I øvrigt:

*Har jeg besluttet mig for målrettet at gå efter statsministerposten, udelukkende for at kunne forbyde, at folk lægger billeder af eksem og udslæt på facebook med teksten: “Hvad tror I, det her kan være?” Gå dog til lægen!? Eller læg som MINIMUM de klamme, vamle, opkastfremkaldende billeder i kommentarfeltet. Andre mennesker, mand.

*Satte Anton sig for et par måneder siden på mine briller. Inden jeg fik børn, havde jeg kun hån til overs for mødre, der slæbte sig gennem dagene med pletter på tøjet og defekte telefoner og cykler pga. manglende tid, for ‘vI hAR FAktIsk aLlE sAmMeN 24 TimER I dØgneT’. Jeg har nu i 8 uger set sådan her ud, når jeg kører bil:

Jeg fik brillerne rettet i torsdags, og det føles som om, jeg har fået nyt hoved. 

*Spekulerer jeg uforholdsmæssigt meget på, om Mads Steffensen har det godt ovre på Podimo. 

*Hader-hader-HADER jeg gyserfilm. Det er derfor meget beklageligt, at min hjerne altid er mere end imødekommende ift. at spotte situationer, der ville egne sig strålende til et plot, som f.eks. når jeg skal rulle mit gardin i soveværelset ned om aftenen, og den – lige som jeg tager fat i snoren – hvisker: “Tænk, hvis du kiggede ud og i bilen så spejlingen af en mand, der bare stod i din garage og ventede…” Jeg er min egen værste fjende. 

*Så jeg forleden et skilt, man kan sætte i sin biodiversitetsfremmende have i forsøget på at undgå at blive stenet af vejens ligusterfascister pga. manglende vedligehold: “Vild med vilje”. Hvis jeg nogensinde har set et udtryk, der ville egne sig bedre på en t-shirt til Frida, kan jeg ikke huske det. 

*Skal vi lige have en frivillig til at ringe til det reklamebureau, der har lavet Pägens seneste radioreklame, som starter med ‘Der er så meget, svenskerne ikke kan finde ud af’ og sige, at tiden er løbet fra hate speech forklædt som onkelhumor.

* – og til dem, der sidder og synes, at jeg er hysterisk: Lakmusprøven er altid at skifte én nationalitet/minoritet ud med en vilkårlig anden og se, om vi stadig griner. “Der er så meget, jøderne ikke kan finde ud af.” “Der er så meget, tyrkerne ikke kan finde ud af.” Ikke rigtigt, vel? Drilleri er godmodigt, når den, man driller er fysisk eller digitalt til stede i samtalen og kan sige fra, give igen eller forsvare sig – og er enig i, at vi bare puffer hinanden i siden nu. Når vi gør det i det offentlige rum, uden tilstedeværelse af dem, vi “driller”, er det bare med til at underbygge en virkelig uhensigtsmæssig Dem vs. Os’, som ingen – INGEN – hverken savner, mangler eller har efterspurgt.

*Har jeg opdaget noget, jeg næsten synes mindre om end hedebølge: Den Pletvise Hedebølge. 30 grader den ene dage. 19 grader den næste. To dage med 21 grader og skyer. Hysterisk sol og nul skyer om formiddagen. Regn og torden om eftermiddagen. Det er UMULIGT at klæde sig på, det kan ikke betale sig at fylde poolen (… eller kan det? #LOL) og alt, hvad man har stillet sine børn i udsigt dagen før, er vejrmæssigt uladsiggørligt, når man vågner.

*Ved jeg ikke, om det er fordi, man primært at vant til at se børn på løbehjul, eller om det kun er virkelig høje mennesker, der køber el-løbehjul, men jeg har flere gange været ved at vælte på cyklen af skræk over, at væsner, der kortvarig skaber associationer til lange, sorte, armløse monstre fra en Stephen King-film haler ind på mig med 80 km/timen.

*Skal alle i hele verden skynde sig over på HBO og se Mare of Easttown. EJ, men den er så god! Kate Winslet er fuldstændig formidabel og gennemtroværdig som udslidt, sorgtynget politibetjent, historien er intens og spændende, og der er plottwists og virkelig fint skuespil hele vejen igennem. 

*Fik jeg i sidste uges M2021-indlæg nævnt mit nye panini-jern. Der var i kommentarfeltet efterlysning på både fyld og brødtype; jeg er pt. ved at teste denne opskrift på brød, men har også haft fint held med friske flutes fra bageren. Min yndlingspanino pt. er Cæcar-paninoen, som er et brød smurt med Cæsardressing og fyldt med avocado, agurk, romainesalat og kylling. Hvis nogle af jer derude ligger inde med en EKSTRA lækker opskrift på enten fyld eller brød, så spill endelig the beans i kommentarfeltet.

*Har jeg betalt af på mine banklån i over 20 år. Jeg har betalt omkring en kvart million tilbage. Men nu er champagnen lagt på køl, for om 31 dage sende den her til min bankmand:

Published by

33 Replies to “I øvrigt:

  1. Jeg kan relatere til nr 2 efter længe at have set på et par skrammede briller, især efter jeg fik en gren i hovedet, har jeg 3 måneder måtte indse, at synet på højre øje gennem det glas, som sidder skævt i er væsentligt forringet og kapituleret og købt nye 🙈

    Men mest af alt kæmpe stort tillykke til den sidste! 🍾

    1. Det er vildt, hvor meget højere irritationsbarren er blevet, efter at man skal have logistikken til at passe med børn, ikke?:)

  2. Hvis ikke det så rocker sejt, at du har klaret det og endelig kan høre champagnepropperne i det fjerne, så ville jeg give dig røg for at snige dét punkt ind nederst på listen.
    Det burde stå øverst, i dobbelt skriftstørrelse, kapitalær og fed. Kæmpe klap dig selv på skulderen, lige dér. Tillykke!!!

  3. Jeg tænker også alt for ofte på, hvordan det mon går for Mads Steffensen, og om det mon er blevet den succes, som han håbede på og drømte om.
    Jeg forstår godt, at jeg ofte er træt, når jeg bruger så meget tid på at spekulere over, hvordan fremmede mennesker har det.

    1. Jamen, ik!? For der er ikke et gran af skadefryd i det for mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det for en mand som ham må bide lidt, at han kan erstattes. De fleste af os lærer den lektie i løbet af 20’erne, og jeg kan ikke forestille mig, at det bliver nemmere at sluge, når man er 50+.

  4. Ha ha, på min 5-åriges vegne ønsker jeg mig den t-shirt! Han har haft en anden yndlings i flere år med : “make som noise” som altid får ham til at spontanbrøle og løbe i cirkler

    Og kæmpe tillykke med banklånet!

  5. Jeg hører ALT for lidt Bros. Verden har brug for Bros. Mit arbejde har i særdeleshed brug for præcis den sang når jeg skrider på ferie om lidt efter 6 måneder med suboptimal onboarding og hierarkier man skal have en PhD for at forstå. Tillykke med gældfriheden 😍

    1. Jeg tror, at vi må konkludere at verden som helhed hører for lidt Bros. Hvorfor kommer de aldrig i radioen?

      Tillykke med ferien – det lyder som om, det også har været en præstation at nå dértil.

      PS: Hvis du prøver at lave de panino-brød, jeg linker til, så bare lige en anbefaling: Lav dem større. De er lækre, men de bliver for små, synes jeg. Måske mine ikke hævede nok, men de er på størrelse med pølsebrød, og det bliver sgu lidt en udfordring at fiksere sit fyld.

  6. WoopWoop med banklånet, det er så mega dejligt at blive FRI💫 Tillykke & lad proppen gå 🥂🍾💥

  7. Sig at du rent faktisk har tænkt dig at sende det klip til din bankmand. Og sig at han har humor.
    Lyv om nødvendigt for mig.
    (Jeg ville knække fuldstændigt sammen af grin, hvis en kunde sådan et klip til mig)

    1. Jeg tror faktisk, at bank-Jan lige får den i inboxen – jeg er sikker på, at han vil kunne grine ad det:)

  8. Enig i det med løbehjul, hvad sker der for voksne mennesker som skal drøne rundt på det? Er ved at omkomme af skræk hvergang, også fordi der køres meget stærkt og uden hjelm!!! Sæt farten ned eller tag cyklen, så jeg ved du kører stærkt…

    1. Samtlige af dem, jeg har set, har også været meget sorte og emo-agtige i påklædning. Det bidrager til det samlede udtryk af uhygge…

  9. Jaaaarh! Tillykke med det sidste punkt! (og sangen er jo intet mindre end episk). Lad os gribe anledningen til at skåle på tværs af hele klubhuset. Jeg lægger hvidvin på køl og sidder klar 🙂

      1. Noted 😉

        Also: I et tidligere indlæg nævnte du din foretrukne radiostation der (så vidt jeg husker) bød på noget nær den perfekte playliste. Må man spørge hvilken station det er? Vi har nogenlunde samme alder, du og jeg, og jeg mangler et soundtrack til min arbejdsdag 🙂

        1. Det var Pop.fm, som havde en helt genial playliste fredag aften – men faktisk har jeg for nyligt tolket på en arbejdsplads, hvor de har Globus og Globus Guld til at køre. Jeg ved ikke, om jeg skal være bekymret, men der er sgu også meget godt og genkendeligt:-D

  10. Jeg er vild med, at Frida “er vild med vilje”. En kær veninde sagde en gang om sin nr. 2 datter, at hun ikke var uopdragen, hun var bare uopdragelig…

    1. Den føler jeg helt ind i sjælen. SHIT, det er vildt at bo med en viljestærk 1,5 meter høj version af sig selv, der stadig er helt uimodtagelig for logik og sund fornuft.

  11. Jeg kom muligvis til at google “Vild Med Vilje T-shirt” … Og må med ærgrelse meddele at det ikke er en stangvare.

    Verdens største high-five over det snart hedengangne banklån! Jeg har altid noget skålbart på køl, så jeg vipper virtuelt med glasset.

  12. Apropos billeder på Facebook… jeg havde en FB-ven, en mand, som lagde et billede af moderkagen ud på FB, da han blev far … FOR FILAN … så sidder man der med morgenkaffen, og så dukker dén op på skærmen …

    1. Det er tæt på at være det mest ulækre, jeg endnu har hørt. Det er bare SÅ fint, at folk gerne vil have den med hjem osv – men der er bare nogle ting, som det er ok at holde hjemme i privatlivet, ikke?

  13. Vil lige sige dig tak – kunne ikke gennemskue hvad forskellen er på salsa og tacosauce, men kunne huske at du har skrevet om det. Og voila – en en enkel søgning og det er tacosauce jeg skal bruge i dag. Den time du brugte i februar 2020 kommer mig til gode i dag. Af hjertet tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.