M2018, uge 36

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

Inden jeg går i gang med ugens liste, har jeg lige lyst til at runde en kommentar, jeg fik af en sød kollega i sidste uge. Hun læser med herinde, og spurgte, om jeg egentlig havde oplevet negativ respons på at tale så åbent om at sidde i en træls, økonomisk situation.

Fordi det lader til at være lidt af et tabu, har jeg lyst til at gentage mit svar i plenum, fordi det måske kan gøre det nemmere for andre i lignende situationer at vippe skammens kåbe af skuldrene.

For det har jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har udelukkende oplevet hep og kampråb og konkrete forsøg på hjælp fra sider og mennesker, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville byde ind. Mine skriverier har givet anledning til gode samtaler om værdier, voksenbeslutninger og om, hvad der er vigtigt i livet, og jeg er kommet til at kende mange omkring mig bedre, end jeg har tidligere har gjort. Det sætter jeg utrolig stor pris på.

Den eneste lille bitte ting, der kan gøre mig en smule stiv om kæben er, når nogen forsøger at forklare mig, hvad jeg skal gøre for at få styr på min økonomi. Vi er way past that, og det føles som om, de taler til den tidligere version af mig (the former artist known as Linda); hende, der tog den på beløbet uden at se sig tilbage, og som ikke engang satte spørgsmålstegn ved sin egen overbevisning om, at der jo senere i voksenlivet ville komme masser af penge. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lidt talt ned til. Selvom jeg er fuldstændig klar over, at de gør det med rene hjerter og hensigter, så føles det stadig med et godt, dansk ord lidt belittling.

Måske har det noget at sige, at jeg ikke opfatter mig selv som fattig? Hvis ellers det giver mening at definere fattigdom som en følelse. Selvom vi ret beset lever for et beløb, der er væsentlig mindre end de fleste omkring os, opfatter jeg det helt klart som en midlertidig situation, som mest af alt er irriterende. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke i perioder kan blive voldsomt stresset over det, for det kan jeg, og i nattens mørkeste timer kan jeg sagtens miste pusten over katastrofetanker galore – men langt det meste af tiden har jeg egentlig bare blikket rettet mod sidste afbetalingsrate med en koncentration, der får de fleste laserstråler til at virke lidt slaskede.

Så det korte svar er: Nej. Ingen negativ respons. Kun kærlighed, opmuntring og mere substans i mine relationer. Det kan virkelig varmt anbefales.

Men tilbage til det, det plejer at handle om.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft fornøjelsen af at genopdage vennetjenester. Korrekturlæsning af et par stillingsopslag, samt rollen som wing(wo)man på en bryllupstale, udløste gratis klipning af os alle 3, og pasning af børnene en aften, hvor jeg skulle i biografen.

2)
Testet og opgivet Rasul-ler til håret. Jeg gav det 6 dage, men måtte kapitulere. Porerne i min hovedbund lukker sig, mit hår bliver nærmest lidt stift, og jeg får så fedtet hår, at Johnny Madsen sidder et sted på Fanø og jamrer af misundelse. Jeg prøvede at bruge det i ansigtet, som en slags kombineret vask/maske, og resultet her var også tilstoppede porer og en underlig overfladeglans. I bedste M2018-stil har jeg solgt det videre, så en anden har chancen for at teste, om det fungerer bedre for hende.

3)
Lavet virkelig mange kødboller, og husket at bruge en tallerken som låg, når jeg har stillet farsen i køleskabet for at trække, i stedet for at bruge film. Her er det måske på sin plads med en opfølgning på det Bee’s wrap, jeg i tidernes morgen købte: Jeg kan ikke få det til at fungere. Det må ikke bruges over råt kød, så dermed er 50% af mit behov udelukket, fordi jeg primært filmer, når jeg laver frikadeller/kødbolle, og de skåle med andet indhold, jeg har prøvet det på, slutter det simpelthen ikke tæt nok omkring. Jeg mangler stadig at teste det ift. brød, fordi jeg bliver ved med at glemme det, men jeg skal nok få det vinget af listen, og meldt tilbage.

4)
Brugt en rest brombær/æble-kompot som luksusingrediens i kold havregrød. Konceptet er simpelt, og kan varieres i det uendelige: Man smider gryn og evt. chiafrø og/eller frugtgrød i et glas, fylder op med mælk/mandelmælk/kokosmælk, og lader det stå natten over. Næste morgen kan man smide lidt müsli eller frisk frugt i, hvis man gerne vil have noget, der knaser, og ellers er det bare at kaste sig over det. Det er som skabt til at udrydde frugtrester.

5)
Fået svar fra Kirkens Korshær og Røde Kors på min forespørgsel om tøj, der luger.

Røde Kors:
“Du kan sagtens lægge det i vores containere, da det kan genanvendes.”

Kirkens Korshær:
“Det er rigtigt, at vi fra flere steder sender usalgbare partier afsted til salg andetsteds, herunder til udenlandske genbrugsbutikker og derfra videresalg til upcycling. Her få vi en fast kilopris, der afhænger af kvaliteten. Problemet ved at sende lugtende tøj afsted i sådan et parti er, at det også kan påvirke tøjet omkring det under transporten og dermed gøre mere skade end gavn. Derfor er jeg glad for at du spørger, for modtagelsen af en sådan donation kan i sidste ende koste os penge frem for at hjælpe med at støtte vores formål. Derfor siger jeg også pænt nej tak, men endnu engang stor tak for omtanken!”

Jeg har stadig ikke hørt fra Frelsens Hær eller H&M.

6)
Vendt og drejet, hvordan jeg kan byde ind med noget konkret ift. mad, opskrifter og brug af rester. Sagen er den, at jeg tror, de fleste af os har helt utrolig svært ved at have glæde af andres nemme retter, ganske enkelt fordi det, der gør en ret nem, er at den udspringer af, hvordan man normalt laver mad – og det er forskelligt fra person til person. Det, jeg tænkte, jeg kunne gøre i stedet, var at skrive, hvad jeg helt konkret gør for at udnytte alle rester, og give lidt inspiration til, hvad jeg bruger dem til.

De to gyldne regler er 1) Frys og 2) Frys i små portioner. Og når jeg skriver ‘små’, så mener jeg virkelig små. Jeg fryser typisk i 1-1,5 dl. bægre. (Og hvis det f.eks. er en gryde kødsauce, jeg skal fryse, så laver jeg et eller to bægre, der passer til mad til én dag, og fylder resten i små bægre) Det giver muligheden for at lege fryser-tetris og sætte mad sammen på kryds og tværs, så det både er nemt og varieret.

Hermed lidt eksempler på, hvad man kan bruge resterne til:

Kødsauce:
*Pizzasnegle (bland med tomatpure/ketchup og revet ost)
*Fyldte grønsager, som f.eks. peberfrugt/squash (bland evt. med en rest ris, som suger væsken, og gratiner med en rest ost)
*Madpandekager (bland f.eks. med bønner, en rest ris og lidt revet ost eller feta)
*Som “pizza”-topping på brød, der har brug for lidt førstehjælp for at kunne spises

Creme Fraiche/smøreost/ost/feta/revet ost:
*I tærte
*I suppe
*I boller
*I frikadeller
*I et fad pasta, blandet med en rest kødsauce

Sauce:
*I kartoffelmos, der gerne må smage af noget (f.eks. som låg på noget-med-sauce-i-ovnen)
*Som dressing i en pastasalat (jeg smed en kold rest chilibearnaise i en pastasalat, og det er jeg stadig ikke ovre)
*Blandet i fyldet til fyldte, bagte kartofler

Kød/pålægsrester:
*Ristet på panden med bønner, peberfrugt og lidt løg, og serveret som fyld til mexicansk mad
*Fyld i en frokostsalat
*Fyld i tærte
*Blendet med lidt pesto og derefter tilsat dej til sandwichboller

Ris/pasta/bulgur osv (NB: Jeg har læst et sted, at man ikke må genopvarmet ris. Vi gør det, men jeg disclaimer lige for en sikkerheds skyld)
*Blandet med kødsauce i ting, hvor kødsaucen helst ikke må vande.
*Fyld i salater
*Blandet med den sidste lille rest af aftensmaden, som så kan bruges til madpakke den efterfølgende dag.
*Som suppefyld/topping

Frugtgrød/kompot:
*Som topping på en god chokoladekage (her er det f.eks. smart, hvis man har en måned med mange gæster, at man bager en kæmpekage, og fryser den i stykker, der passer til det antal mennesker, der kommer de respektive dage. En liter is eller to, lidt bærkompot ved siden af, og så har man en virkelig nem dessert, som er lige lækker hver gang)
*Blandet med neutrale surmælksprodukter som mellemmåltid
*Blandet med gryn og mælk til kold havregrød.

Det blev langt! Men jeg håber, det kan bruges, og sidder I derude med flere tips og tricks, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

Published by

34 Replies to “M2018, uge 36

  1. Hov forresten, det går op for mig, at med lugtende tøj kan jeg delvist svare på Blå Kors’ vegne, da jeg har været frivillig i tøjafdelingen 😅 Hvis der kom lugtende tøj ind, hvor vi vurderede at lugten ikke ville forsvinde efter en tur i vaskemaskinen, så røg det direkte til skrald. Blå Kors sender enten tøjet videre til eksport (udlandet) eller ud til salg i butikken, men generelt med lugtende tøj, så ryger det direkte til brændbart 😊

  2. Badehætter! Jeg bruger de der billige, gennemsigtige engangsbrusehætter med elastik i kanten i stedet for film. De er geniale, fordi de passer til stort set alle størrelser skåle og forme (både runde, ovale og firkantede); de slutter forholdsvis tæt; og de kan pga. elastikken hives op, så de ikke kommer i berøring med indholdet. Skulle de blive snavsede, kan de vaskes i sulfo med en blød børste, skylles og hænges til tørre. De holder overraskende længe. De kan desværre være lidt svære at finde i butikkerne.

    1. Jeg overvejer hvordan de plastikbadehætter er i forhold til madvarer – det er ikke alt plast, der egner sig til at røre ved madvarerne…

      1. @Berit/Teresa: Det er dælme ellers tæt på at være genialt! Hvordan finder man mon egentlig ud af det? Hvis der ikke er nogen, der har undersøgt det for én?

        1. De findes også til mad i sådan nogle små kvadratiske æsker med 8 styk. Fra Schur, vist nok – ind i mellem er man heldig i Rema!

        2. De behøver netop ikke røre ved madvarerne. Elastikken sidder på kanten af skålen, og plastichætten hvælver sig som en paddehat ovenover.

    2. Jeg tager altid de der ‘Vanity Packs’, der står sammen med shampoo og lotion på hoteller, netop for badehætternes skyld. Jeg bruger dem, når jeg har hårkur i, men jeg var da slet ikke klar over, at de var så multifunktionelle (efter vask, selvfølgelig!).
      Derudover har jeg også set de lidt tykkere versioner af badehætter i Matas.

  3. Jeg oplever faktisk en tabu agtig følelse den anden vej. Vi tjener ikke mega mange penge men bruger generelt heller ikke så mange. Der er ingen af os der har en kæmpe garderobe og vi har ikke rejst langt de seneste år (det vil vi gerne når børnene er større) og vi har bosat os billigere end vi kan. Det betyder også at vi har en lille have og der mangler et tørrestativ..og vi vil gerne kunne hænge en hængekøje op i træet, vi vil gerne have noget man kan træne på (pull-up stang) og vi vil gerne ha et klatrestativ…det er der ikke plads til. Vi har bedt en der laver legepladser om at lave et. Og det koster ikke 1500 som et legestativ i Silvan men det bliver godt. Det kan d det vi ønsker i ét stativ og der kommer til at gå mange timer der (bla. I hængekøjen). Og selvom jeg er meget begejstret, og vi har valgt at prioritere det, har jeg ikke lyst til at fortælle nogen om det fordi jeg ved, at andre vil synes det er for mange penge at bruge på det. Og fordi jeg f.eks. har en kollega der er enlig mor og jeg ved hun ikke altid synes det er helt let at få det til at hænge sammen. Men også fordi jeg har veninder der tjener mindre end jeg gør fordi de har en anden type job..de arbejder ikke mindre eller gør en mindre indsats…og det synes jeg faktisk er unfair. Jeg ved ikke lige om det kun giver mening i mit hoved men jeg tror det handler om at vi er i en situation hvor vi godt kan bruge penge på nogle ting fordi vi har en fornuftig økonomi men på en eller anden måde føler det er uretfærdig eller at jeg bruger dem ufornuftigt selvom vi jo er i den situation fordi vi ellers er fornuftige med økobomien.

    1. Ja, der er helt sikkert noget med, hvem vi omgiver os med, jeg oplever det lidt til begge sider, afhængigt af hvem vi er sammen med. Og selvom der ikke er noget der er tabu for mig, så kan det godt være det hensyn du nævner her til at andre kan føle sig enten fattige eller ødsle overforbrugere, når man taler om økonomi og forbrug…

      1. @Skn/Lone: Ovenstående fik mig sådan til at tænke på det afsnit af Venner, hvor de netop har det problem. Og uden at have prøvet det selv, forstår jeg faktisk godt, hvad du mener. Mine forældre havde nogle venner, som vandt ret mange penge i Lotto for mange år tilbage, og de fortalte, at det somme tider kunne være næsten lidt ensomt at være de eneste i en omgangskreds (der nok ofte mere eller mindre består af mennesker fra nogenlunde samme samfundslag), der pludselig havde råd til det hele.

        1. @Lone jeg tror det er en kombination af egne følelser (fordi jeg her går mod strømmen tror jeg) og hensynet. Og det er jo idiotisk fordi det jo netop kommer fra at vi faktisk bruger mindre end vi kunne. Fordi forbrug ikke er vigtigt for os. Det er ikke vigtigt med bestemte designer sko eller en kæmpe bil.

          @Linda he jeg tror faktisk der er et afsnit der jeg har misset! Jeg tror delvist det er noget med omgangskredsen også for jeg oplevede det faktisk den anden vej da vi i sommer valgte at leje en hytte i Sverige i stedet for at tage sydpå som det føltes til alle skulle. Der føltes det sådan lidt nærrigt at sige vi “kun skulle til Sverige” og det var i øvrigt første gang mine unger var i udlandet. Igen er det dumt fordi det var en bevist beslutning. Vi gad ikke køre med to (specielt den ene) små børn og vi gad ikke flyve og bo på et hotel hvor vi skulle slås om strandstole og i øvrigt sidde og kukke på et hotelværelse når ungerne var puttet (hvis ikke vi smed rigtig mange penge efter et sted med en stor altan). Og vi synes det var ALT for mange penge i forhold til hvad ungerne og vi egentlig ville. Men det føltes stadig lidt sølle når nogen spurgte. Og vi havde en skøn tur. Både ungerne og vi elskede det, vi vækkede ingen når de stod tidligt op og vi kunne se solnedgang over skovsøen fra terrassen..det var lige præcis som en ferie for vores familie kunne ønskes.

          1. Jeg sidder og spekulerer på, om det er fordi, Anton er det barn han er, og jeg derfor ikke kunne forestille mig noget mere stressfremkaldende, end hvis jeg skulle have haft ham med til udlandet, da han var mindre – men jeg sidder virkelig oprigtigt og tænker, at det er jer, der har praleretten? At prioritere nærvær og ro, og at tage udgangspunkt i sine børn, har jo intet med penge at gøre, og i min omgangskreds, ville det være dem, der kørte chartermodellen, der gik lidt stille med dørene omkring det.

            Det er tankevækkende, i hvor høj grad vores oplevelse af værdi, hænger sammen med de mennesker, vi har omkring os.

          2. Hej Igen.
            Jeg kan af en eller anden årsag ikke svare på din kommentar herunder. Jeg tror jeg bed mærke i det fordi der var uoverensstemmelse med hvordan jeg havde det med ferien hvor jeg følte at vi valgte det helt rigtige for os og så det at skulle fortælle det. Og der var forskel på om det var på arbejde eller til gode veninder. Med mine veninder havde jeg det fint med at fortælle vores valg. Så jeg tror det handler om at være der hvor man går mod normen. Og det kom bag på mig at jeg havde det sådan..lidt skamfuld over et at fortælle om et valg som var helt rigtigt for os.

  4. Jeg vil spise på din restaurant hver dag 😍 Uh du har mange lækre ideer. Jeg burde være gift med en, der kan begå sig i et køkken. Det er ikke fair, vi er to analfabeter i et køkken 😆

  5. Jeg tager hatten af for, at du deler så åbent – og siger tusind tak for det! Det er en kæmpe inspiration for mig, der med en forventning om, at jeg ville tjene styrtende med penge efter endt uddannelse, begyndte at bruge alt for mange penge alt for tidligt.
    Den der forventede indkomst kom også, men det gjorde livsstilinflationen også, og pludselig fik de penge meget hurtigt ben at gå på. Og gælden voksede støt og roligt: bolig, bil, rejser, etc. Inspireret af dig og dit M2018 forløb, tog jeg i starten af året (ENDELIG) et grundigt kig på mit forbrug, skruede drastisk ned og begyndte ikke mindst bevidst at ændre vaner mht. til forbrug (især på madfronten).
    Min tætteste omgangskreds kender min situation, men ellers deler jeg den ikke med andre. Der nogle samfundsmæssige antagelser om mit erhverv og hvad man tjener, som jeg konstant bliver mødt med, når jeg er ude: og jeg syntes faktisk det er ret ubehageligt, når jeg nu har et madbudget som en studerende på SU og månedligt skal stå skoleret overfor min bankrådgiver.
    Her prøver jeg altså ikke at lave en ‘det er samfundets skyld’ for at bortforklare min elendige økonomi: min situation er helt, 100% min egen skyld og et resultat af uvidenhed og dårlige beslutninger. Og det leder mig til den første at min pointe: Højere indtægt og flere penge gør dig ikke bedre til at styre dit forbrug! En god økonomi kommer, når du forstår matche dit forbrug til dine indtægter, uanset indtægternes størrelse. Jeg syntes det er helt utroligt pinligt, at det tog mig så lang tid at lure noget så simpelt.

    1. Præcis! Det er en lærdom på linje med, at man, hvis man vil veje mindre, skal spise mindre/sundere. Det er ret enkelt, men det kan være utrolig svært at forstå, også for mig. 😉

      1. @Henriette/Marie:

        Da jeg læste din kommentar, Henriette, tænkte jeg: “Ej, sådan skal du da ikke have det! Det er da ikke pinligt – snarere ret bad ass, at du er der nu, og taget hånd om det” – men så læste jeg dit svar, Marie, og så gik den rent hjem. For det kender jeg virkelig godt fra mig selv, og min egen krop, som på ingen måde ligner den, jeg havde, da jeg trænede 10-14 gange om ugen, og mad var noget, jeg havde et meget ambivalent forhold til. Dét synes jeg er svært; det her med at bære sit kontroltab, hvor alle kan se det.

        Tak for en virkelig vigtig mini-dialog, der fik noget til at falde på plads for mig <3

        1. Tak til både Marie og dig, Linda. Jeg havde ikke overvejet Maries sammenligning, men jeg er helt enig med hendes sammenligning: der er sandheder, som alle kender, men som ikke alle forstår.

          Og hvor er jeg vild med sætningen ‘at bære sit kontroltab, hvor alle kan se det’. Det er godt nok den mest velformulerede og rammende opsummering og beskriver så fint, hvorfor nogen (som jeg) foretrækker at bærer rundt på det i stilhed. Og hvorfor det er så ærefrygtindgydende at læse med hos en som dig, der tør dele det så åbent med andre.

  6. Bare et lille pip – kan du ikke rette ‘porrer’ til ‘porer’? Går ikke ud fra, at du har grøntsager i hverken ansigt eller hovedbund – eller er det sådan et madspildstip? 😉
    Og ellers tak for en fantastisk blog 😍

  7. Tak for mange gode tips til at bruge resteren – især den der sidste skive pålæg, der helt åbenlyst ikke bliver spist, har jeg ofte smidt ud, men det kan jeg da se er en dum beslutning. Hvis man samler lidt sammen har man jo hurtigt fyld til en pizza eller andre af dine gode forslag.

    Til gengæld skal jeg holde op med at fryse brødrester, fordi jeg tror, at jeg en dag vil lave croutoner. Vores fryser er proppet med brød, der aldrig bliver brugt. Så hellere små bøtter med kødsovs – og apropos, hvilke små bøtter bruger du? Jeg synes ikke det er nemt at finde tætsluttende, fryseegnede bøtter på 1-1,5 dl?

      1. Jeg er også meget glad for avent-bægrene. De kan tåle fryser, kogende vand og mikrobølgeovn, og skruelåget er helt tæt. Bægrene kan stables, og lågene kan “clipses” sammen til en lang stang, så de ikke ligger alle vegne og roder. De er gennemsigtige, så det er let at se, hvad man har i dem. Der er endda skrivefelt på dem, så man kan skrive indhold/dato med blyant. De fås i to størrelser. Det lille passer fortrinligt til hjemmelavet is i portionsstørrelse! Den eneste begrænsning, jeg er stødt på, er tomatsovs. Det misfarver bægrene.

  8. Jeg bruger forgængeren for de her:

    https://www.tupperware.dk/produkter/3416/Serveringsskale2dl3

    Det er indtil videre de eneste, jeg har fundet, som slutter 100% tæt – jeg bliver hysterisk, når der løber væde ud, for man gider ikke rigtig have hele tasken til at lugte af hytteost, vel?

    Bare som lille tip, inden du køber: Sørg for at købe nogen, der kan stå på glasrækken i din opvaskemaskine (hvis du har en sådan). Det er superirriterende at dem, man bruger hele tiden, har en facon, der kræver mere plads end nødvendigt i maskinen.

  9. Jeg er vild med de her indlæg – det er meget inspirerende (også selv om jeg nu sidder og skammer mig over, at jeg smed ca. 1 dl. kødsovs ud forleden … :-))

    Lige et pip i #shampoogate. Rasul-ler, som jeg nu har haft stående helt ubrugt på hylden i et års tid, kan jeg ikke sige noget klogt om, men jeg har lige opdaget shampoo bars. Købte en for ca. 25 kr. og er allerede begejstret. Mit hår er ellers hysterisk med shampoo, men her lader det til, at jeg har ramt noget, det kan lide. Måske fordi der ikke er sulfat i shampoo baren? (Ikke at jeg anede, det kunne være problemet, før jeg begyndte at læse lidt på det). Under alle omstændigheder lader det til at virke godt, det er billigt, det er uden kemi og uden plastemballage. Det ligner bare en håndsæbe – som så altså bare er til håret. Og jeg har en idé om, at der er til nærmest uendeligt mange hårvaske i den.

    1. Godt tip! (Hvis du har undret dig over, at din kommentar ikke kom på, så var det fordi den af en eller anden grund er gået i spam-filteret). Er det et bestemt mærke? Eller tror du, det er ligemeget? For jeg er nødt til at prøve et eller andet – jeg får SPAT af det her hår.

    1. Tak for det, Charlotte. Jeg har ikke engang skænket en tanke, at jeg bare kunne google det – så tak for at gøre benarbejdet for mig:)

  10. Beklager hvis dette er et mærkeligt spørgsmål, som ikke er rettet mod dig:

    men har spekuleret på om man kan være så fokuseret på at spare og minialisere at det går ud over ens livskvalitet?

    1. Det tror jeg sagtens, man kan.

      Jeg ser jævnligt i minimalistgrupperne, at folk får dårlig samvittighed over at forbruge noget, som de ved er dårligt for miljø osv. Og det er jo nok lidt problemet med bevidstgørelse: You can never not know, når først du får øjnene op for, hvor du belaster miljø osv. mere end godt er.

      Hvis man følger tankerækken helt ud, så synes jeg næsten, at det kan blive helt eksistentielt. Om man som menneske sætter hensynet til planeten over egne drifter og trang til udvikling og udvidelse af horisonter. Det er jo indiskutabelt skidt for miljøet at flyve – men betyder det, at vi som race stræber imod at blive, hvor vi er, hele livet? For det vil unægtelig også få betydning for, hvordan vi forstår og forholder os til andre kulturer.

      Så jeg synes ikke, at det er et mærkeligt spørgsmål. Jeg tror faktisk, at det for vores generation bliver noget af det mest relevante og stadig svære at tage stilling til, fordi vi er opflasket med muligheder, som vi nu skal bruge vores samvittighed til at tage stilling til, om vi fortsat vil gøre brug af. For vores børn tror jeg, at det på mange måder bliver nemmere at træffe de rigtige valg, fordi de bliver flasket op med bevidstheden om, at der ikke er mere tid tilbage at spilde, hvis planeten skal være beboelig for deres børnebørn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.