Jeg går meget op i, at Anton (og med tiden også Frida) lærer, at der ikke er nogle følelser, der er forkerte. Jeg skulle selv ret langt op i mine voksenår, før jeg lærte at håndtere fx. vrede, og da jeg var helt ung, kunne jeg slet ikke finde ud af det, hvis jeg kom op at skændes med en kæreste; jeg lukkede af og ned, og kunne dermed gå og ulme i ugevis, fordi følelser jo beklageligvis ikke forsvinder, fordi man ignorerer dem.
Derfor gør jeg meget ud af, at det er ok at være gal og vred, men at man godt kan være det på en ordentlig måde. Man kan fx. godt sige, hvad man er gal over uden at brøle det, og man behøver ikke kaste legomænd efter dem, man er vred på. Jeg prøver også at lære dem, at man ikke har ret til at smitte alle andre med sit dårlige humør: Det er som sagt ganske ok at være gal, men når man har fået det formidlet, har man ikke ret til at forvente, at man kan forvandle sit raserianfald til et 4 timer langt event, som resten af verden er forpligtet til at agere publikum på. Gud gav menneskeheden døre af en grund, og man er mere end velkommen til at gå ind og marinere i arrigskab bag en lukket en af slagsen, præcis lige så længe, man har lyst.
Til gengæld har jeg også, helt fra Anton var lille, været omhyggelig med at give ham redskaberne til at komme tilbage i fællesskabet, når han er klar. Jeg har selv, hver e n e s t e gang, jeg er blevet sur, efterfølgende sagt “Jeg er ikke sur mere – skal vi være gode venner igen?” Jeg fejler givetvis på 102649 andre områder dagligt, men lige det her med at kunne rumme sig selv og sine egne følelser uden at kanøfle andre(s), synes jeg faktisk, jeg nailer, og det håber jeg virkelig kommer dem til gode i det lange løb.
Der er dog én følelse, jeg selv er virkelig ambivalent med, hvordan jeg skal håndtere, og det er, når jeg er ked af det og græder over noget, som har med dem at gøre. Jeg er inderlig modstander af, at børn skal være “stærke” og “tapre”, eller at de ikke må se de voksne være kede af det – men samtidig er det fandme også vigtigt, at de får lov at være kede af det, uden at skulle forholde sig til, om det er dem, der gør mig ked af det.
Lige nu sidder alting nærmest uden på tøjet hos mig. Jeg skal snart tilbage på job, Frida skal starte i vuggestue d. 18. april, og idag har de store børn sidste dag i børnehaven, deriblandt Antons bedste venner. Jeg er stadig 200% overbevist om, at skoleudsættelse er det eneste, der giver mening i Antons tilfælde, men fordi en beslutning er rigtig, er den ikke nødvendigvis nem. Han snakker selv om, at han skal i skole, og den famøse ternede skjorte “er til at have på i skole, mor” – men han har stadig ikke helt sprog nok til, at jeg kan forklare ham, at de andre starter i skole nu, til august skal han i en slags sproglig førskole, men på en anden skole end den, de andre går på, før han så, til næste år, skal over på den skole, hvor de store starter i morgen. Der er sikkert en supernem, børneagtig forklaring på det, men en af mine allersvageste sider, når det kommer til opdragelse er, at jeg har svært ved at formulere mig konkret, når noget er komplekst. Jeg kommer til at bruge for mange og for lange ord, og selvom jeg i situationen sagtens kan høre det, formår jeg simpelthen ikke at ændre på det. Når nætterne er allersortes, spekulerer jeg på, om det er derfor, sproget er så svært for Anton.
Så han er ked af det. For han forstår godt, at der skal ske noget, men ikke helt hvad. Og når han med bævrende underlæbe fortæller, at Nikolaj og Luca har sagt, at han ikke må komme med i skole, skal jeg godt nok anstrenge mig voldsomt, for ikke at få vand i øjnene. For hold kæft, hvor bliver jeg ked af det. Også selvom jeg godt ved, at børn er børn, og at han sikkert i overmorgen har 17 andre bedstevenner.
Hvis der sker noget med nogen, vi holder af, må Anton gerne se, at jeg er ked af det. Ligeså hvis der er noget voksenhalløj, jeg synes er svært. Men når han græder over noget som det her, synes jeg, det er vigtigt, at han har en mor, han kan bruge som støtte. Én, der er stærk, som han kan læne sig op af, når han selv har svært ved at holde balancen. Og hvis jeg prøver at tænke tilbage på mig selv som barn, så ved jeg, at jeg ikke ville have følt mig trøstet på samme måde, som jeg gjorde, når noget var svært for mig, hvis min mor også havde grædt. I så fald ville børnetrangen til at gøre sine forældre glade igen, have taget over, og det ville have været dét, der var kommet til at fylde.
Så lige nu kører jeg den ekstra sunde copingstrategi “Undertrykkelse” – hvilket naturligvis betyder, at jeg går og småsnøfter over alt muligt andet.
Som f.eks. at Fridas første ord (der ret beset kun er en lyd) er “Anton”, hvilket hun råber med umiskendelig fryd, hver gang hun kan se eller høre ham.
Eller at jeg har fanget en mus mere.
Eller at det celleskrab, jeg fik lavet, fordi jeg har kronisk ondt i maven (go figure?) viste helt normale celler.
Eller at jeg ikke kan skrue dækslet til saltbeholderen i min opvaskemaskine af.
Så nu spørger jeg for sidste gang: HVEM sørger for at opfinde en skraldespand til følelser, så man bare kan smide dem væk uden yderligere bøvl!?
Det er de to største og vigtigste udfordringer som forælder, du formulerer (skidegodt) lige dér… Dels at lære børnene, at alle følelser er OK (når man aldrig rigtigt selv har lært det) og dels rumme, når noget er svært for dem. Jeg læste engang noget i en klog bog om, at man skal lade børnene 'eje deres egne problemer' og spørge ind til ting, de er kede af, i stedet for automatisk at antage, at det er ligeså frygteligt for dem, som det er for én selv. Det kan jeg – naturligvis – på ingen måde finde ud af at gøre i de hyppige situationer, hvor Sønnes liv giver mig trang til at tude, men det hjælper faktisk lidt (måske på placebomåden?) at messe for mig selv: "Sønne ejer det her problem, Sønne ejer det her problem." Jeg bilder mig ind, at det gør det lidt nemmere i hvert fald bagefter at spørge til problemet (eller i det hele taget tænke over det selv) og finde ud af, hvor stort det reelt er – og hvad jeg bedst kan gøre. Når først jeg går i "han er ulykkelig og det eneste jeg vil nu er at græde i en fosterstilling"-modus kan jeg i hvert fald ikke hjælpe ham… Men du lyder og virker nu så megamegasej, at jeg har meget stor tiltro til dine evner til at tackle lige netop dét, uanset om du messer placebo-slogans for dig selv eller ej.
Jeg tror, du har meget ret i, at det altid er ekstrasvært at hjælpe sine børn, når de har det svært med noget, man selv har kæmpet med. Jeg hadede at gå i børnehave, og folkeskolen var ikke nogen rar oplevelse for mig heller. Derfor har jeg utrolig svært ved at mærke, hvad der er mine gamle spøgelser, og hvad der er Antons små, nye spøgelser. Men jeg øver mig, og man må kunne lære det. Ikke?
Tillykke med den kommende verdensborger – og kold danskvand og gode vibrationer til den lidt hærgede krop herfra:-*
Kære du!
Sikke et fantastisk og rammende indlæg, jeg kan kun sige, at jeg er 100% enig! Hold nu op, hvor er det svært at håndtere, når ungerne har det svært. Jeg tuder på tørreloftet. Og jeg er ikke altid skide-god til bare at stoppe der. Så jeg bilder dem simpelthen ind, at det er høfeber. Sådan en all year round-én af slagsen. Måske nogen en dag bliver rig på at opfinde et anti-grædemiddel, som mødre verden over vil betale formuer for at forgribe sig på?
Om lidt har Anton, som du selv skriver, en trilliard andre venner. Men lige nu får du en cyber-skulder at græde ud på.
Det er fandme en god ide, det med allergien! Skynder mig straks at udvikle en tilsvarende:)
(Tak.-*)
Den skraldespand hedder gode venner. Hvis du har brug for en ekstra, der gider at lægge øre til, så giver du bare lige lyd på insta og så har du et tlf. nr. til forstaden.
Ps. Du er en helt og gør det hele på den helt rigtige måde.
Den kommentar blev jeg virkelig glad for. Nogle gange trænger man bare til nogen, der aer en på hovedet:-*
Har desværre ikke noget følelsesskraldespand at byde ind med, men vil totalt gerne være med til at crowdfunde én! Kan godt afsløre, at selvom man slet ikke er mor, men bare en aspirerende ungdomspolitiker i en verden af fremadstormende unge mænd der aldrig græder, så kunne man også en gang imellem godt bruge den skraldespand i en to-go-version. Alternativt et skilt med "Jeg græder ikke fordi I skal synes, det er synd for mig eller fordi jeg er ked af det, jeg græder fordi jeg er sprit-fucking-rasende over det her politiske/det du lige sagde/den måde vi behandler det her på". Men hvem går rundt med skilte nutildags (okay, ungdomspolitikere på slotspladser gør vel egentligt).
Uanset hvad synes jeg, dine overvejelser lyder fantastisk kloge, og du har nok ret i, at det ikke gavner at være én, som børn skal trøste. Godt man har læsere, der vil elske at trøste!
Det er virkelig også velkendt, det der! Jeg HADER, at jeg græder, når jeg bliver gal nok, for det sender nogle helt forkerte signaler.
Alternativt skal man arbejde med at gøre det til en angrebsstrategi? Sådan lidt ligesom når havfruerne sang klagesange for at lokke sømændene til? Man græder til de skyldige er tæt nok på….. og SÅ springer man frem og *SURPRISE MOTHERFUCKER!* bider struben over på dem?
Kære Linda,
Vi har lige været igennem samme forløb, med en dreng som blev skoleudsat sidste år. Han skal altså starte i skole her om lidt. Jeg har haft mange af de samme tanker som dig, og jeg synes også det var så skidesvært, da hans venner på stuen pludselig forsvandt og startede skole sidste år. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle forklare det til ham, men det endte faktisk med at jeg fik strikket det sammen sådan, at det var en sej ting at blive i børnehaven. Ved f.eks. at sige, at han fik lov til at blive i børnehaven og lege, så han kunne starte sammen med sine andre venner (han har altid leget bedre med de lidt yngre børn, fordi han også var bagud sprogligt). Jeg tror du vil opleve, at når de store børn går ud om lidt, så falder der mere ro på. Ude af øje ude af sind. Og Anton vil få lov at være den største i børnehaven hele næste år, og det er altså rimelig fedt når man er vant til at være den lille, og den som kan mindst.
Nå, sikke en smøre. Håber du kunne bruge noget af det til noget. Det skal nok blive godt!
Tak for din kommentar. Det er rart at høre, at andre i samme situation er kommet godt igennem det, der driller os lige nu.
Jeg kan allerede nu mærke, at det under alle omstændigheder er rart, at der er faldet lidt ro på, sådan hele vejen rundt. Både at de store børn er forsvundet, men også at hele hypen (som jeg faktisk syntes var ret voldsom) nu også er væk.
Det skal nok ende med at gå det hele.
Kh
Linda
Kan vist ikke tilføje noget, de andre ikke har skrevet.. Men godt forstå det skærer dig i hjertet, selvom beslutningen er den rigtige. Og er HELT enig med dig omkring det følelsesmæssige incl. at lige DER, der skal man som forældre være dej seje. Du har nok tænkt det (og ved godt der lige er en, der skrev det der "ude af øje ude af sind), men måske man kunne lave lejeaftaler med bedstevennerne? Knus ???
Jeg er lidt ambivalent med legeaftalerne – snakkede med shp om, at det kunne være en mulighed, men er efterfølgende begyndt at spekulere lidt på, om ikke det måske bare forlænger pinen? For det bliver rigtig svært at forklare Anton, hvorfor han ikke ser Patrick i morgen i børnehaven, når han nu lige var her og lege. Og skoledrengene vil jo naturligt nok være fyldte af historier om skolen, hvilket jeg frygter kan forværre det hele.
Jeg ved det ikke.
Men jeg prøver i første omgang at forholde mig lidt afventende. At give plads til, at han kan melde ind, hvis han trænger til at snakke, spørge lidt, hvis han er ekstra stille – men samtidig heller ikke skabe problemer, hvor ingen er, ved at tale det op.
Tak for dit input:-*
Jeg kan klart anbefale legeaftaler. Min datter er et år ældre end sin bedste veninde og det har været svært for dem begge at undvære den anden, så de leger sammen af og til – og der er kun stor glæde.
Børn accepterer meget hurtigt tingenes tilstand (min erfaring) og det eneste lille punkt, der har været, var at min datter troede at hendes bedsteveninde skulle starte i hendes klasse efter sommerferien (fordi min datter allerede gik i 0. klasse og når bedsteveninden så skulle starte i 0. klasse, så gik de jo sammen igen… klassisk børnelogik og jeg tror aldrig jeg glemmer udtrykket i min datters øjne, da det gik op for hende at der går hun jo i 1. klasse, men som det positive væsen hun er, så sagde hun at de jo bare kunne lege sammen i pauserne.)
Søde Linda, med dit enorme sproglige talent og reflekterende sind giver du Anton de ypperste muligheder for sprogforståelse. Så den lader du bare falde nu og for altid, okay?!
He, sådan. Lige i skabet.
<3
Ok så:)
(Tak. For helvede:-*)
Vi skubbede vores datters skolegang et år frem, og fortalte hende, at det var så hun kunne få lov til at lege et år mere, og det stillede hun sig tilfreds med, på trods af at hendes bedste ven skulle starte i skole.
Og igen- INGEN er kommet for sent i skole, men mange er kommet for tidligt i skole!!!
PS! Vores datter, som nu er voksen, kommenterede faktisk på det, da hun efter 9. klasse tog på High School ophold i USA. Hun sagde at hvis hun var startet året inden, så havde hun slet ikke været moden og parat nok til at rejse væk i et år 🙂
Det er netop også den med, at ingen, jeg har talt og skrevet med, har fortrudt at de har ventet – mens mange har fortrudt, at de IKKE ventede.
Og godt nok et dejligt skulderklap at få, når ens store børn tilkendegiver, at man har gjort deres liv bedre/lettere, fordi man traf et valg, der måske i situationen ikke var nemt.
God aften til dig.
Kh
Linda
Hej. Vi lod også vores dreng tage et ekstra år. Nu er han i 0. Vi har konsekvent fortalt ham, at det var vores valg og at han 'fik lov til at få et år mere'. Nu i skolen ved han også at det var fordi han skulle øve sig længere i at tale. Og han blærer sig for vildt med at være den ældste i klassen. Jeg er ret glad for vi valgte den rigtige og positive forklaring fra starten, så den stadig holder
Det er en ret god pointe, at forklaringen skal holde, når han starter til næste år.
Anton er novemberbarn, så faktisk kommer han kun til at være et par måneder ældre, end den næste i klassen, der har fødselsdag (forudsat at der kommer januarbørn, selvfølgelig.)
Tak for et fint input.
Kh
Linda