Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt.
Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.
Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere.
Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet.
Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.
Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.
Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten.
Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.
De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt.
Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.
Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.
Kære Linda
Hold dig endelig bare væk fra nettet – og nyhedsmedierne, du går ikke glip af noget. Men jeg vil alligevel lige slå et slag for det digitale nyhedsmedie Zetland, som jeg synes gør det utrolig godt. Jeg er selv medlem, og jeg synes virkelig, at de er tæt på at være ‘medierne som de bør være’, hvis du forstår. Lige nu har de eksempelvis tilbudt alle medlemmer, der er økonomisk ramt af krisen, at betale en mindre abonnentpris, mens de tilsvarende spørger abonnenter, der ikke er berørt økonomisk, om de i en periode har lyst til at betale mere – og dermed give en hånd til de andre 🙂
Det giver utrolig fin mening – og sikke en fin gestus. Tak for inspiration, Trine – jeg vil prøve at kigge på det i aften, når der er ro.
Enig. Zetland er en god kur med diverse meningsdannere. Dem interviewe de naturligvis også i det omfang det giver mening, men så er det som oplæg til en artikel eller med tydelig angivelse af deres baggrund.
Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg forleden hørte Lars Rebien (forhenværende direktør for Novo Nordisk) lave antal døde vs omkostninger-sammenligningen. Altså, que? SÅ kompliceret er det vist heller ikke at sammenligne de korrekte værdier her.
Så ja, mediernes indhold skal man betragte med en vis distance. Jeg tænker i hvert fald ofte over, at nyheder, aviser, onlinemedier jo alle har minutter, spalteplads, kliks de skal fylde ud og hente hjem, og journalister der arbejder under pres for at levere. Og derfor så produceres der indhold konstant – uanset om de reelt indeholder fakta og nyheder eller ej! Så jeg øver mig i at sortere i, hvad der er reelt relevant og hvad der mest er fyld.
Vi har endnu til gode at opleve Nyhederne slutte efter 4 minutter, fordi der simpelthen ikke var mere ny og relevant information man kunne forsvare at formidle 😉
Jeg tror, det er derfor, vi har fået 20 minutters vejrudsigter;-D
Nej, jeg ved godt, at nyhedsmedierne står med ryggen mod muren, og jeg synes faktisk, at det kan være super relevant med indspark, der kan puffe lidt til etablerede holdninger. Så det er ikke så meget indholdet, jeg opponerer lidt imod – det er mere måden, det bliver præsenteret på. Det er nok på mange måder en af udfordringerne ved, at det hele er digitalt; i gamle dage vidste man, at læserbreve og kronikker havde bestemte pladser i bestemte sektioner, og dermed var det langt nemmere at rangordne indholdet på opmærksomheds- og værdiskalaen. Men her i covid-æraen laves artikler på baggrund af interviews med enkeltpersoner, der ofte lader til at være valgt ud fra det kriterie, at de er uenige i den linje, der er lagt. Det er vigtigt at få belyst en sag fra alle sider, og de SKAL høres. Men for mig bliver det skævt, når en enkelt mands holdning får samme digitale spalteplads og overskriftsstørrelse som udmeldinger fra Sundhedsstryrelse, WHO og konklusioner på rapporter. Forstår du, hvad jeg mener?
Min tlf gik i stykker i påsken (tak til verdens mest nuttede baby med lange slåarme) og imellem tiden bruger jeg en gammel tlf, der er brugt som reserve pokemontlf og derfor har fået slettet apps der fylder meget og hvilken en fred. Fuck facebook fylder meget og alle har en holdning de vil dele med alle og aviserne og deres lort, skal virkelig overveje hvad jeg gør, når min tlf kommer tilbage
Og det bliver ikke mindre frustrerende, når alle mener noget om det samme, vel? Inden covid var der i det mindste en masse, man pr. default ikke var emotionelt investeret i, og som man derfor bare kunne sortere fra. Men her mener vi alle sammen noget om det samme emne, og det bliver det godt kun mere irriterende af.
Hvor var det godt du fik lidt vejhjælp til de flade Linda-batterier. Jeg håber at ungernes start kan give lidt mere af det når nu mormor og morfar ikke kan være pusterum.
Vores skal afsted i dag og jeg er spændt på hvordan det bliver for dem. Det kom bag på mig at skole-fritidsordningetne jo ikke er åbnet og da min ældste i 1. Klasse skal afsted fra 8- 12 i denne uge bliver det altså lidt begrænset hvor stor en hjælp det er mht. Arbejde. Vi arbejder hjemme hjemme så selvfølgelig år vi mere ro men jeg kan pludselig ikke arbejde så meget her til morgen (jeg er ellers startet tidligt) fordi jeg skal lave madpakker og sikre de er klar til at komme afsted, Dr er transport frem og tilbage osv. Jeg synes både børnehave og skole her virker til at gøre det godt men for yulans hvor er det en anderledes dag de får. Ingen madpakker i køleskabet, klassen skal deles i to osv. Jeg har holdt lidt nyhedspause nu her og kun forholdt mig til det vi har fået direkte fra skole osv. De nyheder jeg har set synes jeg også virker til der bare skal presses på for at åbne men skal vi ikke lige de hvor hårdt vi bliver ramt? Ungerne glæder sig og jeg trækker vejret og håber den ældste ikke går helt i baglås når alle eleverne skal møde samtidig…vi har jo ikke mulighed for at aflevere mere roligt som vi tidligere har gjort i skolefritidsordningen ved at aflevere tidligt så der er mere ro og overgangen er lettere for hende.
Nej, det bliver det næste – hvordan de tager imod det, når det er så anderledes end det plejer. Anton blev skamstukket af hvepse sidste efterår i skolen, og han er PANISK ræd for hvepse. Han stresser allerede ved udsigten til, at de skal være meget ude. Suk.
Men vi har ikke fået plan fra hverken børnehave eller skole endnu, så jeg er spændt på, hvad det er, de skal tilbage ti.
Jeg er reelt bekymret for, hvad det her kommer til at koste af liv og livskvalitet på den lange bane. Det betyder ikke, at jeg ved om det er det rigtige der er gjort – det ved ingen af os vel før om nogle år. Men jeg er meget bekymret for hvor mange andre liv det kommer til at koste, og om den afvejning var den rigtige. Mennesker med forskellige psykiske diagnoser, der ikke har fået den nødvendige hjælp i længere tid. Børn med angst, som nu har endnu sværere ved at komme over deres lidelse, fordi de jo havde ret – verden er farlig og man dør af at gå ud i den – og som derfor risikerer dårligere og kortere liv. Mennesker der får en depression af at være tvunget ud i en afsondret ensomhed, alle dem der ikke er gået til lægen med hjerteproblemer, kræft i et tidligt stadie osv, fordi vi skulle reservere hele sundhedsvæsenet til de coronapatienter der aldrig kom. Alle dem som er røget ud i arbejdsløshed med lange udsigter til at komme tilbage, som derfor risikerer at ende i væsentligt dårligere livsvilkår – som statistisk set forkorter ens liv med mange år. Børn i institutioner, der ikke får bedre normeringer alligevel, fordi alle pengene er brugt nu. 13 årige skoletrætte børn, som ikke kan få den hjælp de har behov for derhjemme og som derfor ender med at hænge ud og sniffe lightergas og senere skyde heroin i armen og ender med at dø som 27 årige af en overdosis. Kvinder der lever i voldelige ægteskaber, som nu ikke kan slippe væk og ender med masser af bank, traumatiserede børn og ar på både krop og sjæl. Direktører der må dreje nøglen om på deres livsværk og ender med at skyde sig i garagen, fordi tanken om ikke at kunne forsørge sin familie er uudholdelig. Liv som kun går ud på at overleve i stedet for at leve…
Alle disse afledte effekter er jeg langt mere bekymret for end selve coronaen.
Og så skal jeg på forhånd undskylde på vegne af alle økonomer i verden – men vi er uddannet til at regne på hvad alt koster. Det er ikke sikkert man lige kan lægge det fra sig.
Og jeg er også lidt bange for den virtuelle jobsamtale jeg skal til her klokken 9, så krydser I ikke lige fingre for mig😊?
Vi har alle sammen det værdisystem, som vi har, og selvfølgelig er vi farvet af vores opvækst, fag, politiske ståsted osv. Og jeg gruer også for, når vi begynder at se al den collateral damage, som vi ikke har fokus på lige nu, for det bliver slemt. Særligt bløder mig hjerte for børnene; at Grønland måtte indføre alkoholforbud for at passe på dem, gav mig tårer i øjnene.
Men jeg tror heller ikke, at det er uden konsekvenser, hvis vi som samfund sætter økonomi over menneskeliv. Det tror jeg kan implementere en usikkerhed og angst, som heller ikke er gratis. Men det primære problemet her har nok været tiden: At vi alle sammen er blevet smidt ud af flyet samtidig, og dermed skal tænke og planlægge, mens vi falder, uden at vide, hvad vi rammer, når vi kommer ned. Der bliver et KÆMPE oprydningsarbejde på den anden side af det her, og jeg tror ikke, vi har fantasi til at forestille os alt det, det kommer til at omfatte.
Du skal ikke på nogen måde undskylde på økonomernes vegne – jeres input er mindst ligeså vigtige som sundhedssektorens, for vi får alle sammen tunnelsyn, når civilisationen er truet. Så keep endelig up! <3
Og så KÆMPE held og lykke med samtalen. De er nogle heldige bæster at have et menneske som dig i puljen:)
Hej Linda. Du kan sagtens klare dig uden nyheder. For 25 år siden (!) var jeg ved at miste mit barn (nu 25 år og ingeniør- så det gik jo) – MEN pointen er, at dengang kunne jeg slet ikke overskue andres problemer (også), så jeg slog op med alle nyheder og vi har aldrig fundet sammen igen – og hvilken frihed for bekymring, der alligevel ikke flytter noget. Og sært nok er jeg fint orienteret om verdens gang, nogen gange lidt forsinket, men det er godt nok til mig 🙂
Kh og forsæt med at skrive 💚
Først og allerfremmest: Hvor var det godt, det gik <3
Og dernæst: Jeg tror, du har ret. Der er mange ting, sådan i det helt små, jeg tror bliver anderledes, når verden igen er et sted, vi færdes frit.
Kh
Linda
Økonomi handler også om menneskeliv på den lange bane. Så det er ikke økonomi vs. menneskeliv. Det er menneskeliv vs. nogle andre menneskeliv. Undskyld på forhånd, at jeg linker til en artikel bag betalingsmur, men dette indlæg skrevet af en professor i medicin er sindsygt tankevækkende og har fået mig til at sænke skuldrene lidt, da jeg blev nødt til at aflevere min datter i børnehave her til morgen: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE12074246/vi-skulle-aldrig-have-trykket-paa-stopknappen/
Jeg tror, det handler meget om politisk ståsted, hvordan man vægter de her ting. For selvfølgelig handler økonomi også om menneskeliv. Jeg tror ikke, at økonomer er kolde djævle med dollartegn i øjnene; jeg forstår 100% at deres bekymring også udspringer af et ønske om at passe på os alle sammen – og samfundet.
Men for mennesker som mig er det det irreversible sat over for problemer, som vi stadig har en chance for at løse. Det er liv sat overfor livskvalitet, sådan helt sat på spidsen.
Hele vores demokrati er bygget op omkring uenighed, så det er utopisk at tro, at vi, alle 6 milloner, kan blive enige om, hvad den gode løsning er. Men at knalde dørene helt op nu, vil – set med mine lægmandsøjne – give os det dårligste af alle løsninger, fordi vi både kommer til at lide under konsekvenserne af at have lukket det hele ned, og samtidig får alle de dødsfald, sundhedsmyndighederne har forsøgt at undgå.
Uanset hvad håber jeg, at det her har sparket gang i noget intensiv forskning, og at alle data dissekeres, så vi, når den næste pandemi rammer, har mere fodfæste og et mere oplyst grundlag at træffe beslutninger på.
Jeg er sådan set enig. Jeg er heller ikke fortaler for, at alt lukkes op på én gang, men noget skal i gang. Ingen ved, hvad den helt rigtige løsning er lige nu, så det er ikke tiden til at være skråsikker. Det med liv vs. livskvalitet er jeg ikke helt enig i – læger og sygehuse har den sidste måned oplevet langt færre henvendelser om kræftsymptomer, og det betyder desværre død i sidste ende.
@Iben jeg har krydset fingre og håber samtalen gik helt perfekt.
Bare lige et lille pip herfra med lidt positivt efter ungerne er kommet hjem. De er glade, trætte og har haft en fin dag på trods af alt det nye. De har hygget, leget , snakket og i den grad fået styr på hvordan man vasker fingre.
Pædagogen i børnehaven fortalte at børnene havde hygget sig men at der selvfølgelig var meget at huske og lære for de voksne og det synes jeg var skønt at høre. Jeg håber selvfølgelig de voksne kan rumme det og får hjælp til at være i alt det nye, men jeg er glad fordi det jo netop er os voksne der skal have styr på sagerne så de bare kan være det de er – børn. Det lyder til at både børnehaven og skolen har formået at lave lommer af helt almindelig hverdag og det et dejligt at se at ungerne også er glade for den del af deres liv.
Nej, hvor skønt at høre!💚
Vi har lige været ude at gå i solskinnet og kom forbi både skole og bhv, og jeg kom til at tænke, at det faktisk også er et muligt scenarie, at Anton trives i den nye struktur. Mindre grupper og mere bevægelse plejer i hvert fald at være noget, han trives i og med. Så jeg har taget ja-hatten ud af skabet nu😄
Jeg kom også til at grine af det med min den størdte fordi vi sammen konkluderede at korte dage (denne uge) og meget udetid da vist var lige efter hendes ønske. Jeg tror sådan set der er mange børn der kan have gavn af det. Viber også nødt til at se de gode ting der er i det.
Det føltes klart som om de krydsede fingre hjalp. Og senere på dagen blev jeg kaldt til samtale på hele to andre jobs, så lige nu føler jeg en ikke uanselig mængde optimisme i mit ellers lidt coronatriste sind. Det bliver godt igen:-)
Fedt Iben! Det er godt gået.
Nej, hvor godt, Iben!! Dejligt med en omgang medvind <3
Jeg er simpelthen med at stoppe at følge Corona nyheder, for jeg magter det ikke 🙈 Desværre består min Facebook så af noget familie, der ikke forstår sig på kildekritik og at tjekke fakta. Og dem kæmpede jeg allerede med at håndtere før lockdown!
Jeg er en af de personer, der klarer sig okay her i tiden. Jo, det er da lidt mærkeligt ikke at ses og mødes. Men jeg har fundet ud af at for mig, så virker det lige så godt at sidde og videochatte hjemme fra min sofa 😊
Men med tomme kalorier følelsen kender jeg. Jeg overvejer at slette de sociale medier helt fra min telefon, og så have de apps, der kun giver mening. F.eks. Webtoons, som giver mig tegneserier og historier, så jeg stadig er underholdt, og kan lidt bedre acceptere at min telefontid bliver brugt på god læsning end tomme kalorier 🙈😅
Altså, stor fan af tomme kalorier her🙋🏼♀️ Jeg kører Walking Dead i et tempo, der må få HBO til at svede.
Jeg tror bare, at det for mig er blevet ekstra tydeligt, hvor meget fyld og tomgang der er, på steder, hvor jeg jo med min hjerne godt ved, at det findes (og forstår hvorfor) – men hvor jeg alligevel kommer til at putte det i kategorien ‘Nyheder’ fordi det ligger side om side med det, der faktisk ER news. Så, måske egentlig bare et ønske om at bevare den bevidsthed, der er vokset frem her?
Vores hjerner har ikke noget valg, andet end at forholde sig til det, de bliver præsenteret for. Så når vi tæppebomber os selv med nyheder (og ofte de samme nyheder flere gange på en dag) – så lægger vi helt frivilligt et pres på os selv – over ting, vi ofte alligevel ikke har nogen indflydelse på. På samme måde, som når det føles som om, jeg har 20 ting, jeg skal huske til i morgen. Indtil jeg får dem skrevet ned, og kan se at der kun er 4 opgaver – men at jeg har gentaget dem for mig selv 5 gange i dag…..
Mit mantra omkring nyheder har i mange år været: “Nyhederne er ny’ere i morgen”!
Det får tingene lidt i perspektiv for mig…
100% enig: Der opstår et mentalt loop, man ikke kan komme ud af, når det hele holdes i hovedet. Jeg ELSKER mine lister, og jeg glæder mig usigeligt, til vi forhåbentligt når til et punkt, hvor de giver mening igen💚
Mit skolebarn har været uden jævnaldrende i så lang tid, at det for mig føles som om, det reelt også er en gave til børnene, at de får lov at være sammen. På andre vilkår, i andre rammer, mindre frit, men sammen. Ikke kun hjemme med en søskende. Ikke kun hjemme med forældre. Det tror jeg virkelig på, er godt.
Mine børn savner også venner og kammerater. Og savner at lege andre steder end hjemme og i haven. Dén del af det bliver virkelig godt.
Lige nu udgør indlæg + kommentarfelt her 80% af mit nyhedsfeed – dronningen og statsministeren får lige lov at snige sig med også. Jeg er mellemleder på en stor offentlig uddannelsesinstitution og arbejder nok i forvejen mere end de fleste, men lige nu er arbejdsdagene ekstra lange, og så orker jeg bare ikke mediernes nyhedsdækning. Her er det til gengæld relevant, vedkommende og sobert, også når man ikke er enige, og som bonus giver det mig indblik/input, som jeg kan bruge helt konkret til bedre at forstå mine (meget forskellige) medarbejderes bekymringer og udfordringer. Tak!
Jeg læste din kommentar som det første i morges, Anne, og den gjorde mig simpelthen så glad. Både fordi jeg er forfærdelig beæret over at udgøre en lille del af nogens nyhedsfeed, men også fordi det bare gør mig grundglad, at der går mennesker rundt derude, der ser verden gennem de øjne, du gør. Så tak for både kommentar og.. jamen, dig, egentlig. <3
Jeg kan godt lide, at din datter sendte dig ud på en ekstra tur omkring blokken. Små børn, der kan sige til og fra på en ordentlig måde, er tegn på, at de får en god opdragelse. Held og lykke med det hele.
Jeg gemmer din kommentar, så jeg kan tage en frem og læse, når hun er lige dygtig nok til at sige fra:-D
Tak for det, Henny:)
Jeg har det så ambivalent med det hele. Jeg glæder mig til at få børnene afsted igen, men kan ikke overskue det med bedsteforældre (samme udgangspunkt som jer). Det er dejligt, hvis det virkeligt er sikkert at åbne lidt op, men nu er dansk sundhedspersonale begyndt at dø, og med en mand i det fag, har det været min frygt fra dag 1. Det er svært ikke at føle sig ramt, når man selv holder afstand og isolerer sig, men må konstatere, at naboerne giver den gas med store familiefrokoster hver weekend. Er det det, min mand risikerer livet for?
Og så kan jeg ikke gennemskue, hvad det er for et liv og samfund, der venter os på den anden side. Hvis der er en anden side. Det er en mærkelig tid.
Jeg tænkte på dig, da jeg læste nyheden om lægen i København. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvordan jeg skal sortere i mine følelser omkring det hele.
Mine børn var afsted fredag, og fordi der lige nu ikke er noget at mærke nogen steder her, føles det jo.. ok. Og de var glade for at se deres venner og for at få lidt impulser udefra. Men.. Vi er jo ikke igennem, vel?
Ikke at jeg på nogen måde ville ønske at det var tilfældet, men hvis bombeflyene tordnede over hovederne på os og der var soldater i gaderne, ville truslen være nemmere at forholde sig til. Det er så utrolig mærkeligt, at alt kan føles som det plejer, når vi er hjemme – og så er verden alligevel vendt på hovedet.
Tanker til både dig og din familie <3
Du har ret. Det diffuse gør det svært.
Tak – og i lige måde <3