Det er de sjoveste steder, jeg bliver konfronteret med, hvor stort det er – på et nærmest uendeligt antal planer – at vente sig.
Det siger sig selv, at jeg ikke har truffet min beslutning overnight, og noget af det, der fyldte for mig i hele det år, jeg brugte på at veje for og imod var, at der vil blive noget gruppering, der pludselig bliver lidt skævt.
Jeg har tænkt meget på, om jeg som selvvalgt enlig mor vil identificere mig mest med singlerne eller med parrene, for teknisk set er jeg jo stadig single, men livsstilsmæssigt har jeg en formodning om, at jeg kommer til at slægte børnefamilierne mest på.
I weekenden var jeg så til fødselsdag hos en veninde, og med til festen var der en enkelt singlepige, ud over mig. Resten var i forhold og havde enten børn eller var gravide.
Og da jeg sad der midt i det hele, kunne jeg mærke, at det ikke betyder en skid, hvem jeg synes, jeg ligner mest. Jeg havde frygtet, at dét at vælge at gøre noget selv, som de fleste gør sammen, ville få mig til at føle mig ensom og udenfor, men det har på ingen måde vist sig at være tilfældet. Tværtimod er der en ro i det her, som jeg ikke på forhånd havde turde håbe på.
Hvilket jeg er bange for bekræfter mange fyres beskyldninger om, at mange kvinder omkring de 30 vil have børn langt mere, end vi selv er klar over. (Her taler jeg naturligvis ikke om dig, der lige nu er ved at blive meget vred på mig og tænker: ”Du kender ikke mig, og det ved du ikke en skid om, din ny-frelste kælling!” Ikke dig. Undskyld. Du må helst ikke blive sur, for så kommer jeg sådan til at græde.)
Noget andet som har fyldt helt åndssvagt, både da jeg begyndte at planlægge det her, og nu hvor jeg er gravid, de iagttagelser man gør og har gjort sig, mens man selv var børnefri; dem, hvor man tænker: Sådan bliver jeg ALDRIG!
Og da jeg ikke er bange for at spænde 200 km strømførende snubletråd tværs over vejen, jeg er ved at bevæge mig ud på, kommer hermed et par stykker, som man er meget velkommen til at printe og stikke i snuden af mig om et par år, når jeg alligevel falder i:
Jeg gider ikke blive sådan en, der forventer at mine singleveninder skal agere tivoli for mig, når jeg sidder i forældreskabet og keder mig. Der er ikke meget, der er så irriterende, som folk der pludselig – efter 5 år i selvvalgt børne- og parforholdseksil – begynder at guilttrippe dig for, at du aldrig inviterer dem med, når du og de andre singleveninder skal i byen. Jeg vil prøve at huske, at hvis man pludselig gerne vil tilbage i det game, man i sin tid selv meldte sig ud af, så må man gå forrest med det gode eksempel og sætte noget i stand. Man kunne f.eks. starte med at stoppe med at reservere A-tidspunkterne (fredag aften og weekenderne) til andre børne/parforholdsvenner, og spise singlerne af med en ussel tirsdag aften hver 11. måned.
Lød jeg lige lidt sur der? Fik faktisk også hidset mig selv helt op.
Og – kære Gud i himlen! – lad mig være den første mor, der, også når mit barn er 3, husker, at jeg ikke ved, hvordan det er for alle andre at være gravide, bare fordi jeg selv har været det. Vi ER lidt hormonelt forstyrrede, jeg indrømmer det gerne, men for SATAN, altså!! Det er ligesom at have kløende udslæt på indersiden af huden, når kvinder, som man meget tydeligt kan huske var ved at gå AMOK over, at ALLE andre var MEGET klogere på deres graviditet, end de selv var, pludselig trækker i kjole og pibekrave.
….
Mand, hvor er det rart at have en blog, hvor man kan få lidt luft. Nu er jeg pludselig helt mild og glad igen.
I morgen skal jeg nok prøve at skrive noget kortere og knap så arrigt. For i virkeligheden er jeg jo fandme så lykkelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.
Årh….Fantastisk't!!
Jeg vil bare lige sige at jeg synes du er sej!
1: fordi du kan selv – vil selv.
2: fordi du sætter snubletråd op (som jeg åh så gerne vil gelejde dig hen imod og pege) 😉
3: fordi du raser lidt ud mod de frelste ( som jeg kan forestille mig er lige så gode som ex-rygerne som jeg kunne hidse mig op og harselere over)
sådan!
Min far citerer altid Storm P. for mig, når jeg hidser mig op over et eller andet, der relaterer til barnet… det er vist bare noget, fædre gør.
Han siger: "Man ved aldrig noget."
Og det er faktisk nok sådan set det klogeste, man kan sige om at få børn.
Uh, hvor er det fedt at du er lykkelig! Det er også SÅ fantastisk at det næsten kan være svært at rumme det! Stort stort tillykke til dig!
Glæder mig helt vildt til at følge dig i dine overvejelser omkring at få et barn alene. Jeg gjorde det samme for 10 år siden, det var ikke planlagt at jeg skulle være single, men det valgte jeg at blive i 6. måned af graviditeten. Nok den sværeste beslutning jeg har måtte træffe i mit liv, og så med alle de hormoner blæsende rundt i skallen. Der blev tudet og spist en del is, men jeg har aldrig fortrudt.
Fortsat god fornøjelse!
Du må også love ikke at blive en af dem, der insisterer på at fylde hele fortovet + cykelsti med multifunktionel, dobbeltsporet turbo barnevogn!! Åh gud, de er så irriterende
/Helle
Ps Kæmpe tillykke!! Sejt!
Det bliver også rart at læse en blog med baby uden der konstant vil blive refereret til farve og konsistens på afføring.
på forhånd tak.
WORD!!! På det dér med at kloge sig på graviditeter. Hold nu op…kan man mon ikke opfinde en pille mod den slags "klogskab" og bemærkninger. Men kan hilse at sige, at 2. gangs graviditet (og sikkert også 3. og 4. og…) slet ikke tiltrækker samme opmærksomhed. Føler faktisk her 2. gang at det er noget nemmere at navigere rundt mellem svigermors erfaringer, veninders kloge ord, chefens holdninger til kvalme, etc.
Altså! Jeg tror min første kommentar røg i svinget…Men altså med alt hvad jeg er og har: Kæmpe kæmpe stort tillykke Linda! Du bliver den fedeste mor (på den gode måde!)
Jeg elsker din magi med ordene! Jeg ville ønske, jeg havde din skarphed, når svigermor ALTID kan huske (og selvfølgelig ALTID fortæller) hvordan hendes drenge holdt på skeen, hvornår de blev renlige og hvornår de sagde "kniv" og ikke "kiv". Sådan nogle ting ryger, som det første, ud af min tolkehjerne, og faktisk…så gider jeg ikke høre om det – det er jo immervæk over 30 år siden!
Igen – du er for sej!
🙂 Lisbeth H. (mon smileys stadigt forbudte…?)
Som ny læser vil jeg sige:
1) Stort tillykke. Jeg glæder mig til at følge dig, og
2) Specielt hvis du undlader at falde i faldgruben med at kalde dit arme barn ting som "Fisen", "Prutten", "Dragen", "Grislingen", eller andre absolut horrible ting, som næsten får mig til at græde.
Og til sidst: Tak for en fed blog!
Var lige helt bange for, om jeg havde fået jer skræmt helt ud af kommentarfeltet:)
Jeg skal forsøge at keepe it real *smiley-der-slår-sig-gangsta-rap-agtigt-på-brystet*, også når jeg bliver rigtig tyk, rigtig mor og rigtig bims…
Ps: Lisbeth, du står til en mega-krammer, når jeg ser dig næste gang.
Og til min nye læser: Det er en rigtig god pointe med de der børnenavne. Det er godt nok svært at synes er sødt, hvis man ikke kender barnet. Lige nu går min baby under betegnelsen mini, men mest fordi det er så svært at omtale et barn, hvis køn man ikke kender…
Vil bare lige sige tillykke! Og jeg er bange for at du ikke kun kan give hormonerne skylden. Jeg er 3 måneder gammel mor til Samuel på halvandet år – og har, som tallene nok afslører – ikke lavet ham selv. Hvorfor jeg ikke har nogen som helst former for hormoner i kroppen, der ikke altid har været der. Eller ammehjerne. Men det forhindrer altså ikke tårerkanalerne i at vælde op på de mest upassende tidspunkter…. Men hvor er glæden STOR, når det er længe ventet!!!