Linda Terkelsen, Ynkens Højborg, TV2:

Advarsel: Nedenstående indlæg indeholder meget højdramatiske og spændingsmættede passager, og er derfor uegnet for mindre børn og folk med svage nerver.

Nå. Men i går, da min veninde spurgte, hvordan det gik med mig, kom jeg til at råbe: ”Jeg er USÅRLIG!!” På den triumferende måde. Nåede at prale af mit træningsafledte, grotesk velfungerende immunforsvar til ikke mindre end 6 forskellige mennesker.

Hvilket karma naturligvis ikke lader gå upåtalt hen.

Så efter en nat med kvalme, opkast, blodnæse og skøjten rundt i febersved, overgav jeg mig kl. 4 i morges og ringede til vagtlægen. (Som jeg – ærligt – tror, var enten stiv eller havde haft snuden lige langt nok nede i æteren. Gentog sig selv 7 gange, spurgte om de særeste ting og snøvlede så jeg næsten ikke forstod hende. Må de det?? Ved godt, at det må være pisseuhyggeligt at sidde der helt alene og lege Nattevagten, men stadig?) Synes ikke, at jeg har hørt, at det der med at vende vrangen ud på maven er en del af grisekonceptet, men har på den anden side heller ikke samvittighed til at lægge Århus øde, fordi jeg ikke er ordentligt orienteret.

Det kunne vi ”ikke udelukke.”

Super.

Og tak for krystalklar diagnose.

Nu ligger jeg her, iført 4 trøjer, to par træningsbukser og min dyne, med ømme muskler, der føles som de er krympet 2 størrelser og derfor trækker min krop sammen i uskøn King Kong/foster-stilling.

Ud over 17 sodavandsis og 80 kopper the, har min dag budt på:

* Et bad. Hvilket jeg godt lige synes, at vi kan bruge et øjeblik på at være imponerede over, for det tager fandme tid, når man hele tiden skal ned og sidde, og det at stå under strålerne føles som at få pisk med issyle. Måtte tage det i etaper og redde hår liggende. Men if you look good, you’ll feel good, som de siger. Løgnersvin.

* Fjernelse af en edderkop. Tog det meste af 20 minutter, fordi jeg lige skulle græde færdig først. Kunne overhovedet ikke overskue at gøre noget, men turde på den anden side heller ikke lade være.

* 12 afsnit af Lost. Vigtigt med nye venner, nu hvor man er i karantæne som en anden pestramt spedalsk. Et afsnit varer 45 minutter og det passer fint med, at det så er tid til at blive vendt, så jeg får lige mange liggesår på højre og venstre side.

* 4000 tryk på ’opdater’ på mine yndlingsblogs. Og på den støttende måde: Hvorfor fanden skriver I ikke noget?!? Kom nu. Vi er nogen, der har brug for jer. I er mine eneste forbindelser til verden udenfor.

Men jeg har det allerede meget bedre, synes jeg, og min mor sagde selv, at det sagtens bare kunne være almindelig influenza. Feberen er for nedadgående + jeg kaster ikke op mere = næsten rask.

Men jeg venter nok lige en dag eller to med at erklære mig usårlig.

Published by

9 Replies to “Linda Terkelsen, Ynkens Højborg, TV2:

  1. åååhhhh dit lille pus…. hvis jeg kunne tage 1000 nys og pussende næse gjorde jeg gerne det, men det skulle gøres på lang af stand. for der er jo nogle som også skal på job i morgen:-)

    og Linda vi skal snart have dig lært at små edderkopper er dine venner. De hjælper med at holder de satans små fluer og anden flyvende gøgl væk fra os mennesker..

    men god bedring du er på toppen før du ved det 🙂

    kram

    Thomas

  2. Man skal ikke grine af dem der ligger nede…. eller noget?! Vel…undskyld, det har jeg vist lige gjort –
    Det lyder som en hæslig omgang du har skaffet dig der. Respeeeeekt for at du kan være lige så sjov som du plejer, selv om du ligger flad 😉
    Ønsker dig rigtig god bedring!! 🙂

  3. altså søde Linda også ros herfra, at din humor og skriveevne er intakt!trods sygdom… og åhh hvor jeg føler med dig! rigtig rigtig god bedring! og nej vagtlæger må IKKE lyder sådan, det er ikke hverken fair eller rimeligt!!
    – Mette
    ps jeg kan godt hjælpe med de edderkopper – er i træning.. du skal bare slæbe dit syge smittende legeme ind i andet rum imens OG ha´ luftet pænt ud inden, det sir de kloge nemlig man skal tit, så man ikke smitter evt. hjælpere : – )

  4. God bedring!

    Anne F.

    Og ps: Svineinfluenzaen ER jo en helt alm. influenza, der bare har været usansynligt uheldig med sit navn… Og du er da ikke begyndt at lugte af bacon endnu, vel?!?

  5. I er nogle skønne mennesker, og jeg er sikker på, at det er al den gode energi, I har smidt i min retning, der har hjulpet.

    (eller… det er nok nærmere den massive mængde af piller – men jeg blev stadig glad for jeres kommentarer)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.