I spørger, jeg svarer: Må man takke nej til julegaver?

I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:

Hej Linda.

Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.

Det handler om jul og gaver.

Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.

Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.

Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.

Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.

Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give. 

-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.

Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.

Klip til 2021.

Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.

MEN:

Jeg ønsker mig ingenting. Jeg har oprigtigt alt, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig ingenting. 

Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.

Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.

Derfor:

Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.

(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).

———————

Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt. 

Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.

Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer. 

Det ene er det materialle niveau, som er alt det lavpraktiske, der mest handler om beløbsgrænser, udveksling og ønskesedler/ikke ønskesedler. (Og genbrugsgaver, som jeg skrev et indlæg om sidste år)

Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer. 

For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi. 

Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.

Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.

Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?

Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.

Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.

I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.

Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.

Giver det mening?

Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde. 

Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.

Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.

Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.

Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.

Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.

For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.

Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.

Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.

Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.

Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?

Go nuts – men husk at passe godt på hinanden.

Published by

54 Replies to “I spørger, jeg svarer: Må man takke nej til julegaver?

  1. Jeg ønsker mig ofte ‘giv en ged’ gavekort ol. Sådan nogle kort synes jeg kun vi skal give til nogen der virkelig ønsker sig det. Og det gør jeg. Så linker jeg til 2 – 3 NGO’ er som jeg gerne vil støtte, så kan giveren selv bestemme hvilken.

    1. Helt enig. Det bliver bare bedst, hvis man giver dem til mennesker, der selv har ønsket sig dem. Og virkelig fin ide med et par forskellige NGO’er; så får giveren også lidt at skulle have sagt.

  2. Til det helt konkrete dillemma. Jeg synes faktisk ikke helt man kan melde sig ud på den måde. Jeg er sikker på at dem der sidste år gav gaverne uden for aftale, gjorde det fordi de syntes at spørgeren fortjente lidt ekstra det år. Jeg giver selv gerne en lidt dyrere julegave hvis nogen ønsker sig noget jeg virkelig gerne vil give dem. Eller da min bror var på røven og jeg gerne ville give ham lidt luksus i en hverdag hvor der ikke var plads til den slags. Og det gik begge veje, han gav også lidt mere da han var oven på og jeg på SU.
    Mht ønskelister så er jeg fuldt for dem. Men jeg vil ikke registreres og jeg vil ikke være tvunget til at beslutte mig NU hvis jeg ikke skal være fanget med det sidste umulige ønske.
    Men jeg synes så heller ikke man kan være bekendt at købe noget, der potentielt skal byttes, et umuligt sted. Medmindre man har mulighed for at tjekke af at det er ok.
    Ønsker der ikke fylder i skabene er: Årskort, Gavekort til restauranter, teater el.lign. en tur med giveren, god vin el.lign.

  3. Hvad med at give oplevelsesgaver – evt ting man kan gøre sammen. Det er vi store fans af i min familie og kulturlivet trænger vist til støtte pt. :-). Jeg synes også brætspil er en fabelagtig gave, men det kommer nok også an på familien.

  4. Modviljen mod store og dyre gaver kan også komme fra et økonomisk standpunkt. Jeg har noget nær familie, som vi simpelthen ikke kan holde jul med, fordi de giver hinanden enormt mange dyre gaver. Jeg har hverken råd eller lyst til at følge med på deres niveau, men ønsker heller ikke at mine børn skal føle sig snydt fordi X får tre gange så mange og store gaver. Jeg prøvede at snakke lidt forsigtigt om det men resultatet blev stille og roligt, at vi ikke længere holder jul sammen. Så ses vi en anden juledag uden gaver. De giver stadig mig en gave og jeg giver ikke noget retur. Jeg har sagt fra, men de bliver ved. Nu har jeg bare accepteret det og siger tak 🙂

  5. Opdragelse & familie mønstre spiller også ind: mine forældre gjorde en absolut dyd ud af, ALDRIG at give ønskede gaver, da det blev set som fantasiløst og konformt. 30 år senere og RIGTIG mange gaver, som jeg har byttet eller ærget mig over – så er jeg noget mere opmærksom på, at gaven skal glæde modtageren. Nogle gange tyr jeg til gavekort, og giver den så max gas med sjove/kreative indpakninger.
    Til jul har vi den dejligste aftale mellem de voksne medlemmer: små gaver (hvilket kræver lidt mere omtanke end 800kr-kasserne), og meget gerne oplevelser.
    Ps: “Pas på hinanden”… Mmwuah!!😘
    Den bemærkning skal du ha’ en smækmøsser for, tænk hvis den gjaldt på alle platforme..❤️

    1. 100% Jeg tror faktisk, at det er noget af det, der påvirker os allermest. Og hvor er det en fin detalje, at man kan gå bananas med indpakningen – det tip er hermed givet videre:-*

  6. Jeg vil bare lige tippe om gavekoordinatoren.dk, hvor gavegiveren ikke behøver tilmelde sig for at kunne krydse gaver af 🙂

  7. I min lille familie, hvor jeg som 35-årig er yngste gavegiver/modtager, mangler ingen af os noget. I hvert fald ikke noget i gaveniveau, som vi ikke selv kan købe os til, når behovet opstår.
    Men vi er også alle sammen nogle julegrise og syntes gavegivningen er en virkelig hyggelig del af julen.
    Så for et par år siden aftalte vi, at vi hver især laver (forholdsvist specifikke) ønskelister, når vi støder på noget, der er Nice To Have – men ikke lige Need To Have. Og så plukker man der fra. Vi skriver på i løbet af året og bytter så lister engang i slut oktober/november.

    Og ja, du bliver ikke specielt overrasket juleaften. Men tilgengæld bliver man oprigtigt glad for det der stribede tørklæde, der lige passer til vinterjakken. Eller for den nye slip-let stegepande (ja, sådan en fik jeg sidste år. And I love it!). For man har jo længe gerne ville upgradere til noget lækrere.

  8. Jeg må vist melde mig på dilemma-skribentens hold her. Selvfølgelig må du melde dig ud. Kærligt og fastholdende: “Tak, virkelig mange tak –
    men også nej tak. Jeg ønsker mig ikke gaver i år”.

    Jeg synes ikke, at vi skal modtage gaver systematisk for at gøre andre glade eller holde “plejer” ved lige. For hvordan søren skal vi sådan nogle sinde bære os a netop at bryde med ”plejer” og ikke forbruge jorden ihjel. Det er ikke et korstog mod de mange, som gerne vil og kan bruge/give ønskede gaver – glæden ved at give, alt det der. Det er så skønt, og jeg holder selv af det nu og da. Men ikke gaver for gavernes skyld, når modtager helst er fri, det er altså lidt skørt.

    Nogle gange ønsker jeg mig noget. Nogle gange finder jeg, som Linda skriver – på noget jeg selv ville købe, men som jeg afventer og i stedet ønsker mit til næste jul/fødselsdag. Jeg udveksler gaver med så få som muligt – mand, børn, forældre og svigermor. Og gerne genbrug … men da også gerne noget de brændende ønsker sig fra nyt, det skal ikke være dogmatisk.

    Til gengæld … ønskelister … altså. Når de
    er som du beskriver, Linda, så giver
    de fin virkelig mening for mig: “Et stribet halstørklæde” giver mulighed for både kreativitet og variation i pengepung, det er herligt. Men en bestillingsliste med priser, links og afkrydsningsmuligheder fjerner den mening for mig. Og jeg bliver nok lidt kontrær. Jeg sætter som giver intet præg på sådan en gave, og ingen af dem jeg køber til, har selv økonomisk besvær med at købe tingene uden min hjælp. Digitale ønskelister forstærker ligesom bare den dårlige bismag, på en eller anden måde. Og ekskluderer de som ikke kan/vil det digitale. Jeg har det lidt på samme måde, som når jeg modtager en invitation til bryllup/barnedåb/komfirmation og ønskelisten er vedlagt på forhånd. Det er givetvis praktisk for modtager … men sgu også lidt … jamen, forkælet næsten? Åh, jeg håber ikke at træde for meget over andres tæer her. Jeg ville aldrig drømme om at sige noget til en afsender… men jeg tænker det, må jeg indrømme.

    Og skulle man få dubletter … ja, så er det da lidt irriterende …. omvendt virker det som en meget lille problemstilling, at være så privilegeret, at så mange gaver fra folk der gerne vil glæde en med ar købe ting?

    God jul til jer alle – med og uden gaver – og tak for de altid kloge og tænksomme debatter I bidrager med.

    1. Jamen, det er ikke fordi, jeg ikke kan se, hvad du mener, Signe.

      Når jeg alligevel hælder til det, jeg skriver i indlægget er det fordi, jeg med årene er endt med at synes, at der er noget, man køber ind på, når man vælger at deltage i et arrangement, der udgøres at de mennesker, der kommer.

      For mange år siden havde jeg en veninde, der insisterede på at komme til fester i lige præcis det humør, hun var i. Hun ville ikke forstille sig, var hendes holdning. Og det er jo svært at argumentere for, at det er positivt at lade som om – men hun lukkede, ene kvinde, en god håndfuld fester ned, fordi hun satte sig ved bordet med korslagte arme og svarede på alle spørgsmål med ‘ja’ og ‘nej’. Og er Den Gode Stemning én persons ansvar? Nej. Men når man kommer til en fest, så træder man ind i noget, hvor det, man bringer, kommer til at påvirke alle de andre, der deltager, og den førstehåndsoplevelse har fået mig til at blive lidt blødere i individ-kanten.

      Der kan altid være gode grunde til at gå kontra. Holdt jeg f.eks. jul med nogen, der gav helt vildt store gaver, kunne jeg også finde på at frabede mig, fordi det for mig så ville være vigtigt at vise mine børn, at glæde og tilfredshed ikke udelukkende er bundet op på ting. Ligeledes ville jeg også sagtens kunne se mig selv stille som citron til en fødselsdag, hvis jeg hele livet havde fået besked på at smile, holde kæft og tilpasse mig. Men min pointe er nok, at jeg synes, mit statement skal være vigtigere end fællesskabets bedste, hvis jeg vælger at gå imod strømmen. Da jeg underviste i FDK i Aarhus havde jeg f.eks. en aftale med bartenderne på de steder, vi holdt medlemsfester; at når jeg kom op og bad om ‘det sædvanlige’ så gav de mig halv æblejuice/halv danskvand i et fadølsglas, så det lignede en fadøl. Og synes jeg, at man skal lyve eller lade sig presse til at drikke? Bestemt ikke. Men det var bare ikke vigtigt nok for mig til at lave en ‘Jeg drikker ikke’-happening, og det fik mig faktisk også til at opdage, at ingen gik op i, om jeg var fuld. Det, der fyldte, hvis jeg drak vand, var selve situationen og det, at jeg frabad mig alkohol. Ikke effekten eller manglen på samme. Den erfaring har jeg også taget med mig videre.

      Men jeg kan som sagt også sagtens se din pointe, og det er fint med så mange vinkler som muligt. Så ved vi alle sammen lidt mere om, hvad der kan være i spil ovre på den modsatte side af bordet.

      1. Det med at insistere på ‘at være som man er’ (ofte på bekostning af andre) er i samme boldgade, som folk der insisterer på at sige præcis, hvad de tænker og mener (ofte om andre) – med henvisning til ‘at de jo bare er ærlige’ (og dem der ikke bryder sig om det, er iøvrigt bare jaloux!) øh nej – du er bare uforskammet!
        altså, nu er jeg jo bare ærlig 😉

  9. I vores familie har vi voksne indført følgende, med udgangspunkt i at ingen af os mangler det store og vi gerne vil udover forbrugshjulet med mange små ligegyldige gaver.

    Vi aftaler et beløb der gives per person, eksempelvis 100kr. Dvs er vi 8 vi voksne, er der gave for 800kr per person.
    Herefter trækker vi et navn vi skal købe til fra alle. På den måde skal hver enkelt kun købe til en person og man har mulighed for at ønske/købe noget i den dyre ende som man ikke selv for købt til sig selv.
    Dette medfører også at det bliver en del nemmere at lave en ønskeseddel.

    Håber det giver mening.

    1. Den model har jeg også fået indført i min familie, og det fungerer SÅ godt.
      Vi mangler ikke noget, er to på hvert hold for og imod ønskesedler, og jeg var gået kold i gavegiveriet. Børn, også store børn, får gaver, men os forældre + bedsteforældre får kun en gave hver, hvor vi har trukket lod om, hvem vi køber til.
      Jeg bliver stadig forundret hver december, når gavestressen udebliver, og jeg med omhu kan vælge de få gaver, jeg skal give.

      1. Jeg er virkelig overrasket over, at jeg aldrig er stødt på den model før, for jeg kan næsten ikke være i mig selv over, hvor god en ide, jeg synes det er.

  10. Årh jeg synes det er så svært. Jeg gør lidt som dig og ønsker mig ting jeg godt kunne købe men som jeg gemmer eller som tilføjer ekstra luksus i det jeg er i.
    Men jeg har også måtte frabede mig gaver på ungernes vegne da de var små fordi de er heldige at være omgivet af mange mennesker der gerne vil glæde dem men det kunne SLET ikke rumme så mange pakker juleaften, de havde ikke brug for alt det og de enkelte pakker mistede lidt fokus fordi der var så meget . Her var der tale om familiemedlemmer vi ikke holdt jul med. Og måske er det der det ligger også for hvis giver sad der var det lidt noget andet tænker jeg.
    Vi har brugt ønskeskyen lidt men ikke konsekvent og derfor ved modtagere at sedlen godt at det ikke er alle der bruger den.
    Men jeg har også familie som ønsker sig en ting og kun det. Og det synes jeg sætter mig som giver i en skær situation. For jeg kan give det specifikke de ønsker sig og glæde dem (hvilket bliver valget) men jeg føler også jeg mister mulighed for at vide jeg kender dem, overraske med noget de ikke selv havde tænkt på osv. Eller jeg kan finde noget andet og dermed gå imod deres ønske..og det synes jeg også bliver dumt. Men der synes jeg lidt gaven mister værdi fordi det føles som en bestilling jeg bare leverer på.
    Oh så synes jeg også sommetider der kan være forskel på hvilke relationer de forskellige har. Jeg giver stadig en onkel gave fordi han ikke har “egen familie” mens min faster (som desværre ikke er her mere) ikke fik fordi hun havde børn og børnebørn og dermed fik en del. Til gengæld sendte jeg hende et julekort.
    Mine forældre har vi de sidste år givet oplevelser sammen med os og det har vi været glade for (bortset fra vi kom bagefter sidste år PGA. Corona og nu mangler at komme ud og spise f.eks.

    1. Jeg tror, du har en god pointe ift. at det også har betydning, om man holder jul sammen. Det har jeg slet ikke været omkring. Men jeg ville nemmere kunne leve med ikke at give en gave til et menneske, der sad i en stue et andet sted i landet, end en, der sad i sofaen lige overfor mig. Der er noget Emma Gadsk høflighed, der også spiller ind, tror jeg?

      Og jeg er egentlig enig med dig ift. hvis folk kun har ét ønske på listen. Det bliver lidt .. bestillingsagtigt.

  11. Kære alle,

    Tak for jeres svar og tid.

    Mit dilemma tog en uventet drejning for mig.

    Fordi;

    Lindas svar gjorde noget ved mig.
    Jeg var overbevist om at mit gaveissue var bundet op på forbrug og behov, men jeg reagerede på påmindelsen af den symbolske/følelsesmæssige side af at modtage en gave.

    Av.

    Uden at gå i detaljer, kan jeg godt afsløre at min position i min familie er lidt.., ja, jeg ved ikke. Jeg er anderledes. I en meget almindelig familie, hvad end det så dækker over.

    Gaver er blevet en konkretisering af dén følelse, tror jeg.
    Jeg er helst fri, fordi det er nemmere.

    Jeg har været loren ved denne strategi, og min voksende modvilje mod gaver, fordi det øger afstanden mellem os, men jeg har først nu forstået at det var en beskyttelsesstrategi.

    Jeg har tidl ønsket mig giv en ged, engangsbeløb til eks mødrehjælpen ol., men jeg oplever at dette bliver set som en happening fra min side, og ikke et reelt ønske, så det er jeg helt gået væk fra igen.

    Min familie er jo min. Med alle de mærkeligt mennesker den nu indeholder. INCL. mig selv.
    Alle gør sig umage, med de forudsætninger de har til rådighed på det givne tidspunkt. I guess…
    For det er nok der hunden ligger begravet.
    Jeg har fået mig selv pakket helt ind i at det ikke er tilfældet. At ingen kender/forstår/orker. Fordi det er min oplevelse.

    Jeg ved ikke..
    Måske julen 21 bliver julen hvor jeg kan møde min familie på en ny måde. Jeg er i hvert fald opmærksom på egen bias. Det må være et godt sted at begynde.

    Jeg vil undlade at gå ind i den lavpraktisk del af dilemmaet. Jeg føler mig ærlig talt lidt rå. Lidt som om min sjæl får træk. Der er noget der har lagt sig på plads inde i mig, noget jeg forstår nu, som jeg ikke forstod i går. Og det er sgu da vildt. Jeg er lidt tudevorn, men på en fin måde.

    Med ønsket om en glædelig jul til jer alle sammen. <3

    Kh T

    1. Jeg har lyst til at give dig et knus.

      Tak for at betro mig og os et dilemma, der rækker ind i noget, der virkelig kan mærkes.

      Jeg håber, at du finder din egen måde at gøre det på, som gør julen til en rar oplevelse for både dig og jer.

      Alt det bedste til dig, Tina.

      Kh

      Linda

    2. Årh T. Hvor er det vildt. Jeg tror vi alle kender til at man er jo kommet til at stirre sig blind på sin egen fortolkning af noget eller bare er blevet ramt af egne følelser eller bare det at en andens syn på det kan rykke noget.
      Jeg håber din jul bliver helt vidunderlig uanset hvordan gave-situationen ender.

  12. Jeg er selv en, som egentlig har det jeg har behov for, MEN jeg ved, at når jeg er vild med at begave andre, så skal de også kunne give mig. Så jeg har en ønskeseddel, der indeholder ting som jeg bruger, dvs forskellige cremer, mascara, perfume mm. Desuden skriver jeg ned, når der er en god anmeldelse af en ny bog mm. Jeg prøver at lægge mærke til i årets løb, hvilke ting min familie taler om og køber lige så gerne en gave i april som op til jul, hvis det er noget, nogen har talt om eller vist mig. Har også en del gange givet oplevelses gaver og gerne nogle hvor hele familien er samlet om det. Vi har dog reglen om at der ikke gives gaver til børn over 18, dvs niecer og nevøer, men at man giver i ‘lige’ linie, dvs vi giver til børn og børnebørn og modtager fra vores børn.
    Når det er sagt, så laver jeg stadig adventskalendre til mine børn (37,27 og 25) og deres ægtefæller/kærester samt kalendergaver til børnebørnene, samler dem allesammen til 1. søndag i advent, bager kager sammen og dem som kan, kommer senere i december og laver konfekt, det at være sammen er jul for mig.

    1. Jeg blev 5 km. lang i ansigtet, da min mor proklamerede, at pakkekalender nu var forbeholdt børnebørn. Jeg var 35, men syntes stadig, at det var KÆMPEsnyd!:-D

      Dine børn er heldige <3

  13. Vi har i min ene side af familien samme aftale som Gitte beskriver. Det er en lettelse, at der kun kommer en gave, og at den så er af bedre kvalitet. Alles kærlighed bliver på en måde sammenlagt i det. Det kræver noget af giveren, men har indtil videre skabt en rigtig god stemning. Og hvis man ikke vil være en del af den aftale, så kan man bare give udenom aftalen.
    Min mor på den anden side af familien frabad sig gaver og gør det vist stadig. Reglen er ikke skrevet i sten, og vi plejer at give små ting, som vi VED at hun kan lide. Eks. en portvin eller nogle messinglysestager (ting jeg VED hun kan lide).
    Til gengæld kunne vi i familien så tage gave-kærligheds revanche, da vi lejede et sommerhus og holdt en kæmpe ferie med hende.
    Så til spørgeren: Jeg synes godt du kan tillade dig at sige nej, men måske lade der være lidt spillerum. Hvis du kan lide vin eller chokolade eller … , så kunne det være en kattelem til din familie.

  14. Hej Linda. Som altid det bedste kommentarfelt i verden. Jeg kom i dag til at tænke på, hvordan du håndterer det, hvis børnene plager om eller ønsker sig ligegyldigt dims – herunder også fx færdiglavet pakkekalender med 24 stykker plastikragelse som INGEN har brug for. Jeg tænker både på i forhold til dine refleksioner om jul, men også generelt i forhold til den minimalistiske og miljøvenlige levevis?

    1. Som udgangspunkt må mine børn ønske sig (og beholde) det, der er vigtigt for dem. Uden at det skal blive alt for overdrevet idealistisk, så er der 3 ting, jeg prøver at praktisere aktivt ift. opdragelse af mine børn:

      1. De er deres egne mennesker. Derfor er deres meninger og holdninger ligeså valide som mine, og de skal respekteres på linje med mine.
      2. Hvordan ville en given situation se ud, hvis jeg flyttede den fra mig >< mine børn over på mig >< min far.
      3. Holdninger og værdier, man selv gror, har langt stærkere rødder, end dem, man får trukket ned over hovedet.

      Og altså. Somme tider er det også mandag her, og mit skema er lort og det regner, og så ruller vi med “- fordi jeg siger det!”. Bedre end det er jeg heller ikke.

      Men fordi jeg prøver at praktisere ovenstående, betyder det ift. minimalisme, at jeg prøver at komme dem i møde, når noget er vigtigt for dem – også selvom jeg ikke forstår det. For når jeg kigger på den 4. simple dimple, så har jeg godt nok svært ved at forstå behovet. Men hvis min far gik en tur i min stue, ville mine tarotkort, mit fuglebur med lys i og min pyntekaktus formentlig ikke overleve mødet. Men de er vigtige for MIG; også selvom han ikke forstår det.

      Til gengæld gør jeg mig umage for på en simpel måde at forklare, hvorfor vi f.eks. ikke skal købe sugerør, og hvorfor vi køber og sælger brugt. Mit håb er, at de vil kunne se fornuften i at passe på miljøet, og at der ud af det vil vokse et ønske om at begrænse erhvervelsen af ligegyldige dimser og dobbeltgængere.

      Jeg kunne godt tvinge mine egne holdninger ned over dem, for de stadig er relativt små. Men jeg tror virkelig, at tryk avler modtryk, og at det på den lange bane kommer til at gavne miljøet mere, hvis den grønne samvittighed og ønsket om at leve bæredygtigt kommer fra dem selv.<3

  15. Da vi blev forældre besluttede vi at vi ville holde jul hjemme hos os selv – og der ville altid være en åben invitation for begge hold bedsteforældre til at deltage juleaften. Ved samme lejlighed forelagde vi dem idéen/forespørgslen om, at der IKKE skulle være gavebytteri mellem de voksne. Til gengælde ville de modtage gaver fra barnebarnet – som de også giver en gave til. Det fungerer super fint – måske fordi vi er så få, at der ikke er mange hensyn at tage.

    Mht ønskesedler – så er jeg selv stor tilhænger, da jeg ofte ikke selv kan komme på noget genialt at give. Jeg har også flere gange været ude for, at den eneste i familien, der er skarp modstander af ønskesedler (og ynder at holde sin gave hemmelig for alle) er endt med at give det samme som én, der har fået en ønskeseddel. Et år gav hun endda en cykel til vores dreng – som samme morgen havde fået en cykel af os. Der blev jeg sgu ÆGTE sur. For én ting er, at jeg faktisk vil have at den slags store gaver bliver klappet af med os som forældre – og en anden ting er skuffelsen for drengen, som havde julelys i øjnene over den kæmpe gave – som bare skulle afleveres tilbage.
    Jeg ser det på ingen måde som en bestillingsliste – tværtimod ved jeg at modtageren vil blive glad for den gave jeg giver.

    1. Og hvor sympatisk det end er, at man gerne vil overraske, så er det også et element af egoisme i det, når man ikke vil klappe store ting som cykler (og dyr!) af med forældrene. Det er sgu ikke helt i orden.

  16. Dobbeltgængergaver og dem der skal sendes retur for egen regning, åhr mand, jeg synes det er træls! Især fordi jeg med tre børn potentielt skal bytte rigtig mange gaver, men først skal forhindre at de bliver åbnet så meget, at de ikke længere kan byttes. Det er bare ikke fedt at pille en gave fra et barn, ledsaget af en praktisk bemærkning om at “vi hellere må sørge for den kan byttes”, mens den glade gavegiver også sidder totalt slukøret og ser på. Derfor er jeg helt for online-ønskelister med mulighed for afkrydsning. Alternativt tilbyder jeg at indkøbe, hvilket de fleste ældre i min familie faktisk er glade for, da det vigtigste for dem er at se glæden, når ungerne åbner lige dét de har ønsket sig.
    Jeg forsøger desuden med ønskelister, hvor der står hvad der gerne må være preloved (og ja, det er jo bare et andet ord for genbrug, som jeg også bruger, men jeg fornemmer at det nogle gange lander anderledes hos modtageren). Så for at blive i eksemplet herover: stribet tørklæde – gerne preloved.

    1. Det synes jeg også er svært. I-landssvært, men stadig svært. For det er sgu heller ikke særlig fedt, at være nødt til at inddrage 3/4 af høsten, og så have udsigt til enten at skulle printe labels, pakke og få afsendt galore, eller skulle i BR sammen med resten af byen 3. juledag.

  17. Jeg synes det er rigtig svært at finde en god model for gaver til jul. Jeg er på team ønskeliste og gør selv rigtig meget ud af at have ønsker der passer i flere priskategorier og nemhedsgrader ift til hvor de kan købes, har også altid generelle ting på som “uldne strømper”, “en god dansk bog fra i år, der ikke er krimi”

    I vores familie har vi nogen, der ser ønskelister som bestillingslister, men alligevel køber fra ønskelisterne – dog uden at koordinere med resten af familien. De har endda indrømmet at de har købt allerede reserverede ønsker fra ønskeskyen fordi de er imod princippet. Med det resultat at vi står med 3 vaffeljern juleaften. Ja, de kan byttes, men med 2 små børn og fuldtidsjob får jeg det ikke gjortfordi butikken ligger i en anden by, eller skal skal returneres med posten. Det ene vaffeljern har vi givet væk, det andet bruger vi og det 3. ligger uåbnet i kælderen.

    Jeg har også prøvet modellen med at skrive cremer/mascaraer/ andre ting jeg alligevel bruger på – med det resultatet at jeg modtager en creme jeg slet ikke ønsker mig fordi den er fyldt med parfume. Jeg kan egentlig godt lide gaver, modtager gerne genbrugsgaver og ting jeg alligevel forbruger resten af året, men familien modarbejder synes jeg.

    I år er planen at sende separate ønskelister ud til de forskellige dele af familien og så må vi se om den model fungerer. Tror desværre ikke der er opslutning om ingen gaver til de voksne. Ellers tror jeg det ville være en fantastisk løsning.

    1. Det element af trods er jeg også stødt på – og dét forstår jeg sgu ikke. Hvad håber man at opnå?

      Og jeg hører dig højt og tydeligt ift. hverdagsstress og det at få byttet gaver. Jeg ved godt, at det er skidepriviligeret at have så mange mennesker omkring sig, der gerne vil give én gaver, at man ender med 3 af den samme parfume, men det er et irritationsmoment, hvor gerne jeg end vil påstå det modsatte, og det er da lidt skørt, når det nu er så relativt nemt at undgå.

  18. Jeg tror det kan fungere i en ikke-sammenbragt familie. Jeg syntes, det var så mærkeligt i en bonusfamilie, hvor jeg egentlig bedst kendte min far, hanskæreste og min bror. Bonusbrødre med påhæng og bonusbedsteforældre mødtes vi med 2-3 gange om året. Det prøvede vi et år, 2 år senere takkede jeg nej, det føltes så mærkeligt at købe en gave til en jeg ikke normalt ville give gave og ligeledes få fra en tæt på ukendt person. Det blev taget meget forskelligt fra bonusfamilien.

    1. Denne kommenter skulle have ligget under Gittes om en gave. Generelt så giver børn og forældre gaver til hinanden og børnebørn til bedsteforældre, så ikke gaver til søskende som udgangspunkt.

    2. Det kan jeg SAGTENS forstå. Det får endnu mere karakter af bestilling, hvis man skal købe gaver til mennesker, man nærmest ikke kender.

      Jeg ved ikke, hvorfor kommentarfeltet lige opfører sig så åndssvagt, så tak for lige at følge kommentaren hen under den rigtige hovedkommentar.

  19. Jeg er så grundtræt af gaver der oser af at min ønskeseddel er besværlig (tit noget jeg har set på nettet eller i specialbutikker i Aarhus hvis jeg bor). Derfor får jeg tit det nemmeste suppleret med en kontantoverførsel på mobilepay (gerne liiige klaret midt i gaveudpakningen). Derfor har jeg foreslået at vi droppede gaver til de voksne. Kan forstå på min svigermor at det var en stor skuffelse da hun så ikke får ret mange julegaver (say What???). Jeg tænker nu at svigermor kan få en gave af børnebørnene når det er så vigtigt for hende og ligeledes fortsætter hun self med at give dem gaver. Hvis det heller ikke falder i god jord vil jeg foreslå mindre gaver og kun hvis vi fejrer højtiden/fødselsdagen sammen!

    1. Jeg tror virkelig, at det med, om man holder jul sammen, kan være en gateway ind i at ændre på tingene. Så det synes jeg er en virkelig god ide.

  20. Vi giver hinanden relativt små gaver i min familie og det har jeg det så godt med! At andre skal bruge store summer på ting, jeg ikke mangler (og omvendt) bryder jeg mig ikke om. Så måske man kan foreslå mindre gaver? Ellers kan man ønske sig ting man alligevel bruger løbende – ansigtscreme fx. Oplevelsesgaver kan også være godt, men der skal man i min optik tænke sig lidt ekstra om. Jeg har et gavekort liggende som giver mig dårlig samvittighed, fordi jeg aldrig får der brugt. En mulighed er fx gavekort til modtagerens frisør eller en blomsterhandler. Det kan næsten ikke undgås at skulle bruges 🙂

    Jeg synes ikke man kan melde sig ud. Det ødelægger stemningen (jamen det gør det!). Alle forbruger ting og sager løbende og derfor må man også kunne ønske sig noget.

    1. En af de ting, jeg sætter meget stor pris på ved det her kommentarfelt, er, at vi også kan være ærlige. For – modsat Mads/Sara og Monopolet, hvor jeg ofte synes, at de går med løsninger, som måske taler mere ind i idealer mere end i virkelighed – så kan jeg godt lide, at I her siger, hvad I mener. For det er med garanti det, alle modstandere af ‘gaver-nej-tak’ oplever. At det netop påvirker stemningen. Så det er fint at få sagt højt <3

  21. Den model har vi også indført i både min og min mands familie. Det er genialt. Økonomisk kører vi med forskellige modeller. I den ene familie hvor vi kun er voksne, er gavebeløbet fast, 500 kr pr. person. Nemt! I den anden familie kører vi med meget forskellige gavebeløb, fordi mine svigerforældre gerne vil give et højere beløb til os end vi og min svoger/svigerinde kører med. Og nogle år har min mand og jeg regnet gavebeløb til hinanden ind i den fælles rådgivning, andre år har vi ikke puttet i puljen til hinanden, men købt en gave ved siden af. Lidt matematisk trylleri, så kan det sagtens lade sig gøre.
    Derudover har vi over årene bevæget os væk fra lodtrækningen fordi vi alligevel endte med at bytte rundt, da min mand fx bare bedre kan tolke svigerfars ønskeseddel end mig. Så nu matcher vi bare op så det bliver praktisk.

    1. Og det er fedt, når praktik og idealer mødes et sted på midten. Min egen oplevelse er i hvert fald, at det får alting til at virke mere meningsfyldt.

  22. Tak Skn<3
    Roen har igen sænket sig over det brusende hav af familiefølelser.

    Jeg har købt et årskort til alle mand, til noget rart, der ligger fornuftigt placeret for alle. Håber er så at vi kan finde en fælles dag, måske, og hvis ikke, ja så kan hver enhed forhåbentlig få glæde af det.
    Det er i hvert fald noget nyt, og jeg håber det kaster noget godt af sig.
    Glædelig jul.
    Kh

  23. Jeg er mor til to små børn, mistede min søster til cancer for en måned siden, og er pt sygemeldt med belastningsreaktion. Tanken om at skulle finde energi til at bytte uønskede gaver/dubletter er uoverskuelig. At skulle stå og stress-svede i butikkerne med mundbind og Corona- afstand gør mig så træt bare ved tanken. Hvordan skal jeg forklare min tre-årige at han ikke må åbne gaven fordi vi allerede har tre derhjemme (som han for øvrigt aldrig leger med). Vi har allerede for mange ting (ALT for gavmilde bedsteforældre der ikke bekymrer sig om klima og overproduktion og som ELSKER at shoppe plastik-dimser). Jeg magter ikke at skulle opfinde flere kreative opbevaringsløsninger eller grave mig gennem legetøjet når det er sengetid. Så for mig er det nødvendigt at sætte rammer for gaverne, for at de ikke ender som en yderligere belastning i stedet for, ja, en gave. For mig er pointen med en gave at glæde modtageren. Og det gøres bedst ved at give dem noget de rent faktisk ønsker sig. Ellers er det bedre, synes jeg, at lade være. Vi har aftalt med vores voksne søskende at vi ikke giver hinanden gaver, men kun børnene. Sikke en lettelse.

    1. Ikke så mange ord, bare en kærlig tanke fra en fremmed. Det gør mig ondt du har mistet din søster.

      Kh

    2. Det er jeg virkelig ked af at høre, Karen Marie. Uden at kende jeres specifikke forløb, så er der ikke ord for, hvor svært det er at miste nogen til cancer, og hvor meget den forfærdelige sygdom smadrer både under og efterfølgende. Alle mine tanker til dig og jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.