I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

I sidste uge fik jeg en mail fra Pernille om det at blogge. 

Normalt paster jeg mailen eller dele af den ind i starten, når jeg skriver ‘I spørger’-indlæggene, men i dette tilfælde er der lidt overlap mellem mailen og de kommentarer, jeg fik under det seneste indlæg, så denne gang har jeg valgt at sammenskrive spørgsmålene og sætte dem som overskrift til de 3 afsnit, jeg har skrevet som svar. 

Der er nogle af de her ting, jeg har skrevet om før, både i indlæg og kommentarfelter, så hvis man synes, at noget virker bekendt, kan det sagtens være tilfældet. Men lige ift. de her spørgsmål, giver det mening at gentage nogle af pointerne, synes jeg, så nu får I det hele i én pærevælling.

Hvis noget er uklart, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, er kommentarfeltet, som altid, piv-åbent. 

Lad os komme igang. 

Bloggen og de andre

Har det at blogge ændret sig for dig gennem årene? Er der hensyn, du tager nu, som du ikke gjorde i starten? Og hvordan er det at dele ting fra hverdagen, som også involverer andre?

Hvis jeg skal starte med at nævne noget, der ikke har ændret sig, så er det, at bloggen først og fremmest er noget, jeg skriver, for og til mig selv. Den er en måde for mig at få styr på noget af alt det, der kværner rundt i knolden på mig, fordi jeg ofte opdager sammenhænge og årsager, når jeg skal formulere mine tanker på en sammenhængende måde, så andre kan forstå dem.

Modsat en dagbog, har man også altid en lille djævlens advokat til at sidde på skulderen, når man skriver til andre, fordi der hele tiden kører et ‘hvad ville jeg selv tænke, hvis jeg læste det her’-spor, mens man skriver. Det har givet mig mange indsigter over årene.

Det betyder, at selvom bloggen er et egoprojekt, så fungerer den jo kun, fordi der er nogen, der læser med. Det har givet lidt debat gennem tiden, når der er opstået situationer, hvor læsere er blevet sure på mig, og jeg ikke vil lægge mig fladt ned, for ligesom med kunder og butikker er det et argument så gammelt som tiden selv, at sidstnævnte ville miste deres eksistensgrundlag, hvis ikke førstnævnte fandtes. Det er en valid pointe. Men det, de vrede læsere somme tider overser er, at det for mig er ligegyldigt, om der er 5 eller 5000, der læser med. For mig ligger hele værdien i, at der *er* andre øjne – ikke i antallet af disse.

Jeg har, siden Pernilles mail, tænkt lidt over, om bloggen er blevet mere tandløs. Om der i dag er emner, jeg styrer udenom, fordi jeg ikke vil støde nogen på manchetterne. Jeg er i tvivl. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selektiv ift. hvilke tæsk, jeg stiller op til, men jeg tror måske, at det er noget, der mere hænger sammen med at blive ældre, end med berøringsangst? For jeg synes egentlig stadig, jeg skriver om det, jeg har på hjerte, både når det er lal og bananer, og når det er noget med lidt mere bid i.

Jeg har tre gange pillet indlæg ned, fordi jeg har vurderet, at det for hurtigt har taget en drejning i kommentarfeltet. Vi sidder med hver vores livsbagage, som får os til at læse og forstå ting forskelligt, og sommer tider ved jeg godt, når jeg trykker ‘Udgiv’ at et indlæg kan falde ud til to sider. I de tilfælde bruger jeg de første kommenterer til at vurdere, om jeg har fået formuleret mit budskab godt nok. 

Jeg bruger stadig meget tid på at tænke over, hvorfor/om det, jeg skriver, er relevant for jer. At der skal være noget i det, I kan bruge til noget, hvad enten ‘noget’ er at trække på smilebåndet, at finde inspiration til nye podcasts eller at tage specifikke emner med ud og tænke videre over i egne liv. Jeg tror klart, at det er én af årsagerne til, at der ofte er gang i kommentarfeltet her; at vi taler om noget, der er relevant for andre end mig selv, og hvor man derfor får lyst til at byde ind. Men jeg forsøger også at skrive lidt om hverdagen og de småting, jeg går og bokser med, fordi jeg selv, som læser, godt kan lide, at man som bagtapet til debatindlæg, har en idé om, hvem mennesket bag ordene er. 

Da jeg startede, havde jeg færre grænser ift. hvad jeg skrev om andre, men jeg har alle dage været ret opmærksom på, at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke skal kunne læse om sig selv herinde. Derfor skriver jeg meget sjældent om mennesker, der kan identificeres, som f.eks. min søster eller mine forældre, og når jeg skriver om venner og bekendte gør jeg mig ret umage for at skrue op og ned for detaljer, så det bliver problemstillingen og ikke de involverede parter, mit indlæg handler om. Jeg ville være meget ked af, at mennesker, jeg holder af, bliver bange for at betro sig til mig, af frygt for at ende som ufrivillig underholdning.

Jeg kan selv se, at jeg skriver mindre om mine børn i takt med, at de bliver ældre, hvilket føles som en naturlig udvikling. De bliver stille og roligt deres egne, som har ret til selv at have noget at skulle have sagt ift. hvad verden får at vide om dem. 

Sidst men ikke mindst har jeg også efterhånden lært, at hvis jeg skriver hele indlæg om kendte mennesker eller institutioner, så er der altid nogen, der kender nogen, og derfor tænker jeg idag meget mere over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skriver de indlæg. Jeg har både haft besøg i kommentarfeltet af offentlige personer, og har oplevet at se mine indlæg linket i kommentarfelter på facebook hos dem, de handler om, så jeg er ret opmærksom på at formulere mig, så jeg kan stå ved det, jeg skriver. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet.

Kommentarfeltet og læserne

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit take på udvikling i kommentarfeltet/interaktion med læserne over årene. Hvad er der kommet mere/mindre af? 

Jeg tror, at den største ændring på min blog indtraf, da jeg besluttede at svare på mine kommentarer. Ordentligt. Jeg ser ikke så mange andre bloggere kommentere rundt omkring, hvilket jeg nok aldrig helt har forstået, men efter selv at have kommenteret flittigt hos et par stykker, som stort set aldrig svarede, kunne jeg mærke, at sådan syntes jeg ikke, det skulle være hos mig.

Det kræver tid. Jeg bruger ofte længere tid i kommentarfeltet end jeg gør på at skrive mine indlæg – men det er på alle måder det værd. Den interaktion, det har afstedkommet, er i særklasse – og selvforstærkende. For det giver langt større lyst til at engagere sig og byde ind, når man kan se, at der er flere, der med ægte interesse læser det, man skriver, og jeg sidder somme tider med fornemmelsen af at være formand for et utrolig hyggeligt klubhus, hvor medlemmerne virkelig gerne vil hinanden. Der er *afsindigt* meget IQ til stede i mine kommentarfelter, og det holder aldrig op med at overraske mig, at uanset om vi taler om konservering af dyr, lægemidler eller surbundsbede i parkanlæg, så er der altid lige et par stykker, der tilfældigvis ved alt om det – og som godt gider bruge tid på at hjælpe os andre med at blive klogere. Det har givet langt mere dybde og substans, og det har over årene presset de lidt mere .. neutrale småkommentarer ud.

Til gengæld kan jeg også mærke, at det over de sidste par år er blevet vigtigt for mig at være tro mod mine egne grænser. Der kan være svært at give sig selv lov til, for jeg ved jo godt, at langt, langt størstedelen af dem, der kommenterer herinde, mener det godt. Men idag er jeg nået frem til, at det er ok, at jeg også har en forventning om, at dem, der kommenterer, gør sig umage, når de skriver – og måske også deler lidt af sig selv. Det sidste skal forståes på den måde, at der er himmelvid forskel på at svare på et spørgsmål, hvor jeg kan læse, at afsenderen og jeg bøvler med nogle af de samme ting, og på et, hvor min oplevelse er, at der er tale om kritik camoufleret som nysgerrighed. Det sidste synes jeg desværre er et udbredt problem blandt akademiske kvinder, som er socialt kompetente nok til at vide, at vi ikke bare siger: “Kæft, jeg synes, det var åndssvagt, det du gjorde der”, men i stedet formulerer det: “Jeg bliver nysgerrig på dine bevæggrunde for at vælge dén løsning?”. Og her bliver det skriftlige medie svært, for der er mange nuancer, der går tabt. Men netop derfor er jeg heller ikke længere så overbærende med “Nu er det ikke for at være træls, men – “ eller “Jeg undskylder på forhånd, men – “ For hvis du ved det på forhånd, så gør det bedre. De fleste formår jo trods alt at omgåes chefer og ægtefællers kolleger uden at fornærme alle omkring sig, og det betyder, at de godt kan, men *vælger* ikke at gøre det. Det kan der være mange grunde til, bl.a. at man som læser måske føler, at man kender mig godt, fordi man har læst med længe. Og det har helt sikkert noget at sige, hvor godt vi kender hinanden, for de af jer, der er faste elementer i kommentarfeltet, forstår jeg jo også på en anden måde, end dem, der lægger vejen forbi første gang. Det kan næsten ikke være anderledes. Men man får det ud af en samtale, som man selv tager med til bordet, og det gælder både for jer og for mig.

Endelig hører det med til det her punkt, at jeg i takt med, at der er kommet mere dybde i kommentarfeltet, oprigtigt bliver i tvivl om, hvordan jeg tackler det bedst, når der kommer indspark, jeg ikke umiddelbart kan overføre på mit eget liv, forslag til podcasts, jeg har hørt, men ikke bryder mig om, eller ideer, jeg af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Her synes jeg faktisk, at det kan være svært at vurdere, om jeg skal være ærlig omkring, at jeg ikke kan bruge forslaget, eller om jeg skal lave et neutralt ‘Tak for input’-svar. Der går jo ikke noget af mig for bare at skrive ‘Tak’. Omvendt føler jeg også, at det rammer min troværdighed, hvis jeg hver eneste gang skriver “Ej, tak! Der var LIGE det, jeg stod og manglede!” For det ved vi jo godt alle sammen ikke kan være tilfældet.

Hvis nogen mener noget klogt om det, er jeg lutter ører.

Eller øjne, vel egentlig. 

Blogmediet og fremtiden

Tror du, de mange kommercielle bloggere har ødelagt noget for jer, der stadig bare skriver af lyst? Hvor ser du blogmediet om 10 år?

Blogmediet er blevet spået dødt, siden jeg startede, men vi er her endnu, og mit bud er, at niveauet forbliver nogenlunde konstant de næste mange år. 

Jeg oplever egentlig ikke, at de kommercielle bloggere har ødelagt noget for os, der bare blogger af lyst, men på mange måder opfatter jeg os nok heller som nært beslægtede kolleger. For mig har de mere til fælles med mode- og livsstilsmagasinerne, end de har med os, der bare blogger om hverdag og leverpostej.

Helt personligt synes jeg, at det er meget, meget få kommercielle bloggere, der slipper fra det med troværdigheden i behold, men egentlig er det uforskyldt, for de er på mange måder bundet på hænder og fødder.

Problemet er, at blogs som det eneste medie, ikke kan have reklamer som et udenoms-element; i hvert fald ikke, som platformene er skruet sammen nu. For når Peter og Esben i HGDG åbner og lukker med 30 sekunders reklame for et produkt, ændrer det jo ikke det fjerneste på deres egentlige indhold. Men de endorser stadig produktet personligt, fordi de omtaler dét, de reklamerer for.

Det samme gælder podcasts, hvor man som afsender kan lave små reklameblokke i stil med dem, vi kender fra YouTube eller flow-tv; her siger podcasteren også god for produktet på en måde, hvor det får vægt.

Men som blogger kan man lige nu vælge mellem sponseret indhold og bannerreklamer, som – gætter jeg på – ikke har den store effekt, fordi vi alle efterhånden er så trænede i at ignorere dem. Alle ved, at bloggeren ikke selv har valgt, om det skal være Brugsen eller Sunny Tours, der skal hænge for oven og blafre, og dermed får virksomheden, der gerne vil reklamere ikke den value for money, som de gør ved direkte lovprisning. Det påvirker selvfølgelig, hvad de vil betale for det.

Det specifikke problem for blogs er, at hvis bloggeren kun kan endorse et produkt ved at skrive om det, så *bliver* reklamen produktet, hvilket ingen vel rigtig orker i længden. Her Går Det Godt-drengene ville ret hurtigt miste alle lyttere og al relevans, hvis deres podcasts kun var fortællingen om det produkt, de reklamerer for.

Men det tager ret meget tid at blogge, hvis man gerne vil gøre det ordentligt. Både at få ideerne, at skrive indlæggene og at vedligeholde et kommentarspor. Og jo større bloggen bliver, jo mere tid kræver den, fordi flere øjne også betyder flere ømme tæer og kæpheste, og dermed også mere omhu, oprydning og afklaringsarbejde. Da ingen har uendeligt med tid, tvinger det derfor nok de bedste til at vælge mellem at gå kommercielt, så de kan forsvare at bruge arbejdstid på det, eller at trække sig – eller i hvert fald skrue kraftigt ned. 

Bloggere er tvungne til at være MEGET mere transparente ift. reklame, hvilket jo på en måde giver fin mening, fordi vi også alle ville føle os snydt, hvis vi opdagede, at den veninde, der havde lovprist bestemte proteinbarer og dermed fået os til at købe dem, faktisk blev betalt af firmaet bag. Men samtidig betyder det også, at blogmediet aldrig kommer til at blive større end det er, for det, der gør en blog interessant at reklamere på, er samtidig det, der forsvinder i det sekund, der bliver blandet penge ind i tingene. 

Hvis man åbnede for, at en blog kunne være sponseret af Carlsberg, Ikea eller lignende, hvor man bare inden hvert indlæg skrev noget i stil med det, de siger, når man tænder for en bokse- eller fodboldkamp – ‘Nike proudly presents’ – ville der ske noget, tror jeg. Så ville man kunne få mange flere kvalificerede bloggere på banen, og det ville vi alle sammen have udbytte af.

For der er så mange historier derude, der bare venter på at blive fortalt.

Published by

23 Replies to “I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

  1. Jeg undskylder på forhånd, men det her bliver nok bare en småkommentar…
    For det eneste jeg har lyst til at sige er tak – fordi du år efter år fylder mit indre med både eftertænksomhed og latter.
    Tak ❤️

    1. Vil tilslutte mig og sige tusind tak fordi du bruger din tid på at skrive så inspirerende og så ihærdigt besvare alle kommentarer i klubhuset! Jeg elsker også den lovestorm du fik i efteråret, hvor det blev meget konkret, at vi læsere sætter stor pris på dit arbejde, og den måde du har valgt at drive bloggen.
      Og jeg synes at “tak for input” er et helt fint og neutralt svar (som klubhuset herefter ved, hvad betyder på kodesprog!)

      1. Det var også helt i særklasse fint. Det er en mental sten, jeg stadig ofte tager frem og aer <3

        Og kodesprog? Jeg elsker det. Det næste bliver et optagelsesritual. Jeg stemmer for noget, der ikke involverer snegle.

  2. “Formand for et utroligt hyggeligt klubhus, hvor alle medlemmerne virkelig gerne vil hinanden”.
    Det siger bare alt❤️

  3. Jeg oplevede, at du i et indlæg for kort tid siden på ekstremt fin vis fik forklaret, hvorfor et spørgsmål blev oplevet som en kritik. Det synes jeg giver god mening og for mig som læser var det også rart, for på en måde pegede spørgeren jo en finger mod alle dem, der har valgt på samme måde som dig. Og dit svar blev taget godt imod, så jeg synes alle gik klogere derfra.

    Jeg synes godt du må sige, at et forslag ikke falder i din smag – det giver os alle mulighed for at sortere lidt i vores anbefalinger. Hvis du elsker Game of Thrones og hader Downton Abbey er det nemmere for mig at regne ud, at jeg næppe skal anbefale Bridgerton som slap-af-hjerne-serie. Det skønne ved din blog er netop, at man ikke behøver være enige om alt eller være i samme livssituation for at have sympati for både dig og de andre læsere.

    Din blog er skøn! Jeg læser alle indlæg og har fået alt muligt ud af det over årene. Bliv ved – vi er så taknemmelige for det❤️

    1. Sikke en fin feed back at få, Iben – tusind tak for det <3

      Jeg kan sagtens se, hvad du mener ift. anbefalinger. Måske der er nogle steder, hvor det ville være ok at melde fra; hvor det ikke føles som en afvisning? For jeg anbefaler jo også (privat) kun serier til dem, jeg ved, jeg deler seriesmag med. Det må jeg lige tygge videre på.

  4. Linda, jeg håber virkelig, at der er nogle af blogmedierne, der læser med her og tager dine gode forslag til sig!

    Det ville være SÅ i orden og fuldstændig på sin plads, at du kunne få noget igen for al den tid, du bruger på at drive og skrive og GIVE (hej, Rasmus Rimsmed…) fra din fantastiske blog 💖

    Og det skulle SÅ meget være den løsning, du selv beskriver her, hvor dit indhold ikke bliver kompromitteret af ‘sponsoreret indhold’. Jeg husker stadig, hvordan jeg i AL hast og med den dårligste, dårligste smag i munden måtte forlade en anden kendt blog, fordi hun – morgenen efter terrorangrebene i Paris – skrev sponsoreret om, hvor smart det ville være at abonnere på et eller andet nyhedsmedie, så man ikke gik glip af den slags nyheder, som hun for resten selv HEEEEELT havde overset 😫 Ad!

    Sådan bliver Blogsbjerg aldrig – og thank God (og Linda) for det 🙌

    1. Det ville være en federe løsning for både bloggere og læsere, og der ville formentlig være mange flere bloggere at tage af, hvis man kunne holde indhold og reklamer adskilt. Er der ikke snart nogen, der ringer og spørger mig, Annette?!

  5. Jeg værdsætter din mening, så jeg vil faktisk gerne høre det, når noget ikke falder i din smag. Jeg kunne forestille mig at du ikke altid orker at forklare det, eller gider bruge tid på at finde ud af hvorfor noget ikke fænger, men i det omfang du har tid/lyst er jeg interesseret i at læse det.
    Måske kunne det også være en ide, at bede læseren forklare hvorfor vedkommende anbefaler noget? Altså noget i stil med “det er ikke lige mig, men vil du ikke forklare nærmere hvorfor du synes det er det bedste i hele verden”.

  6. Er kæmpefan af dig, Linda! Det er sådan en lille hverdags-opturs-ting, når jeg opdager der er et nyt indlæg, det gør lige livet lidt bedre.

    Husker I hedengange Bogart, hvor frankofile Ole Michelsen var vært? Legende. Jeg elskede det, og ikke fordi jeg nødvendigvis ville være enig i alle anmeldelserne. Men fordi vi “kendte” Ole, så man kunne selv trække fra og lægge til ift. egen smag.
    På den måde giver anbefalinger ogsnmeldelser mening for mig.

  7. Jeg synes at mange bloggere er hoppet over på insta i løbet af de sidste par år,men jeg savner gode morbloggere at følge. Har du et par gode anbefalinger?

    1. Faktisk et godt tillægsspørgsmål til bloggeriet! Jeg synes nærmest alt flytter på Instagram, og den platform er bare ikke mig. Jeg følger dem jeg ikke kan undvære (fx Line Jensen, som jo i sit udtryk med tegninger passer perfekt til billedformen), men synes ellers det er meget støjende. Jeg kan bedre lide det skrevne ord, og det intentionelle i at vælge hvor man går hen og læser, når man skriver bloggens navn. Som at vælge en god bog, i stedet for frisørens alt for store udvalg af magasiner i alle retninger.
      Hvad tror du, der kommer til at ske med blog-mediet, Linda, og alle os tekst-sapiens?

      1. Altså, ud over det, jeg har prøvet at tygge på i indlægget? Er det en anden vinkel, du tænker på, Lone?

        1. Jeg tænker på selve formatet, der som du skriver er blevet dødsdømt gennem mange år, men stadig findes. Jeg oplever at mange blogs stopper eller flytter på Instagram, og at der åbenbart er en præference for video, podcast og billedeformatet, vist både for producenter og forbrugere. Og det er ikke mig, jeg vil gerne have tekst, hvor jeg både kan fordybe mig eller springe i teksten med overblik.
          Så udover dine overvejelser om de økonomiske muligheder for bloggere, hvad tror du så der kommer til at ske med selve formatet, nu hvor præferencerne flytter sig?
          Anyway, du behøver ikke svare, tænker emnet er uddebatteret, så bare en tanke på vej ud…

          1. Ah, på den måde. Jamen, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde ud af, om det reelt er på vej ud, eller om vi måske bare bevæger os i “klasser”? Altså, at vi, der startede i ‘børnehaveklasse’ sammen følges, og måske kun ser og læser dem, vi startede med at følges med?

            Eller måske hænger det sammen med, at mange af dem, der er rykket på insta, også er nogle af dem, der, da de begyndte, skrev om emner, der ikke er så oplagte at skrive om længere, når der er kommet mand/børn/karriere til?

            Det er ærgerligt, for der er virkelig nogle af dem, der skrev, så det rev huden af knoglerne, og det er svært at skabe noget, der er ligeså intenst på insta, synes jeg.

    2. Nej, jeg synes desværre også, at det tynder ud. Dem, jeg følger, er dem, jeg har i min blogroll. Nogle af dem har ikke opdateret længe, men det føles også bare så definitivt at pille dem af. Jeg skal nok skræppe op, hvis jeg falder over guldkorn derude.

  8. Hvor længe har du blogget egentlig? Jeg kom lige til at tænke på, at da jeg første gang havnede på din blog og intet kendte til dig i forvejen, læste jeg ordene “selvvalgt alenemor” (tror jeg der stod) og læste det 100 % som “det var mig der gik”. Altså et lidt småbittert parforholdsbrud statement 😄

    1. HAHAHA – det er LIGE præcis underspillet rasende nok til, at det var noget, jeg kunne have sagt:-D

      Jeg har blogget siden 2007; 14 år, du. Det er sgu vildt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.