Det går bedre. Søvn, et velsignet ophold i ting-der-opstår-og-kræver-action-NU! og et par dages (relativ) ro viste sig at være det, der skulle til for at genvinde fodfæstet. Jeg må indrømme, at jeg havde et par dage, hvor jeg for første gang i flere år blev rigtig bekymret, fordi jeg kunne mærke stemningstråde, der trak tilbage til det, jeg husker, fra de 3 gange, jeg har haft behandlingskrævende depressioner.
Der ønsker jeg aldrig at nå ud igen, og selvom man desværre ikke kan holde den slags stangen med viljens kraft alene, så tror jeg, at man somme tider kan få taget farten af bilen, og måske endda få den bragt til standsning, inden den kører ud over rampen, hvis man trækker håndbremsen i tide. Måske havde jeg forhjulene på den, måske havde jeg ikke – det finder jeg heldigvis ikke ud af i denne omgang.
Jeg fik de fineste kommentarer til mit sidste indlæg, og det er egentlig dem, der er årsagen til dette indlæg.
Normalt gør jeg en dyd ud af at svare individuelt på hver enkelt kommentar, og jeg gør mig umage for ikke bare at lave variationer over samme tema, hvor jeg ligeså godt kunne skrive “Se ovenfor”.
Sådan har det ikke altid været; det er noget, der er kommet. For 3-4 år siden svarede jeg på måske 40% af de kommentarer, jeg fik, så der er grænser for, hvor højt op på korset, jeg kan tillade mig at kravle, men i bedste eks-ryger stil, bliver jeg i dag selv relativt træt af bloggere, der stiller spørgsmål til læserne, svarer på de første 3 der kommer – for derefter at lade resten hænge i vinden og blafre. Jeg ved ikke, hvordan det føles for andre, men jeg mister lysten til at engagere mig, hvilket er første skridt på vejen til at slippe bloggen og bloggeren.
Når det er sagt, kræver det tid at svare på hver enkelt kommentar, man får, og det er det selvfølgelig bare ikke alle, der har.
Men det, jeg efterhånden har opdaget er, at man får noget, der minder om en sub-blog i kommentarfeltet, og at kvaliteten af kommentarer bliver uendelig meget bedre, når man som blogger svarer ordentligt, fordi vi på en eller anden måde spejler hinandens indsats. Hvis jeg gør mig umage, gør I også. Og dermed bliver jeres input og vinkler langt mere nuancerede, ganske enkelt fordi I bruger mere tid på at formulere jeres svar. Det giver en dybde, og en fornemmelse af 2-vejskommunikation, som jeg i dag ville være meget ked af at undvære.
Og derfor var min forundring stor over, at jeg for første gang i lang tid, simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle svare til kommentarerne fra sidste indlæg. Jeg har siddet og stirret på min skærm flere gange, uden at nå længere end det. For det kom til at føles som om, jeg bare gentog mig selv, hvis jeg skrev “Tusind tak for dine fine ord – de gør en forskel” under hver enkelt kommentar. Også selvom det er sådan, det forholder sig. Og alle-kaldet: “Tak for jeres kommentarer” føltes også lidt som en fuckfinger til mennesker, der har brugt tid til at sende gode ønsker og tanker afsted mod et menneske, de aldrig har mødt.
Efter at have tænkt over det et par dage, er jeg nået frem til, at det må skyldes, at hvor vi normalt hylder debatten og humoren herinde, og langt det meste af tiden spiller ord-pong – og elsker det – så var de seneste kommentarer faktisk mere en slag ord-kram, end svar-svar.
– som mit svar derfor bliver underligt usammenhængende med, hvis det bygger på ord, emojies og humor.
Så derfor vil jeg egentlig bare gerne sende jer den her, og ønske jer god lørdag:
Tak fordi I er jer.
Selvtak og i lige måde. Jeg elsker din blog. Du beskriver det rigtige liv, og ikke kun de sædvanlige glansbillede agtige overfladeliv.
Det er jeg glad for, at du gør, Jannie <3
Selv tak fordi du er dig! Og ja, det er dejligt at du tager dig tid til at svare, og ja, det er lige spændende at læse blog og kommentarer på den måde! Samtidig tror jeg de fleste læsere har forståelse for hvor tidskrævende det er at svare, og at det derfor ikke altid er muligt.
Dejligt at høre at det går lidt bedre, og kun godt hvis du kunne bruge ordkrammene. Jeg sætter pris på at du deler både op- og nedture, det er et inspirerende spejl. Jeg hepper på mere medvind snart. 🤞🏻
Jeg er helt enig med dig; jeg tænker også, at der kan være perioder, hvor man er mere presset, og der kan opstå ting ud af det blå, som gør, at man pludselig ikke har den tid, man troede, man ville have.
Og tak <3
Lige over! Dit engagement i bloggens kommentarfelt er også den faktor, der hæver dig og bloggen milevidt over langt de fleste andre bloggere – efter min ydmyge mening. Fortsæt gerne med det: som læser giver det en lyst til at engagere sig konstruktivt i debatten.
Det tror jeg bliver en af de ting, jeg kommer til at fortsætte med, så længe jeg fortsætter med at blogge. Det ville føles utrolig mærkeligt at gå tilbage til at lade kommentarfeltet være læsernes alene, og jeg tror faktisk, at jeg i pressede perioder, ville foretrække at have lidt længere mellem mine indlæg, og stadig svare, for på den måde at prøve at bevare det liv, der er.
Hvor er det fint. Jeg havde det faktisk lidt på samme måde bare modsat. Jeg ville så gerne have sagt noget der kun er hjælpe men havde ikke rigtig andet end det der allerede var sagt. Men ordkram er et godt udtryk. Det tror jeg bare jeg skriver næste gang. Håber du kunne mærke der blev sendt god karma i din retning uanset
Fra alle sider <3
Det er det forbandede ved at være velsignet med nogle empatiske og omsorgsfulde læsere. Sommetider er ‘tak’ det eneste rigtige at sige, men det kommer hurtigt til at lyde så tomt (især hvis det bliver sagt mere end ti gange i samme kommentarfelt, og hey, det hænder!) Hver gang har jeg lyst til at lave en tilføjelse a la: Jeg mener det faktisk. Seriøst. Ægte. Tak, fordi du er dig. Du fik mig lige til at smile, og mine armhår rejste sig. Det skal du vide. OKAY?!
Og lidt det samme vil jeg sige til dig nu. Tak. Du er sgu god, er du.
Det er simpelthen så rigtigt. Gentagelsen står i så skærende kontrast til forskellen, som den slags kommentarer gør.
Er du snart færdig med at tænke over livet? Der er tomt herude uden dig <3
Jeg er fuldstændig vild med, at der – nærmest i det sekund, jeg klikker mig herind – dukker en kommentar op fra dig på kaffebloggen. Like one mind. <3 😉
Yes, Linda❤️ Hvis jeg havde mere tid, ville jeg kommentere hvert og et af dine indlæg. Du er så god, så god og gør mig klogere og mere åben overfor verden. Kram og hep og tak for dig.
Åh Ida. Du er simpelthen det mest opmuntrende menneske, jeg har nogensinde har mødt. Seriøst: Jeg tror sgu aldrig, jeg er stødt på nogen, der hepper så meget på andre omkring sig, som du gør. Jeg sender dig et kæmpe cyberkram – tak fordi du er dig! <3