Kære Lone

Jeg så på et tidspunkt en fyr. At kalde ham en kæreste ville være en tilsnigelse, men det var lidt derhenad. Når det var godt, var det virkelig godt, men når det haltede, var det ved at vælte af vejen, og et af de største problemer var, at vi havde to meget forskellige tilgange til at komme videre, når der var noget, vi var uenige om. For hvor jeg – når jeg var færdig med at være hidsig – godt kunne holde øjnene på bolden, så kunne han ikke slippe det, vi var raget uklar omkring. Vi kunne bruge en hel aften på at blive enige om at være uenige, men alligevel var det umuligt for ham at lade det ligge, så når vi sad og snakkede om noget andet, og jeg syntes, vi for længst var videre, sneg han alligevel døren på klem med en bemærkninger a la: “- men så kan du jo også godt se, at …” hvilket kunne gøre mig fuldstændig elektrisk af raseri.

For du kan ikke få det på begge måder. Du kan ikke både få fred og hvide flag og kompromisser – og få ret.

Ham har jeg tænkt meget på de sidste par uger. For jeg synes, at jeg flere steder er stødt på den samme mekanisme, og hver gang tænker jeg, at det er utroligt, at folk ikke kan se, hvor kontraproduktiv, den adfærd er.

Der, hvor jeg ser det mest, er i forhold til Kvinder, Der Har Lært At Sige Fra. Og nu sætter jeg det på spidsen, og undskylder på forhånd, hvis nogen føler sig trådt over tæerne – men egentlig er det her bare en håndsrækning fra den anden side af bordet ift. hvordan du kan slippe den dårlige samvittighed, hvis du synes, det er svært at sige fra. 

For jeg tror, at vi mange steder efterhånden er så langt, at vi ved, at det i perioder kan være nødvendigt at melde fra til interessetimer, forældreråd og pølsehorn til klassens time. Alle kender til at have for meget om ørerne, og de fleste har også været inde og slikke lidt på en diagnose af en slags. 

Så når Lone i plenum under planlægning af en opgave siger: “Jeg er nødt til at sidde over. Der har lige været meget derhjemme” så er der ingen, der tror, at Lone forsøger at køre på frihjul. Men det, der – har jeg bemærket – meget ofte sker er, at Lone ikke kan lade den ligge. Hun bliver *ved* med at prygle den døde hest i rummet med kommentarer som “Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil hjælpe, men..”, eller “Jeg har bare meget på min tallerken lige nu, og jeg er nødt til at passe på mig selv” og SÅ er det, at det bliver irriterende.

Jamen, undskyld. Men det gør det. For nu skal fællesskabet nemlig både løfte Lones del, OG bruge tid på at forsikre Lone om, at det da selvfølgelig er ok, og det er godt, du passer på dig selv, søde.

I de ekstra grelle tilfælde sker der det helt utrolige, at Lones behov for syndsforladelse og for at forklare sig, fuldstændig spænder ben for processen, for hver gang resten af gruppen er ved at få løbet projektet igang, bliver de bremset af Lone, der – igen – har behov for at henlede opmærksomheden på sit nej.

Det er ikke nødvendigt, Lone. Det er det virkelig ikke. Da du afbrød 3. gang, havde vi egentlig glemt, at du sad over – men i stedet for at bruge tiden, nu hvor vi alligevel er samlet og kan arbejde effektivt, på at ideudvikle og uddelegere, så skal vi bruge tiden på at hjælpe dig til at føle, at du både får lov, ret og fred.

Og i den bedste af alle verdener ville vore medmenneskers generelle trivsel være vigtig for os alle, når vi indgik i relationer med andre, men faktum er, at livet er smækfyldt med konstellationer, hvor vi skal fungere og præstere med mennesker, der ikke er en del af vores inderste cirkler. Og det er dem, du er omgivet af her, Lone. Det er mennesker, der også prøver at være lidt påpasselige med deres energi og tallerkner, og som du pålægger dobbelt ekstraarbejde, fordi de både skal løse den samme opgave med færre hænder og samtidig får foræret et ansvar, de ikke har bedt om i form af din sjælefred.

“Men må man nu ikke sige nej mere, Linda?”

Jo. Selvfølgelig må man det. Alt det, man orker. Min pointe er ikke, at det er forkert at sige nej. Tværtimod. Vi har hver især ansvar for at passe på os selv, og vi er de eneste, der ved, hvor vores egne grænser går.

Men jeg synes, at mange glemmer, at det ikke er ordet ‘Nej’, der er svært. Det er de følelser og det ansvar, der følger med. Det er byrden, det er, at eje sit nej og vide, at man med det lægger noget over på andre. Det kan der være alt mulig god grund til at gøre, og det kan være forfriskende at opleve, at alle siger nej, og derved tvinger noget nytænktning ind i Plejer. Men næste gang du på et møde har lyst til at gen-lede opmærksomheden på dit nej, så mind dig selv om, at du har fået det, du kom for.

Herfra er opgaven sådan set bare at lade være med at stille dig i vejen for, at de andre også når i mål.

Published by

29 Replies to “Kære Lone

  1. Det er sandt. Jeg kender det som kronisk syg i f.h.t. at melde fra socialt. Det er MEGET fristende at blive ved med at tale, fordi man ønsker de andres godkendelse. Men det er en virkelig dårlig ide, fordi man underminerer sig selv. Hvis du ikke engang selv er sikker, hvorfor skal andre så have tillid til din vurdering.

    “Man skylder ikke andre en forklaring” er en sætning jeg virkelig har taget til mig. Meld ud og stop så med at tale 🙂 Hvis man kaster sig ud i en lang forklaring om, at man er nødt til at melde fra her, fordi det derovre jo naturligvis er vigtigere, er det langt fra sikkert, at den person som du er i færd med at nedprioritere, vil være enig i den vurdering.

    1. Det er en virkelig god sætning. Den øver jeg mig også i at bruge – sammen med ‘det handler ikke om dig’. For hvis der er noget, jeg efterhånden har opdaget, så er det, hvor sjældent andres sindsstemning handler om mig. Det har også været ret frigørende.

      Jeg har tænkt meget over, at man måske også beder om mere, end rimeligt er, når man bliver ved med at forklare og forsvare? For det er ALTID 100% fair at melde fra – men som du skriver, så er det jo fordi, man sætter sig selv og sin egen mentale sundhed over en opgave eller en anden person. Hvilket – har jeg brug for at gentage – altid er ok. Men det er, forståeligt nok, træls for de andre, der så skal løfte lidt ekstra, og måske er det i virkeligheden det, jeg føler bliver lidt urimeligt? At man både vil have lov at sidde over, men også vil have, at de andre skal synes, at det er en god ide?

      1. Jeg røg ud af en tangent i min kommentar, for mine erfaringer er med at (være nødt til at) melde afbud til fødselsdage/bryllupper/alt muligt, hvor ingen får ekstra arbejde ud af det. Men lige så snart, der er prioritering involveret, må det samme jo gælde: at det ikke er rimeligt at lægge op til godkendelse af beslutningen.

  2. Jeg genkender situationen så godt, især fra mit arbejde. Bibliotekerne har rigtig mange damer i reparationsalderen ansat og faktisk også rigtig mange på særlige vilkår af den ene og den anden art. Det går jo fint, indtil vi med jævne mellemrum skal flytte hele bogsamlingen tyve meter og derfor hver skal bære et ton før morgenkaffen. Og der er næsten altid hende der der bruger hele ugen på at forklare og genforklare hvorfor hun ikke kan slæbe. Og opfinde alle mulige særopgaver til sig selv. I stedet for bare at sige nej og så passe skranken og måske hente noget te ..!
    Jeg tænker det har noget at gøre med at være opdraget til at være pæn og ordentlig og ikke skylde nogen noget, og så ret ukritisk at have videreført de krav til sig selv og jo nok også andre. Hvis man så frikender sig selv uden om juryen, skal hele lovkomplekset skrives om. Måske mister man også håneretten over andre, er nødt til at begynde at bære over med andres slendrian ..?
    Indlægget fik mig i hvert fald til at smile 🙂

    1. Det sidste tror jeg faktisk betyder mere, end man lige tror. For hvis man selv sidder over, så tvinger man jo også sig selv ind i en accept af, at det jo så selvfølgelig også er ok, når andre gør det. Med mindre der er en ræddi go’ forklaring. Og den er altid nemmest at forstå, når den handler om én selv:)

  3. Åh, nej. Jeg er Lone! I hvert fald nogle gange. Jeg øver mig så meget på bare at kunne meddele min mand, at jeg har brug for at sove videre nu, også være tilfreds med, at han gør det, men uden smil og glade miner. Jeg har SÅ meget behov for, at han springer op af sengen og siger “selvfølgelig min blomst. Var der andet jeg kunne gøre for dig?”

    Sindssyg mekanisme. Som betyder at man jo både driver sin omgangskreds til vanvid og slet ikke får sagt fra ofte nok.

  4. Min far sagde altid: “Hvis du ikke laver noget, skal du i det mindste lade være med at stå i vejen.” Det gjaldt dengang primært køkkenarbejde, men tænker det snildt kan overføres. Jeg blev forresten vildt god til ikke at stå i vejen:).

    1. Haha – jamen, ja!:)

      Det er sgu meget rigtigt. For går man ud af køkkenet, så går der 4 minutter, så har de andre skænket vin og går og hygger sig med madlavningen, og så kører det hele. I det billede er det nemt at se, hvorfor det så bliver tænderskærende træls, hvis den, der gik ind i stuen, hver 4. minut stikker hovedet ud i køkkenet for lige at meddele, at man altså stadig ikke er med.

  5. ‘Byrden at eje sit nej’. Den skal jeg eddermanme huske! Det er en væsentligt mere poetisk beskrivelse af begrebet ‘forklar-mig-røv’, som jeg har fået ind med modermælken.
    Det er min mors betegnelse for den talestrøm, der gerne kommer når man forsøger at forklare/retfærdiggøre/efterrationalisere sin beslutning eller handling. I situationer, hvor et simpelt Ja/nej/undskyld ville have været fuldt tilfredsstillende – og ikke mindst væsentligt mindre tidsspildende for alle parter.

    1. Ha:-D Din mor har ret – men det er bare somme tider nemmere selv at æde sine egne holdninger og prøve at følge dem, når man formulerer dem, så man forstår, hvorfor de kan være svære for andre <3

  6. I virkeligheden er det vel noget af det samme, som du var inde på i et andet indlæg for længe siden med noget om at holde op med at tale. Altså sige det man vil og så flette næbbet. Lone i eksemplet herover skal bare sige “sorry, det kan jeg ikke deltage i” og så gå hjem eller i hvert fald træde i baggrunden. Ligesom når man faktisk har noget at byde ind med, hvor man skal undlade alle flosklerne i stil med “det kan godt være, det bare er mig / måske er det mig, der ikke har forstået det osv”. Så altså en generel lektion i kun at sige det nødvendige i div ikke-personlige relationer?

    1. 100% Det er nok bare fordi, det for mange er nemmere at gøre, når de spiller offensivt end når de spiller defensivt😄

  7. Jeg elsker dine betragtninger, du er så god til at formulere de der små følelser, som endnu ikke er blevet til rigtige sætninger hos mig. Jeg hører en podcast hvor de ofte bruger udtrykker THINK before you speak – is what I am about to say Thoughtful, Honest, Interesting, Neccesary and Kind. Den er ret god for mig, lige at løbe igennem inden jeg for eksempel kommer med min superkloge mening om et eller andet til nogen 😬😊

    1. Hvor er den fin! Og virkelig god at minde sig selv om. Jeg har en del samtaler med mig selv om, hvad jeg gerne vil med mine input, når jeg taler med andre mennesker. Ikke når snakken bare går, men når folk har noget på hjerte. For det er så utrolig nemt at komme til at mose sig ind i problemstillingen med en helt masse om, hvordan JEG har prøvet noget lignende, eller tusind gode råd. Jeg gør det i bedste mening, men det er jo sjældent det, folk har brug for, hvis de er i knæ. Så jeg øver mig i at huske, at hvis jeg gerne vil hjælpe – og det vil jeg jo som oftest – så er min opgave at tilvejebringe det de har brug for. Hvilket som oftest bare er to åbne ører og en lukket mund:)

  8. Og når så ‘Lone’ er ens mor bliver det bare så drænende en samtale når hun ikke kan passe ynglet – åh for helvede, ville ønske jeg ikke havde spurgt!!🤯

    1. Uf ja:-/ Der er heller ikke meget, der er så træls, som at få et nej – og så skal forstå, mens man stadig har et problem, der skal løses.

  9. Hvor er jeg bare helt vildt enig! Det kan være ret belastende at skulle acceptere et nej, og så OGSÅ skulle give syndsforladelse til nej’ets ejermand. Særligt når ‘Lone’ bliver ved med at hige efter ens accept og tydeligvis har brug for et ‘det forstår jeg godt- jeg havde valgt det samme’.

    Særligt har jeg det stramt med de tilfælde, hvor det er på bagkant. Jeg blev fx opereret i sommer. Og fik efter jeg var frisk igen en del beskeder i retningen af ‘jeg ville SÅ gerne have hjulpet dig, men jeg kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen fordi mosters fødselsdag/hund til dyrlæge/something. Altså. Hvad skulle jeg bruge det til? Og blev lidt stejl på ikke at svare med ‘det er selvfølgelig helt ok’.

    De må netop eje deres eget nej.

    1. Ej, men KÆMPE hørt! Jeg oplevede det samme, da jeg brækkede mit ben, da Frida var 3 måneder gammel. Jeg ville så gerne være sådan en, der forstod, at folk jo ikke bare kunne smide, hvad de havde i hænderne. Men SHIT, det var en bitter pille at sluge, at nogle af dem, man havde regnet med ville stå der, ikke havde mulighed for at hjælpe. Jeg har efter det haft det relativt stramt med det, når de samme mennesker i pressede situationer siger “Du må ENDELIG sige, hvis der er noget, jeg kan gøre”. For det kommer lidt til at føles som noget, man siger for sin egen skyld og sit eget selvbillede, ikke…?

  10. Hvor er det tankevækkende. Jeg oplevede engang en pædagogkollega, der pga graviditet meldte ud, at hun afholdt sig fra fysisk ‘konfrontationer’ med de unge, vi arbejdede med (indenfor specialområdet). Det var selvfølgelig i orden og forståeligt. Men temmelig irriterende at hun så ikke afholdt sig fra at gå ind i konflikter, der optrappede, hvorpå hun så trak sig. Så stod vi andre der og måtte tage en fysisk konfrontation, som HUN havde lagt op til. Og bagefter kom hele smøren igen, ‘jeg ville gerbe have hjulpet, men jeg har simpelthen besluttet at passe på mig selv…’

    1. Åh. Jeg ser, at min kæphest netop er reddet ind på banen. For lige præcis i forhold til arbejde, er jeg super rigid. Måske fordi jeg som tillidsrepræsentant flere gange har set, hvordan én medarbejders særhensyn til sig selv, har skabt en dominoeffekt.

      Hvis man af den ene eller den anden grund er nødt til at geare lidt ned, så synes jeg, at det er fuldt ud forsvarligt at melde fra til p-møder, temadage osv. – men jeg synes, det er SÅ urimeligt, når man selv vurderer, at det er ok, at man ift til det reelle arbejde kun yder 80%, for man kan som kollega ikke være den, der beslutter, at det er rimeligt, at de andre løfter de sidste 20%, indtil man er klar igen.

      For mig at se, er der altid grund til at stoppe op, hvis man opdager, at man har et arbejdsmiljø, som er svært at tage de almindelige livsvilkår (som f.eks. en graviditet) med ind i, men nogle jobs er bare af en sådan karakter, at de er svære at varetage, hvis man ikke kan yde 100%. Jeg tror f.eks. også, at det er et problem at være psykisk i knæ, hvis man er fængselsbetjent på rocker-afsnittet.

      Men når man går på arbejde, vel vidende at man ikke kan yde det, som jobbet kræver, så stiller man sig i vejen for, at kollegerne kan få en vikar, der kan yde det, gruppen har brug for, og man forhindrer arbejdspladsen i at søge refusion, så de kan ansætte den arbejdskraft, der er brug for. Det er selvfølgelig ok at have et par dage, hvor man kører på én cylinder, men det der med at møde ind og forvente, at alle løfter ekstra, fordi man selv har besluttet, at man vil ‘passe på sig selv’ synes jeg ikke har gang på jord.

      Så jeg kan fandme godt forstå, hvis I som kollegagruppe havde svært ved at stampe motivationen til at bakke hende op, op ad jorden.

      Hvis jeg lige skal slutte på en lidt mere positiv note, så har ovenstående faktisk hjulpet mig selv ift. at huske, hvorfor man ikke skal slæbe sig på job, når man er halv-syg. For når jeg gør det, så forhindrer jeg min kollega i at få en frisk co-tolk, der kan løfte sin del af opgaven, og det vil jeg selv oprigtigt helst være fri for.

  11. Tak for et tankevækkende indlæg, som virkelig fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Jeg er ny-forfremmet og har fået ekstra mange møder i kalenderen og må af og til sige nej, det kan/vil/prioriterer jeg ikke. Her skal jeg virkelig øve mig i at eje mit nej, for det er dælme svært at sige nej til møder, som andre synes er vigtige og huske at lade være med at vende tilbage til det senere. Forstår I?

    1. Det forstår jeg 100%. Jeg tror, at vi alle ved, præcis hvad det er for følelser, der ligger bag, når vi bliver ved med at forklare, hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Vi vil helst, at alle føler sig set og hørt, og skåret ind til benet vil vi også helst, at andre synes, at vi er nogle fede typer, og det synes de sjældent, hvis vi lukker dem ned.

      Men når man bliver forfremmet, bliver man det jo også, fordi man har illustreret, at man forstår vigtigheden af at prioritere, og det kan måske være godt at minde sig selv om, at man ikke øger velviljen, når man bliver ved med at bede om andres forståelse af, at de bliver nedprioriterede, fordi man på den måde selv bliver ved med at minde dem om, at det er det, der er tilfældet.

      Da jeg var yngre i mit fag, end jeg er nu, havde jeg svært ved at sige nej, når jeg blev ringet op og spurgt til ekstraopgaver – med det resultat, at jeg blev en sur røv, fordi jeg sagde ja til langt mere, end jeg kunne overskue, når jeg blev fanget på det forkerte ben. For mig hjalp det at give mig selv en købe-tid-sætning, så jeg lige fik et øjeblik til at mærke efter, når jeg blev spurgt. For somme tider kunne/ville jeg gerne tage opgaven, men ved at give mig selv mulighed for lige at mærke efter, om jeg kunne overskue det ift. alt det, livet også var og er, så gav jeg også mig selv en mulighed for at sige nej, når jeg kunne mærke, at det var den rigtige løsning. Min sætning var: “Jeg skal lige have tjekket min kalender – jeg vender tilbage”. På den måde svarede jeg, men købte mig tid. Og kunne jeg mærke, at det var et nej, så tvang jeg mig selv til bare at svare “Jeg har desværre ikke mulighed for at hjælpe”. De første mange gange var jeg ved at gnave mine arme af over, hvor meget jeg havde lyst til at undskylde og forklare – men det blev meget hurtigt blev meget nemmere. Så min pointe er, at det måske kunne være en hjælp, hvis du lige her i starten har et par standart-sætninger, du kan gribe til, så du ikke hver gang skal stoppe op og tænke og vurdere, men bare har et svar klart, til du kan se, hvad tiden rækker til?

      Og når alt det er sagt: Tillykke med forfremmelsen. Det er EKSTRA sejt at blive forfremmet i 2020 <3

  12. Det her er det klogeste hjørne på hele internettet:-)
    Jeg er vild med kombinationen af ordentlighed og respekt for andres perspektiver og ståsteder, og så en knivskarp og tydelig markering af hvad man selv står for og mener.
    Og så selvfølgelig den underfundige humor og ansporingen til refleksion og eftertanke 😉
    Thumbs up til både dig Linda og til resten af kommentarsporet.

    1. Ift blogdelen siger jeg tusind tak, Kamilla 💜 Og ift kommentarsporet må jeg bare erklære mig enig. I er nogle dejlige mennesker at følges med🤗

  13. Skønt indlæg og så sandt. Kan ret godt lide det engelske udtryk “No is a complete sentence”. Altså, du skylder ikke nogen en forklaring og omvendt, du behøver ikke komme med en lang, tung udredning for, hvorfor du siger nej.

Leave a Reply to Lone Nielsen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.