I spørger, jeg svarer: Om at være mor til et barn, der er helt sit eget

For en uges tid siden fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød sådan her:

“Altså hvis man stadig kan foreslå indlæg, så ville jeg elske noget om forældreskab til de særlige, som jeg også har en af. Altså om det at være forældre til et barn, der er lidt mere særligt eller bare ikke helt følger alle de der normalkurver. Jeg synes, at det har givet mange tanker og lange bekymringer om, hvordan, hvormeget og til hvem vi taler om vores særlige børn og om hvordan man skal forholde sig til den evige tvivl om, hvornår det er opdragelse og hvornår det er det særlige.”

Med snart 8 år på bagen som Antons mor, kan jeg da i hvert fald byde ind med, hvordan min egen oplevelse har været, og hvad jeg har gjort mig af erfaringer.

Måske giver det mening lige at starte med at ridse op, hvor Anton adskiller sig lidt fra det brede flertal.

Han har alle dage haft et sanseapparat, der bare ikke ligner det, de fleste andre børn har. Han bliver voldsomt stresset af høje lyde, og bliver han forskrækket eller bange, er hans første reaktion at holde sig for ørerne. Derudover driller sproget, han har altid haft problemer med at falde i søvn/sove, og så svæver han lidt over vandene i forhold til verden omkring sig. Ikke, at han ikke er til stede eller opmærksom, men den nysgerrighed, de fleste andre børn udviser ift. at forstå, hvordan verden er skruet sammen, har han aldrig haft. Han trives i sit eget selskab; leger gerne med andre børn, og er faktisk ret populær, men det er typisk dem, der opsøger ham.

Når man stiller det op på den måde, kommer man hurtigt til at danne sig et billede af en lille, alvorlig rainman, hvilket næsten er så langt fra sandheden, man kan komme. Der er fuld fart på, han er helt utrolig livsglad og snakkesaglig, og han har ingen udfordringer ift. at begå sig. Han minder på mange måder om en hybrid mellem Sten (& Stoffer) og Peter Pedal.

Det, jeg efterhånden har lært er, at han bedst kan være i situationer, hvor det er ham selv, der sætter rammerne, hvilket jeg formoder er årsagen til, at han gerne lukker andre ind i sin leg, men sjældent opsøger deres. Hvis folk vil kramme ham, kan han blive 16 meter lang, så der kun er en lillefingernegl tilbage på det sted i luften, de krammer, mens han med største selvfølgelighed tager mine veninder i hånden, når de kommer herhjem, og han skal fortælle dem noget, han synes er vigtigt.

Jeg har altid selv opfattet Antons anderledeshed som et udtryk for, at nogle af de udfordinger, han er blevet tildelt, både de præmature og dem, der bare bliver uddelt tilfældigt, bliver forstærkede, fordi de falder sammen med træk i hans personlighed. Hvis jeg må bruge et meget uelegant billede på, hvad jeg mener, så forestil dig, at personligheden er en rulle småkagedej, hvori der er udstukket stjerner og måner i et vilkårligt mønster. De udfordinger, du får med fra fødslen, er en anden rulle dej, der også er udstukket kager i. Når du lægger de to lag ovenpå hinanden vil du få dybere huller der, hvor der tilfældigvis er udstukket kager i både det øverste og det nederste lag dej, end der, hvor det ene af lagene stadig er intakt.

Han har altid skilt sig ud, men aldrig gjort sig bemærket. I børnehaven var han utrolig god til selv at finde strategier til at undgå de situationer, der stressede ham, og han har aldrig været frustreret over sit manglende sprog. Det, jeg alle dage har hørt fra de mennesker, der har været omkring ham i fagligt regi er, at han er dreng, der er utrolig nem at holde af, og der er ingen tvivl om, at det har været med til at lette hans vej igennem verden. Han er simpelthen et barn, man får lyst hjælpe, og det er jeg inderligt taknemmelig for, for det betyder, at der er nogle bump på vejen, han har fået så meget hjælp til at komme over, at han knap har bemærket, at de har været der.

Igennem tiden har vi mødt mange diagnosesultne fagpersoner, som har været utrolig ivrige efter at putte ham ned i kasser. Problemet med Anton er bare, at så snart du tror, du ved, hvor du har ham, river han tæppet væk under dig. Et godt eksempel var, da han som 4-årig havde været til talepædagog, og var blevet testet i, om han kendte navnene på farverne.


“Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre, for han svarede sådan set rigtig nok. Han svarede bare på engelsk.”

Jeg er ret bevidst om, at kærlighed gør blind, og at virkeligheden ikke er stationær. Fordi noget ikke er nu, betyder det ikke, at det ikke kan blive. Med diagnoser kommer penge og tilbud, som kan gøre livet lettere for dit barn, og hvilke forældre ønsker ikke det for det bedste de har? Men når det er sagt, så er jeg Antons first and last line of defense, og det er min inderlige overbevisning, at en personlighed ikke skal sygeliggøres, udelukkende fordi den er anderledes end flertallets. Derfor er jeg altid åben for at høre, hvad diverse pædagoger og lærere har at sige, men jeg går dem på klingen, og jeg er grundig. Jeg har nemlig også læst alle bøgerne, og hvor de er eksperter på ‘børn’ er jeg ekspert på Anton. Jeg kan have nætter, hvor jeg pludselig bliver bange og i tvivl om alt, hvad jeg ved, men når solen står op, er jeg landet igen, og ved, at jeg kan stole på mine instinkter. Hele hans børnehavetid stod jeg fast på, at han ikke skulle testes for alt muligt og umuligt, fordi jeg simpelthen syntes, at grundlaget de præsenterede mig for var for tyndt. Til sidst hev de en ressourcepædagog ind – som viste sig at være fuldstændig enig med mig, og det er en af de største gaver, jeg har fået i mit liv. At have et menneske, der stod i den faglige verden, som så Anton præcis som jeg gjorde, som jeg kunne sparre med, og som 100% bakkede op om, hvad jeg sagde, når jeg sad overfor både 3, 5, 7 og 9 fagfolk, der alle sammen havde tal, der skulle passe, og kommunale retningslinjer, der skulle følges. Det var en KÆMPE hjælp. Hun var så vigtig, og vi holder forfærdelig meget af hende.

Selvom det grænser til at være udansk, så vil jeg gerne supplere med, at en af pædagogerne i børnehaven faktisk ringede til mig, da han nærmede sig sin afslutning dernede og sagde, at de havde evalueret på børnene, og derfor havde snakket om Anton.



“Egentlig har jeg bare lyst til at sige til dig, at du skal vide, at vi snakkede om, at det, du så, og det, du stod fast på, faktisk viste sig at være det rigtige.”

Udredningen hos børnepsyk, der er obligatorisk, hvis man skal tages i betragtning til en plads i tale-høre klassen, viste en klog lille fyr, som ikke fejlede noget.

Og selvom det tog 7 måneder og 10 millioner møder og en mailkorrespondance med en advokat at få ham skoleudsat, så er han i dag fagligt lige præcis, hvor han skal være, hvilket for mig bekræfter, at min vurdering holdt stik.

Moralen i ovenstående er, at jeg tror, at man med den her type af børn skal turde stole på sine instinkter, og sparre med mennesker, hvis faglighed man har respekt for, fordi disse børn falder uden for alle kasser og systemer, og derfor kan være utrolig svære for fagfolk at hjælpe kvalificeret.

(Og så skal man samle på de sejre, der viser, at man havde ret, så man har lidt at klamre sig til, når troen på egne evner vakler.)

Hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvornår det er svært at have et barn, der er helt sit eget, så er det faktisk ofte i mødet med andre. For hvor det ikke fylder noget, når vi bare er herhjemme, eller er sammen med familien, så bliver anderledesheden jo af gode grunde mest tydelig, når den placeres ved siden af det mere almindelige. Her synes jeg, det kan være svært at give Anton det, han har brug for, uden samtidig at komme til at gøre ham så anderledes, at det næsten kommer til at modarbejde ham, og jeg forstår 100% hvad der menes i spørgsmålet med “hvordan, hvor meget og til hvem vi taler om vores særlige børn”. Skole osv. er en no-brainer, men når jeg f.eks. skal til vagtlæge, og ved, at Anton 50% af gangene går i blind panik over, at skulle undersøges – skal jeg så starte med en tale, der gør ham til et glasbarn, eller satse på, at det er en af de gode gange? For hvis det er, ligner jeg jo Fru Munchausen By Proxy, der gerne vil tale skrøbelighed frem, hvor ingen er. Eller når han starter til taekwondo. Starter man så lige med at prikke alle trænere på ryggen, så man sender ham ind i et nyt forløb, hvor det slet ikke er sikkert, at hans udfordringer kommer til udtryk, med the scarlet letter om halsen, eller lader jeg dem tro, at han ikke gider høre efter, fordi han ikke gør, som de beder ham om (fordi han ikke forstår det)? Hvornår er det en hjælp og hvornår bliver det et åg, jeg lægger på ham og giver ham med, ved at italesætte det? Det har jeg stadig ikke fundet balancen i.

Jeg synes også, at det kan være rigtig svært ift. andre forældre; primært når vi er i sammenhænge, hvor der er flere bekendte end venner. Og her må jeg med skam melde, at det også handler om, at jeg synes, det er svært at være i, at folk går hjem og tror, at det er fordi jeg ikke ved bedre, at han får længere iPad-snor, end børn bør gives, eller at det handler om, at jeg er eftergivende og ikke vil tage kampen, at der er så mange madvarer, han ikke spiser. Jeg gider simpelthen ikke være hende, der lige highjacker en fødselsdag og tvangsindlægger sagesløse mennesker til en forelæsning om, at nogle børn med lidt hidsige sanseapparater finder ro og tryghed i at se de samme små film igen og igen, særligt når der er mange (nye) mennesker, og at de faktisk ikke er kræsne, men bare bliver stressede af for mange nye teksturer i munden, fordi det for dem er en overbelastning af sanseapparatet. Men jeg har lyst. Og jeg har meget lyst, når forældre til 12-på-dusinet-børn gengælder tjenesten ved at fortælle om, hvordan de med deres mageløse forældreevner har sørget for, at deres børn sover/spiser/kan sidde stille på stolen ved bordet til aaaaaahle er færdige med at spise, og “du kan bare sende ham hjem til mig, haha”. Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde. De gange, hvor jeg helt kort har prøvet at forklare, hvorfor han somme tider reagerer meget stærk på noget, eller at han bliver hyper, når han bliver træt osv. oplever jeg ofte at blive fejet af med “det gør alle børn jo” – og det er jo ikke forkert. Men efter jeg har fået Frida, kan jeg se, hvad jeg altid har fornemmet, nemlig at det bare ikke er lige så ofte, lige så intenst,  eller på lige så mange områder.

Når jeg vælger at lade være med at forklare yderligere, handler det om, at jeg ikke kan være i min krop, hvis jeg skal sidde og tale hans udfordringer så meget op, at det ikke bliver ham, men dem, man ser.

For gør man det, går man glip af virkelig, virkelig meget

Published by

64 Replies to “I spørger, jeg svarer: Om at være mor til et barn, der er helt sit eget

  1. Mit barn er ikke som Anton. Eller som andre børn. Men hun er som Anton helt sin egen. Og du har nedfældet mine tusind tanker, grublerier, overvejelser, sorger og glæder på papir(agtigt). Og dine ord rør mig dybt og gør mig som mor til min datter stolt over, at jeg ser men ikke underkender ej heller overdriver alle hendes herligheder og særligheder. Så tak. Dette indlæg vil jeg vende tilbage til. Og jeg vil ganske givet også rette andres opmærksomhed herhen. For dine ord bliver man klog af – både med hovedet men også med hjertet.

  2. Dette indlæg beskriver præcist hvordan jeg har det. Jeg ved sgu heller ikke lige hvad jeg skal gøre, men jeg vil ihvertfald øve mig i at være ligeglad med dumme kommentarer. Øve mig virkelig meget.
    Tak fordi du deler. Du er ikke alene og det er rart at vide jeg heller ikke er det.

    1. Man kan godt komme til at føle sig alene med lige præcis den her type udfordring ude i verden, det genkender jeg meget. Fordi de fleste andre børn er børn, som børn er flest, eller også har noget konkret at pege på ift. diagnoser. “Mellembørnene” kan være svære at fastholde retten til ekstra plads til <3

      1. Hvor er jeg glad for, at det er sådan, I læser det. Og det gør mig oprigtigt glad at vide, at mennesker, der ikke har denne type udfordringer med deres børn, også får noget ud af at læse om det. Så tak, begge to, for jeres tilbagemeldinger <3 <3

  3. Du beskriver min søn – nærmest nøjagtigt. Eneste undtagelse er at han ikke har vanskeligheder med at tale.
    Vi fik ham udredt tidligt, han er nummer to, og vi vidste, at noget er anderledes. Han har aspergers (jeg siger IKKE, at Anton har det). Han klarer sig godt i skolen, men han kan ikke overskue SFO’ens manglende struktur. Vi har kæmpet en lang og udmattende kamp mod systemet, for man kan ikke få støtte til SFO, kun til skolen. Og her var diagnosen guld værd, hvor sørgeligt det end er. Sidst i 0. klasse fik han støtte fra 14-15.30 i SFO’en, og vi har fået et helt nyt barn med overskud. Han går i 1. klasse nu, og alt er fryd og gammen.
    Han er dog skrevet på kommunens visitationsliste, så vi ikke skal kæmpe en lige så lang kamp, når hans behov ændrer sig – vi var igennem sundhedsplejen, en spiseergoterapeut, PPR, handicapafdelingen, en skolesocialrådgiver, AKT, og da jeg er en stædig jurist-satan endte vi til møde med skolechefen, der bevilgede den støtte, vi ville have, for som han sagde er det billigere at forebygge og billigere at støtte end at bevilge et særligt tilbud. Og han foreslog os visitationslisten, da vi kan være helt sikre på, at hans behov ændrer sig.
    Det vigtigste er at se sit barn, som du ser Anton, og gøre verden klar til at rumme. Vi har været åbne fra dag et i både børnehave og skole, og det har hjulpet både ham og os.

    1. Jeg bliver så glad, når jeg hører om børn, der har fået hjælp, mens den stadig gør en forskel. Det er så vigtigt. Din søn er heldig, at han har en stædig jurist-satan på sit hold:) <3

  4. Du er stadig den sejeste person, jeg ikke kender og gud hvor er Anton heldig, at det var i din turban han blev appelsinen
    ❤️❤️❤️

  5. Min søn var også … særlig. Og pædagoger og kommunens psykolog pressede på for at få ham udredt . Jeg har dog altid vidst, at det særlige ikke var noget, der skulle diagnosticeres. At det var nogle helt specifikke vanskeligheder han havde, og at der var dem, han skulle hjælpes med. Jeg er så glad for at jeg stod fast. Jeg har i dag en voksen søn som på alle parametre har det godt: læser på sit drømmestudie, har sød kæreste og et hav, vitterlig, af skønne venner.

    1. Så dejligt at høre. Alle historier, der ligner vores, som har en happy ending, ryger på min egen reminderliste, så jeg har dem til de mørke dage, der også somme tider rammer.

  6. Wauw, blev helt rørt af dit indlæg… du er simpelthen den sejeste mor… og Anton er simpelthen den sejeste dreng. Hvor er det fantastisk I har hinanden, I er det perfekte Uno/Æsel spil 🙂
    Tak for et meget spændende og meget indholdsrig indlæg 🙂

    KH

    1. Det er vi nemlig! Og det fine er, at i det spil, vinder vi begge to:)

      Tak for din feed back. Den blev jeg rigtig glad for <3

  7. Kære Linda.
    Jeg bliver så rørt af dit indlæg at jeg sidder her på mit arbejde med tårer i øjnene..
    Hvor skriver du fantastisk og klogt og jeg kan lære så meget af din tekst selvom mine børn er lidt mere unokort…
    Jeg har vist skrevet det før, men I har virkelig ramt jackpot da I fik hinanden i jeres familie. Det er så kærligt og klogt skrevet om din fine skønne dreng! Alle børn fortjener at blive set som den de er 🙂
    Kh Vibeke

  8. Sikke et dejligt skriv. Jeg er fagperson, nærmere betegnet uddannelsesvejleder for unge med særlige behov, og jeg er sikker på at din tilgang til Anton hjælper ham rigtig langt i livet. Diagnoserytteri er ikke alene vejen frem, det er derimod en fuldstændig individuel tilgang til hver enkelt menneske. Det er svært i vores system, hvor tid og ressourcer er knappe, men lyspunkter som dig og din tilgang er guld værd. Spred budskabet!

    Og så lige en bemærkning fra mit eget liv. Min søn er født fire uger før tid, hvilket ikke er særlig meget, og måske har det slet ingen betydning i det store billede, men………han har det super svært med tøj og sko. Det skal være noget helt bestemt, og vi strækker os langt i forhold til at hjælpe og støtte ham i det han mærker, og de løsningsforslag han selv kommer med. For det er VIRKELIG svært for ham. Han har grædt så mange tårer, og vi har forsøgt alt muligt, herunder tvang og andre ting som vi ikke er stolte af, men lige fra han kunne tale, har han fortalt os at tøjet drillede. Han er nu 6 år og ret konstruktiv i sin tilgang til det. Fx så går han i shorts fra april til oktober, fordi bukserne primært driller ham om anklerne(Iknow, det er mærkeligt!!), og han går helst i arvegods/genbrug, fordi det er blødt og “vasket til”, så af og til ligner han et gadebarn, men han er glad og godt tilpas, og det er det vigtigste. Men hvis du vidste, hvad vi har fået af “velmenende” kommentarer. Her kommer et par skønne eksempler;
    “ja, det kender jeg godt, mine unger ville også altid have deres vilje med tøj”
    “Mine under har altså ikke fået lov selv at bestemme alting”
    “Han må da fryse helt vildt”
    “Hjemme hos os er det altså de voksne, der bestemmer påklædningen”
    “min datter ville også kun have lyserødt tøj på i en periode, så jeg kender det virkelig godt”
    …….und so weiter!
    Jeg smiler bare(lidt stift) og siger; ja, han vokser nok fra det på et tidspunkt!! Og hvis ikke han gør, så har vi faktisk fundet nogle strategier der virker, vi blander bare ikke andre ind i det:-)

    1. Jeg kan næsten mærke de sætninger i mit eget system. Shit, hvor er det svært. For hvis man gerne vil have folk til at forstå, kommer man næsten til at fremstille sit barn som handikappet. Eller sig selv som en mor, der nærmest ønsker at gøre sit barn særligt. Sådan en slags wannabe-glutenallergiker. Det er umådelig træls.

  9. Kære Linda. Det er verdens smukkeste indlæg. Sidder med tårer i øjnene og gåsehud over lige dele begejstring for, hvor godt du skriver og over hvordan det næsten er en beskrivelse af mit eget barn.
    Vi har en diagnose gemt væk i en helt taske fuld af “Frederikpapirer”, som ligger under sengen, som vi aldrig har brugt ( altså ikke sengen men papirerne) til noget fordi vi ikke har følt det nødvendigt, men som kan tages i brug, hvis det en dag skulle blive det.
    Jeg vil ikke begynde, at forklare om Frederiks problematikker men blot sige, at de på nogle områder minder om din beskrivelse af Antons. Frederik er snart 10, og vi har mentalt holdt vejret siden han startede i skole som 6 årig. Tør dog næsten puste lidt ud, og så småt konstatere at skolen heldigvis passer meget bedre til ham, end børnehaven gjorde.
    For 4 år siden fortalte jeg til ALLE, at han ikke så verden helt ligesom de fleste andre og at han godt kunne sige og gøre nogle lidt spøjse ting, men nu siger vi det ikke til nogen mere. Vi har bestemt at han er gammel nok til, at drage sine egne erfaringer af folks reaktioner på, hvis han gør eller siger noget som de ikke har forventet. Han er den gladeste, mest ubekymrede dreng, som ikke selv er klar over/ked af at han ikke fanger helheden eller den store mening i alting, men til gengæld har styr på alle detaljerne. Han har masser af fantastiske venner, klarer sig so far super fint fagligt og udvikler sig. Han bruger halvanden time på at falde i søvn hver eneste aften, hvor alle dagens indtryk skal hvirvles rundt og falde på plads. Mit spm og vores til tider store dilemma er, om man skal fortælle ham, at han på nogle områder ikke er som mange af de andre? Har du nogen sinde talt med Anton om det? Da Frederik havde et forløb på børnepsyk og da han havde forløb hos talepædagog og i sproggruppe snakkede vi med ham om det, men han var ikke gammel nok til at forstå det og vi har valgt siden da, ikke at fortælle ham noget, eftersom han ikke selv oplever nogle problemer med det at være som han er. Er bange for det er noget rodet, det jeg har skrevet men summa summarum er, at jeg gerne vil spørge hvor meget du inddrager Anton selv i det at være “et barn, som er helt sin egen”?
    De kærligste hilsner, Line

    1. Søde Line. Jeg er faktisk helt ked af, at vi ikke brugte hinanden mere, da vi var kolleger, for jeg ville virkelig gerne have vendt de her ting med dig over kaffe. Jeg tror, vi kunne have gjort hinanden klogere <3

      Jeg synes, det er rigtig svært, det med, om man skal gøre dem selvbevidste omkring noget, de jo ikke kan gøre så meget ved. Vi havde for nyligt en periode, hvor Anton blev så begejstret over nogle videoer, han så på You Tube, at han begejstret gengav dem – men primært lydsporet. Hvilket – sagt med al kærlighed – fik ham til at virke en lille smule bims. Et eller andet sted er udfordringen jo, at finde det sted, hvor de får lov at være dem, de er, men hvor de samtidig ikke uforvarende arbejder sig væk fra fællesskabet uden at forstå, at det er det, de gør.

      Jeg prøvede at snakke med Anton om, at det var svært for andre at forstå, hvorfor en video var sjov, når de kun fik gengivet lydsiden – hvilket han tydeligvis nærmest syntes var lidt synd for dem. Så jeg er godt nok også i tvivl om, hvordan man griber det an. Måske noget med, at man forsøger at tage udgangspunkt i nogle konkrete situationer, når de opstår? Fordi det er nemmere at snakke ud fra noget, de har i frisk erindring?

      Hvis jeg træder et skridt tilbage fra det, tænker jeg, at det, der er vigtigst er at sørge for, at de altid har en blød pude at falde på, når de falder. Og det er os. Så derfor tror jeg måske, at vi skal være forsigtige med at være dem, der peger på det, de ikke mestrer? At det måske på den lange bane er vigtigere at have et bagland, der griber, end et, der i bedste mening henleder deres opmærksomhed på, hvor de skiller sig ud, og derfor måske planter et frø af frygt for at være dem, de er? Giver det mening?

      Kram

      1. Ja det giver rigtig meget mening. Det er svært ikke at komme med velmenende rettelser og næsten supplere Frederik, når han forsøger at fortælle en ven om et eller andet han har oplevet. Jeg står som oftest og tænker “du sku satme vist ha’ været der for at forstå det der…” Jeg bider selvfølgelig hellere tungen af mig selv, og kan jo også med tiden se, hvordan hans fantastiske venner på magisk vis, netop lærer ham at kende lige så godt som jeg gør-og det er vel egentlig lige præcist det, som er meningen.
        ❤️

  10. Kæmpe dilemma om hvor meget og hvordan man skal italesætte udfordringer på barnets vegne. Hvornår er det en tjeneste og hvornår er det en spændetrøje.. Jeg ville ønske vi levede i en verden, hvor det generelt var muligt at italesætte barnets personlighed og dertilhørende anderledeshed uden at blive dømt. Personligt ville jeg kun have respekt for en ærlig introduktion for som mor kan jeg da i høj grad godt skrive under på, at børn kommer med forskellige blueprints, også selvom vi vist har fået unokort uddelt her.

    1. Jeg ville ønske, at der bare var lidt bedre plads i den verden, vi levede i, så rammerne for trivsel og succes ikke forudsatte en bestemt type personlighed<3

  11. Fantastisk indlæg. Du virker meget reflekteret omkring din egen tilgang til Anton og supersej til at stå fast på, at det, du oplever og gør, er det rigtige.

    Vi har også en søn, der er særlig på nogle andre måder end din søn – og jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til ham (hvilket nok bare gør den stakkels dreng endnu mere forvirret). Jeg tror sådan set, at jeg “ser ham” rigtigt, men at finde den tilgang, der hjælper ham bedst føles som at løbe spidsrod mellem en række eksperter, meningsstærke familiemedlemmer og omverdenens forventninger til “rigtig opdragelse”.

    Jeg er så træt, helt ind i sindet, og dit indlæg her var en lindrende balsam, der, om end det ikke fjerner problemet, dog giver et øjebliks pause og følelse af, at andre kender til de problemstillinger, man selv er ved at knække halsen på – og som finder strategier til at overleve. Så er der håb til endnu en dag. Tak <3

    1. Det ER også sejt. Og særligt i de perioder, der ligger før store skift, eller når man selv hele tiden er nødt til at være den, der har øjnene rettet 1 1/2 frem i tiden, fordi Systemet først forholder sig til de udfordringer, der kan være, 4 minutter inden de opstår. Det er opslidende – men min egen oplevelse er, at det faktisk bliver nemmere. Dels fordi man lander i sin rolle som mor til lige præcis dét her barn, og tør stå fast, fordi man gennem tiden er blevet bekræftet i, at det man ser, er det rigtige – men også fordi man lærer at have et kvart øje på det samlede forløb, så man ikke længere er prisgivet offentlige kalendre og rigide systemer.

      Tak for din kommentar – jeg er virkelig oprigtig glad for, at du følte, du fik noget ud af at læse indlægget <3

  12. Tak! Det her var en god reminder om, at man jo slet ikke aner hvad andre tumler med. Jeg har nok selv tænkt (måske endda også sagt) nogle af de sætninger du nævner, og jeg har jo slet ikke haft noget at have det i.

    Og dilemmaet ift om man introducerer sit barn med det han har i bagagen forstår jeg godt er vildt svært! Man risikerer jo også, at træneren/lægen/whatever kommer til at tage introduktionen med i det videre forløb og måske blive lidt for farvet – hvor oplevelsen havde været bedre, hvis introduktionen var udeblevet.. Puh, altså!

    Igen, tak!

    1. Hvad Cecilie skriver ☝️
      Jeg er helt sikker på, at jeg faldet i og har sagt ting i forsøg på velmenende råd, der sikkert bare har været irriterende. Med tiden øver jeg mig i at holde min mund…

      Og hvor er du altså imponerende reflekteret, Linda. Jeg er ret sikker på, at jeg overfor mine børn er lidt mere nærsynet og ude af stand til at analysere så skarpt.

      1. Jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg selv siger idiotiske ting, som rammer andre, der kæmper med noget, jeg ikke kender til. Det eneste, vi kan gøre, er jo at prøve at stoppe op og bemærke det, når man bliver præsenteret for et kig ind i de verdener, vi ikke ved noget om. Og det gør I jo lige præcis her, så jeg er bare glad for, at I tager så pænt imod det <3

  13. Dejligt skriv.
    Jeg har også en af de særlige. Aldrig fået diagnose, hjælp eller noget – men brugt uendeligt energi på at hjælpe ham til at finde rundt i verden mellem alle vi andre.
    Fast forward 24 år…. efter 9 års skolegang, udvekslingsstudent på den anden side af jorden i 7 mdr, student, ingeniørstuderende og mangler kun sit bachelorprojekt – færdigudlært om 4-5 måneder.
    Stadig særlig men velfungerende, da han har lært at sætte hele sit liv i rammer og sætte ord på sine udfordringer.
    Han kom fra overhovedet ikke at kunne tåle ændringer i hverdagen, til at sige: Jeg er ikke er god til ændringer” og til nu, hvor han trækker vejret dybt og håndterer de ændringer der kommer.
    Jeg er næsten parat til et sige jubi det lykkedes- det havde jeg ikke troet da han startede i skolen.

    Og så den svære. Det er meget svært at slippe ham helt og holde op med at bekymre mig – meget meget sværere end med hans helt “almindelige” storebror. Men jeg øver mig hver eneste dag.

    Virtuelt knus og pøj pøj med Anton – for de særlige er det så uendeligt vigtigt med gode voksne omkring sig og det tænker jeg, at Anton har.

    1. Faktisk er jeg ikke så bekymret for Anton på den lange bane. Jeg er sikker på, at han finder en hylde, han trives på, og at han med sin fine, lyse sjæl kommer til at tiltrække gode mennesker. Men når jeg kigger på den kommende håndfuld år, kan jeg godt mærke, at det niver lidt i maven, fordi jeg så gerne vil være sikker på at hjælpe ham helskindet igennem.

  14. Hold… nu…. kæft et godt indlæg! ❤️ Du er simpelthen så imponerende stærk og velovervejet. Vi har selv en dreng på 3 med sansemotoriske forstyrrelser/modulationsbesvær efter en voldsom ankomst til verden og kan genkende mange af de ting du skriver. Især det med at blive fejet af med “det gør alle børn jo”, når man kan se at ens barn er mega-stresset pga alt for mange stimuli. Så bliver jeg sgu i tvivl om det virkelig bare er mig (os) der pylrer. Men det VED jeg at det ikke er. Det samme med tankerne om både at ville støtte sit barn, men ikke vil være med til at stigmatisere dem ved at forklare Gud og hver mand hvorfor de er som de er… Åh det er svært. Men tusind tak for et fantastisk indlæg, kan se at det har ramt andre end mig! TAK!

  15. Åh Linda hvor er det et fint indlæg. Jeg ville ønske mine følelser omkring det var meget mere afklarede – som dine. Vi har også et barn med en smule sanseudfordringer men efter endelig at have fået lavet en sensorisk profil viste det sig at problematikken var anderledes end forventet. Børnehaven mente (og det gav mening med det vi så) at det var lyd og lys indtryk. Det var værst om vinteren hvor de var mere inde og tætte i børnehaven). Det viser sig at hun har mere brug for sansestimuli i forhold til kroppen..til at bevæge sig, mærke sin krop..og derfor reagerede på indelivet med uro. Det er rart vi kan hjælpe hende rigtigt nu men jeg tænker også vi måske har fejlet i at lære hende at håndtere nogle ting fordi vi har taget et forkert hensyn.
    Så der har noget af det måske noget med opdragelse at gøre også. Ikke at hun bare får lov at opføre sig som hun vil men vi har måske forsøgt at hjælpe hende på måder der i virkeligheden var bjørnetjenester.
    Jeg oplever også at jeg sommetider ønsker hun var mere “almindelig”..fordi hendes kombination af selvstændighed og følsomhed ikke gør tingene let for hende. Og en lille smule også fordi jeg selv har det virkelig svært med at stå der i skolegården og alle mulige andre bare går stille og roligt ind og min datter bare IKKE gør. Det skammer jeg mig faktisk over. Jeg ville til en hver tid forsvare hende som en løvemor og jeg elsker hende højt. Hun er et skønt menneske.
    Jeg er ikke på den måde bekymret for min datter hun er for det meste glad, hun er klog og hun er omsorgsfuld. Men når det hele lige er for meget så bliver hun også meget vred og meget ked af det og det oplever jeg at de andre bliver lidt forskrækket over. Jeg får som dig lidt ondt i maven ved tanken om de næste år…men ikke på den lange bane.
    Og så gør jeg jo også selv det med at tænke “måske skulle i opdrage anderledes” når jeg støder på det. Helt idiotisk men sandt…og jeg tror jo også det er derfor man får lyst til at råbe til alle der kommer forbi skolegården “hun er altså ikke dårlig opdraget hun synes bare det her er mega svært og har svært ved at rumme det”

    1. Da jeg skrev indlægget, ville jeg faktisk gerne have været omkring et dilemma, som var oppe i Mads&Monopolet for år tilbage. Det var fra et forældrepar, der havde en dreng med autisme, som var i tvivl om, om det ville være en hjælp eller en stigmatisering at sætte et lille badge på hans overtøj, så folk udefra kunne vise ham de hensyn, han havde brug for, og så de kunne se, at der var en grund til, at en dreng, der umiddelbart så ud til at være alt for stor/gammel, sad i klapvogn. Ordene stak af med mig, så jeg syntes, det blev for langt, men jeg tænker simpelthen så tit tilbage på det dilemma, fordi jeg – netop som du beskriver – også reagerer, hvis jeg ser forældre, der kommer gående med meget store børn i klapvogn. Et nanosekund tænker jeg “Ej, come on!” – og så kommer jeg i tanke om dilemmaet, og bliver faktisk ret flov over min egen reaktion. Jeg tror, det hænger sammen med, at vores primalreaktion hænger sammen med det, vi opfatter som almindeligt, og derfor vil det altid være den, vi har først. Men forhåbentlig bliver vi klogere af at høre dilemmaer i radioen, læse artikler på nettet – eller af selv at få børn, der ikke helt ligner gennemsnittet, og så kommer vores tillærte reaktion lige umiddelbart efter. Jeg tror ikke, at det kan være så meget anderledes. Og egentlig ville jeg selv være ganske ok med, at folk havde den første reaktion ift. Anton og mig, hvis de havde den anden umiddelbart efter. Al begyndelse er svær, og vaner og gamle tankemønstre er svære at ændre, men jeg bliver glad i maven af at høre, at så mange faktisk øver sig og gerne vil gøre det anderledes <3

  16. Jeg kender dig ikke, men jeg vil bare lige sige, at hvis jeg var barn, så ville jeg fandme gerne trække dig i mor-lotteriet.
    Kæmpe respekt og thumbs up

  17. Tusind tak for dit indlæg. Jeg har en dreng, som også er en af de særlige, på nogle andre måder end Anton. Han er lige startet i skole og hans anderledeshed er blevet tydelig både for os forældre – og også for ham selv. Jeg har mange af de samme tanker som dig om årene der ligger foran ham, og har haft skuldrene helt oppe ved ørerne siden skolestart. Det er dejligt at høre tankerne formuleret så klart som i dit indlæg.

    1. Selv om det er angstprovokerende og man mister mange timers nattesøvn over det, så har jeg de sidste par dage alligevel tænkt, at det faktisk er helt utrolig opløftende, at så mange forældre så tidligt ved, at deres børn har brug for noget lidt andet end andre børn. Da jeg var barn, var der ingen, der var opmærksom på de her ting, og der må da helt sikkert have været børn dengang, der har haft det ligesådan. De fik lov at klare sig selv, og min oplevelse er, at det var take it or leave it. Vores børn har i hvert fald massiv støtte hjemmefra, og vedvarende opmærksomhed på, om der er steder, de har brug for en ekstra hånd i ryggen. Det MÅ alt andet lige gøre deres liv nemmere, end hvis de havde været børn, da jeg/vi var <3

  18. Det er som at læse en beskrivelse af min lille dreng på 4 år! Det er helt vildt! “og så svæver han lidt over vandene i forhold til verden omkring sig. Ikke, at han ikke er til stede eller opmærksom, men den nysgerrighed, de fleste andre børn udviser ift. at forstå, hvordan verden er skruet sammen, har han aldrig haft.” er spot on på min dreng. Han har aldrig udvist særlig interesse i sine omgivelser, og han har sådant set altid bare haft det godt i sit eget selskab. Han har, ligesom Anton, sprogvanskeligheder (han er tosproget, så jeg har altid tænkt, at det var årsagen, men nu hvor jeg læser din beskrivelse af Anton, er jeg ikke helt sikker på, at det måske er den primære årsag.) Det samme med det engelske gør sig også gældende her – min dreng ynder at sige alle tal og farver på engelsk, selvom hans primære sprog er dansk og italiensk 🙂 Og lige som din dreng er min meget følsom overfor høje lyde – det kan være støvsugeren, råb eller larm generelt, som han bare ikke kan holde ud og reagerer voldsomt derpå til stor frustration for pædagogerne, som nok mere er vant til søde, rolige børn, der gør, hvad der bliver sagt.
    Jeg tænker også meget over, hvordan det skal gå ham – især her i børnehaven i Italien, hvor pædagogerne nærmest hver dag spørger, om min drengs opførsel er blevet bedre. Min mand og jeg er dog helt på linje med hinanden om, at vores dreng bare ikke er som alle andre børn, men hvor giver det anledning til mange bekymringer om, hvordan han både bliver opfattet af andre (som et uopdragent barn) og om han kan klare fremtiden med skole osv.
    Jeg ved heller ikke, om det er bedst at “advare” eks. lægen (som han også går i flint over at besøge), om at vores dreng har en særlig personlighed – altså at andre så ser vores dreng som et “problembarn”, før de endnu kender ham, eller om vi skal lade dem opleve det selv med “fare” for, at de opfatter vores dreng som uopdragent.
    Jeg ville gerne skrive mere, men jeg er helt head over heels over, hvor godt du beskriver din dreng, jeres udfordringer, for jeg kan 100 % sætte mig ind i det. Anton er pokkerme heldig med en mor som dig!

  19. Hvor er det vildt med en lille “tvilling” i Italien! <3

    Du kender ham bedst, og undskyld, hvis I har fået 1 million gode råd, I ikke kan bruge, men ingen havde fortalt mig om det her, så nu skriver jeg det bare, og så kan du bruge det, hvis du kan:

    For Anton var det en KÆMPE hjælp at få pauser i børnehaven, hvor han fik lov at gå for sig selv, og sidde og dimse med et eller andet i stilhed. Et spil, en bog eller en iPad. Og når jeg siger pauser, så mener jeg det meget konkret. En alarm på et ur med faste intervaller, og når det ringede, var der en voksen, der hjalp ham med at finde en lille oase.

    Ligeledes kan jeg varmt anbefale at klippe ledningen af et par defekte høretelefoner, som kan bruges ved større arrangementer i børnehaven, eller hvis I f.eks. skal i biografen eller andre steder, hvor lydene er høje. Der er generelt stor accept af børns små pudsigheder (Frida havde f.eks. en periode, hvor hun ikke forlod hjemme uden sin prinsessekjole) og et barn med høretelefoner (man kan få mange seje med superhelte osv), er der ingen, der siger noget til. Det tager den værste lyd, og betød for Anton, at han havde overskud i hovedet til at blive længere tid i situationerne. Jeg prøvede med høreværn, men det var for mærkeligt for ham, fordi de tog AL lyd, og også skabte sådan lidt en fornemmelse af vakuum. Nogle børn som vores har også stor glæde af tryk og børstning i børnehaven, men jeg ved ikke, om det er noget, man bruger i italien også.

    Hvis du på et tidspunkt kommer til at tænke over noget, du gerne vil høre, hvordan jeg har prøvet at løse, er du mere end velkommen til at skrive en mail<3

    Kh

    Linda

    1. Tusind tak for de gode råd, Linda! Jeg tager dem fluks til mig, og så vil jeg se, om vi ikke i samarbejde med børnehaven inkorporere dem 🙂 Og så kan det meget vel være, at jeg tager dig på ordet og smider dig en mail en gang. Igen tusind tak – og på en eller anden måde er det dejligt at vide, at vi er flere derude med børn, der bare er helt deres egne <3

  20. Kære Linda og alle her i kommentarfeltet
    Jeg er udmærket klar over, at man ikke nødvendigvis bliver læst så langt nede. Og jeg har heller ikke selv læst alle kommentarer, men…
    Mit særlige, højt begavede, sociale, charmerende, og ‘svigermors drøm’- barn har i en alder af 28 år selv opsøgt en diagnose. Han bebrejder mig ikke, at jeg nægtede en udredning den gang, men jeg kan desværre se, at han kunne have fået en langt bedre barndom og ungdom, hvis jeg ikke havde været så sikker på, at et ‘særligt barn’ ikke skal diagnosticeres. Jeg kæmper en ulige kamp med min skyldfølelse, mens min ‘lille dreng’ kæmper med bitterhed.

    1. Kære Janne.

      Det er jeg ked af at høre; det lyder smertefuldt for jer begge❤️

      Jeg tror ikke, at løsningen er at undgå diagnoser. Tværtimod tror jeg, at de kan være en kæmpehjælp, fordi de åbner nogle døre, og giver adgang til noget hjælp.

      For mig er problemet når man prøver at få barnet til at passe til diagnosen, og ikke omvendt. Når der er lidt for mange ting i diagnosen, der ikke passer på den adfærd barnet udviser. For lige så svært det formentlig er at undvære en diagnose, man skulle have haft, lige så svært er det at leve med at have fået den forkerte hængt om halsen.

      Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har forholdt mig åben, de gange pædagoger er kommet til mig. Og jeg støttede fuldt og helt op om udredningen på børnepsyk. Men så længe oplægget er, at der bare skal testes lidt i øst og vest, uden mål og retning, fastholder jeg, at det er nej tak fra os. Om jeg træffer den rigtige beslutning må tiden vise❤️

      De bedste tanker til dig.

      Kh

      Linda

      1. Tak for fint og langt svar Linda. Jeg troede faktisk ikke, at min kommentar var kommet med, så jeg så ikke dit svar.
        Tobias jurist bliver jurist lige om lidt, så det skal nok gå det hele.
        Jeg ønsker dig alt godt med Anton og Frida og din ualmindeligt velskrevne blog.
        Kærligst Janne

  21. Jeg har også et af de særlige børn. Hun er også lidt særlig af udseende, men ikke så meget at det er helt åbenlyst at hun er særlig (ingen diagnoser, bare gener og noget……særligt…..). Derfor bliver vi også ofte nødt til at diskutere hvem og hvor meget vi skal inddrage andre i at hun på nogle områder er lidt særlig. Vi inddrager mest hende når hun er stødt på omverdens spejl, og hun selv undrer sig over bemærkninger som ,særligt voksne, får slynget ud på en uheldig måde. Mit moderhjerte ville ønske at jeg kunne forhindre det, men jeg tror ikke at inddragelse af hende på forhånd altid er vejen. Nogle gange er den, men for nu går det mestendels ok med at “samle op” på situationerne med hende når hun har mødt det.
    Jeg synes også, at det er helt vildt svært hvor meget vi skal forberede verden på hendes særlige sider, inden de måske træder tydeligt frem. For som du også skriver, så ved man ikke altid om det bryder ud i lys lue, eller om det hele bare spiller. Og jeg vil så gerne at de også bare ser hende. Til gengæld er det først for meget nyligt gået op for mig, hvorfor jeg er så pisse træt, eller snarere udmattet, efter lægebesøg, tandlægeaftaler, togture, sko-indkøb osv. (Listen er laaang). Det er fordi at succesen er tæt bundet op på at vi har gennemtænkt situationen, forberedt hende så godt vi kan, har tændt for nærværet på fuldt blus osv osv osv forud for begivenheden for at sikre at hun ikke oplever nederlag (nederlag forstået som en følelse af at være anderledes/forkert/utilstrækkelig. Hun må selvfølgelig godt opleve nederlag). Et eksempel kunne være en tur til tandplejen som hun er pissebange for. Og ja, i hendes alder (næsten 8) indebærer det “kun” en max ti minutters seance, optælling af tænder, tjek af om vi børster grundigt nok og så udvælgelse af en plastikting og så færdig. Som forælder til mit barn indebærer det, i stærkt forkortet udgave, følgende forberedelser:
    bestil en tid på dagen som passer i følgende kriterier; ikke først på dagen for så kan jeg ikke nå at “samle op” på hende bagefter hvis det hele flopper, ikke for sent for så er hun for udmattet.
    I hvor god tid før aftalen skal hun hentes, så jeg kan nå at forberede hende, igen, på det der skal ske, og så hun kan nå at få en snack, børste tænder igen (og tale om at nu bliver det en dag hvor tænderne børstes tre gange og ikke de sædvanlige to, cirka 20 gange før den lille ændring i en normal rutine er bundfældet, osv.
    Er der høje lyde i en tandplejeklinik som hun skal forberedes på, har vi brug for høreværnet?
    Skal vi ankomme i god tid eller være der lige på pletten= god tid til kram og nærvær eller undgå for meget tid til at blive ekstra nervøs i.
    Kan vi lave noget bagefter (og findes der et offentligt toilet i nærheden uden de satans håndtørrere og som ikke er beklædt udelukkende med fliser så selv et lille toiletskyl lyder som et brøl fra Niagara) i nærheden.
    Og jeg kunne bare blive ved og ved og ved. Og jeg kunne også smile kunstigt når tandplejeren siger at det da gik rigtig godt og helt gnidningsfrit (med henvisning til at jeg havde ringet på forhånd og bedt om den sødeste, tålmodigste tandplejer de kunne mønstre). Hun skulle satme bare vide hvad der ligger af forberedelser forud for bare en lille begivenhed som den. OG DET ER FØRST GåET OP FOR MIG NU, at jeg er udmattet bagefter fordi det kræver sindssygt god forberedelse. Det er det hele værd når hun går ud derfra lettet og glad (og så gak at resten af dagen bruges på at placere den revulution der er sket i hendes liv, i hendes nervesystem med, for udefrakommende, ret bizarre handlinger.). Jeg har ikke et ønske om at gemme det væk, men alligevel beskytter jeg hende ved at tage hjem bagefter og tilbyde hende en mulighed for at gakke løs uden omverdenens smågrin og blikke.
    Og hendes lillebror; han klarede selv tandtjekket mens jeg krammede med søster fordi hun stod på rystende ben da hun kom ned fra stolen. Jeg tænker at han, ubevidst, også bidrager til at håndtere det særlige fordi han ikke kender andet. Det er simpelthen et vilkår når man er søskende til hende. Måske oplever du noget lignende med Frida? (Det er ikke altid idyllisk skal jeg hilse og sige for en sikkerheds skyld).
    Hvor er Anton og Frida heldige at have dig, du virker simpelthen så klog, reflekteret og kærlig.

    1. Jeg kan næsten mærke på egen krop, hvor meget al den logistik slider. Ikke mindst fordi den for andre virker utrolig overdrevet, og det derfor er noget, som – i hvert fald for mig – er svært at snakke tilbundsgående om med mennesker, der slet ikke kender til de problemstillinger fra eget liv.

      Jeg ved ikke, hvor gamle dine børn er, men min oplevelse er, at det langsomt, langsomt bliver bedre. At ting holder op med at være farlige, og kræve kategori 12 forberedelser, når de efterhånden er blevet kendte. Jeg fik f.eks. et forløb hos tandlægen til Anton, hvor vi kom hver anden måned i et helt år. Nu er vi “nede på” hver 4. måned. I starten var succeskriteriet bare at få ham i stolen. Vi trak vinderloddet ift. tandlæger, og hun bød faktisk også selv ind, f.eks. med at finde et par solbriller til ham i skuffen, da han skulle ligge i stolen, og spottet skulle på. Det har fungeret virkelig godt.

      Men selvfølgelig kan man ikke køre eksponeringsterapi på alting, for der er kun 24 timer i døgnet. Jeg prøver at inddrage Anton i alle de situationer, jeg kan, hvor Frida træder nogle af de stier, som Anton finder svære, fordi han så får lov at sidde stille og roligt og iagttage, og kan se, hvad der skal ske. Det synes jeg faktisk også har hjulpet. Også fordi han tager sin storebrorrolle meget alvorligt, og derfor ofte “følges med hende” på hendes udviklingstrin. Jeg tror, han føler, at han hjælper hende ved at vise hende, hvordan ting skal gøres (hvilket også er det jeg opfordrer til. Jeg aner ikke, hvad bøgerne siger om dét), hvilket giver ham en chance for at teste forskellige scenarier, uden at det faktisk er ham, der er hovedperson. Så. Jeg synes, at mange af tingene bliver bedre og nemmere. Udfordringen er jo så, at resten af verden ikke står stille imens, så på de dårlige dage i mit hjerte, føles det som om, han holder en kontant afstand til feltet, men stadig ligger et par kilometer bag dem – og jeg kunne sådan unde ham at få lov at følges med dem.

      Og til din sidste sætning: Tak!! Og spejl. Jeg tror, din datter valgte klogt, da hun pegede dig ud i mængden <3

      Kh

      Linda

  22. Kære Linda. Det var mig, der forespurgte noget om forældreskab til de særlige. Og hvor er jeg taknemmelig for, at jeg gjorde det. Tak! Både til dig og de mange, der har skrevet kommentarer, der vækker til eftertanke og som jeg har slugt hver og en af. Kæmpe high five for det!

  23. Hej Linda

    Dine tanker omkring hvor, hvornår og hvor meget man siger til andre, fik mig til at tænke på min vendinde.
    Hun var på vej ud af spiseforstyrrelse og psykiske problemer, og kommunen hjalp hende med at finde flexjobs og skånejobs og give hende støtte, men hun kunne ikke rigtigt få det til at fungere.
    En dag tog hun et spring og søgte selv et job uden hjælp fra kommunen. Hun fik det og det var en helt ny verden.
    Førhen havde alle på arbejdspladsen på forhånd sat et klistermærke i panden af hende og så hende som “hende den psykisk ustabile fra kommunen” og så aldrig andet end det, når de så på hende. De lærte aldrig at kende resten af hende og alt det andet hun også var, og de så hende aldrig som en ligeværdig. På det nye arbejde var hun bare “hende den nye” og blev taget imod.

    Så jeg er glad for at høre, du gør dig tanker om, at andre ikke kun skal se hans udfordringer, men hele ham.
    Jeg er sikker på, du gør det pisse godt som mor.

    1. Det er virkelig en svær balancegang, for egentlig er det jo også beskæmmende, at de forsøg på at tage hånd om problemet, man sætter i værk, ender med at modarbejde den, der skulle have gavn af dem.

      -men hvor var det godt, at din veninde selv kunne mærke, at det var det, hun havde brug for<3

  24. Hej Linda.
    Det er så lykkeligt når ting passer sammen, som du og dine børn tydeligvis gør.

    Jeg sidder selv med to ekstremt for tidligt fødte drengebasser på 1,5 år. Der er indtil videre intet at mærke på dem og vi glemmer tit for tidligt de var på dem. Helt bevidst og det virker for os – vi vil ingenlunde ‘læse noget’ frem i dem, som bare er dem og deres personlighed. Omvendt kan jeg nogle gange blive nervøs for at overse noget, som vi kunne støtte bedre i end vi gør – fordi vi måske insisterer på, at der ikke er noget galt med dem, hvis det giver mening.

    Jeg vil høre, om du mon kan anbefale en bog eller to, som du har fundet klog i forbindelse med din støtte af Anton i systemet.
    Alt godt

    1. Jeg forstår 100%, hvad du mener. Problemet er også, at det er utrolig svært at lede efter noget, man faktisk ikke ønsker at finde.

      Det bedste råd, jeg kan give, er at lytte til, hvad de fagpersoner, der er omkring jeres børn, siger. Det kan være væsentligt sværere end det lyder, for så længe de er helt små, har sundhedsplejerskerne travlt med at fortælle, at man ikke skal sammenligne børn, og at alle børn udvikler sig forskelligt – hvilket jo også er fuldstændig rigtigt. Men min erfaring er, at det personale, man møder, når de bliver større, ofte har ret, hvis de peger på, at der “er noget”. (Der, hvor jeg somme tider står af, er når de begynder at gætte på, hvad dette “noget” kan være. Her synes jeg, at man skal være meget påpasselig med ikke bare ukritisk at acceptere alt). Efter jeg har fået Frida, kan jeg f.eks. sagtens se, at de pædagoger, der tidligt kommenterede på hans manglende sprog, jo har en virkelig god base at sammenligne med. Så den slags observationer synes jeg, at man skal lytte til.

      Jeg begyndte først at læse op på tingene, da Anton var omkring 3, og jeg læste i øst og vest. Artikler, bøger, diverse fora på internettet. Om præmatur-udfordringer, om børns udvikling, om særligt sensitive og om diagnoser. Jeg havde meget glæde af hans ressourcepædagog, som ofte sendte videre til mig, hvis de i fagligt regi læste noget, hun mente kunne interessere mig.

      Så egentlig tror jeg, at jeg, hvis jeg var dig/jer, ville fortsætte, som I gør nu, med at antage, at alt er, som det skal være. Skulle I på et tidspunkt selv begynde at undre jer over noget, så brug dem, der er omkring børnene til at sparre med, og høre, om det kun er jer, der ser det. Og så tag den derfra. Jeg tror, helt ærligt, ikke, at man kan “forebygge” med de her ting. Giver det mening?

      Kh

      Linda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.