I øvrigt:

*Skal jeg bede om, at alle, fra nu af og til verden går under, ikke holder midt i mellem to benzinstandere, så der kun er plads til deres bil. Kør! Nu!! Frem!!!

 *Ville jeg ønske, at musikstreaming-tjenesterne ville headhunte et it-menneske fra Google, så deres søgefunktioner kunne blive mindre hysteriske.

Itunes/YouSee/Sportify, når man taster: ’Beyoncè – søg’

Google, når man taster: ‘Bijyonse – søg’

*Vil jeg bare opfordre til, at man går på YouTube og finder ‘I Mexico går det godt’. Jeg var ved at blive kvalt i en sofapude, da jeg måtte mute mine egne latterbrøl under sekvensen, hvor Esben og Peter først får renset deres aura med konkylie-blæs, og derefter skal omfavne træer.

*Skal jeg, efter at have set den i samtlige jule-kataloger, lige høre, om der godt nok stadig er nogen, der læser Guinness Rekordbog?

*Er jeg oprigtigt trist over, at Marie Fredriksson fra Roxette er død. Look sharp! var mit første ægte kassettebånd, og jeg forbinder det med sommerferie i Blåvand, solskinsvejr og afklippede jeans og mig og min walkman på lange gåture ud af barndommen og ind i noget, jeg endnu ikke vidste, hvad var. 

*Bliver jeg nødt til at spørge, hvem har opfundet bloggersprog, for jeg får en del mails med forslag til “samarbejde”. Hvor kommer det udtryk fra? Hvordan bliver det noget som helst andet end rent, regulært ’arbejde’, når du har et produkt, du gerne vil have mig til at reklamere for? Man må altid gerne spørge, men lad os kalde det, hvad det er –  selvom det så selvfølgelig også kommer til at lugte lidt af løn.

Hvis vi lige skal være alvorlige et øjeblik, venter jeg stadig på, at nogen laver en platform til blogs, der minder om HBO og Netflix. BlogFlix. Hvor man som læser tegner abonnement for en måned, og hvor de bloggere, der er med, kan koncentrere sig om at lave indhold og interagere med deres læsere, og ikke behøver sige pæne ting om slankesåler og motorolie, og blive tandløse og beige for ikke at bide hånden, der fodrer dem. Hvor der er plads til, at bloggere udvikler sig og prøver nye vinkler og nicher af, og ikke er tvunget til at gøre alt op i clicks og likes, og på den måde mainstreame et produkt, der i første omgang blev kommercielt levedygtigt, fordi det skilte sig ud.

*Ender min egen dovenskab med at tage livet af mig. Jeg har købt et juletræ, som jeg har stillet udenfor mine stuevinduer. 4 gange i timen får jeg et chok og tror, at der står en øksemorder derude. 4 gange i timen beslutter jeg, at jeg ikke behøver at flytte det, for ‘nu ved jeg jo, at det står der’. Jeg er min egen værste fjende.

Published by

32 Replies to “I øvrigt:

  1. Måske skal DU starte det blogmedie…

    Min søn læser kun en bog en gang, for så er der jo ikke længere grund til at læse den mener han. Pånær Guiness rekordbog fra 2007. Den bladrer ham i timesvis. Så kom ikke her.

    Han får den nyeste i julegave.

    1. Jeg finder det sært hjertevarmende, at der stadig er nogen, der holder regnskab med, hvem der kunne spise flest vafler på kortest tid tilbage i 2007…:)

  2. Har juletræet en lyskæde? Tænker det ville få det til at se markant mindre øksemorderagtig ud trække-på-skuldrene-emoji

  3. Du skal lave den platform Linda! Det er blevet en rodet affære med de blogs, det er ikke til at finde ud af om det er en reel anbefaling eller et “sponsoreret indlæg”.
    Ps. I hear you mht juletræet! 😱😱

    1. Hvis jeg var tech wiz nok til at kunne sætte det op, så gjorde jeg det sgu. For det kunne lade sig gøre.

  4. Min søn læser også i Guiness rekordbog 😉
    Jeg er all-in på at børn skal læse og den er trods alt bedre end mange alternativer og han er stadig ikke helt dygtig nok til han gider en skønlitterær bog med ordentligt kød på. Så vi kører faglitteratur.

    Jeg tænker i øvrigt du lige så godt kan fjerne det træ først som sidst…
    Jeg har i øvrigt samme problem, dog lidt mere fredeligt. I en periode holdt vores bil synligt foran køkkenvinduet og hver gang jeg fik øje på den, overvejede jeg om vi havde fået gæster 🤦‍♀️

    1. Min søn læste også kun faglitteratur og jeg var oprigtig nervøs for hans fremtid, da han nægtede at overgå til skønlitteratur. Han stoppede simpelthen med at læse (altså lige bortset fra Steven Hawkings & datters fantastiske bog om Gustavs hemmelige vej til universet). Men han går på 3. år på Uni nu. Han læser stadig ikke, men får fine karakterer, så alt kan kickstartes med en Guinness rekordbog 🙂

    2. Det er ufatteligt, at man kan narre sig selv 76 gange i løbet af en eftermiddag.

      Jamen, I har nærmest givet mig lyst til at prøve at skaffe et eksemplar til Anton. Det lyder som om, han lige er målgruppen.

      1. Jeg kan kun sige køb! Anton er bestemt målgruppen for Guiness rekordbøgerne – min søn læste, læste og læste dem. Et år købte vi nogle af de gamle årgange på DBA, så han havde hele serien tilbage til 2000 (da han blev født) – han var lykkelig. Vi synes måske, det er nørdet, men hvis det kan få en dreng på 8-10 år til at sætte sig med en bog, jamen altså! Og det er faktisk lidt sjovt, når de begynder at komme med lidt “fun facts” fra den virkelige verden, som du slet ikke kender!

        1. Nu har jeg kørt M2019-versionen og bestilt den på biblioteket. Der er kage til hele kommentarfeltet, hvis det kan få Anton til selv at begynde at lyst-læse:-*

  5. Haha, min kæreste har arbejdet på Spotifys søgefunktion i flere år – og hans bror arbejder i Google 😂 Det eneste jeg kan sige til hans forsvar er, at det plejede at være endnu værre – og at det er nemmere jo mere data man har (algoritmerne lærer løbende og bliver bedre og bedre) – så bare søg løs! 😊

    1. Hvor er det sjovt! Nå, men bring det lige op til næste familiefest; der burde være godt med brænde til en solid gang søskende-rivalisering:-D

  6. Jeg ville gerne købe det abonnement – altså til rimelige penge (ja og hvad er så det?) Jeg har en ambition om at læse de blogs der giver indhold – og det kan både være at byde op til eftertænksomhed, inspirere, et godt grin eller en blanding. Men jeg bliver ærgerlig, når det undervejs viser sig, at være reklame for et produkt – jeg føler lidt, jeg har givet min tid og opmærksomhed ufrivilligt til markedsføring… Og jo, nogle er blevet dygtige til, at tydeliggøre det i starten af indlægget, men der er jeg jo allerede klikket ind (og det er ikke fordi jeg ikke under folk at tjene penge på deres tid – det er mere nuanceret, det ved jeg godt).
    Drømmesenariet kunne være a la Zetland for blogs – hvis det giver mening?

    1. Ja, præcis. Jeg er 100% enig.

      Men du rører faktisk ved noget meget centralt, når du bringer den potentielle pris op, for jeg tror, hånden på hjertet, at læserne er en større del af det her problem, end det er populært at tale om. For vi – og jeg er selv med i den gruppe – er vante til at læse blogs gratis, og derfor er det et meget lille segment af læsere, der er villige til at trykke på donationsknapper osv. Ganske enkelt fordi man skal være meget supporter for at betale for noget, der i princippet bare kan læses gratis.

      Samtidig giver de fleste læsere udtryk for, at de ikke gider reklamer, og også her er jeg helt med. Jeg kan leve med bannerreklamer, og også en anmeldelse i ny og næ, men decideret sponsoreret indhold bliver aldrig for mig.

      Problemet er bare, at det tager tid at køre en blog. Og hvis ikke læserne vil betale for det, så er det eneste, der står tilbage, annoncører. I hvert fald som det ser ud i dag.

      Breder man emnet endnu mere ud, bliver det jo også relevant at tale om, om man som læser så faktisk har ret til at stille krav til indhold, frekvens, længde osv. hvis der pludselig er tale om en vare, man betaler for.

      Jeg synes, at det er et super interessant emne, og jeg tror, at der ville være MEGET mere lækkert indhold tilgængeligt, hvis man kunne designe et format, hvor man rent faktisk kunne tjene en rigtig løn på at blogge.

  7. Det burde vel kunne lade sig gøre med den blog-platform.
    En slags Podimo for blogs. Jeg er ihvertfald tilfreds Podimo-bruger og har indtryk af at det går godt.
    Nogen MÅ da være på vej med en pendant til det skrevne ord.

  8. Linda, jeg vil bare sige, at hvis du forsvinder ind bag en betalingsmur, vil jeg følge med til hver en tid 🙂

  9. Ja Podimo for blogs, det ville være helt genialt. Evt. samme model, hvor noget indhold er frit og enkelte indlæg er Premium.
    Jeg har hørt virkelig meget podcast i mange år, men af en eller anden grund, som jeg ikke rigtig kan sætte ord på, har jeg aldrig doneret til dem på fx tier.dk. dog oprettede jeg Podimo abonnement stort set med det samme det kom … så måske det er muligt st få læserne med over. Ville være vidunderligt med et reklamefri blogunivers!

    1. Det er det, jeg mener; at der findes skabeloner at designe en platform efter, og jeg kan ikke forestille mig, at bloggere ikke også ville elske muligheden for at kunne skrive om det, man har på hjerte, og ikke det, man har på kroppen.

  10. Det er super interessant med en platform for blogs – men jeg tror, du har ret i, at folk er vant til at få det gratis. Men når det har kunnet lade sig gøre med podcasts, for aviserne, for musik og alt muligt andet, så tror jeg også, der er muligt med blogs. Content er kongen – og autencitet og ægthed er/bliver endnu mere kongen. Tænker du i en helt non-kommerciel model, eller bare noget andet end de der åbenlyse spons-indlæg, som alle er trætte af?

    1. Jeg tænker helt uden reklamer. Fordi det lige nu er tankespind og dermed ganske gratis:) Min tanke er, at det må kunne lade sig gøre at vende skuden, ligesom man gjorde for år tilbage, hvor folk stille og roligt begyndte at købe deres musik online i stedet for at hente den ulovligt.

      Min ide (som jeg ikke har den fjerneste ide om, hvordan man omsætter til virkelighed) ville være en opsætning a la Netflix, hvor blogsINDHOLD er inddelt i kategorier, og der er så er X antal bloggere tilknyttet. Ved at opdele indholdet, som vi jo alle hver især gør idag med vores emnetags, betyder det, at det også for de tilknyttede bloggere ville være muligt at flyde vertikalt, og ikke låse sig fast på KUN at skrive om mode eller klima. I fantasi-set-up’et kan man både følge temaer, men også de enkelte bloggere, så man ikke skal sidde og lede i alle kategorier efter de tekster, yndlingsbloggeren har skrevet.

      Lige nu er læsere vante til at læse gratis, men det er jo også lidt hønen og ægget, for det er meget få mennesker, der er så priviligerede, at de kan bruge den tid, det tager at drive en blog, og stadig have et arbejde, de lever af ved siden af. Det påvirker selvfølgelig kvaliteten, for teksterne BLIVER bare bedre, hvis man har ordentlig tid til både at tænke, skrive og svare. Mit bud er, at mange flere dygtige skribenter og tegnere ville lave indhold, hvis de kunne tjene penge på det, og dermed bruge noget af den tid, de lige nu bruger på et regulært job.

      Ift. penge kunne man måske forestille sig, at man blev lønnet efter en eller anden fordelingsnøgle pr. indlæg, man skrev. På den måde ville der ikke være nogen, der bare sad på hjul, og det ville også betyde, at journalister, forfattere, tegnere osv. kunne byde ind med en tekst hist og pist, uden at forpligte sig til at skrive 3 indlæg pr. uge, og dermed være tvunget til at producere indhold, selvom de ikke har noget at sige.

      Ja, du kan nok høre, at det er noget, jeg har tænkt meget over:) Jeg tror, vi går glip af megen god underholdning, fordi vi har låst os fast på at gøre det på den måde, vi gør.

      1. Hvad med at kontakte podimo med din idé? Det lyder som nogle driftige folk, der også vil udvide til udlandet. Og så kunne de passende hyre dig til at bidrage til konceptudviklingen!
        Jeg vil altid hellere betale brede abonnementer end enkeltbeløb. Som om enjeltbeløb gør at man overvejer for meget, mens brede abonnementer føles som om man får en masse i bonus.

        1. Jeg er helt enig; det kræver på en eller anden måde mindre stillingtagen, at man bare kører fuld plade, end at man skal sidde og vurdere hvert enkelt element.

          Måske man lige skulle sende Podimo en mail…

          1. Ja for pokker. Podimo for blogs – og som du hurtigt kan se i kommentarfeltet, har du lynhurtigt de første læsere med. Og jeg kan da garantere, at du vil få endnu flere, som pludselig opdager din fantastiske pen og der vil ske alt muligt godt der.
            Held og lykke med det! Jeg bakker i hvert fald 100 procent op!

          2. Haha – I er skønne! Men jeg er nu ret realistisk omkring, at det skal bygges op om nogle skarpere profiler end min. Mit ønske kommer fra et egoistisk sted, for jeg elsker det skrevne ord, og jeg synes, at blogformatet kan virkelig mange ting. Jeg er bare så dødtræt af reklame, både den skjulte og den åbentlyse. Så lad os krydse fingre for, at nogle entreprenante typer læser med her…:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.