(Læs forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Flækket min brødkasse (desværre/heldigvis ikke en metafor), og købt en ny. Den er på listen, både fordi det føltes overraskende godt at have brugt sine ting *helt* op, og fordi jeg modstod fristelsen til at købe den (fine!!) lyserøde fra Plint, jeg har forelsket mig i. I stedet købte jeg en brugt på DBA for 50 kr, som stadig er pæn, og som jo på alle måder dækker behovet for brødopbevaring.
Det er ikke meningen, at jeg resten af mit liv vil forsage al æstetik og jage forbrugs-ønsker bort med hvidløg og vievand, men med ca. 2,5 års afbetalinger tilbage på mine lån, føles det dumt at begynde at sjuske med de små ting.
2)
Foræret min mor en halv pakke marcipan og to glas svinedyre krydderier, som jeg ikke kommer til at bruge. Jeg er blevet langt, langt bedre til at vurdere, hvad det er realtisik, at jeg når at få omsat til noget brugbart, inden holdbarheden udløber, end jeg tidligere har været. For et år siden ville jeg have flyttet rundt på den skide marcipan, til den var blevet så grå og hård, at politiet ville have konfiskeret den, hvis jeg var løbet på dem i en visitationszone (#GunCity), men i dag sender jeg den videre, mens den stadig kan bruges, og det er ret tilfredsstillende.
3)
Afholdt madklub og serveret to slags rester, der gastronomisk set ikke havde noget med hinanden at gøre. Jeg gætter på, at andre er langt mere afslappede med den slags, end jeg er, men der er lige præcis Emma Gad nok i mig til at synes, at “det gør man ikke.” Men jeg havde ganske enkelt ikke tid til at lave noget fra bunden, og jeg havde ingen rester i fryseren, der kunne gøre det ud for et måltid til 3 voksne og 3 børn. Jeg kørte derfor en porre/kartoffelsuppe og en lasagne, sammen med en tallerken gnavegrønt (fordi jeg dog ikke er der, hvor vi spiser salat i suppen. Vi er jo ikke dyr, Hans Christian), og en plade koldhævede proteinboller, som jeg havde rørt dej sammen til om morgenen. Ingen rynkede på næsen af den sælsomme mad-hybrid, alle blev mætte, resterne udgjorde nemme madpakker til dagen efter, og der blev lidt tiltrængt plads i fryseren igen.
Ud over at jeg faktisk godt kan lide tanken om, at man også når man får gæster, bruger hvad man har, kan jeg også mærke, at hele M2018-processen har afstedkommet nogle tanker om slow living. Ikke på den ekstreme måde, men bare at langsommelighed føles bedre, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg træffer bedre valg, og det er som om øget bevidsthed på enkelt-områder, også giver en øget bevidsthed om helhedden.
Da jeg startede, handlede det mest om at spare, og om at være mere opmærksom på, hvordan jeg gerne ville bruge mine penge, men stille og roligt har det for mig udviklet sig til overvejelser omkring tilstedeværelse i eget liv. Hvad vil jeg bruge min tid på, hvilke mennesker vil jeg gerne omgåes, hvilke værdier er vigtige for mig, og hvad betyder ikke noget længere? Og her kan jeg mærke, at det nu er blevet vigtigere for mig at undgå stress, så jeg har overskud til at være sammen med mine gæster, end at menuen giver mening ud fra et traditionelt menukorts-perspektiv.
Det er ikke madrester, det er buffet eller tapas. Apropos 2’eren, hvis den gamle danske film, Støvsugerbanden, er til at opdrive, så prøv at finde og ikke mindst se den.
Desværre er den en smule aktuel, da støvsugerbanden ikke bare er en gammel film, men bandemedlemmerne også har passeret pensionsalderen.
Jeg kan huske navnet på filmen, men tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har set den eller ved, hvad den handler om?
Marcipan kan også fryses. Revet marcipan løfter enhver kage med frugt eller bær. Mums
Godt tip!! (Men også smart at lade mutti arve den, for lur mig, om ikke jeg også får glæde af resultatet:))
Man kan blive stjernelykkelig over et godt kup på dba eller guloggratis!
Og det er så dejligt at kunne videregive noget, som du har gjort til din mor – eller modtaget noget, en anden har af værdi, men ikke skal bruge.
Vi fik det smukkeste bord foræret for nylig (hvilket jeg også stolt og lykkeligt fremviste på bloggen https://www.venterpaavin.dk/2018/11/03/boligglimt-kom-indenfor-kontoret/) og jeg er også så glad for, vi aldrig nåede at købe et hundedyrt et. For vi var altså vildt træt af den forrige Ikea-laminat-rædsel som min kæreste tog med fra sin forrige lejlighed, og det var både skævt og i ringe kvalitet – dog ej heller i stykker. Så det har stået der siden sammenflytningen i januar – for pengene har ikke været til det, da antikkvarene godt ved, hvad man skal tage for sådan et palisander bord, vi gerne ville have.
Så ja – det viser sig, at alt godt kommer til den der venter 😉 Ikea-fætteren røg dermed til genbrug, og vi fik et bord med en smuk historie – og giveren blev netop også glad for, at vi var interesserede. Rent win.
.
Det er så fedt, når det hele går op i en højere enhed <3
Helt ærligt: Er en brødkasse bedre end en plastikpose? Kommer du det bare direkte i kassen uden nogen indpaknimg af nogen art?
Jeg kører både-og. For mig er det fordi, jeg bliver bimlende idiot af at se på 6 forskellige poser med knækbrød og rugbrød og boller. Jeg smider brødet i poser, som jeg genbruger mange, mange gange, og kyler så hele baduljen i brødkassen, så jeg har det samlet og inden for rækkevidde, når jeg smører madpakker:)