M2018, uge 52 (opsamling)

52 uger er gået, og vi er nået til vejs ende. Som lovet kommer hermed den samlede liste over, hvad M2018 helt konkret har givet af resultater. Det bliver langt, så sæt jer godt til rette.

Nye tiltag i omgangskredsen: 

M2018 har givet anledning til mange virkelig gode snakke i omgangskredsen, også om de emner, man normalt ikke italesætter. Jeg har det frygtelig stramt med nærighed, og derfor kan jeg somme tider komme til at overkompensere, når vi f.eks. har gæster til spisning. Men i takt med, at jeg har forholdt mig til vores forbrug på alle andre områder, kommer det til at virke ret ekstremt, når man bare kører fuld plade for en sikkerheds skyld her. Min egen oplevelse er, at mine overvejelser også har sat tanker i gang andre steder, og uden at jeg kan se, hvad folk tænker, så virker det til, at de også synes, at den nye, lidt anderledes måde at gøre tingene på, fungerer fint. 

Lavet aftaler om at give oplevelser i stedet for gaver, når vi giver hinandens børn fødselsdagsgaver.

Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen. 

Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang. 

Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er  træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs. 

Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand. 

Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat på bordet uåbnet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.

Nye vaner: 

De nye vaner er kommet snigende hen over året. Det er ikke sådan, at jeg startede med, hver eneste uge, at gå alle skabe igennem, eller at jeg med det samme var bevidst om, hvor der var mulighed for at prøve at gøre noget anderledes. Alle nedenstående ting er vokset frem af spæde begyndelser, f.eks. at jeg lige bladrede mit ene køkkenskab igennem, mens jeg alligevel stod og ventede på, at vandet kogte. Nu er mange af dem så indgroede, jeg ikke engang tænker over dem længere. 

Erstattet min balsam med Arganolie, som jeg også bruger i Fridas hår om morgenen, så det kan reddes igennem uden for mange hyl og skrig. Jeg er gået fra 6-8 flasker balsam årlig til ca. 1,5 flaske arganolie. 

Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.

Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet. 

Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden.

Badeværelsesskabet ligeså. 

Opøvet at forholde mig til det, jeg har i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes. 

Gjort børnenes fødselsdage til anledninger til at rydde op og ud i deres legetøj. 

Lært at tænke den kommende uges madplan ind i det, jeg laver af mad i weekenden.

Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger. 

Groet en respekt for, at det er i alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse, kontra 250 for den nye, jeg havde kig på. Når man efterhånden kender sin økonomi, og ved, hvor meget man har tilbage til resten af måneden, træffer valget ofte sig selv. I år har jeg gjort det med en julebog, en kaffekande, en lampe, samt bObles til Fridas julegave.

Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange. 

I forlængelse af ovenstående: Skilt mig af med det, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Igen: Princippet om, at det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)

Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet. 

Blevet god til at vaske min bil manuelt, så tit det kan lade sig gøre. 

Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe. 

Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.

Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram. 

Blevet god til at vurdere, om ting kan repareres i stedet for at skiftes ud. F.eks. er mit sofabord, som fik nye beslag for snart et år siden, still going strong, og min vaskemaskine, som plasthåndtaget knækkede af for 1 1/2 år siden, vasker upåklageligt, selvom jeg skal åbne lågen med en tang. 

Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.

Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant. 

Madspild: 

I starten handlede det bare om, at der ikke skulle smides for meget mad direkte fra køleskab/gryde/fryser i skraldespanden, men efterhånden er tankegangen kommet til at gennemsyre meget mere end bare det, og den væsentligste forskel er nok i virkeligheden, at jeg tænker på det forlods, så jeg allerede inden jeg køber ind, forholder mig til, at det, jeg køber skal kunne bruges eller genbruges sammen med andet, jeg har i fryseren. Det giver væsentlig færre situationer, hvor jeg står med et fyldt køleskab, og på ingen måde kan nå at udnytte alt, hvad der ligger i skuffer og på hylder. 

Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt. 

Testet nye modeller af, når vi har gæster. F.eks. at det fungerer fint at lave madklub med forskellige rester fra fryseren, og at det er smart at lave noget, hvor børn kan vælge, hvad de vil spise, uden at resten går til spilde. F.eks. pølsevognen vi lavede til Antons fødselsdag. 

Købt låg til dåsesodavand, så de kan genbruges. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, når børnene havde fået, kan de nu dele en sodavand over en weekend, og der er stadig brus i den søndag. 

Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder. 

Eksperimenteret med at fryse madvarer, jeg ikke plejer at fryse (- og finde anvendelse for dem). Mælk til smoothies, skivede tomater til lasagne, kage med smør/ostetopping osv. 

Lavet et system med at skrive det på min madplan, hvis en ret den kommende uge skal indeholde noget fra fryseren, som jeg skal have brugt. Ellers glemmer jeg det. 

Fået så meget plads i skabene, at der ikke længere er gemmesteder, hvor torskerogn og mango chutney kan stå og spille døde. 

Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. F.eks. en kartoffel, et par skefulde kødsauce osv. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.

Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.

Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt

Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere. 

Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på cafe osv.) Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden. 

Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspildet hos børnene.  At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange. 

Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på ture. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)

Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft vi bruger. 

Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg lægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer. 

Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig m*therfucker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk), og sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. pisket fløde er ret lille, hvorimod 1 dl i en smoothie og 1 dl  i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i tapas-lignende arrangementer, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.

Hvor har jeg sparet penge: 

Det var her, det hele startede, og selvom det hurtigt stoppede med kun at handle om dét, så har jeg på den anden side ikke tænkt mig at klage over, at jeg har fundet måder at få pengene til at række længere. 

Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr. 

Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M2018-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det komme til at give en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året. 

Fundet ud af at testlytte nye numre på YouSee musik, som jeg har gratis, og kun købe dem, der hænger ved efter et par uger. Bare fordi det ikke føles som rigtige penge, når det hele foregår med 2 click i iTunes, betyder det ikke, at det ikke løber op. 

Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skylle af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere. 

Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af i år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo. 

Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det. 

Haft held med at slå op på fb osv. når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet. 

Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver.

Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere. FDM røg i år, fordi jeg har fået vejhjælp gratis gennem min forsikring, og det sparer mig årligt for 1800 kr. 

Taget hul på hjemmetræning, hvilket har vist sig at være en god måde at gøre det på, for jeg har haft MANGE uger, hvor det ikke har kunne lade sig gøre. Og jeg er ikke en af dem, der leder efter undskyldninger for at slippe, så for mig er det en reel konstatering af, at tiden ikke har været der, og dermed heller ikke havde været der, hvis jeg havde købt et medlemskab i et fitnesscenter. 

Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.

Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr. 

Hvad har jeg lært: 

Det virker lidt skørt at liste det her i punktform, for det er faktisk hele min måde at betragte verden på, der er blevet forrykket. Ikke desto mindre er det stadig rart at se, hvor det kommer konkret til udtryk.

Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele. 

Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. 2018 eksemplerne er: Træningssko = sko. Sandkasselegetøj = legetøj til badekar. Sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug). Bodylotion = ansigtscreme. Balsam = shaving gel. Juleservietter = servietter. Bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.

Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn.  

Blevet meget klogere på do’s and don’ts ift. at sælge brugt. Jeg har ofte tænkt på noget Jane skrev for længe siden om at have respekt for de små beløb. 2018 har været en lektie i, hvor meget små beløb reelt kan akkumulere sig til. (Gode råd til salg af brugte ting her

I forlængelse af ovenstående: At det godt kan betale sig at sætte noget til salg, selvom man måske kun kan få 50 kr. for det (med mindre det giver mening at forære væk, fordi mange kan have glæde af det længe. F.eks. har jeg foræret alle Fridas babylegesager til vuggestuen, fordi jeg godt kan lide tanken om, at mange børn i mange år kommer til at få glæde af dem). Eller at returnere defekte varer, hvis jeg stadig har bon’en. Også selvom det kun er 50 kr. det drejer sig om.

Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på. 

Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.

Stoppet op, når vi har mødt ‘det plejer vi da’-udgifter. F.eks. til de årlige billeder af børnene. 

Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).

Genopdaget vennetjenester. 

Fundet ud af at lommepenge/feriepenge er en super måde at mindske konfliktniveauet på, når vi er afsted, fordi det er beløbet i pungen, der sætter begrænsningen og ikke Sure Mor. 

Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. I år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild. 

Lært på den hår(d)e måde, at argan-olie ikke bare er argan-olie, men at man skal købe den model, der er til håret, hvis det er det, man gerne vil bruge det til. 

Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her i år. 

Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle. 

Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.

Nej tak til:

Med så mange nye tiltag, har der selvfølglig også være nogle, der ikke har fungeret.

Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen. 

Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til. 

En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig. 

Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt. 

En bambuskop til at tage med på arbejde. Ideen er god, men jeg slæber på virkelig meget andet i forvejen (vandflasker, madkasser osv), og i og med, at vi altid befinder os på andres studiesteder og arbejdspladser, hvor der ikke er et skab eller en hylde til os, bliver det for massivt at komme slentrende med en trailer med service. 

WISH og de andre app’s, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina. 

Nescafe fyldt i poser og medbragt på arbejde. Det taber smagen, og giver ekstra emballagespild. I stedet har jeg en lille pose med tebreve, som er pakket individuelt, i tasken. Det fungerer meget bedre. 

At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op. 

Hvad har jeg fået brugt/ryddet op i: 

Et punkt, der helt generelt har været en øjenåbner for mig. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af i år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigt at bladre kassen med arvetøj igennem, når den består af en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen.

Endelig kan jeg også se, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads. 

Rengøringsmidler (jeg vil gerne ned på en håndfuld og er der næsten)

Kasserne med arvetøj. 

Mit tøjskab. (Av)

Engangsservice og sugerør, jeg i tidernes morgen købte.

Alle de små prøver i badeværelsesskabet.

Lageret af håndcreme. 7 stk. (plus to ekstra, jeg fandt i mine tasker.) Alt sammen fordi jeg fyldte dem over i en pumpe.

Go-cards (Til indkøbssedler, to-do’s osv.)

Stearinlys

Div:

Rodekassen til de erfaringer og inspirationskilder, der ikke lige passer i de andre kasser. 

Opdaget podcasten ‘A slob comes clean’.

Virkelig undrende erkendt, at hele det her projekt har fjernet 90% af min lyst til at snuse rundt i butikker for at se, om jeg dog ikke kunne skabe et behov for forbrug. 

Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på. (Den første overvejelse af slagsen jeg gjorde mig, var dåseferskner kontra frossen mango i uge 9)

Forsøgt at tænke ind, hvordan vi sparer på vandet, både ift. når vi bader, når jeg skyller af efter maden, og bare helt generelt. 

Betalt 72.000 kr. af på min gæld. 

Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb. 

Skiftet mine 6 ruller gavepapir med mønster ud med brunt genbrugspapir, som jeg pynter til lejligheden. 

Øvet mig i at huske at cykle, når det er muligt, hvilket er sværere, end man lige skulle tro, fordi jeg altid har mindst 50 km. på job, og derfor er afsted i bilen alligevel. Det bliver for omstændigt at skulle hjem og sætte bilen, for derefter at cykle tilbage til den butik, jeg lige er kørt forbi. Men jeg forsøger at blive bedre til at få det lagt ind i weekenderne, og lidt har også ret. 

Læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, og den kan varmt anbefales. 

Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med. 

—- O —-

Så there you have it, som vi siger på godt dansk. Hvor har det været en skelsættende rejse, og hvor er jeg glad for, at så mange af jer har haft lyst til at lege med.

Tilbage er der vist kun at sige tak for i år. Tak fordi I læser med. Tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I gør min blog til noget, der giver langt mere, end den kræver. 

Rigtig godt nytår.

Published by

34 Replies to “M2018, uge 52 (opsamling)

    1. Godt nytår selv, Tine. Og hvis det ringede for dine ører mellem jul og nytår, så var det grundet Nerf-relateret pral/taknemmelighed:-*

      Vi ses snart.

  1. Fedt indlæg!! Jeg har lige aflæst strøm, og vi har en affugter kørende i vaskekælderen (af hensyn til fugten i huset) og jeg kan se på vores forbrug at vi skal have en udendørs tørresnoren til sommer, og så vil jeg prøve at hænge håndklæder og viskestykker på snor og efterfølgende give dem 20 min. i tørretumbleren, som du skriver. Tak for er rigtig rigtig godt indlæg og tillykke med at have afbetalt 72.000 helt alene, det er godt gået!!!!

    1. Tusind tak skal du have! Hvor er jeg glad for, at det kan bruges.

      Og det er virkelig vildt, hvor meget det kan spare, så god fornøjelse med det. (PS: Pro-tip er at have to tørrestativer, så man har snore nok, og ikke er tvunget til at vente på, at ét stativ tørrer, før man kan vaske næste runde. Og stativer er gode, fordi man hurtigt lige kan tage dem ind, hvis det begynder at regne. Snore i garagen er også et hit ift. at sengetøj osv kan hænges ud om morgenen, og så er tørt, når man kommer hjem. Også selvom det har regnet)

  2. Tak. Bare tak. Jeg har virkelig nydt samtlige M2018 indlæg og selvom jeg kun selv er ved at tage tilløb, kan jeg mærke at du har gjort mig mere bevidst om de valg jeg tager i hverdagen. Rigtig godt nytår og stort tillykke med at få flotte 72.000kr barberet af gælden!

  3. Tak for et dejligt indlæg. Jeg synes det var helt skønt også at kunne se der i nogle af tingene på noget der stammede fra kommentarer. Selvom det ikke nødvendigvis lige var mine indput var det rart at tænke vi også giver lidt tilbage når nu du sender så meget inspiration vores vej.
    Tak for i år og rigtig godt nytår til jer

    1. Det har givet det mest levende kommentar felt, jeg har prøvet, og der har været mange guldkorn imellem. Det har virkelig været dejligt.

      Godt nytår til jer også, og tak for dine engagerede kommentarer i årets løb <3

  4. Tusind tak for alle indlæggene, men særligt opsamlingsheatet. Jeg har fulgt troligt med, men har ikke rigtig selv kunne komme igang. Nu skal det være – 2019, bring it. Du har været en kæmpe inspiration og jeg håber virkelig at vi kan få arbejdet lidt af de gode vaner ind i vores lille husstand, selvom det er min kæreste der som regel i køkkenet. Han er dog heldigvis så konkurrenceminded at jeg nok kan lokke ham med. Rigtig godt nytår!

    1. Ej, men sikke en dejlig kommentar – tak!!

      Jeg håber, at I får taget hul på det, fordi det er simpelthen så tilfredsstillende, når først man kommer igang.

      Godt nytår til dig også.

      Kh

      Linda

  5. Tak for inspiration gennem året og tak for opsamlingen. Hvor er det sejt at du har formået at ændre så mange vaner på et enkelt år. GODT GÅET!!

  6. Tak for en meget overskuelig og inspirerende opsamling. Dejligt at genlæse dem alle og bare tænke nå ja, selvfølgelig, fordi de nu er naturlige for alle os læsere også. Måske ikke alle i praksis, men i idé og tanke og det er en god start!

  7. Tak! Elsker indlæggene. Synes ofte det jeg støder på når jeg læser om at få mere for pengene/at spare er at man skal droppe den daglige to go-kaffe. Men når man ikke drikker den bliver det svært at finde anvendelige råd. Men de er lige her hos dig!
    Jeg bruger mange af dine erfaringer, tak for at gøre dem for os.
    Jeg synes balancen mellem gerne at ville have så meget som muligt for pengene og ikke at komme til at virke nærig kan være svær at finde, men det blir nemmere og nemmere. Fx har vi i år lavet en kasse med pakkelegsgaver som er ubrugelige til andet end gaver til pakkeleg et andet sted end de blev modtaget. Til jul da vi fik gæster i flere dage købte vi pålæg ind efter at det der ikke blev spist kunne bruges efterfølgende, fx frosne fiskefileter og rejer. Rejerne blev dog spist men fiskefileterne er på madplanen i næste uge.
    Jeg har altid læst indlæggene men ikke kommentarfeltet, men jeg kan fornemme der er mange timers god læsning der. Glæder mig..

    1. Hvor er det fedt med et konkret eksempel. Og super ide med genbrug af gaver til pakkeleg. Den napper jeg lige til det, vi i løbet af året får inden for dørene.

      Giv dig roligt i kast med kommentarerne. Der er mange gode imellem. Ude i højre side kan du vælge M2018 kategorien, så du får dem linet op lige under hinanden, og jeg har kommentarmoderation på, så jeg får besked, hvis du skulle få lyst til at pippe noget, når du graver dig igennem kommentarfelterne.

      God læselyst.

      Kh

      Linda

  8. Jeg forestiller mig, at det bliver utroligt tilfredsstillende, at se at det kvartalsvise afdrag IKKE bliver spist af renter i nær samme grad som tidligere. Tillykke med det store afdragsarbejde (den indsats forekommer mig stadig overmenneskelig) og godt for dig at få nedsat din rentesats – bed om det samme igen næste år!

    1. Jeg har lagt en reminder ind i min telefon djævlesmiley

      Og det bliver virkelig fedt! Ligeså godt, som det var at se linjen “sidste afdrag” rykke et par måneder tilbage på begge lån. Shit, jeg glæder mig til det er slut.

  9. Det har været SÅ fedt og ikke mindst inspirerende at følge med 🙌🏼 Ægte tak! Du burde derudover vinde en slags pris for denne føljeton. Jeg indstiller gerne!

    1. Haha – hvor er du sød! <3

      Jeg er simpelthen så glad for, at du og andre føler, at I har fået noget ud af det.

      Så selv ægte tak <3

  10. Godt nytår. Tak for en god serie . Jeg blev noget trist over det du skrev i sidste indlæg, om at bæredygtighedspolitiet har været efter dig om at gøre mere og gøre 100%. Som jeg netop har læst i Sustain Yearly, “Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget “. I 2019 har vi et familieprojekt om udelukkende at købe brugt, det udspringer også af økonomi, men kommer til at medføre mere bevidst forbrug og klimakærlighed. Kh Maria // FamilieFinanser

    1. Det lyder som et godt og spændende projekt. Håber, at det kommer til at føles både meningsfyldt og sjovt.

      Og ja – det har været lidt æv med de kommentarer. Men heldigvis er der langt flest af de gode og inspirerende, og det skal jeg huske, når jeg lige bliver ramt af “ej, men hvad fanden!?”

      Godt nytår til dig og dine.

      Kh

      Linda

  11. Super god opsummering. Efter at jeg er begyndt at læse dine spareindlæg tager jeg mig selv i ar tænke på sparemuligheder meget oftere. Jeg synes dine indlæg passer rigtig godt til en helt normal familie, andre steder kan det godt blive lidt for helligt og ude af trit med min virkelighed. Men ikke hos dig, så jeg håber du fortsættermed at smide spareindlæg ud engang imellem, jeg kan i hvert fald bruge mange af dine ideer.

    1. Det er jeg rigtig glad for at høre.

      Planen er, at der det næste år kommer et indlæg i slutningen af hver måned, så forhåbentlig kommer du til fortsat at føle, at der er lidt inspiration at hente.

      Kh

      Linda

  12. Tak for alle indlæggene, Linda! Det har været virkelig inspirerende at følge med, især fordi det hele er direkte copy paste-bare løsninger på reelle problemer frem for løs snak og abstrakte visioner. Noget andet, og måske lidt underligt, indlæggene har givet mig, er helt nye tanker om, hvad det vil sige at være ressourcestærk eller -svag. For selvom dit månedlige rådighedsbeløb måske er til at overskue, så forekommer du mig at være helt enormt ressourcestærk. Du er jo enormt økonomisk bevidst (og måske endda “fattig” ifølge nogle definitioner), men samtidig er man aldrig i tvivl om, at dine børn ikke mangler noget som helst. Fordi alting handler om prioriteter. Så tak for at lære mig det, du er seriøst sej.

    1. Jeg bliver simpelthen så glad over, at det er sådan, du oplever det, for så giver det mening at skrive, fordi jeg ikke bare skriver til og for mig selv, men også sender noget afsted, som kommer til gavn hos andre.

      Og tak for dine fine, betænksomme ord – de varmer på sådan en råkold, blæsende vinterdag <3

      Godt nytår til dig.

      Kh

      Linda

  13. Godt nytår og tusind tak for den kæmpe inspiration disse indlæg har været! Har også indført genbrug af skum-dispenser hjemme hos os og det virker bare. Og generelt, så har dit ugentlige indlæg været med til at jeg har meget mere fokus på forbrug. Jeg kan i øvrigt anbefale app’en Spiir, som man kobler op med de bankkonti man ønsker og så kan man følge forbrug og sætte forbrugsmål samlet eller for konkrete kategorier. Den har virkelig hjulpet mig med at overskue hvor jeg bruger pengene, så jeg kan skrue de rigtige steder.

    Hvilken arganolie har jeres erfaringer så ført jer frem til? Jeg er nemlig på jagt efter lige præcis sådan en.

    1. Hvor er jeg glad for, at du føler, at indlæggene kan bruges <3 Jeg kender flere, der anbefaler Spiir, så måske skulle jeg have den hentet og se, hvad det er.

      Den Argan olie, jeg har, er den der hedder Nashi. Jeg har købt den online, men kan se, at de også har den hos flere frisører. Gå med den med pumpe – det er klart nemmest at styre.

      Godt nytår til dig:)

      Kh

      Linda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.