M2018, uge 7

(Se forklaringen på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
smadret glaskanden til min kaffemaskine – jeg bor i Esbjerg. Vi kører på en 50/50 blanding af saltvand og filterkaffe – fordi jeg satte den i opvaskemaskinen, og derefter vendte mig om, mens jeg glemte at give slip. Da jeg var færdig med at bande, googlede jeg, og det viste sig, at en ny kande koster 150 kr. plus forsendelse. En ny kaffemaskine koster 450 kr. Somme tider føles det som om, de *ønsker* jeg skal vanrøgte verdenshavene og regnskoven. Jeg tjekkede selvfølgelig DBA og Tradono, men de 3, der var til salg, var sat til 100 kr. (come on!) og befandt sig alle 3 på Sjælland. Uden at have den fjerneste forventning om at have heldet med mig, svingede jeg forbi den lokale genbrugsbutik – hvor der stod *lige* præcis den kande, jeg skulle bruge. Til 25 kr. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

2)
nedsat børnenes bade-frekvens til hver 2. dag. Jeg ved godt, at det nærmest er en religion, hvor ofte, man mener, det er nødvendigt at bade børn, men mine kan ikke være i institution uden at pådrage sig 1 1/2 sandkasse og en hårkur af banan og leverpostej, og da jeg samtidig tilbeder guden “Rutiner”, kører vi med et dagligt et af slagsen. Men i ferierne, hvor der er tid til at give en hånd med soigneringen, når vi kommer ind udefra, og når vi har spist, og hvor de kun frekventerer toiletter, der ikke kræver opdateret stivkrampevaccine, har jeg besluttet, at hver 2. dag må være nok.

3)
har jeg erstattet min balsam med Argan-olie og jeg kunne tude over, hvor meget bedre det fungerer. Jeg har LANGT hår, og derfor er der nødt til at komme et eller andet i det, hvis det skal kunne reddes ud, når det er vasket. Fordi jeg klagede min nød over, at Fridas hår også filtrer, foreslog min kloge søster at bruge olie til hende, og da det så alligevel var fundet frem, prøvede jeg det til mig selv også. Jeg kommer aldrig til at bruge balsam igen. (Når valget er faldet på Argan-olie er det udelukkende fordi jeg havde en flaske til at stå fra en periode, hvor jeg troede, jeg skulle være mystisk på den marrokanske måde, og helt havde glemt, at olie gør mig adfærdsvanskelig. Næste gang køber jeg mandelolie, fordi den også kan bruges til verdens bedste bodyscrub: 1/3 rørsukker, 1/3 sukker og 1/3 mandelolie. Evt. en sjat æterisk olie til duft.) (19.02.18, update: Der er kommentarer og erfaringer ift. typer af olie i kommentarfeltet, så tjek eventuelt disse, inden du hamstrer den ene slags, frem for den anden.)

4)
Et lille ekstra tip i denne uge (Ikke spons): Jeg har læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, som er en 52 ugers guide til at blive en mere bevist forbruger. Jeg nævner den, fordi jeg har indtryk af, at mange af jer også stadig er nye i minimalist-klassen, for mit bud er, at man længe har integreret rådene i bogen, hvis man er garvet downsizer. Men bogen er lille og letlæst, og indeholder masser af gode ideer og stof til eftertanke, og så må jeg bare sige, at det er en geni-streg at bygge et emne, der ellers er utrolig svært at lave andet end opremsning ud af, op over et kalenderår.

Published by

28 Replies to “M2018, uge 7

    1. Jeg hælder 2-3 dråber ud i hånden, og fordeler dem i mit nyvaskede, håndklæde-tørre hår (kun selve håret. Ikke længere op end til nakken – jeg tror, det ville fedte, hvis man kom det i hovedbunden.)

  1. I denne uge har jeg pakket til ferie. Og derfor taget 2/3 af alle de der creme/shampoo/serum prøver med på ferie. Så bliver prøverne brugt og jeg kan måske finde nye favoritter. Om ikke andet så slipper jeg for at slæbe så mange tuber/flasker med. Kh Birgitte

    1. Nej, jeg mener skam sukker:) Min hud tørrer voldsomt ud af salt, og scrubeffekten får du fint af at blande den fine og den grove sukker:)

        1. Det gør overhovedet ikke noget – det er rart at vide, at der er nogen, der hjælper mig, hvis jeg får skrevet noget værre sludder:)

  2. Fedt med kaffekolben i gennemrenoveret. Jeg køber altid drikkeglas der også. Jeg har en uheldig vane med at smadre glas, så det ville ellers være en stor budgetpost. Og så har jeg lige oprettet en kurv til genbrugstekstil. Jeg har før smidt hullet eller slemt plettet tøj direkte ud (kun det pæne/hele kommer til genbrug), uden at vide, at det sagtens kan genbruges. Det er sikkert almen viden for mange, men ja. Nu ved jeg det så også. PS jeg elsker din beskrivelse af dine børn og hygiejne 😊

    1. Jeg føler også, at en helt ny porcelænsverden har åbnet sig for mig:)

      Jeg synes, det er dødsvært at finde rundt i, hvem der vil have tøjet helt, og hvem der kan bruge rester, der også er hullede og forvaskede. Mødrehjælpen skriver f.eks., at de kun er interesserede i ting, “du selv ville købe til dit barn” og det giver jo virkelig fin mening. Men det er med til at mudre billedet af, hvad der kan bruges igen og hvad der ikke kan.

      Kh

      Linda

      1. Du har ret i, det er halv besværligt at regne ud. Men jeg har lige fundet ud af, at Røde Kors modtager al slags tekstil. Også hullet og nusset tøj, så længe det er vasket.

    2. Altså jeg kan bruge stof (specielt bomuld) med mønstre eller dele af i så små mål som 25×25 cm…. og vil helst have mange forskellige, så jeg jagter gerne hullede tshirt. … De faktisk svære at finde

  3. Hahah, åh Linda. Lige netop 20.05 idag, knaldede kaffeglas kanden på bostedet, jeg arbejder på, sekundet efter aftenskaffen var hældt op. Har lagt “ups” og undskyld seddel med grimme håndskrevne smilyer til husassisten i morgen, og håber nogle kan nå at flette en tur i Føtex sammen efter en ny, eller et smut på wupti.com :p

    – A

    1. Og kaffekander på bosteder har nærmest karakterer af hellige graler, ikke? Jeg forestiller mig, at al aktivitet er blevet indstillet, til en hel, uskåret én af slagsen er blevet båret til køkkenet i triumf:)

      1. Netop

        Selv jagter jeg den helt rigtige opbevaring til en hylde… evt 2 kufferter… men noget pænt… brugt er fint… vil bare helst ikke se på flyttekasser. ..
        så er pænt ofte i genbrugsbutik….

  4. Mandelolie er langt fra ligeså godt til håret som arganolie er. Har testet begge, og kan slet ikke anbefale mandelolien. Den er god til huden, men igen her er argan også bedre til min hun. Eneste fordel mandelolien har i mine øjne er prisen

    1. Jeg har hørt mange tale godt om kokosolie til håret – jeg har ikke prøvet det selv, men vil afprøve det når min (alt for dyre) frisør-olie slipper op.
      Kokosolien bruger jeg i forvejen som ansigts”creme”. En smule på fugtig hud – og her om vinteren supplerer jeg så med en rigtig creme. Jeg sparer formuer i forhold til tidligere, hvor jeg kastede mine penge efter Rudolph Care og Ole H – og samtidig ved jeg, hvad det er jeg putter i ansigtet (og min hud har aldrig været renere).

      1. Godt indspark, T. Jeg vil meget gerne høre, når du har prøvet kokos – om det er ligeså godt, som de siger:-*

    2. Super info, Lotte. Jeg sætter lige en stjerne i indlægget og sender folk herind – så kan vi/de hver især vurdere, om man synes, det er forsøget værd. Tak for input.

      Kh

      Linda

    1. Hej Trine.

      Selvtak, og tak for en rigtig god bog. Jeg tænker lige ind, hvordan vi kan skrue noget sammen, for det ville da være oplagt i denne tema-række. Jeg sender dig en mail, ok?

      Kh

      Linda

  5. Vil bare sige, at kokosolie er PERFEKT til håret. Virkelig drøjt og giver det blødeste hår (og jeg har ellers en hestemanke). Jeg bruger en lille klat (1/4 tsk tror jeg), som jeg varmer i hænderne og fordeler i spidserne. Nogle gange, hvis håret er ekstra tørt eller uklippet, putter jeg en hel masse i hele håret og sover med det, og så har man det mest loreal-agtige hår, når det vaskes ud. Og det vaskes i øvrigt nemmest ud ved at putte shampoo i, før man gør håret vådt. Ellers glider shampooen nemt af.
    Kokosolie ftw – men køb dem uden duft, hvis du ikke vil dufte af Bownty!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.