Kalder, kalder: Juleferie, kom ind

9 ¾ ud af 10 dage knuselsker jeg mit job. Jeg er vild med variationen, at ikke to dage er ens, og at jeg får lov at arbejde med mennesker uden at have en pleje-funktion. Jeg elsker at arbejde med sprog, jeg lærer nye ting hver dag, og for mig er det bedste ved jobbet det, at jeg bliver holdt på fødderne og hele tiden skal bruge mit hoved.

De sidste 3 uger har jeg dog desværre ramt den kvarte procent, hvor det næsten bliver lige spændende nok.

Langt hovedparten af de opgaver, vi dækker, ligger i de større byer, men en sjælden gang tager vi en opgave, der ligger så langt ude, at kragerne er omkommet i forsøget på at nå derud. Ofte handler det om, at vi har en tolk til at bo i relativ nærhed af opgaven, hvilket præcis har været tilfældet her siden starten af december; for en gang skyld er det mig, der har haft kort på arbejde. Og det burde jo være en god ting. Derudover er alle involverede parter på stedet de venligste mennesker, der er gratis kaffe, og der er bestemt nok at rive i.

På papiret er alt, med andre ord, lutter idyl.

Men. Når vi dækker en opgave, der ligger så langt væk fra, hvor hovedparten af vores tolke bor, så betyder det samtidig også, at hvis den tolk, der bor tæt på opgaven enten selv bliver syg, eller har et barn, der bliver det, så kommer den døve bruger til at sidde uden tolk den dag, helt lavpraktisk fordi det ville tage så lang tid for en anden tolk at nå derud, at det ikke giver mening at sende vedkommende af sted. Og selvom ingen i denne verden er uundværlige, så fylder det virkelig meget for mig, at der sidder et menneske et sted derude og skal forsøge at klare sig igennem dagen med papir, blyant og good will fra sine medstuderende, hvis jeg ikke kommer.

Hvilket betyder, at det er træls med træls på, når stakkels Anton så begynder at hoste. Og til sidst hoster så meget, at han om natten får blodnæse af det. Og mens jeg så løber frem og tilbage med vand og nye puder og pudebetræk, og sender paniksms’er om pasning til mormor, kan jeg jo passende vurdere, om min hals efterhånden gør så ondt, at jeg ikke længere kan forsvare over for min gravide krop at skulle gå rundt i et læ-hegn i silende regn i 4 timer.

Den anden ting, der har smidt solide bunker af stressbrænde på bålet er, at der på denne uddannelse er nul, zero, nada, zip, keine, INTET signal, hverken til net eller telefon. Hvilket betyder, at jeg ikke kan hverken ringe eller ringes til mellem kl. 8 og kl. 14.30. Det giver mig lyst til at hamre en gaffel i øjet af frustration, fordi:

1) jeg er typen, der åbenbart skal pletbløde gennem hele denne graviditet, og derfor fra tid til anden har brug for at ringe til lægen.

2) lægen/laboranten/sygeplejersken/jordemødrene skal have fat i mig af 800 omgange, fordi de ikke kan blive enige om, om jeg skal tripletestes, når jeg er over 35 (hvilket i givet fald beyder, at der skal tages blodprøver senest på mandag), og om jeg skal influenzvaccineres. Det ekstra fede her er – udover at de nu i 3 uger har holdt ferie på skift – at de ikke ringer til hinanden, men i bedste skilsmissestil lader al kommunikation foregå igennem mig med brug af argumenter som: ”Det er muligt Sundhedsstyrelsen anbefaler det, men jeg vil ikke vaccinere dig uden at lægen siger god for det. Hun er tilbage i næste uge” og ”Ja, nu kan vi jo ikke holde for, hvad jordemødrene siger.”

3) jeg afleverer et barn i børnehaven, der måske/måske ikke får brug for at blive hentet, fordi han hoster. Ekstra selvhad til mig, den dag børnehaven havde ringet kl. 10 og opkaldet først gik ind kl. 12.15.

Med andre ord er jeg for en gang skyld mere end klar til at sætte navneskiltet på køleskabet og holde 2 ugers ferie, hvor vi kan være syge alt det vi vil, hvor det er skideligemeget om vi sover om natten, og hvor jeg overvejer at ringe til lægen hver dag mellem 8 og 9, bare fordi jeg kan.

Published by

6 Replies to “Kalder, kalder: Juleferie, kom ind

  1. Gør det! Altså ring til lægen! Så kan de snart lære ikke at være så besværlige i deres kommunikation.
    Øv, den der vaccine… Jeg ville gerne have en snak med min læge om for og imod, men hendes eneste svar var bare: Sundhedsstyrelsen anbefaler det, så det gør jeg også.
    Hm! Researchede selv og kom frem til, at det ville jeg ikke. På grund af flere ting. Det er utroligt, at man ikke kan få et ordentligt svar fra sit sundhedspersonale, synes jeg…

  2. Er det noget nyt, at man ikke ved, om man skal tripletestes, når man er over 35? Jeg blev det begge gange, og jeg var hhv. 36 og 40. Eller er det måske bare Esbjerg, der ikke kører efter samme skema som Skejby?
    Og så synes jeg altså, at du skal få dig meldt syg, når I begge to er ufriske. Så må din bruger også bare tage en tidlig juleferie. 🙂

  3. Ved godt det er nemt at sige, men bebsen i maven har første prioritet, så pas nu godt på dig selv! Kender godt den dårlige samvittighed, og det er så meget nemmere at sige end at gøre! Tror det er en pige:) siden du pletbløder denne gang.

  4. Lige på dét dér med vaccinationen: Jeg havde influenza da jeg var 36 uger henne, og det var et latterligt, diffust helvede. Det gjorde mega ondt over det hele, feber, og jeg kunne ikke være nogen steder, hverken inde i eller uden for min krop. Andre med influenza junker løs i en blanding af smertestillende, hostesaft og andet lækkert farmaka, men det må man ikke når man er (SÅ)gravid. Det hele var forbudt-forbudt-forbudt. Kunne få kamillete(yay), og min læge gav mig noget indtelefoneret penicillin, for hun syntes det ville være synd hvis jeg skulle føde med en lungebetændelse(hvis det nu var).
    Overvej det lige. Jeg var ikke vaccineret(det var der ikke lige nogen der havde overvejet).
    God bedring med jer, og glædelig jul:)

  5. What's not to like ved den der vaccine? Eller er der kommet nye risikofaktorer siden min graviditet sidste år? Skal ikke læses som en provokation eller ironi, måske jeg bare er for autoritetstro, men jeg tænker, at når Sundhedsstyrelsen anbefaler det, så er der ikke så meget at være i tvivl om..med mindre vi bevæger os ud i noget konspiration med medicinalindustrien osv.
    Anthony, bliver dejligt med en velfortjent juleferie til jer om lidt:0)
    Tak for en altid herlig blog-og i øvrigt tillykke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.