Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis, hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør tænke”-artikler for tiden.
For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente, at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’.
For et par måneder siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om, hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås – karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det ’90 % af tiden bare ikke fedtat være mor’.
Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state overgenerelle udsagn som: ”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”
Det har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om, hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?
Jeg gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.
Formentlig har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds, der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde samtidig, tror jeg.
Synes jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt? Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide, at jeg ikke er perfekt.
Men i alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham omkring det.
(Og så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man selv var skyld i det.)
(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger bare, at sådan er det.)
Så kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.
Hørt!
Tak, Linda!
Ja tak til den vinkel på det!
Dejligt med lidt flere nuancer
I fht mødre ja! Men jeg oplever nu Skovs indlæg som meget påkrævet. Jeg har to veninder uden børn – og de får den HELE tiden: det sørgmodige blik fra dem, der tror de vil have børn og 'Du er kold og har intet fattet blikket' af dem, der tror, de ikke VIL have børn. Godt det ikke er mig, der konstant skal forsvare mit liv på den måde.
Mvh
Louise
@ Louise: Folk kan være nogle ufølsomme idioter; det er der ingen tvivl om. Jeg har ikke glemt, hvordan det var at skulle svare på ”hvorfor har du ingen kæreste”-spørgsmålet 9 gange om ugen, inden jeg fik Anton, (et spørgsmål, jeg af uforklarlige årsager ikke får mere – go figure..), og det er svært ikke at få den mistanke, at der er nogen, der spørger for at kunne sidde og føle, at DE i hvert fald har deres på det tørre.
Men – og inden jeg skriver det næste, vil jeg gerne sætte en stor, fed streg under, at jeg ikke forsøger at sige, at dine veninder er nærtagende – kan det ikke være ok at snakke om? Hvis der bliver spurgt respektfuld til folks valg, tænker jeg, at det kan være med til at skabe den fornødne åbenhed og forståelse omkring noget, der i bund og grund handler om værdier og livssyn?
Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg har valgt at få Anton alene, og nogle dage har jeg lyst til at fortælle hele historien, mens jeg andre dage og i andre sammenhænge har et forholdsvis upersonligt resume, jeg hiver op af hatten.
Jeg er en del af en minoritet, og jeg vil hellere, at folk spørger mig, end at de selv går og laver historier (hvilket jeg også har oplevet).
Der er selvfølgelig himmelvid forskel på at være frivillig og ufrivillig barnløs, og hvis man ikke har børn, fordi man ikke kan, eller ikke har fundet ham, man gerne vil have dem med, er det selvfølgelig ikke fedt at skulle sidde og redegøre for sin situation, men har man fravalgt børn bevidst, synes jeg da ikke, at man skal føle, at man skal snige sig af sted langs panelerne med det.
Men jeg er selvfølgelig også sådan en, der synes, at vi skal snakke om alt. Hvilket nok i virkeligheden er ret irriterende. Nå, men det jeg bare ville sige med denne gigalange kommentar er, at jeg synes, at det er fedt at høre folk fortælle om det, når de har valgt noget, der ligger udenfor det gængse, uanset om det er at bo i kollektiv, at konvertere til en anden tro eller at leve uden børn, og jeg tror, at der er mange som mig. Så når man bliver spurgt, så er det altså ikke altid, fordi spørgeren forsøger at presse sit eget valg ned over hovedet på den anden:)
Hvor underligt. Jeg sad netop i går eftermiddags og genlæste Leonora Christina Skovs debatindlæg, fordi jeg synes det har nogle virkelige sjove elementer.
Men tak for et virkelig godt og rammende blogindlæg. Thumbs up!
Helt enig!
TAK for dette indlæg, om en kronik, der undrede mig en del – der er sgu' aldrig nogen der nogensinde har forsøgt at sælge livet som mor "som et glansbillede"! Tværtimod, så jeg lukkede øjnene, holdt mig for næsen og sprang ud i, hvad jeg forventede ville være shit, søvnløshed og sort samvittighed. Thank god, for ALT det gode, som man hørte så lidt om.
Jeg har heller aldrig svoret nogetsomhelst for andre mødre. Og jeg oplever det altså som helt ok i min verden, at brænde sammen og tude over hverdagen – men heldigvis fylder det da ikke 90% for mig – synes altså det er lidt synd for hende, at nogen sådan solgte hende en gave, der overhovedet ikke var som hun havde regnet med, og nu kan den ikke byttes. Tænk en skuffelse at rende rundt med over moderskabet – det er trist! 🙁
Sjekk denne da – eller min fb.
http://www.dagbladet.no/2012/12/08/magasinet/erlig_talt/foreldre/barn/oppdragelse/24729146/
Godt skrevet! Ja – vældig irriterende, når tingene bliver så unuancerede, og nogle synes, de skal skrive, hvad alle andre tænker om deres valg… Let it go, moster!
Virkelig godt indlæg!
Åh hvor well said ! Jeg har ikke engang børn, men har nok tilgengæld "identiteten begravet i sociale interaktioner ude i byen" og er angst over at ende som en af kronikørerne som er svært selektive med deres ærlighed.
Det er og bliver godt at følge med hos dig.
Amen!