv købe en tøjpakke, hvor jeg ikke på billederne kunne se, præcis hvad jeg købte, og dels ser det pænere ud, rent opslagsmæssigt.

Men det har også en anden fordel, nemlig, at hvis ingen bider på at købe den samlede pakke, så kan jeg lægge tøjet op i adskilte opslag, som jeg gjorde her. 

“Kjoler, 1 stk 15 kr/5 for 50” – billedet under.

“T-shirts, 1 stk 10 kr/7 for 50” – billedet under. 

Osv.

Har man fotograferet tøjet opdelt, kan man bare genbruge de første billeder, og det tager to sekunder at gøre. 

Jeg solgte det hele, og fik – ironisk nok – mere for det, end jeg ville have fået, hvis jeg havde solgt tøjpakken. 

Somme tider virker det ene, somme tider virker det andet, men på den her måde er det i hvert fald nemt at give begge modeller et skud. 

2.

Købt undertøj til Frida og bevidst gået efter noget i farver, der kan vaskes sammen med Antons og mit (mørke) tøj. 

Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge hende til at gå i tøj, hun ikke vil have på, men man kan jo godt nudge med billeder af fint undertøj, der ikke er pink eller sart rosa, så jeg ikke enten skal starte vaskemaskinen, når den er kvart-fuld, eller skal købe 14 sæt undertøj.

Vi fandt nogle fine sæt i grå med billeder af diverse fabel-dyr og alle var glade. 

3. 

Fået et glas marmelade af min mor, som jeg selv har givet hende i gave.

Jeg ELSKER, at vi har snakket så meget om de her ting, at min mor faktisk også begynder at tænke over, at det vejer tungere, at ting bliver brugt, end at Emma Gad kan ligge stille i sin grav.

Så bare for at sige, at har du fået en gave af nogen, som du ikke bruger/får spist/kan passe, så overvej, at man ofte giver gaver, man selv elsker, og som man derfor – præsenteret på den rigtige måde, selvfølgelig – faktisk mange gange ville blive himmelhenrykt over at få retur.

___________________________________

Jeg har desuden opdateret anbefalingslisterne øverst på siden med følgende emner: 

Bøger:

Kridtmanden + Dengang Annie Thorne forsvandt – C.J. Tudor

Jeg læste disse to bøger i den rækkefølge, de er angivet ovenfor, og da jeg havde læst Kridtmanden, tænkte jeg, at jeg skulle huske at skrive den på listen her, for den er fandenfløjteme god! Bogens fortæller er voksen, men han fortæller i tilbageblik, og der er en ret superfed Stranger Things vibe i bogen, som minder om Stephen Kings måde at skrive på, minus gys og overnaturlige skrækelementer. 

Dengang Annie Thorne forsvandt? Full blown Stephen King, inklusiv klamme dukker, børn, der forsvinder og kommer tilbage, huse, med scary ass karaktertræk og. så. videre. Den er SYGT uhyggelig, og overdrevet velskrevet, og jeg synes, man skal skynde sig at låne dem begge to. 

I en mørk. mørk skov + Kvinden i kahyt nr. 10 – Ruth Ware

Her er vi ude i genren domestic noir, men disse bøger har fået væsentlig mindre opmærksomhed end f.eks. Kvinden i toget og Naboparret. Og det forstår jeg faktisk ikke, for jeg synes, de er fuldt ud på højde med den første og niveauer bedre end den sidste.

Lige præcis i denne genre, hvor historierne er bygget op om en hovedperson, der af forskellige grunde bliver mere og mere i tvivl om noget, de (måske?) har set/oplevet, synes jeg somme tider, at de små hints og antydninger bliver for fortænkte. At man allerede på side 35 sidder og tænker: “Så stop dog med at æde piller og drikke whisky, hvis du ikke fatter, hvad der foregår!?” Sådan syntes jeg ikke, det var her. Jeg troede på plottet hele vejen, og sproget er også væsentlig over middel.

Har man brug for en let-læser, som man stadig bliver fanget af, er de her to gode bud. 

Farvel, kære sofa – Majbritte Ulrikkeholm

Jeg har en blød plet for MU. Jeg synes, hun er ualmindelig sympatisk, og jeg elsker måden, hun skriver på. Hun har haft en svær barndom, og jeg har læst de fleste af hendes selvbiografiske bøger gennem årene. Det er de store emner, hun er optaget af, men hun er poet af hjertet, og hendes tekster er som bløde klavertoner for sjælen. Også når de handler om de svære ting. 

Jeg tror ikke, at hendes bøger egner sig til at læse fra en ende af, for de er en beskrivelse af den proces, hun over årene er gået igennem, og handler naturligt nok om mange af de samme ting. Men har man ikke stiftet bekendtskab med hende før, er den her bog et godt sted at starte, for den er – tekstmæssigt – let læst, og stadig tordnende smuk. 

Serier: 

The disappearance of Madeleine McCann

Stikord: Dokumentar. Den 3-årige Madeleine McCann forsvinder fra et hotelværelse, mens forældrene spiser på hotellets terrasse, da familien er på ferie i Portugal. Hun er aldrig fundet, og man ved stadig ikke, hvad der skete og om forældrene var indblandet. 

Jeg synes, at Netflix true crime-dokumentarer kan være en blandet omgang. Jeg var vild med serien om OJ Simpson, mens jeg opgav halvvejs igennem den om mordet på Versace. 

Men den her er mesterligt lavet. Ligesom retsagen mod OJ, blev denne historie dækket massivt af pressen fra første sekund, og det betyder, at store dele af serien er bygget op om de faktiske optagelser fra dengang. Det gør den ualmindelig troværdig. Og så er den lavet, så man efter det ene afsnit er 100% sikker på, at det var forældrene, der slog hende ihjel, mens man efter det næste er 100% sikker på, at de intet havde med det at gøre, men at en international pædofiliring stod bag. Man skifter fra afsnit til afsnit, frem og tilbage, fra første til sidste episode. 

Jeg var i tvivl om, om den ville være for hjerteskærende at se, men jeg synes faktisk, at Netflix-folkene har fået den skåret, så det er sagen og ikke den lille pige, man fokuserer på. Der er et par øjeblikke undervejs, hvor man lige må have fat i en pakke kleenex, ikke mindst i forhold til nogle af de andre børn, der nævnes, og den ualmindelig grimme underverden, man så gerne vil glemme findes, sætter sig også som et fedtet, uønsket lag på både øjne, hjerne og sjæl, men jeg husker stadig sagen, som var det i går, og jeg ville sådan ønske, at man fandt svaret på, hvad pokker det var, der skete. 

Mr. Robot

Stikord: Occupy Wall Street møder Train spotting. 

Rami Malek spiller overfor Christian Slater i en serie om en temmelig ustabil nørd, som er så dygtig til det, han gør, at han bliver head huntet af et undergrundsnetværk, som forsøger at bekæmpe kapitalisme i form af den virksomhed, som Rami Malek arbejder for. Det lyder DØD-sygt, men er overraskende underholdende, ikke mindst pga. et par plottwists undervejs, som man SLET ikke ser komme. 

Jeg startede på 2. sæson, som blev for hacker/matrix-agtig til mig, men første sæson kan varmt anbefales. 

Broadchurch

Stikord: Britisk krimi med ham fra Dr. Who. 

En 11-årig dreng findes død for foden af en skrænt, og herfra optrævles skæbner og sager til højre og venstre.

Serien er helt klassisk, britisk tv-krimi, og er ikke på højde med Marcella, men den er til gengæld heller ikke så dyster. Der er et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg syntes, at den blev mærkbart bedre undervejs, og lige nu lusker jeg rundt på noget amerikansk BBC, for at se, om jeg kan få fingrene i 3. sæson, som af en eller anden grund ikke ligger på Netflix. Den er bestemt et skud værd, hvis man er til tør humor, gode plots og britisk accent. 

Tickled

Stikord: Dokumentar. En journalist fra New Zealand ser et klip på facebook om ‘competitive endurance tickling’, og synes, det lyder *så* obskurt, at han beslutter sig for at se nærmere på, hvad dét går ud på. Dermed træder han uforvarende ind i en verden af afpresning, chikane og trusler på livet. 

Det her må være den mest vanvittige dokumentar, jeg nogensinde har set. Man starter med at synes, at det er mærkeligt, men lidt latterligt, grænsende til patetisk, men efter 1,5 time sidder man med håret blæst tilbage efter et indblik i noget, man ikke kan finde ud af om er soft porn, pyramidespil eller forsøg på at ødelægge unge menneskers liv. 

Den blev vist på Sundance Festival i 2016, men ligger på You Tube, hvis man har lyst til at se den.

Published by

21 Replies to “M2019, uge 12

  1. Jeg bliver simpelthen så klog af at læse med her hos dig, Linda. Og faktisk også modig. Forleden havde min bror fødselsdag og han ønskede sig en god grillpande til bøffer, og lige netop sådan en havde vi i overskud, fordi vi for nyligt har fået nyt komfur og panden ikke virkede på induktion. Den fejlede ikke noget som helst, god som ny, så jeg pakkede den ind og gav ham den i fødselsdagsgave – og han blev faktisk rigtig glad for den 🙂 Det ville jeg ikke have “turde” gøre for bare 6 måneder siden, af frygt for hvad andre mon ville tænke.

    1. Hvor blev jeg glad over den kommentar, Rikke. For det synes jeg da er stort! <3

      Det er umådelig tilfredsstillende, at du sidder helt derude på den anden side et sted, og føler, at alle ordene herinde kan omsættes til handling og virkelighed.

      Tak fordi du fortæller mig det.

      Kh

      Linda

    1. Nej? Jeg har kigget på den, men faldt i gryden med Motley True-filmen, fordi jeg har slugt alle bøgerne. Men øv, for en disneyficeret omgang. Den ryger på listen – tak for heads up.

    2. Åh, den er fantastisk! Som anmelderne heroppe skrev i avisen – den har én fejl – der er kun 6 afsnit. Ricky Gervais i storform.

  2. Jeg vil bare lige kommentere på Majbritte Ulrikkeholm. Hun er simpelthen så fin. Jeg interviewede hende til en længere artikel for et par år siden, og hun inviterede mig hjem til sig selv, lavede smoothie til mig og sad i 2-3 timer og fortalte ærligt, sårbart og nærværende. Hendes personlighed er på samme måde som hendes skrivestil Og det er jo måske lidt ligegyldigt at fortælle her, men jeg bliver bare altid så glad, når “kendte” mennesker faktisk er lige så sympatiske, som man havde en forestilling om inden 🙂 Så jeg vil bare lige bakke op om din anbefaling af hende og hendes bøger 🙂

    1. Det synes jeg er så fint, at du bidrager med <3 Det er så dejligt, når nogen derude er det, de siger de er – også når ingen kigger.

      Jeg følger hende på facebook, og det er virkelig også anbefalelsesværdigt.

  3. Hvis du knækker koden til at finde Broadchurch sæson 3 er det din public service pligt at dele hvor man finder den! Har du i øvrigt set Happy Valley?

    1. Jeg må erkende mit nederlag. Det ser ud til, at man kun kan streame den på Amazon og iTunes til det samme, som man kan købe den for på cdon.com. Øv!!

      Og nej – men det er virkelig sjovt, at du nævner den, for det er 3. gang på en uge, at nogen omtaler den rosende, så den skal helt sikkert have et skud. Tak for indspark.

  4. After Life er SÅ god! Jeg slugte den på en aften.
    Og Mr. Robot er smadder god! Jeg er helt forelsket i Rami Malek (særligt efter jeg så Bohemian Rhapsody)

    1. Jeg har et nærmest upassende fan-girl-crush på ham. Hvordan har vi ikke opdaget ham før nu!?

      1. Samme her! Jeg bliver nærmest jaloux af at se billeder af ham og hans kæreste…….
        Ps. Han spiller hovedrollen i en film der hedder Buster, som ligger på Netflix. Jeg kan ikke finde ud af om den er god, men har set den 3 gange. Ene og alene fordi det nærmest kun er ham der bliver filmet #finddinegenkærestemulle

  5. TAK for dine kloge reflekterede ord og overvejelser, som ikke bliver fordømmende eller selvhøjtidelige, det er virkelig forfriskende 🙂
    Jeg har ikke fået læst med i sidste uge, og derfor ikke set dit indlæg om leg, og blev lige inspireret, som pædagog, og mor til nu en 20 årig, der heller ikke legede så meget, til at smide en konkret ide. Små børn kan have svært ved at bruge rummet, altså stuen, værelset, haven osv., og det kan derfor være en ide at bygge en hule, gerne én der kan forblive over nogle dage. Her kan der nogen gange udfolde sig leg, dels er det et afgrænset område og dels er barnet ikke eksponeret for blikke og afledning. Giv en bamse, dukke og et kaffesæt med en lille kande vand med derind, lidt frugt og andet, så udspiller der sig måske lidt leg. Blot en ide. Det roder selvfølgelig ad h… til, så det skal “man” jo kunne være i 😄
    Mange hilsner Victoria

    1. Sikke dog en fin ide! Den vil jeg klart prøve at introducere hende for, for det tror jeg faktisk godt kunne være noget.

      Tak for inspiration og for dine fine ord❤️

  6. Jeg er i gang med at se den der tickle-doku! Linda!!!!! Jamen…altså…hvad? Hvorfor? Nåmn, jeg er ikke færdig, men what the actual fuck? Har sendt linket til alle jeg kender. Må da snakke om den med nogen!

    1. GODT, Marie!! Jeg kan ikke rumme at være den eneste, der bærer rundt på den. Man ved nærmest ikke, hvor man skal starte, vel??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.