I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?

Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.

Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.

Lad os komme i gang.

Hej Linda.

Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.

Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv. 

Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”

Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.

Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.

Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.

I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.

Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.

Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.

Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.

Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.

Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?

KH

Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt. 

Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.

Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten. 

Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.

Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.

Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.

Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.

Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.

Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.

Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene. 

Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.

Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.

Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?

Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.

Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.

Published by

12 Replies to “I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?

  1. Jeg kan genkende og forstå dit dilemma. Jeg laver det korte svar. Du må meget gerne passe på din datter også selvom det kun er fornemmelser /rygter du bygger din bekymring på. Du SKAL passe på din datter. Jeg vil sige: I må gerne lege sammen og I må gerne sove sammen hos os, men jeg siger nej til at sove hos veninden, fordi jeg kender ikke hendes forældre godt nok. Og hvis jeg skal lade dig sove et andet sted skal jeg kende dem du sover ved, så jeg ved at du har det godt. Du mp gerne være sur over det, men det er mit svar og jeg ændrer det ikke selvom du spørger mig igen og i øvrigt er far og jeg enige. Men jeg vil gerne hjælpe jer med at lave en hyggelig overnatning her.
    Welcome to parenthood!

  2. Det er svært at råde. Jeg er født i 48, mine første år boede jeg hos min mormor og morfar på Lolland. Min mor fik et værelse med udsigt til Blågårds Plads, ja den i København N. Jeg kom i børnehave, mange børn og en frøken og en ung pige. Da jeg skulle starte i skole, fik min mor en billig lejlighed på Vesterbro også i København. Ikke varmt vand, men vi havde træk og slip. Træk og slip var der ikke noget af på Lolland., hvor jeg tilbragte mine ferier.
    Min mor arbejdede meget, hun var ufaglært, men tog alt det overarbejde hun kunne få.
    Så jeg var nok et af de børn, man ikke måtte lege med.
    Efter jeg fyldte 14, bestemte jeg selv, hvornår jeg skulle være hjemme, hvor jeg var osv. Min mor var selv sendt ud at tjene som 14 årig. Som 15 årig begyndte jeg at arbejde i en bagerforretning efter skoletid.
    Jeg valgte selv bevidst en mellemting blandt mine kammerater, om hvornår jeg skulle være hjemme, tøj, sminke osv. , jeg har siden af en klassekammerat også af en enlig morfået at vide, at hun var midsundelig på min frihed. . Min mor boede på Vesterbro til 73. Jeg tog studentereksamen i 68 og flyttede i kollektiv i 70 sammen med den mand, jeg stadig er sammen med. Jeg blev lærer og fik to børn.
    Min mor drak ikke, men hun har lugtet af røg.
    Mine egne børn, piger, har jeg også ladet få den samme frihed, jeg har ladet dem selv vurdere. De har ligesom jeg selv været i stand til undgå de hårde typer.
    Men mennesker er forskellige.

  3. Sikke et svært dilemma, men meget flot og omsorgsfuldt tacklet af Helene. Og godt svaret af Linda, som jeg er enig i. Jeg havde i min ungdom veninder fra svære kår, som havde stor glæde af at mit kærlige middelklassehjem var åbent for dem. Det er de stadig taknemmelige for i dag. Så måske kan svaret foran pigen være, at fordi reglerne er forskellige i de to hjem, kan du ikke give lov, og desuden vil du ikke give lov når pugen selv er utryg ved at sove hjemme selv. Men hun er altid velkommen hos jer og de må overnatte så ofte de vil, måske også på skoledage, hvis det kan lade sig gøre ift nabobyen. Så når du lukker adgangen til det andet hjem, åbner du samtidigt mere op for dit eget. Jeg tror at om to år forstår og værdsætter begge piger det.

  4. Godt gået Helene, du har taget ansvar for at passe på dit barn. Det er vores fornemmeste opgave at gøre det.
    Du har samtidig givet en pige mulighed for at opleve hvordan livet også kan være andre steder. Mine 3 drenge har hver især haft venner, der havde vilkår, der var udfordrende – lige fra barnet af alkolikere, barnet fra et hjem, hvor der var masser af penge, men ikke meget struktur og tid til børnene og barnet, som var i vejen for at forældrene kunne leve helt så frit og ansvarsløst, som de gerne ville. Min løsning var i alle tilfælde at de var mere end velkomne hos os, både til spisning, overnatning og til aktiviteter såsom småkage bagning, ture i skoven og konfekt lavning til jul. Jeg fornemmede at de nød at være en del af en familie og håber at nu de er voksne, de ser tilbage en den tid som nogle gode minder i en ellers hård barndom. Jeg ved at vores familie også havde godt af at være inkluderende og at dele gode oplevelser med andre. MEN de var sammen med børnene hos os, aldrig overnattede de der, det var heller ikke noget de efterspurgte – efter de første gang fik nej.
    Det, jeg tror er svært, det er at man bliver upopulær hos sine børn, men det må man lære at leve med, det er ikke alting, der skal begrundes eller forklares. Iøvrigt har mine børn ofte brugt den undskyldning: det må jeg ikke for min mor, hvis der var noget, de var lidt usikre på om de havde lyst til, noget hvor de kunne fremstå som lidt tøsedrenge agtige, der var vi enige om at trække mor siger nej -kortet, var helt legitimt.

  5. Hej

    Jeg er enig i jeres betragtninger Linda og Helene. Jeg har dog altid også været helt ærligt overfor min datter – sagt at når børn sover alene hos veninden, så skal hun ikke sove der – hvad hvis der kommer brand/nogen får hjernerystelse… Så er der langt til en voksen!

    Selv hos en veninde med meget resourcestærke forældre skal min 11-årige datter ikke sove alene/med veninden hjemme hos dem…

  6. Synes der er flere gode svar som alle er variationer over hvordan jeg selv – håber – jeg ville vælge.
    Jeg minder lige om at vi (alle) her i landet har underretningspligt ift. hvis vi oplever eller har mistanke om at børn ikke trives eller lever ikke under ordentlige forhold. At lave en underretning er IKKE det samme som at der vælter ind med socialrådgivere der fjerner børnene efter 20 min. Det kunne i sidste ende være at der blev givet en hjælp til familien der kunne bruge lidt støtte eller at det bliver vurderet at alt er i skønneste orden og så er det jo i virkeligheden det bedste scenarium.

  7. Jeg spekulerer på, om bekymringen går på, hvad der potentielt kan ske i løbet af en overnatning, eller om det mere handler om, om datteren på sigt kan “ende i noget snavs”? Hvis det mest er det sidste, tror jeg, jeg vil lade hende overnatte, så snart hun er gammel/moden nok til ikke at få traumer over en nat, hvor de muligvis ender med at være alene noget af tiden. På den måde får I en reel erfaring at tale ud fra, og mon ikke din datter – som lyder ret velfunderet – selv vil have mere lyst til, at de skal være hjemme hos jer i trygge rammer. Når det så er sagt, lyder 10 år måske lige ungt nok. Og hvis hun er meget grænsesøgende vil jeg nok også betænke mig en ekstra gang. Kh en mor til teenager, som øver sig på at give slip og lade dem gøre sig egne erfaringer😉

  8. Som altid et sindssygt godt og reflekteret indlæg, Linda. Jeg kommer lige med et andet perspektiv. Jeg voksede op i den rådne banan, hvor der var rigtig mange rigtig søde legekammerater fra belastede hjem. Mine pæne akademiker-forældre var meget rummelige og lod mig selv sige fra/til i forhold til hvem jeg ville lege med og overnatte hos. Bortset fra at det magtede jeg ikke. Så jeg sagde ja til legeaftaler, når jeg mente nej og endte med at tilbringe timer, hvor jeg talte ned til mor og far kom, fordi jeg var utryg (fordi forældrene drak eller der var møgbeskidt for eksempel). Det er dit ansvar, din pligt og dit privilegium at sætte grænserne, og de skal sættes, også selvom det er politisk ukorrekt, for du er nødt til at vægte dit eget barns tarv højst.

  9. Synes dit svar Linda er så fint. Og hatten af for sig Helene. Forstår til fulde dine overvejelser.
    Men…jeg fik altså lidt ondt i maven over detaljegraden i den mail. Med specifikke navne, stednavne mv. Den pige/familie er nem at identificere, og måske det kan være ret voldsomt en dag at læse om sig selv “som den det på en blog blev diskuteret om man måtte lege med”.

    1. Hej Anette.

      Blot til info: Jeg har ændret alle navne og stednavne og justeret en smule på alderen hist og pist, så dette ikke sker😊

      Mvh

      Linda

  10. Kære alle.

    
Tak for jeres fine tilbagemeldinger på Helenes dilemma.

    Jeg har fået en mail fra hende, som jeg har lovet at poste, så hun kan forblive anonym:

    “Kære Linda.

    Jeg har fået rigtig meget ud af at få mit problem taget op i dit fantastiske forum.

    Først tak for dine tanker, de er så fine og grundige, og du rører blandt andet ved de bekymringer, jeg har med, at nogen ikke føler sig gode nok til at få en aftale, eller besøg hjemme hos dem. For hvem er jeg til at dømme andre?

    Jeg kommer til at sige vred i stedet for sur, genialt intet mindre, det gør jo en forskel.

    Jeg vil arbejde med de følelser, jeg slås med, når mine børn synes, at jeg er ond eller uretfærdig, men det var fint at blive mindet om, at jeg lige nu bare passer på min datter, selvom hun ikke er gammel nok til at forstå det. Det handler nok en del om, at det altid er sjovere at være den søde, seje, rare mor – og det er mere mit problem end deres.

    Jeg vil holde fast i, at det jeg ser er ok og at ting kan foregå hos os i trygge rammer.

    Det har været rigtig fint med de forskellige kommentarer, som også har givet stof til eftertanke. Ift. Eva’s kommentar tænker jeg, at ja, hvis de to veninder er gjort af samme stof som Eva, så er det godt, men det kan jeg kun håbe på, for jeg ved det jo reelt først senere og tør jeg tage chancen?

    Flere nævner det med at tilbyde et trygt sted at være, når de gerne vil være sammen, og det vil jeg også gøre noget mere i, altså et nej til at sove der, men samtidig et ja til samvær her hos os.

    Jeg synes Marias kommentar (umiddelbart efter Lottes), viser det svære dillema med både at give slip og lade dem lære af deres erfaringer, men samtidig ikke sætte dem i situationer, som de faktisk ikke kan rumme, overskue eller magte. Den balance skal jeg arbejde med. Jeg tænker, at jeg ikke må pakke dem ind i vat, og ikke skal træffe alle svære beslutninger for dem, men samtidig ikke må komme til at sætte dem i farlige eller meget svære situationer i frihedens navn.

    Jeg øver mig i at lytte til dem og fortæller dem tit, at der vil komme situationer, hvor det er svært, og at jeg håber, de vil bruge os som hjælp eller sparring hvis de bliver i tvivl. F.eks siger mine børn: ”Hvorfor er der nogen, der tager stoffer? Det vil jeg bare aldrig gøre!” Der er mit svar: ”Det er svært at forklare. Måske fordi det lyder spændende? Det lyder rigtig fornuftigt, at du ikke vil tage stoffer, men der kommer nok en dag, hvor du får det tilbudt, måske endda af din bedste veninde, som er helt vild med det og siger at det ikke er farligt. Jeg håber, ikke du har lyst til at gøre det, men måske sker det alligevel, for det kan være svært at sige nej. Hvis det sker, så skal du vide, at det er ok, at komme og tale os om det.”

    Nu vrøvler jeg måske lidt, men jeg synes faktisk de to kommentarer supplere hinanden så fint, i hver sin ende. Jeg vil gerne passe på mit barn, og samtidig lade hende lære noget om livet.

    Jeg tror også, at jeg vil arbejde på at finde ud af, hvornår det skal være et nej uden den store begrundelse, og hvornår det skal være et nej med en eller anden forklaring, som de måske kan lære noget af.

    Angående anonymitet, så synes jeg, at du (Linda) lavede det fint. Jeg tror ikke, nogen kan genkende sig selv, hvilket er vigtigt.

    Angående underretningspligt, så skrev jeg ikke om det i første mail, men ift. veninde #1 har jeg hørt, at der var lavet noget på løbende. Det er rygter, og jeg synes ikke selv, at jeg har oplevet noget, der ikke allerede er handlet på. Ift. veninde #2 er der, som jeg skrev, ting jeg ved, blandt andet at deres fantastiske klasselærer er involveret, og hun har lavet en indberetning.

    Jeg håber, at alt mit vrøvl giver mening:) Jeg er så glad for, at du tog emnet op, og svarede og fik involveret så mange kloge mennesker. Jeg kan og vil fortsætte med at læse og tænke og bruge af det.

    Tak ❤️”

Leave a Reply to katharina Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.