I øvrigt:

*Var vi forleden en tur i Blåvand, hvor min familie kom meget, da jeg var barn. Jeg husker det som dejlige ferier med badeture til stranden og aftenture efter is. Der var også store sommerhuse og tyske turister dengang, men der var en sommervibe af god tid, falmede shorts og forvaskede t-shirts, som inspirerede til at slappe af. Nu? Not so much. Jeg vil tro, at min puls lå på lige omkring 340 efter 10 minutter deroppe; det var SKRÆKKELIGT. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange mennesker i hele mit liv. Alt, hvad der var af lokale butikker dengang, var forvandlet til Only, Skoringen og Meny, og stranden var nogenlunde ligeså øde, som Strøget lørdag formiddag. Det er blevet en slags storbyferie-sted, men uden noget at se, og jeg ville blive ringet op af min bank på andendagen med spørgsmål til de 17 posteringer fra vin-forretningen, hvis jeg endte i et sommerhus deroppe.

*Er jeg i gang med en virkelig god bog. ‘Midnatsbiblioteket’. Plottet er, at en kvinde forsøger at begå selvmord, men i stedet for at dø, vågner hun i et bibliotek, hvor alle bøger er liv, hun kunne have levet, hvis hun havde truffet andre valg. Ikke bare de store beslutninger, men også de små. Hver gang hun vælger en bog, får hun lov at træde ind i det liv, den handler om og være der, til hun oplever fortrydelse, hvilket sender hende tilbage til biblioteket. Stor ros til bogen for ikke at forfalde til at give forklaringer på alt, hvad hun undrer sig over i de liv, hun hopper ind i og for at gøre det mere nuanceret end bare lykken-er-hverken-succes-børn-ægteskab-eller-penge. Det er Sliding Doors tilsat kvantefysik og En Shopaholics Bekendelser, og jeg synes, den er virkelig god.

*Har jeg lyst til, at vi indfører bare en lille smule selvjustits ift. hvem vi inviterer til at like vores sider på fb. Jeg er all for at støtte mine venner, og jeg ønsker dem al succes i verden – men måske vi kunne aftale, at du, når fb spørger, hvem du vil invitere til at like din nye side, lige vurderer, om det virkelig er relevant for ALLE at følge med i ændringer i åbningstiderne i dit nye fitnesscenter i Nakskov, eller hvornår du kører rabat på samtaleterapi i din klinik på Bornholm. 

*Vil jeg, når det er sagt, dog gerne understrege, at jeg synes, man skal mase på ALLE de steder, hvor der kan være en potentiel mulighed for vækst. Jeg stopper f.eks., helt uden skam, mit visitkort ned i halsen på sagsbehandlerne på både a-kassen og jobcenteret, når jeg som supplerende dagpenge-modtager er indkaldt til møde. De virker mere overraskede end de burde være, taget i betragtning af, hvor ivrigt de understreger, at jeg skal være ‘aktivt opsøgende’…

*Er det godt, at der kommer flere og flere opgaver, for vi ved alle sammen, at det er bedst, at jeg ikke har for meget tid på hænderne. I går kom jeg f.eks. på Miljøministeriets facebookside op at skændes med en lærer om vandingshuller til padder. Ffs.

*Bøvler Frida ikke med sproget på samme måde som Anton, men ind imellem får hun alligevel nogle udtryk galt i halsen. Efter at vi for nogle uger siden havde en lille samtale om den ideelle korrelation mellem smertepåvirkning og reaktion, er hun, når jeg løfter det ene øjenbryn, begyndt at lave jazzhands, mens hun med cirkusstemme hvisker: “…*Dramagisk*..!” Det hedder det fra nu af. 

*Har vi være meget i diverse svømmehaller denne sommer, og jeg vil gerne have lov at fremsætte den påstand, at livreddere meget ofte bare er aqua-parkeringsvagter. Slap af, Poul.

*Kører vi dagligt forbi en mark, hvorpå der står ca. 25 køer og 1 hest. Én. Hver gang vi passerer, kigger jeg på den, og det kan være mig, der overfortolker, men jeg bilder mig ind, at den altid har et udtryk af mild forbløffelse i ansigtet.

*Siger jeg ikke, at jeg glæder mig til børnene skal i skole igen. Jeg siger bare, at jeg er ved at være klar til 3 minutter uden “Prøv at se, mor! Se! Kig!”

Published by

39 Replies to “I øvrigt:

  1. Dramagisk er hermed optaget på listen over “forkerte udtryk, der er langt bedre end det korrekte”..👏👏👏

    1. Jeg tror måske også, at jeg skal vælge et tidspunkt uden for sæsonen. Ellers tror jeg måske, at det er lidt det samme i alle de der sommerhus-enklaver?

  2. Min datter på 9 havde en også en af de gode for et stykke tid siden….”mor jeg har da også den hårelastik med selvmordsperler” needless to say…. jeg knækkede samme af grin og svarede…. “det hedder perlemorsperler :-)”

  3. Da sønnen på snart 11 år, var omkring 3-4 år var vi ofte på “boglioteket” og havde soldater på fødderne. 😍

      1. De er så gode <3 Min favorit af Fridas er stadig ‘kaktus’, som hun konsekvent kaldte ‘stiktus’:)

  4. I hear you så meget på det med facebook grupper/events.

    Jeg vidste fx ikke helt, hvad jeg skulle stille op med min tidligere kollegas opfordring til at dele hans begivenhed ‘Kursusdag: det polyamorøse parforhold- nlp’. … … den virksomhed må han simpelthen selv stå for reklamen for …

  5. Jeg håber aldrig min datter lærer de rigtige ord for “chokologisk have” og “faskit” (faktisk)

    1. Bare lige hjælp hende, hvis hun skal til jobsamtale, så hun ikke, som ham, jeg sad overfor, praler af sin ‘piratviden’.

  6. Hele min datters børnehave sagde halstørkæde om halskæder. Det varede helt til de startede i skole 😂 her hjemme hedder det i øvrigt en fjernbetænkning.

    1. Hvilket jo også giver virkelig god mening; man sidder jo netop og tænker, mens man zapper rundt:)

  7. Noooo, ikke disse Blåvand! Jovist, kernen af byen er måske lidt crazy, men man får stadig verdens bedste pizza på Acqua Blu. Og somehow, så er nogle af mine bedste tøjkøb foretaget der, når de der jyder holder udsalg, så er det ikke bare 25% rabat de mener ❤️ Mine forældre havde sommerhus i Blåvand og jeg har stadig et meget nostalgisk kærlighedsforhold til byen. Kommer der dog mest udenfor højsæsonen, så måske er det derfor…..

    1. Du har med garanti ret i, at det har med højsæson at gøre. Og ret skal være ret: Hr. Skov er Weltklasse. Men Hanne, hvad med Ørnskov? Og lysstøberiet? Og den lille biks, der havde klistermærker og alt sådan noget??

      (Men måske er det bare fordi, jeg stadig forbinder det med det sted, hvor jeg gik, da jeg lige havde fået min walkman og Roxettes ‘Look Sharp!’ på kassettebånd).

    1. Jamen, ik!? Det er fint, at de er opmærksomme, men nogen elsker altså den bestemmepind lige rigeligt højt…

  8. Jeg er kommet hjem fra Vejers i dag, det er noget helt andet end Blåvand. Vi var i Blåvand en enkelt dag, og vi flygtede tilbage til Vejers 😀

  9. Det er faktisk stadig en Ørnskov, der er købmand (så jeg på nyhederne, da de havde langet en lottokupon af galaktisk størrelse over disken). Og min mor er født Ørnskov, så hvad jeg har kunnet regne mig frem til, så er det min grandfætter 🤣 Nå, men det var jo en anden historie. Ja, hr. Skov kan sådan set bare tage mine penge. Alt i den butik er for lækkert, og fordi jeg kun kommer der i ferier, så bruger jeg raskvæk 300 kr på to glas pesto, en trøffelmayo, verdens mindste pose gourmetpopcorn og 4 flødekarameller, for pyt, vi har jo ferie 🙄
    Roxette? Var du ikke mere til GnR?

  10. Og så forsvandt min søndag da lige ind i Midnatsbiblioteket! Tak for anbefalingen. Emnet fascinerer mig og et par af indsigterne skal jeg liiige tygge på et stykke tid endnu.

    Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst bare har blokket en dag til ego-læsning.

    Nok egentlig mest fordi vi bruger en del aftener på fælles fornøjelig højtlæsning sammen med knægten på 12, der i øvrigt læser glimrende (også højt gor os andre). En skøn ting jeg har med hjemmefra.
    Keep ‘em coming!

  11. Takket være Rasmus Klump kan jeg stadig i en alder af 34 have problemer med skildpadde / pilskade!

    1. Åh, det VÆRSTE er, når man pludselig får et ord, der sætter sig på tværs, og man hver eneste gang må bruge 2 sekunder på at forsøge at huske, hvad der er rigtigt, og hvad man forsøger at undgå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.