De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige.
Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.
Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.
Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på.
Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.
Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig.
Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende.
Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.
Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.
Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.
Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.
F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.
For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.
Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv.
Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??
Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?
I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.
Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod.
Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.
Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.
For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.
De første mange år af barnets liv, kan vi kun håbe på, at de en dag vil skue tilbage, og vide, at vi gjorde det hele af kærlighed og i den bedste tro. Sådan fortsætter det igennem teenageårene, hvor man ofte kan tvivle på, om man overhovedet er lykkedes?! Og man stresses af at vide, at muligheden for som forældre at påvirke/bestemme barnets vej, snart er forbi. Snart er barnet sit eget, og du skifter fra hovedrollen til en birolle/statist.
At være bange for ikke at slå til er et grundvilkår i forældreskabet. Men stol på dig selv. Lad tvivlen komme dig til gode. Du ved bedst, men ingen ved alt.
Amen!❤️❤️
Jeg elsker min mor utrolig højt, og vi har et fantastisk godt forhold, men der har været situationer i min barndom, der gjorde ætsende ondt på det barn, jeg var, og jeg husker dem stadig tydeligt. Men nu hvor jeg selv har børn, ser jeg også de situationer gennem en anden linse, og jeg forstår min mor bedre og tilgiver hende for de ting, hun nok ikke engang var klar over gjorde ondt på mig. Og de situationer får lov at synke ned på plads ved siden af alle de situationer, hvor hun så mig, hjalp mig og trøstede mig. Den erfaring hjælper mig i mit eget moderskab, selv om mine børn er et par år yngre end dine, og jeg derfor først begynder at ane konturerne af, hvad andre børn og skolelivet også kan gøre.
Jeg sender et par af dem her ❤️❤️❤️
Det er også mindblowing, når man første gang pludselig forstår nogle af de valg, ens forældre traf, som man før var fuld af selvretfærdig harme over, men hvor man som voksen kan se, at ens forældre jo egentlig bare også var voksne udgaver af de børn, de selv var engang.
Livet er en vild omgang, du.
Forhåbentlig vil din datter hele tiden forstå, at du elsker hende og er på hendes side. Hvis det er tilfældet, kan man nok tilgive en hel del af de fejltagelser, der forekommer.
Jeg er glad for, at jeg ikke skal lægge barn til skolen af i dag. Jeg er også glad for, at jeg ikke er blevet forælder til det barn, der nu er taget ud af Fridas skole nu. Men det er godt, at du har blik for begge sider!
Jeg har kronisk ondt i maven over det skolesystem. Men det har jeg faktisk over mange ting. Det er, som om det samfund, vi har konstrueret over de sidste 60 år, er ved at synke i grus, og vi kan alle sammen se det. Hospitaler, skoler, plejehjem og tilbud til psykisk sårbare. Måden, vi forsøger at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen på. Gæld, forurening og samhandel med lande, vi ikke vil affilieres med. Det hele er saneringsmodent, og det virker ikke som om, at nogen har konkrete bud på, hvor vi skal starte.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Frida mærker din kærlighed, at at du ALTID har hendes ryg, også selvom I ikke er enige om alting. Og når hun bliver voksen, så vil forståelsen blive endnu større. Ligesom din forståelse af dine forældres valg lyder til at være blevet større.
Men jeg kender til tvivlen. Alt for godt. Jeg har været ved at krakelere af usikkerhed over, om jeg nu ødelagde mine børn. Men det tror jeg ikke, vi gør – os, der reflekterer og tvivler.
Derudover er jeg virkelig glad for at høre, at det andet barn er videre i et andet undervisningstilbud. Jeg går nærmest kronisk med krydsede fingre for, at der ikke skal starte nye børn i mine børns klasser, fordi det så let kan gå fra trivsel til mistrivsel.
Jeg synes virkelig, at man i mange situationer næsten holder vejret, fordi tingene lige nu fungerer, men man ved, hvor lidt der skal til for at slå det skrøbelige økosystem skævt. Det er sgu ikke for børn at have børn:-/
“Children begin by loving their parents, as they grow they judge them, sometimes they forgive them” er en lettere patetisk sætning, jeg synes, der er noget trøst i. Vi er trods alt mange, der har gået på den vej før vores børn.
Det du skriver med psykologen har jeg taget med fra dig. Du skrev noget i stil med, at vi alle har blikket stift fæstnet på bestemte huller og imens falder vi i nogle andre helt uden at opdage det. Jeg synes også, at der er noget befriende ved det. At det er en umulig opgave. Men det har også gjort mig spændt på, hvilke huller jeg slet ikke så, som mine piger kommer til at kaste i hovedet på mig, når vi når dertil 😅
Da min svigerfar døde endte min mands proces ud i, at hans far havde gjort det så godt han kunne og at det var godt nok for ham. Dengang syntes jeg faktisk, at det var at sætte barren lidt for lavt. Men det er vel det eneste man kan give sine børn. At elske dem og at gøre sig umage ❤️ men av hvor er det svært.
Det er det virkelig. Og på bagkant er der mange mellemregninger, der forsvinder, og dermed ser noget, der i virkeligheden var utrolig kompliceret og bestod af mange bevægelige dele, pludselig både fladt og simpelt og så er det, at nogle valg og fravalg pludselig kan komme til at se mærkelige ud.
‘At elske dem og gøre sig umage’
Den sætning elsker jeg <3
Tak for et rørende indlæg. Ja, alle forældre “skader” deres børn på den ene eller anden måde. Og når børnene bliver voksne, gør de måske opmærksom på det. Og så siger min erfaring mig, at forældrene bare skal sige “undskyld”. Ikke “undskyld, men det var fordi….” Eller “undskyld, men jeg gjorde det af kærlighed”. Bare “undskyld”. Det ville jeg i hvert fald ønske, mine egne forældre havde gjort. Har man brug for at hæfte forklaringer på undskyldningen, er det måske fordi man ikke kan holde ud at være skyldig (og her kunne man evt. fortsætte ind i teologien…. :-))
Det har jeg faktisk alle dage øvet mig i at gøre med mine allerede nu, ud fra en betragtning om, at jeg ikke selv tillægger en undskyldning med et undsigelsesappendix den mindste værdi.
Jeg synes, at noget af det mest værdifulde ved internettet er, at alle får et sted at give deres besyv og lægge deres vidnesbyrd. Det gør det muligt at træffe bedre valg, når vi har set en førstehåndsberetning fra én, der sad på modtagersiden af noget, vi aldrig har tænkt på som skadeligt. (Hvilket faktisk også er en af de mange grunde til, at jeg elsker podcasten The Maintenance Phase).
Jeg har selv taget varig skade af mine forældres dårlige valg og passivitet. Men det der smerter mest er 1) de mente det var min egen skyld jeg blev mobbet, og lyttede ikke til hvad jeg forsøgte at forklare 2) de nægter at give mig en reel undskyldning over at de åbenlyst traf de helt forkerte valg på et forkert grundlag. Så længe din datter aldrig er i tvivl om at du elsker hende, lytter oprigtigt til hende, og er på hendes side, så tænker jeg hun kommer helskindet igennem. Men jeg deler din frygt, jeg har selv to små børn og har jævnligt mareridt om at de ender som mig 💔
Jeg tror, at der helt grundlæggende er sket et skift i måden, vi betragter børn på, og jeg håber, at børn som vores vil træde ud i livet med færre ar, fordi mange af de voksne, der er omkring børn i deres formative år, begynder at købe ind på præmissen om, at børn faktisk bare er små mennesker, der mener, føler og tænker præcis ligeså meget som voksne. Det leder forhåbentlig til, at flere vil komme til at føle sig hørt og taget alvorligt, inden de pådrager sig skader for livet. <3
Jeg synes det er hårdt nok at sige, at alle forældre skader deres børn. Måske lægger jeg mere i ordet end du gør, men jeg er ikke enig. Jeg er stor modstander af konceptet om det deterministiske forældreskab, altså at alt er forældrenes ansvar og dermed også at alt er forældrenes skyld.
Vi gør det allesammen så godt vi kan (langt de fleste af os i hvert fald). Jeg kan også huske situationer fra min barndom, hvor jeg synes, at jeg blev svigtet eller mine forældre ikke så mig, men der var mange børn og jobs og økonomi og life, ik. Det er der også i min egen familie. Vi gør alt hvad vi kan for at fordele sol og vind lige, at se børnene på deres egne, individuelle præmisser og give dem den bedst mulige barndom – ud fra de gældende vilkår. Og i perioder er de vilkår virkelig ikke særligt fede, fx hele det år hvor jeg var syg med en depression, hvis slagskygge jeg stadig prøver at komme ud af. Ville det være bedre for mine børn, hvis jeg ikke havde været syg? For andres børn hvis ikke faren var alkoholiker/langtidsledig/kronisk syg/hvad det nu end måtte være? Fuck ja! Men sådan er vilkårene nu en gang. Betyder det, at vi skader vores børn? Det håber jeg ikke, for det er ikke alting, vi kan gøre noget ved eller fjerne. I hvert fald ikke nu og her.
Måske er det en tangentiel læsning af dit indlæg, men ingen af os kan gøre mere end vores bedste ud fra de vilkår, i bredeste forstand, som vi er blevet givet. Og ingen vokser op i en perfekt familie. Alle mennesker gør ting, som ender med at have negative konsekvenser for andre, uanset hvor meget vi forsøger at undgå det. Det handler nok mest af alt om at se sine fejl i øjnene og kunne sige undskyld og prøve at rette op på det. Hvis man ellers er lykkedes nogenlunde med sit forældreskab i øvrigt og ens børn også ender med at blive ordentlige mennesker, så er odds at det nok skal gå. Jeg kan godt leve med, at der vil være en kortere eller længere periode hvor mine børn vil synes, at jeg er det mest pinlige og oldnordiske i hele verden. Det syntes jeg i hvert fald, at min egen mor var, men nu kan jeg godt se, at hun havde ret og jeg var teenager.
Min største frygt, nu hvor ungerne bliver ældre, er mere hvad der sker ude i den del af deres liv, som jeg ikke har hverken indflydelse på eller indsigt i. Det skræmmer bukserne af mig og jeg ber til, at vi har fået opbygget så meget tillid, at de vil komme til os, hvis der bliver problemer.
Jeg er på alle måder enig i, at alle gør det bedste de kan med det, de har. Der er mange andre vinkler, man kunne anlægge på den her problemstilling, f.eks. at udfordrende livsvilkår giver nogle redskaber, som kan være brugbare senere hen i livet – men også, at vi vel alle sammen er enige om, at det i 99% af tilfældene er bedre for os som race at være omkring andre mennesker, end at være alene. En logisk følge af dén slutning er, at alene tilstedeværelsen af disse vil afstedkomme udfordringer og – i situationen – mindre optimale betingelser, fordi mennesket som udgangspunkt er fejlbart. Dermed bliver det en indbygget betingelse, at vi ikke kan være dem, vi ville være uden andres påvirkning, god såvel som dårlig – men alternativet; den totale isolation, er stadig værre.
For mig trækker udsagnet mere mod befrielse end mod fordømmelse, fordi jeg opfatter det sådan, at ingen nogensinde kan være perfekt, uanset hvor hårdt de forsøger. Jeg synes også, at der i det ligger en form for benådning af egne forældre, fordi det netop italesætter, at ingen kan løfte den her opgave uden at fejle.
Men når alt det er sagt er jeg også rædselsslagen for alt det, jeg ikke får mulighed for at hjælpe med at navigere i. Jeg synes, verden er hård. Lige nu har vi i Esbjerg en hvid varevogn, der kører rundt og forsøger at samle børn op og Jyske Vestkysten er fuld af historier om, at kommunen skal lave massive besparelser på skoleområdet, at unge bliver druggede i nattelivet og at sengeafsnittet på psyk. for børn og unge lukker.
Jeg har dage, hvor jeg oprigtigt overvejer, om jeg skal være en af dem, der stopper med at læse nyheder.
Måske? For nogen giver udfordrende livsvilkår redskaber senere hen, men for hovedparten (alle?) er det bare noget rigtigt crap, som trækker slæbespor langt op i tilværelsen og er statistisk set forbundet med større risiko for alt muligt skidt. Men her skelner jeg meget mellem “stabil, tryg opvækst med kærlige forældre som gør det så godt de kan på trods af div udfordringer” og decideret ustabile eller utrygge forhold. Det er jo et kæmpe spektrum fra helt normalt med større eller mindre udfordringer til tvangsfjernelse.
Isolation fører til sindssyge, det er yderst veldokumenteret, så det er aldrig en mulighed. Vi er en ekstremt social art, det kan man også se på at selv svigtede og misbrugte børn ofte vil forsøge at beskytte deres forældre.
Grundlæggende tror jeg vi er meget enige (som så ofte før 😆), jeg opfatter nok bare udsagnet anderledes.
Vi har selv haft perioder her i Gentofte med en hvid varevogn (hvorfor er den altid hvid??) som prøver at samle børn op, men jeg kan ikke erindre hvornår jeg sidst har hørt en historie om at der faktisk er et barn, der er forsvundet på den måde? Selv min 4-årige som jo aldrig færdes alene udenfor matriklen kan jeg vække kl tre om natten og få til at sværge at hun aldrig vil gå med nogen og her ruller både den 9-årige og den 11-årige med øjnene hvis jeg spørger dem. Men det er fandeme uhyggeligt. Og så vil jeg slet ikke tænke på hvad der sker når de begynder at gå i byen, men igen, jeg sætter min lid til at de er i stand til at navigere i det og bede om hjælp. For hvad er alternativet? Jeg kan jo ikke låse dem inde i kælderen. Så kunne vi begynde at tale om at skade sine børn 😉
Jeg springer lige ind her i forhold til den sidste sætning og det, du skriver længere oppe om at føle, at hele samfundet er ved at styrte i grus. Jeg har selv lagt heftige filtre på, hvilke nyhedshistorier jeg læser, for jeg kan simpelthen ikke holde til at tage al dårligdommen ind og på mig. Det gør mig modløs, trist og opgivende efter en rundtur på de gængse nyhedsmedier. Jeg er medlem af Zetland (og deres artikler kan også læses uden medlemskab), og jeg går efter artiklerne, der kigger konstruktivt på problemerne og altid med den vinkel, der hedder: Hvad kan vi gøre ved det? Og så suger jeg de gode historier til mig. Måske kunne det være godt at finde en-tre gode historier hver dag? Bare for at give lidt sund modvægt ❤️
(Jeg håber, du ved, at det her ikke er ment som et nedladende quickfix, men et tip nede fra båden, som jeg også sidder i)
Jeg både forstår og værdsætter din intention og din kommentar. Og det er virkelig en god ide.
Jeg har i weekenden købt et 3 måneders abonnement til Politiken, fordi jeg gerne vil prøve at se, om jeg kan gøre noget i stil med det, du beskriver. Jeg er blevet nogenlunde god til at sortere i, hvad jeg klikker på, men et scroll ned over katastrofepornografiske overskrifter sætter sig stadig i humøret, selvom man sparer sig selv for de værste detaljer.
3 gode historier om dagen. Det er virkelig en fin ide, Helle. Tak <3