I sidste uge fik jeg en mail fra Laura, der bl.a. skrev:
“Hvad er dine tanker omkring institutioner og den måde vi særligt i Danmark har indrettet os på, hvor vi i høj grad benytter os af dette for at få et arbejdsliv og et velfærdsystem til at køre rundt? Jeg har selv to børn i henholdsvis børnehave og vuggestue, så det er måske derfor emnet optager mig meget, og derfor at denne kritik påvirker mig. En kritik omkring institutionslivet jeg føler er meget relevant og vigtigt, men samtidig en kritik, der af dem der råber højest forekommer mig rimelig sort/hvid á la: Hvis du afleverer dit barn i vuggestue, er det svigt. Punktum. Jeg håber du har mod på at tage det op på din blog, jeg kunne kun forestille mig at det ville føre til både et meget velovervejet og velformuleret indlæg fra din side og et spændende kommentarfelt.”
Det er et emne, jeg selv har brugt utrolig mange timer på at tænke over, men da jeg samtidig også oplever, at det, som Laura skriver, meget hurtigt bliver sort og hvidt, har jeg indtil nu fravalgt at blogge om det.
Det er ingen hemmelighed, at jeg læser med hos Maj My, som hjemmeskoler sine børn, og som skriver så fint og poetisk om det. Inden jeg faldt over hende, har jeg aldrig tænkt nærmere over muligheden for at hjemmeskole, men i og med at Anton jo ikke er helt, som børn er flest (og også pga. min egen 9 år lange, dårlige erfaring med den danske folkeskole), satte hendes indlæg mange tanker i gang hos mig.
(De af jer, der har læst med længe, ved, at både Anton og Frida har taget den traditionelle vej gennem vuggestue, børnehave og nu skole. Mine tanker omkring hjemmeskoling begyndte først at røre på sig for et par år siden, og derfor har jeg ikke haft overvejelser omkring at fravælge vuggestuen.)
Det er et svært emne at diskutere, fordi alle argumenter for, hvorfor man ikke vil hjemmepasse/skole sine børn, kommer til at lyde som et forsvar, der bygger på, at man sætter sine egne behov over børnenes, eller at man ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Hvis man virkelig brænder for at gøre det, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hjemmepasning/skoling er den eneste rigtige løsning, men jeg tror, man skal mærke grundigt efter, om ønsket om at hjemmeskole/passe sine egne børn, handler om at det føles rigtigt – eller om det mere handler om, at institutionerne og folkeskolen føles forkert. For hvis det sidste er tilfældet, er jeg ikke sikker på, at hjemmeskoling/pasning nødvendigvis er den rigtige løsning.
Efter mange måneders overvejelser er jeg selv nået frem til, at det må handle om, hvordan man lever det for én selv mest meningsfyldte liv, med de vilkår og betingelser, man nu engang er givet.
Og sådan synes jeg ikke altid, det lyder i debatten, hvor min oplevelse er, at nogle fortalere er *lige* hurtige nok til at sige, at det ALTID er den bedste løsning for børn at være sammen med deres forældre, og at alle kan hjemmeskole, hvis de vil. Det sidste er formentlig rigtigt nok, ligesom også alle kan tabe sig, hvis de vil, og løbe et marathon og finde et job og leve uden en bil. For selvfølgelig kan man, hvis det er dét, ens sjæl kalder på, men min tese er, at det altid vil afhænge af summen af faktorer, hvad der giver mest mening for det enkelte menneske.
At isolere spørgsmålet om hjemmeskoling/pasning kontra institution/folkeskole til, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre, synes jeg lugter lidt af tunnelsyn. I min optik er der mange, mange andre elementer, der også skal tages med i betragtning, hvis man skal træffe den beslutning, der er bedst for *både* børn, voksne og den samlede familie. Alle valg kommer med konsekvenser og for hver eneste familie vil det være en afvejning af idealer, boligforhold, netværk, indtjeningsmuligheder, lokalområde osv. osv, der afgør, hvad den bedste løsning er.
Her, hvor vi bor, er skolen krumtap for hele lokalsamfundet. Alle børn går på samme skole, og dermed også de 7, der bor på vores vej. Bør man ikke i det mindste overveje, om man holder sine børn ude af fællesskabet, hvis man holder dem hjemme? Eller om det, hvis man må flytte, for at få råd til at holde dem hjemme, og man dermed fjerner dem fra deres legekammerater og bedsteforældre, stadig den bedste løsning? Hvad, hvis man er alene med sine børn, og børnene på den måde kommer til at udgøre dit primære, sociale netværk; hvordan påvirker det relationen? Eller hvis din ægtefælle må være væk hjemmefra mange flere timer for at få økonomien til at hænge sammen? Eller du må tage natarbejde, fordi du ikke, for 20 år siden, da du valgte uddannelse, tænkte over at vælge noget, du kunne lave hjemmefra eller på konsulentbasis, og du derfor er tvunget til at tage, hvad du kan få – risikerer man så ikke at lægge ansvaret for det meningsfyldte liv over på sine børn?
Apropos mit indlæg om, hvad vi beder vores børn om at bære: Kan valget af hjemmeskoling/pasning have så mange konsekvenser, at man kommer til at sætte sine værdier over børnenes trivsel?
Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis, at man kan sætte lighedstegn mellem tilstedeværelse og nærvær.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er det fjerneste imod hjemmeskoling og -pasning. Tværtimod. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at muligheden er der, og at flere og flere gør brug af den. Og jeg er 200% på linje med, at samfundet er håbløst forkert indrettet ift. hvor meget vi er nødt til at arbejde, mens børnene er små.
Det, jeg har det svært med, er den lidt enøjede argumentation, jeg somme tider synes følger med, hvor det kommer til at lyde som om, at den ENESTE rigtige løsning er hjemmeskoling/pasning. Det er jeg simpelthen ikke enig i.
Jeg har læst med hos flere kvinder/familier, der har truffet valg om at holde deres børn hjemme, men må være ærlig at sige, at Maj My er den eneste, jeg holder ved. Jeg synes desværre, at det hurtigt kommer til at lugte af skæld ud, og jeg kan også se i kommentarfelterne, at det mange steder ender med at være præsten, der prædiker for koret, fordi dem, der har valgt den traditionelle løsning stille og roligt siver væk. Det synes jeg er ærgerligt, for der er nogle tanker om nærvær og alternativer hos disse mennesker, som jeg finder voldsomt inspirerende, og som jeg tror, mange i det traditionelle system kunne få noget ud af at læse om. Lidt ligesom man sagtens kan finde lækre opskrifter på en vegetarblog, selvom man selv spiser kød.
For mig at se, er det en kæmpe gevinst, at flere og flere vælger at gøre noget andet for og med deres børn, end det systemet lægger op til, fordi samfundet forhåbenligt får lidt mere vidvinkel på, når det bliver tvunget til at løfte blikket. Når jeg ikke hjemmeskoler, ved jeg i dag, efter mange måneders overvejelser, at det er fordi, det ikke er den rigtige løsning for os. Men jeg ville synes, det gav utrolig meget mening, hvis det var muligt for mig at være hjemme klokken 14 hver dag; at det ikke behøvede at være enten/eller, men godt kunne være både/og. Og hvem ved – måske er der en dag et klogt menneske, der når frem til, at den besparelse i normeringen, der kunne ligge i, at nogle forældre dagligt hentede deres børn kl. 14, kunne gives som tilskud, så disse forældre havde råd til at gå ned i tid?
Alene det, at der i dag tales mere om alternativer til det etablerede system, åbner for, at der kan tales om alternative måder at indrette os på som samfund. Og det tror jeg er meget tiltrængt.
Jeg synes, det er vigtigt at have for øje, at ikke alle forældre er kvalificerede til at undervise deres børn. Der er jo ligesom en grund til, at nogle af os tog en lærereksamen, eller hur?
At man så i dag har adgang til mange ressourcer på nettet, at man kan række ud til andre forældre, fx nogle der er gode til matematik, hvor man måske selv er god til engelsk eller hvad ved jeg er selvfølgelig rigtigt, men man skal i hvert fald passe på ikke at lade ens egne fejl og mangler automatisk nedarves på børnene.
Jeg tænker, at hele tankegangen, som jeg forstår det, er bundet op på, at det ikke nødvendigvis er det, vi andre opfatter som ‘pensum’, der er vigtigt at lære, hvis man vælger at hjemmeskole. Den Fri Ungdomsuddannelse tilbage i 90’erne arbejdede lidt med samme tankegang; at læring kan og er langt mere end det, man kan læse i en bog. Og da den enkelte familie jo også er underlagt en form for kontrol, forestiller jeg mig, at den del af det er, som den skal være.
Når det er sagt, kan Anton og Frida være utrolig glade for, at de får andre lærere end mig til tysk, kemi og geografi:-D
Nu vil jeg ikke påstå, at jeg har det helt store kendskab til Folkeskolen nu om dage, jeg forlod den i ‘81, men selv den gang bestod den altså godt nok af noget mere, end det man kan læse i en bog. 😉
Ellers er jeg da enig i, at faglighed ikke er alt, men det er dog noget. Heldigvis er der tilsyn med hjemmeskolede børn her i landet, så de kommer vel i skole, hvis det faglige ikke slår til.
Lige så vigtig som det faglige, eller måske vigtigere endnu, er socialisering.
Jeg sagtens sætte mig ind i, at nogle forældre ikke bryder sig om at aflevere deres børn til en lang skoledag i en klasse med i nærheden af 30 børn med alle mulige forskellige behov, som der ikke er voksne nok til at dække, hvilket lader til at være situationen i en del folkeskoler nu.
Billedet er ikke sort/hvidt, folk er forskellige, og det er folks børn jo også.
Jeg er helt enig med dig; det jeg forsøgte at sige var, at jeg somme tider tror, at vi ender med at råbe forbi hinanden, fordi vi ikke er enige om præmissen for, hvad læring og skolegang er <3
Vi bor i udlandet, i et land hvor der er lidt flere forskellige løsninger end i DK. Alt fra hjemmeskole til kostskole (de kan tidligst flytte på kostskole når de er 6-7 år), så vi møder lidt af det hele. Et vennepar sværger til kønsopdelte skoler, fordi det giver bedre disciplin. Et andet vil kun have ungerne i religiøst-centreret skole. Nogle sender dem i privatskole. Nogle har fuldtids-barnepiger boende i huset. Nogle synes at den skandinaviske uden-uniform-og-prøver skole er fantastisk, andre at vi ødelægger børnene med for frie rammer. Fælles for forældrene er, at vi alle vil vores børn det bedste. Er det bedste få yoga og mandarin undervisning til 2-årlige? Eller vikler og hjemmeskoling? Det kommer nok an på barnet. Live and let live, dit liv dine valg… Jeg har ikke så vilde holdninger til det ene versus det andet, men jeg tager hatten af for forældre der offentligt står på mål for deres holdninger og valg. Det er en barsk verden i disse SoMe tider, så applaus til dem, der kaster sig ud i debatten (fx dig Linda!)
Jeg får lyst til at læse mere om det hele, for hvor lyder det spændende!
Jeg synes, der er så megen sandhed i det sidste, du skriver med, at vi alle vil vores børn det bedste. For det er jo præcis det, hele debatten udspringer af, men som vi vist alle sammen kommer til at glemme fra tid til anden, fordi ‘det bedste’ ikke er én stationær, målbar størrelse, men forskellig fra familie til familie.
Og så længe folk er så sobre, som de er herinde, føler jeg, at jeg selv bliver voldsomt beriget af den debat, der udspiller sig her, men jeg er fuld af beundring og ærefrygt over dem, der orker at tage den på diverse fora på internettet og i kommentarspor på EB.dk og Tv2. Det ville jeg ikke have stamina til.
Ja der er også nok at læse om – får helt åndenød over at skulle sætte mig ind i det her meget “fremmede” skolesystem. Min datter er ikke engang to år endnu men er i vuggestuen allerede blevet tilbudt sprogundervisning i et fremmedsprog… jøsses altså!
Jeg bryder mig ikke om, hvor præstations-bevidst det hele er, men samtidig er jeg lidt misundelig, for hold op jeg kunne have lært meget, hvis min 1990’er folkeskole ikke havde prioriteret rundbold over verber ved enhver lejlighed… men måske er jeg bare bitter for jeg stadig er vildt ringe med et bat 😉
😄
Jeg tror (igen), at man ikke kan sige, at ‘one-size fits all’, når det kommer til børn. Derfor er det godt, at der kommer mere fokus på alternativer til det traditionelle. Det sagt, så kan jeg have en lille bekymring a la Hennys, når det kommer til det faglige niveau. Og måske også den sociale interaktion mellem børn. På den anden side, så er jeg stor tilhænger af friheden i det danske samfund, som åbner for muligheden om at holde sine børn hjemme. Kh. Birgitte
Meget, meget enig. Vi skal have tændt så mange spots, som muligt, så hele området bliver belyst, så vi kan tænke nye tanker og strikke nye løsninger sammen, der tilgodeser både de børn, der trives i systemer og dem, der ikke gør. For mig bliver debatten bare ofte så skinger, at retorikken overdøver indholdet, og det synes jeg er helt utrolig ærgerligt. Kh Linda
Amen!! Det her indlæg er så spot on i forhold til mine egne tanker, og der er så mange passager, hvor jeg tænkte “ja! præcis! Det er lige sådan, jeg har det!” Både i forhold til tilvalg vs. fravalg, det sociale aspekt – jeg kunne blive ved 🙂 Det er simpelthen så befriende at læse et nuanceret indlæg om et emne, som ellers tit er præget af moralisering og pegen fingre, som du så fint skriver.
Selvfølgelig skal man vælge hjemmeskoling, hvis det er det rigtige for ens familie. Men jeg tænker også (lidt i forlængelse af Hennys kommentar) at der må være en social slagside i forhold til, hvilke forældregrupper, der kan hjemmeskole. Og jeg synes, det bliver problematisk for vores samfund, hvis det bliver en trend blandt ressourcestærke forældre, at hjemmeskoling er det, man pr. definition gør, fordi man på forhånd er bange for, at skolen ikke kan rumme ens barn (lidt firkantet sat op). Forstå mig ret, hvis folkeskolen og ens barn ikke er kompatible, synes jeg uden diskussion, at man skal vælge det alternativ, der er det bedste. Bare det ikke er et default-valg styret af principper eller frygt.
Så rigtigt. Personligt fylder manglen på blik for fællesskabet og ansvaret for at bidrage med ressourcer også i mit syn på hjemepasning. Ligesom jeg også synes hjemmepasning handler om midler og ressourcer (i et kapitalistisk samfund) i langt højere grad end om naturliged!
B/Susanne: Det er simpelthen sådan et svært spørgsmål, det med, om man risikerer at gøre folkeskolen til et sted for socialklasse 5, fordi alle de ressourcestærke forældre flytter deres børn til privatskoler eller hjemmeskoler dem. For så længe vi taler overordnede principper, vil de fleste vel støtte tanken om en mangfoldig folkeskole, hvor alle samfundslag er repræsenteret – men vil vi, hver især, ofre vores egne børn for princippet, hvis vi oplevede, at de ikke trivedes, og vi reelt havde mulighed for at gøre noget andet for dem? Og apropos indlægget om kønskamp: Bør vi? Eller betaler vi for vores idealer med vores børns livsglæde og evne til at tage læring til sig?
Jeg synes, det er svært, men netop også derfor værd at blive ved med at snakke om <3
Sad selv, mens jeg skrev, og tænkte på dit tidligere indlæg 🙂 For nej, jeg er heller ikke tilhænger af at man partout skal holde sit barn i en folkeskole, hvor det ikke trives, pga. principper om fx. mangfoldighed. Bare den heller ikke vælges fra på forhånd. Og bare man har gennemtænkt, hvad man også kan få ud af en folkeskole med forskellige børn i form af sociale kompetencer, viden om andre menneskers måde at leve på, etc.
Når det er sagt, har vi selv stået med et på papiret positivt problem, nemlig at vores datter kedede sig i skolen. Og indtil videre har lærerne taget dette meget alvorligt, givet hende ekstra udfordringer og vil virkelig gerne samarbejde med os om at udfordre hende bedst muligt. Min egen rygmarvsreaktion, da hun først kom hjem og sagde, at hun kedede sig, var at hun så hurtigst muligt måtte på privatskole. Hvor er jeg glad for, at vi gav folkeskolen en chance! For hun trives heldigvis godt socialt, og det ville være svært at hive hende ud af det. Og jeg kan se, at andre børn i klassen, der ligger i den anden ende af spektret, også tages alvorligt og tilbydes ekstratimer etc. Måske er vi super heldige med vores folkeskole – men jeg er i hvert fald blevet positivt overrasket over, hvad den kan rumme.
Kære B,
Hvor er det dejligt at høre, din datters folkeskole har haft overskud til at give hende de ekstra udfordringer, hun har behov for. Det lyder til, at skolen er velsignet med nogle engagerede lærere.
Jeg var i samme situation i slut 90erne som din datter var i, men der blev ikke dengang gjort nogen ekstraordinær fra skolens side af. Løsningen for mine forældre var af økonomiske årsager ikke at flytte mig til en privatskole, men derimod at flytte mig til en anden folkeskole i området, hvor det faglige niveau viste sig at være væsentligt højere.
Det bliver meget hurtigt til et spørgsmål, om man skal vælge privatskole fremfor folkeskole, når debatten handler om faglighed. Indforstået at fagligheden er større på en mere resourcestærk privatskole. Men jeg syntes man glemmer, at de gode lærere ikke KUN er at finde på privatskolerne.
Min veninde, som er et af de bedst begavede og mest engagerede mennesker, jeg kender, har i årevis undervist i en offentlig folkeskole. Bare for at sige, at du har fuldstændig ret <3
Åh, Linda, du burde simpelthen have en formidlingspris. Hvor er jeg bare, igen, enig med dig, skal det lyde til præsten her fra koret.
Jeg har faktisk på et tidspunkt engageret mig hos en blogger, der passer småbørn hjemme, men det gør jeg næppe igen. Det er nemlig tilsyneladende så følelsesladet et emne, at det kan være svært at få en decideret god dialog.
Én ting er skole, men ift. vuggestue/børnehave, er der jo tale om noget lidt mindre “radikalt” i og med at læreplanerne her er færre, og der faktisk er tale om småbørn, hvor det er helt legitimt at rejse spørgsmålet om, hvorvidt de har gavn af at være i institution i 40 timer om ugen. Kæden hopper af for mig lige præcis på det sted, hvor det hele bliver blandet sammen. “Naturlighed” og “børnenes behov” smidt sammen med “forskning siger” og “prioritering”.
Kort sagt så er debatten om hjemmepasning i øjeblikket meget reduceret til mudderkastning fra begge fløje. Det, der virkelig irriterer mig, er, at hjemmepassere taler om det her som noget, alle kan gøre, mens de til den anden side siger, “det er synd for dig, at du ikke kan prioritere det, men jeg er sikker på, du gør det så godt, du kan, med de ressourcer, du har til rådighed”. Det er en ekstremt både nedladende og FORKERT måde at forholde sig til dette på. Man siger på den ene side, at det er en prioriteringssag og at man har taget et personligt valg mens man som argument altid hiver “mistrivsel”, “tilknytning” og “dårlige institutioner” ud af ærmet.
Gået på klingen kommer argumentet om forskning altid på banen. Ofte formuleret som “al forskning siger”. Og her er det så, at jeg sædvanligvis tager ladegreb. Den ene ph.d.afhandling, der er lavet på dette felt, et studie baseret på observationer fra vuggestuer og børnehaver, blev af bedømmelsesudvalget kun tilkendt graden såfremt der blev revideret i konklusionerne på feltstudiet. “Forskning” bruges alt for ofte alt for unuanceret og som et begreb man kan slynge ud som argumentation for en verdensorden.
Jeg skal understrege, at jeg selv synes hjemmepasning er fint for familier, der synes, det er den rigtige løsning for dem. Personligt vil jeg hellere have en massiv kamp for forbedrede vilkår i børnelivet i institutionerne. Og privat ved jeg bare, at hjemmepasning slet, slet ikke ville passe til vores familie. Jeg ville ikke trives i det (og min mand lige så lidt) og jeg kan bare se hvordan min datter stortrives i sin institution. Vi afleverer hende hver eneste dag et sted, hvor hun elsker de voksne, hvor hun bliver set, stimuleret og hvor hun lærer noget hele tiden. Men det er ikke det samme som at der ikke findes dårlige institutioner.
Og: nærvær og samvær er bare, som du siger, ikke synonymer.
Det er præcis det, du beskriver, jeg også har oplevet på de fora, jeg stille og roligt har forladt igen. Netop den der med, at det da er synd, at du ikke formår at prioritere bedre, end at dine børn skal henslæbe deres liv i mistrivsel i et børnefængsel. De fleste hævder, at de byder debatten velkommen, men min oplevelse er, at det er lidt på samme måde, som hvis Paven giver udtryk for, at han er åben for at diskutere, om der findes en gud.
Og så er jeg i øvrigt fuldstændig enig med dig i, at ‘den anden side’ er ligeså slemme til at sende mudderkager over muren. De gange, der har været indslag på f.eks. TV2 om hjemmeskoling, har jeg græmmet mig, hvis jeg er kommet til at læse kommentarfelterne under. Der kunne man næsten få lyst til at skrive, at hvis de her mennesker er, hvad et etablerede system formår at uddanne, så burde vi lukke skidtet og brænde det ned til grunden.
Fuldstændig enig, det er ikke selve spørgsmålet om det skal være en mulighed at hjemmepasse/ hjemmeskole, men om at bevare noget rimelighed i diskussionen. Om børn bliver asociale af at blive passet hjemme? Næppe. Men der er altså heller ikke tale om omsorgssvigt ved at sende barnet i institution.
Jeg kender en som hjemmeskoler sine børn, med følgende begrundelse “jeg har ikke lyst til at leve et liv jeg har brug for at holde ferie fra”. Og det synes jeg er så fint. For det første fordi hun tager ansvaret på sig for sit eget behov, og for det andet fordi jeg ikke føler nogen indeklemt fordømmelse over at ville leve et (hverdags)liv som jeg har brug for at holde ferie/weekend fra.
Den anke jeg kan have over italesættelsen af hjemmeskoling er hvor utrolig ulogisk det kan være. Jeg har hørt argumentet “jeg vil opdrage mine børn som hele mennesker, ikke samfundsborgere” … og hvor skal det hele menneske bo henne? I skal ikke have et pas? Og tandklinikker og lægehuse mener I ikke at få brug for? Og børnepengene som du har ret til fordi du er borger i dette samfund – dem siger du nej tak til? Arhmen, altså…
jeg applauderer dem der træffer valget og EJER det valg som deres egen beslutning uden fordømmelse af andres konventionelle valg. Men jeg har bare så svært ved at rumme den anden tilgang dér. Også fordi man får fornemmelsen af at de godt kan lide at være i opposition “til samfundet” – de fik bare for mange børn til at være rigtige anarkister …
Jo flere gange, jeg læser kommentarerne herinde, jo mere tænker jeg, at der faktisk ikke er nogen her, der ikke hylder ideen om hjemmepasning og -skoling for dem, det giver mening for, men at det er retorikken omkring valget, der bliver svær at rumme.
Og det er egentlig interessant, for det, jeg har hørt flere hjemmeskolere give udtryk for er, at de møder masser af fordomme og mangel på respekt for deres valg – og det tror jeg faktisk er rigtigt. Men måske er det, der sker her, at det segment, der læser blogs og engagerer sig i debatten i cyberland, måske også er netop det segment, der hylder ideen om at gøre det, der er rigtigt for den enkelte familie; og så bliver det pludselig lidt den omvendte situation? At det bliver forældrene med de traditionelle valg, der oplever mangel på forståelse og respekt fra (en del af) hjemmeskole-segmentet?
Jeg havde på en tidligere arbejdsplads en kollega, der var mor til 3 og hvis yngste stadig var hjemmeboende, da vi arbejde sammen. Hun havde altid arbejdet deltid og passet hjemmet. En gang over frokost, hvor vi talte om familie- og arbejdsliv, sagde hun i en bisætning, ‘at hun havde valgt at gå ned på deltid, da hun blev gravid med sin første, for hun havde da i hvert fald ikke fået børn for ikke at være sammen med dem’. Hun var en ganske flink kollega, som jeg faktisk havde et ret godt forhold til. Og hun jeg er sikker på, hun ikke mente det som et personligt angreb på mig og mine valg (vi er nok mere ude i en tanketorsk fra hendes side af), men hold op hvor følte jeg mig ramt.
Hendes meget sort/hvide syn på børn og børneopdragelse skurede mig sådan i ørene. I én sætning fik hun både udtrykt, at alt andet end af være deltidsarbejdende home-keeper var at sidestille med neglegt OG vist komplet manglende forståelse for, at ikke alle var i hendes gunstige situation, med en fuldtidsarbejdende mand, der økonomisk trak det største læs hjemme (eller ville træffe samme valg, hvis de var).
Jeg er helt sikker på, at hendes ord efterfølgende har fyldt meget mere for mig end for hende. Men jeg tænker stadig en gang i mellem over hendes formulering. Det er en god reminder på, at vi selv i vores omgangskredse, men folk vi frivilligt har valgt at lukke ind i vores liv, kan spænde meget bredt holdningsmæssigt. Og at der skal være plads til andre meninger end ens egen.
Jeg tror også, at man, når man i nogle segmenter/generationer/samfundslag, gør noget, som alle gør, bliver lidt blind for, at der kan være andre måder at gøre tingene på? (På mange måder jo også det, hjemmeskolerne peger på ift. skolegang i det traditionelle system; at vi glemmer at forholde os kritisk til det, fordi alle bare falder i geled, uden at forholde sig til, om det giver mening). Men netop derfor synes jeg også, at det er så ærgerligt, at der virkelig mange steder mangler et “- for os”, når alle fortæller, at de gør “det rigtige”. Vi misser muligheden for at blive klogere, og det er virkelig ærgerligt.
Jeg synes også problemet er, at de valg vi har mulighed for at træffe, er meget sort/hvide – enten sender du dit barn i fuldtidspasning, eller også går du hjemme. Der er selvfølgelig familier med to deltidsarbejdende forældre og en bedstemor der passer hver dag, men normen i samfundet er jo to udearbejdende forældre, og lige præcis den norm er jeg ikke vild med, at man SKAL passe til. Jeg så gerne, at der var meget bedre mulighed for at blive hjemme i længere tid mens barnet er under 2 år, gerne på deltid som man kan i sverige og til dels holland. Min arbejdsplads går f.eks. ikke ind for, at arbejde deltid (f.eks. at bruge den sidste del af sin barsel på at arbejde deltid en periode, så man får en blidere overgang for både forældre og barn efter barslen). Hvis det var et lovkrav, så ville det være meget mindre ensomt for mig at skulle kæmpe den kamp.
Vi har skabt et samfund hvor man enten er hjemme på barsel (og muligvis er ensom eller røv-keder sig, og det forstår jeg så godt) eller hvor man arbejder og skal aflevere sit lille barn til en stresset pædagog og 2 vikarer og det går altså ikke.
Min pointe er nok, at vi burde have meget bedre og mere fleksible institutioner og skoler, og så er det selvfølgelig rigtig dejligt at nogle vælger at hjemmepasse/skole – der skal være plads til alle.
Hørt, hørt, hørt! En form for flex-løsninger ville være så gode, både for børn og voksne.
Jeg hørte forleden en .. forsker? tror jeg? sige, at om 30 år er der ikke fuldtidsarbejde til alle, fordi vi har fået så meget og så god robotteknologi, at mennesket i mange jobs bliver overflødiggjort. Mon det kommer til at betyde en tilbagevenden til nogle mere landsby-agtige samfund, hvor der så netop bliver mulighed for at skabe løsninger, hvor man på kryds og tværs af familier indretter sig, så institutioner og skoler kommer til at få nogle helt andre roller? Det synes jeg er en spændende tanke, i hvert fald, for at det kan gøres bedre end nu, er indiskutabelt.
Enig!! Prøv at tjekke den engelske Flex Appeal kampagne ud, hvis du er interesseret i den slags. Den handler om at presse/inspirere arbejdsgivere til at tilbyde mere flex løsninger til os lønmodtagere, og den har virkelig vundet frem. Måske trænger DK til noget lignende?
Tak for tippet:) jeg tror i hvert fald, DK har brug for mere social accept af flexibiliteten, så man ikke automatisk kommenterer på folk der går tidligt, når man godt ved, at de så i stedet arbejder efter børnene sover… (shit hvor bliver jeg lige glad for at jeg er på barsel og ikke skal indgå i komplicerede sociale kontekster lige for tiden, haha)
Jeg synes principielt at der er vigtigt at skelne mellem hjemmepasning i førskolealderen og hjemmeskoling eller ‘unschooling’.
I fht hjemmepasning har jeg det svært med “det er naturligt for børnene at gå hjemme med mor hele dagen”. Og så er diskussionen slut. Eller hvad? Der er rigtig mange ting, som er naturlige, men som ikke dermed er den eneste, gyldige sandhed. Fx pest, hungersnød, at få 9 børn, at halvdelen af alle børn dør før de bliver 5 eller at dø i barselssengen.
Og hvis vi endelig går ind på argumentet, om at det er naturligt for børnene. Så er det også naturligt for børn at være spændt fast i en art bæresele hele dagen fordi de voksne skulle samle mad. Derudover: det er evolutionært fuldstændig uholdbart at børn kun skulle være knyttet til deres forældre eller én af dem. Man har boet i storfamilier og i høj grad passet hinandens børn. Det er fx et af argumenterne for at kvinder lever i mange år efter de kan reproducere sig selv: bedstemødre øger chancen for at børnene overlever, især mormoren. Men med mindre man indretter sig på den måde, så bliver det en helt anden hverdag, hvor mor (for let’s face it, det er sgu ikke faren, der hjemmepasning i 99% af tilfældene) går alene med barnet. Og det er ikke naturligt. Så hvor er vi så?? Jeg er ikke fan af at små børn på under to år er i institution i 8 timer om dagen og ville også være fan af kortere dage. Men næste gang jeg hører en rig influencer sige, at det er et spørgsmål om prioritering, så skriger jeg. For det handler sørenjenseme ikke kun om dét. Hovedparten af alle familier kan ikke klare sig for en indkomst og spons, så det er en løsning for de rige. Og så skal hjemmepasser mor huske at sørge for sig selv økonomisk, nu hvor hun ikke har en indkomst, der giver hende en pensionsordning og faglig relevant erfaring. Altså bare fordi næsten 50% af alle par bliver skilt.
Endnu en unaturlig ting er at gå i skole. Fx er det ikke naturligt at læse (det er måske derfor nogle har dysleksi), regne, opfinde raketter, udvikle lægemidler eller lave styrelser, der støtter hjemmeskoling økonomisk. Men det er vi vel glade for?
Og så er der respekten for lærernes faglighed. Jeg er selv ret veluddannet og er vant til at formidle (forskning og lægelig info til patienter), men jeg ville nødigt skulle undervise mine børn. Som andre har skrevet: det er en grund til at lærere tager en uddannelse. Det er ikke noget man bare lige ryster ud af ærmet. Og som du siger, Linda, så synes jeg eddermaneme man skal være opmærksom på om ens barn kommer til at betale den faglige pris for at man selv synes det var rigtigt at hjemmeskole. Og ja, der er da masser af andre ting, man kan lære om, end det der står i bøgerne, men det kommer man sgu ikke ind på en videregående uddannelse af. Jeg gad godt se noget statistik på uddannelsesniveau af hjemmeskolede børn versus børn, hvis ravneforældre har sendt dem igennem folkeskolen. Og så er der socialiseringsdelen, som også er eddervigtig for at skabe hele samfundsborgere.
I virkeligheden synes jeg, vi skulle arbejde meget hårdere på at forbedre institutioner og skoler så der var plads til alle og alles større eller mindre særligheder. Og jeg synes både hjemmepasning og hjemmeskoling skal være en mulighed for de familier, der ønsker det, men jeg vil gerne frabede mig at blive kaldt en dårlig mor fordi jeg gør noget, der er unaturligt.
Jeg håber næsten, at jeg er i nærheden, når den rige influencer siger, at det er et spørgsmål om prioritering, for jeg tror, at det på alle måder bliver et storslået syn:-D
Noget af det, jeg tænker over er, at man jo ikke rigtigt kan køre hjemmeskoling hele vejen, altså helt op og igennem de lange, videregående uddannelser. Qua nogle forskellige poster jeg gennem tiden har siddet på, har jeg mødt en god håndfuld unge, der tog den frie ungdomsuddannelse, og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så har der været nogle ting, de har manglet ift. det, de skulle bruge på de videregående uddannelser. Det kan være tilfældigt, men måske er det ikke? For jeg synes ikke, jeg har hørt ret meget om, hvordan man som hjemmeskoler forholder sig til, at børnene jo på et tidspunkt kommer til at skulle indgå i det system, som de i årevis har været pillet ud af.
Og så spekulerer jeg faktisk også på, hvordan det bliver for de hjemmeskolede børn, hvis de vokser op, og ønsker et mere traditionelt liv, med deres egne børn i institutioner, mens de dyrker karriere. Alt andet lige må det sætte nogle ting på spil i relationen, når valg bunder så meget i idealer, som hjemmepasning og -skoling gør?
Jeg er hoppet fra ved en blogger, fordi det blev så fordømmende. Jeg kommenterede ikke selv men så andre blive kørt helt over i kommentarsporet, når de foreslog, at økonomi også er en faktor i den diskussion. Jeg synes generelt, der er en ret stor privilegieblindhed fra den kant, og jeg får en fornemmelse af, at det for nogle er blevet så stor en del af deres identitet at være hjemmepasser, at det simpelthen ikke tåler at blive udfordret.
Vi forsøger at være kvalitetsbevidste om den tid, vi bruger sammen med børnene, og så har vi været enormt kræsne i valg af institution (hvilket igen kun er en mulighed fordi vi har biler og kan køre dem tværs igennem byen hver dag). Jeg ville dog ønske, at fantastiske skoler og institutioner var en politisk prioritet, så det ikke blev et spørgsmål om, hvor ressourcestærke ens forældre er.
Så utrolig enig i, at det ville være dejligt, hvis der var mere fokus på at løfte det generelle trivselsniveau i institutioner og på skoler, både for børn og personale.
Og netop det med at være bevidste om, hvordan man bruger tiden med børnene, er noget af det, jeg finder meget inspiration til hos Maj My. Selvom jeg ikke kan kopiere hendes måde at gøre tingene på 1:1, så får jeg alligevel utrolig meget ud af at læse om de overvejelser, hun gør sig, og hvordan de griber livet og hverdagen an.
Det ville være skønt, hvis dialogen kunne give alle mere af det bedste, i stedet for at have udviklet sig til en krig om, hvem der har ret, ikke?
Der er vildt mange aspekter i denne diskussion, og de fleste er belyst længere oppe, bedre end jeg kan gøre det her. Men hey, jeg kaster mig lige ind alligevel 😉 Jeg tror sådan set at hjemmeskolerne har ret i, at mange børn under så’rn cirka to ville have bedre af at være lidt mere hjemme og lidt mindre ude (hvilket ikke er det samme som kun at være hjemme!). Når det så er sagt, får min søn på næsten to altså også noget i sin vugger, vi ikke ville kunne give ham hjemme. Og samfundet skal også fungere … Med hensyn til ældre børn, kan jeg ikke helt få hovedet rundt om det der med at have sine forældre som primære input. Har man lyst til det?! Jeg voksede op i et ganske lille samfund, hvor mine forældre var lærere på de skoler jeg gik på, og det var ikke uproblematisk. Fx var min uddannelsesvejledning meget forkrampet og stort set ikke-eksisterende, fordi den eneste vejleder var min mor, og vi bare ikke var så skide åbne over for hinanden lige der da jeg var en sur og akavet femtenårig og hun vist bare syntes jeg skulle tage mig sammen … På bibliotekerne, hvor jeg arbedjer, ser jeg også nogle gange hjemmeskolede børn der kommer fast. Nogle har det skønt, men et par gange har jeg også fornemmet et lidt glædesløst samvær. Det kan jo forekomme i mange familier på forskellige tidspunkter at man er i minus, men jeg tænker det må være massivt, når man er sammen hele dagen. Tak for en god diskussion 🙂
Kast løs!:)
Super interessant input – at det, der kan være lykken for børn, så længe de er små, måske ikke nødvendigvis er det, når de bliver lidt større.
Jeg gad så godt, at vi havde et samfund, hvor der var tænkt mere sammenhæng ind i institution/skole og arbejdsmarkedet. Alene det faktum, at børnene har 12 ugers ferie, mens de fleste forældre har 6 uger, giver nogle udfordringer. I hvert fald her på matriklen. Men hvor ville det også være rart, hvis vi kunne give både børn og forældre en lidt blidere start, og hvis tandlægebesøg, børnesygdomme, vacciner, sundhedsplejerskebesøg osv. osv, som der bare er mest af (i hvert fald hvor man som forældre skal deltage) ikke var noget, som det bare var den enkeltes problem at få til at hænge sammen med et arbejde.
Uanset ståsted er det dejligt, at så mange engagerer sig i debatten, både her, men også “derude”, hvor det forhåbentlig ender med at flytte noget, så det ikke skal være den samme kasse, alle skal passe i <3
Vil bare sige TAK for endnu et fantastisk indlæg, og medfølgende kommentarspor. Det rammer præcis hvad jeg tænker uden at have fundet en formulering af det, og særligt kommentarsporet gjorde mig klogere og nuancerede pointerne. Det er så givende at læse med her hos dig! Tak fordi du bruger din tid på det.
Glæden er ligeså stor på min side, så det var så utrolig lidt<3
Noget af det, skolen tilbyder, er jo også, at man møder børn og forældre, man ikke selv har valgt (det gælder endda også privatskoler, selvom man der har valgt et bestemt segment). Jeg synes, det er bekymrende, at hjemmeskolede børn kun møder mennesker, som deres forældre har førstehåndsgodkendt. Nogle kalder deres hjemmeskolevenner for deres tribe, og det er ret sigende. Vi ser en tribalisering, hvor folk kun vil være sammen med deres egen stamme.
Desuden synes jeg, at kommentaren ovenfor om privilegieblindhed er virkelig velvalgt. Muligvis er jeg også lidt misundelig, men når jeg læser hos Maj My ser jeg en familie med enormt store ressourcer. Ingen skilsmisser, sygdom eller handicap, velfungerende bedsteforældre, forældre med mange interesser og talenter, fire børn i familien, lækkert hus, osv. Det minder mig om den klassiske influencer – her er det bare ikke forbrugsgoder, men kulturel kapital, der bliver vist frem.
Jeg tror egentlig ikke at Maj My er privilegieblind, og jeg synes også, at bloggen er sympatisk og ordentlig, men jeg oplever alligevel, at bloggen bliver et glansbillede, et uopnåeligt ideal, som andre forældre kun kan drømme om. Jeg har svært ved at trække tråde til mit eget liv – derfor foretrækker jeg blogs som din, Linda, og nom de mie, hvor jeg ikke føler mig som en teenager, der følger sit idol, men som en ligeværdig. (TAK)
Jeg er spændt på, hvilke voksne der kommer ud af de efterhånden mange børn, der hjemmeskoles. De bliver sikkert veluddannede. Som undersøgelser viser, kommer mange hjemmeskolede børn i USA på de bedste universiteter – naturligvis fordi de har super-ressourcestærke forældre. Men har de et særlig stort kendskab til, hvordan almindelige mennesker lever?
Endelig tror jeg simpelthen ikke på teorien om, at børn ikke kan tåle adskillelse fra deres forældre. Og jeg tror slet ikke på, at det er den største udfordring, vi har, at børn og forældre er adskilt nogle timer om dagen. Jeg må sige, at det (pt. lille) overskud, jeg har, når job og børn er passet, det vil jeg hellere bruge på fx klimakamp eller flygtninge, end på at give mine børn endnu mere nærvær.
Jeg har ikke selv spekuleret på den med, at hjemmeskoleforældre på en måde screener de mennesker, deres børn bliver “udsat” for – men jeg kan godt se, hvad du mener.
Jeg har fulgt med i debatten i et års tid nu, og jeg kan mærke, at jeg, ligesom dig, også somme tider savner erkendelsen af, hvor mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed, for at hjemmeskoling/pasning bliver en god og trivselsfyldt mulighed for alle involverede parter. Sagt på rent dansk mangler der somme tider lidt ydmyghed nogle steder, ikke? For et lille år siden så jeg følgende video på facebook som jeg virkelig har tænkt over mange gange siden:
https://www.youtube.com/watch?v=4K5fbQ1-zps
Den giver et virkelig fint billede af lige præcis privilegieblindhed.
Og endelig vil jeg sige: Jeg har ikke det fjerneste imod, at folk hjemmeskoler/passer. Jeg synes, at det her kommentarfelt har givet mange nye ting at tænke over, men helt grundliggende synes jeg bare, at folk skal give den gas. Det eneste, jeg så bare ville ønske var, privilegiet og glæden over at kunne gøre det, man selv finder rigtigt og i tråd med sine værdier, ikke blev et afsæt til at kritisere andres valg og livsbetingelser. Hvis det ellers giver mening?
Den video er fluks delt på facebook. Hold nu op den er tankevækkende.
Og tak for endnu et bragende godt debatindlæg med et fantastisk kommentarspor. Du og dine læsere er simpelthen så gode til at se tingene fra flere sider. Jeg har selv været der, hvor jeg måtte unfollowe pga. at hjemmeskoling/pasning vs unschooling, blev sat op som om det var Himmel vs Helvede. Det blev så unuanceret og hver gang en kommentator udfordrede hjemmeskolelivet en smule, så blev personen nærmest lynchet og kaldt en dårlig forælder…aldrig med grimme ord og vendinger, men på sådan en rigtig nedladende måde, så man krummede tæer. For selvfølgelig er hjemmeskolelivet ikke altid en dans på roser. Der er helt sikkert nogle hårde dage/uger, hvor hjemmeforælderen er træt af det hele, børnene er utidige/sure, skænderier og uenigheder og alt muligt andet. Jeg tror simpelthen ikke på at alt er så zen, som nogle hjemmeskolere fremstiller det på SoMe. Eller rettere sagt… det VED jeg det ikke er fra de par stykker i min omgangskreds, der har taget det valg 😉
Og som en anden skriver, så er nærvær og samvær ikke det samme. Bare fordi man er sammen med sine børn hele tiden, betyder det ikke, at de oplever at få nærvær hele tiden. Der tror jeg faktisk at udearbejdende forældre giver mindst lige så meget nærvær bare i mere koncentrerede doser, end hos hjemmeskolere, der kan drysse det lidt ud over hele dagen.
Jeg synes virkelig også, at den video kravler under huden på én – og også giver stof til eftertanke ift. hvor man selv har fået et forspring, man ikke har gjort noget som helst for. Det tror jeg er ret sundt at prøve at være vedvarende bevidst om.
Og egentlig tror jeg, at meget ville være vundet, hvis vi gjorde os lidt mere umage for at lade være med at sammenligne æbler og pærer, og SÆRLIGT at lade være med at hævde, at vores frugt er den bedste. Det er en tosset sammenligning, fordi der er så mange led i ligningen, at ikke to af slagsen er ens <3