Hvad med Phillip?

For lige at starte et helt andet sted, end jeg har tænkt mig at bevæge mig hen, så elsker jeg biblioteks-app’en, og hvis du ikke har hentet den, så gør det med det samme. Kvaliteten af de bøger jeg læser, er steget med 1000% efter jeg har hentet den, fordi jeg ikke længere bare på må og få tager dem med de pæneste forsider, når jeg vandrer planløst rundt på biblioteket. I dag går jeg, i det sekund, jeg ser en god anmeldelse af en bog, ind og reserverer den via app’en, og så er det bare at vente på, at den kommer hjem. Det lyder som en meget lille ændring, at funktionen er flyttet fra computeren og over på telefonen, men det gør hele verden til forskel. 

Grunden til ovenstående indledning er, at jeg nu også læser bøger, som jeg måske ikke lige ville have plukket, hvis jeg bare var gået forbi dem IRL, og “Jeg klarer mig, mor” er en af dem. Den handler om det tredobbelte drab på Frederiksberg i 2015, hvor 3 unge mænd blev skudt i en lejlighed, mens de sov. Likvideringen var banderelateret, og alene af den grund, ville jeg være styret udenom den, fordi det emne ikke optager mig. (Og kæmpe undskyld for det, hvis der sidder nogen derude med alting i klemme). 

Men anmeldelsen af den var god, så jeg bestilte den, og i sidste uge lå den klar til mig. Jeg hentede den torsdag, og torsdag aften slog jeg op på første side.

-og var nær faldet ned af sofaen, da det gik op for mig, at jeg kender fortælleren, som er moderen til den ene af drengene.

Jeg har gået i skole med hende, og jeg blev så rystet over retrospektivt at læse om hendes opvækst, og om hvordan livet har behandlet hende, at jeg kom til at læse hele bogen. Jeg græd, så jeg til sidst var så hævet om øjnene, at jeg ikke kunne se, hvad der stod, og jeg havde flere gange fat i min telefon, fordi jeg have lyst til at ringe til nogen og råbe: “Det er Liselotte!!” Men jeg kender ikke længere nogen fra dengang, så jeg endte med at sidde med det selv. Det var voldsomt surrealistisk at følge tidslinjen og vide, at mens jeg dalrede rundt ved åen i Aarhus og drak sjusser og bøvlede med mænd og sind og kærlighed, så fik hun børn, kæmpede for dem og mistede et af dem igen.

Historien er som sådan klassisk: En mønsterbryder-mor, der kommer fra svære kår, som får børn, mens hun selv er ung, med en mand, der også træffer destruktive valg. Hun ender med at være alene med børnene, og hvor de 2 (senere 3) andre børn vokser op uden de store dikkedarer, skiller Phillip sig ud fra starten ved at være grænsesøgende og svær at håndtere, og herfra eskalerer det bogen og livet igennem. Han kastes rundt fra sted til sted til sted igen; alle starter med at tro, at de kan hjælpe ham, alle ender med at give op, og han er 19 år, da han bliver skudt. 

Det, som gør historien til noget særligt er, at Liselotte faktisk bad om hjælp fra starten. Historien er selvfølgelig fortalt af hende, og dermed er det hendes opfattelse og version af virkeligheden, der skildres, men hele bogen igennem er der kopier og uddrag af offentlige papirer, fra alle de gange, hun selv har henvendt sig og bedt om hjælp, fordi han ikke lod sig styre. 

Jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, da det gik op for mig, at historien – ikke personerne, har jeg brug for at sige – minder mig om We need to talk about Kevin.

Den store forskel på de to bøger er selvfølgelig, at den ene er fiktion, mens den anden er non fiktion, men fælles for begge historier er, at de er fortalt af mødre til børn, der er anderledes på en måde, som samfundet ikke er gearet til at håndtere.

Phillip skildres med uendelig meget kærlighed, men også med respekt for de konsekvenser, hans handlinger har haft for andre.

Den fiktive dreng Kevin beskrives som beregnende og ondskabsfuld over for sin mor, når de er alene, mens han er eksemplarisk og kærlig, når hans far er til stede, hvilket driver en kile mellem forældrene og samtidig får moderen til at betvivle både sine observationer og sine forældreevner. Det sidste beskriver Liselotte også i sin bog, igen og igen, og en del fagpersoner gennem årene peger på hende og hendes egen baggrund som forklarende faktor på Philips adfærd.

Men det ændrer ikke på, at der ikke ligger *noget som helst* på de andre børn, hvilket jo ellers ville være oplagt, hvis det primære problem var manglende forældreevner. 

Phillip får på et tidspunk stillet diagnosen psykopat (eller Dyssocial Personlighedsstruktur, som det egentlig hedder) hvilket også er det, man ledes hen imod ift. Kevin, og det har jeg simpelthen tænkt så meget over efterfølgende. Efter hvad jeg siden har læst mig frem til, kan forskerne ikke blive enige om, om DP er medfødt, eller om det er noget man kan være disponeret for, og herefter udvikle i højere eller mindre grad, afhængigt af miljøet, man vokser op i. 

Men det, jeg bliver ved med at spekulere på er, om man som samfund hjælper eller forværrer situationen ved at blive ved med at prøve? For uanset Phillips genmæssige udgangspunkt, og Liselottes forældreevner, så kan jeg ikke forestille mig, at det er særlig fordrende for et menneske at blive smidt rundt i systemet og samle nederlag op, mens man bliver opgivet den ene gang efter den anden. Til gengæld forestiller jeg mig, at der er meget, der falder ned mellem sprækkerne, hver gang sagen og barnet går fra den ene instans til den næste. 

Der findes ikke en virkningsfuld behandling til DP, og noget af det, jeg fandt mest interessant, da jeg gik ind og læste yderligere om emnet var, at de fleste artikler og beskrivelser, der egentlig gerne vil sige noget om børnepsykopater, stille og roligt glider over i at skrive, hvad man gør, hvis man er omkring voksne psykopater (spoiler: Lade sig skille eller sige op). Det tætteste, jeg er kommet på et reelt bud på, hvad man gør, er ‘tydelig grænsesætning’ – men selv med gennemsnitsbørn og en egen-opvækst i en ressourcestærk familie med masser af omsorg og kærlighed, kan grænsesætning være en krævende omgang, så det må være stort set umuligt at løfte dén opgave, hvis man er forældre til et barn med DP. 

Ville det være bedre at sige det, som det er? At melde ud, at der ikke er en virkningsfuld behandling her? At give op?

Jeg ved det ikke. Men efter den her bog og et par aftener i det kaninhul, der er internettet, er det min fornemmelse, at det gør samfundet heller ikke – og primært fordi det er så tabuiseret at tale om, at børn kan være psykopater.

Man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at få 18 år til at gå, så man kan lukke journalen og gå hjem med illusionen om, at man har gjort, hvad man kunne. Og det har man formentlig også. Både som enkeltperson og som instans. Men hvis sygdomme ikke kan behandles, og problemet ikke kan løses, så synes jeg vi skylder de her børn og deres familier at holde op med at lade som om, og i stedet blive bedre til at tale åbent om, hvordan man med mest mulig omsorg og fornuft kan lære at leve med diagnosen.

(Som altid er man mere end velkommen til at berige debatten i kommentarfeltet med links, faglige input osv.)

Læs, læs, læs!

Published by

27 Replies to “Hvad med Phillip?

  1. Dit skriv fik mig til at tænke på en podcast, som jeg aldrig glemmer: “Strangers” – episoden “Lex”. Her fortæller en mor også om at have et barn, som udviser en skræmmende adfærd. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig – hør den endelig!

    1. Jeg hørte de første 10-20 Strangers for et par år siden, men nåede aldrig til Lex. Den er er hentet nu. Tak for tip.

  2. Uf, uf, uf, den er hård! Mit verdensbillede blev helt og aldeles rystet for nogle år siden da det kom frem at en som vi havde drukket kaffe med og sår’n nok var hen ad psykopat. Fordi jeg uden overhovedet at tænke tanken til ende havde henvist den slags snask til fiktionens verden. Og med et barn … Pyha, altså. Jeg tænker ‘man må vel give op’, men at sige (og her skrive) det er jo helt forfærdeligt!

    1. Der er et barn i et af børnenes institutioner, som jeg har en mistanke om har en grad af DP. Det ved jeg næsten heller ikke, hvor jeg skal parkere. Og det, som jo for fanden er så grusomt er, at det er en sygdom, fuldstændig ligesom diabetes og høfeber – men det føles bare ikke helt sådan, vel?

      Det er, som om vi helst vil af-stigmatisere de psykiske lidelser, som i klassisk forstand er “synd” for dem, der lider af dem, som f.eks. depression, skizofreni og bipolar lidelse, men den her føles anderledes for de fleste, tror jeg. Mig selv inklusive. Hvilket jo er både trist og urimeligt.

      1. Men det er ikke en sygdom som skizofreni, depression eller bipolær lidelse! Det er en afvigende personlighedsstruktur og dermed noget helt andet. Og ualmindeligt svært at gøre noget ved, især fordi personer med dyssocial personlighedsstruktur sjældent selv er motiverede for at ændre på sig selv da de ikke har nogen selvkritik.

        1. Jeg er med på, at det i diagnose-øjemed ikke falder i samme kategori, men for de mennesker, der lever med og omkring det, tænker jeg ikke, at det, sådan helt lavpraktisk, gør den store forskel?

          Det er nemt at dæmonisere en chef eller en fuldvoksen kriminel med den her type personlighed, men jeg synes virkelig, at det er svært, når man prøver at sætte et barn i stedet. For både den afstumpede adfærd og det, at man ikke selv kan se problemet, er jo en del af pakken, som ingen ved deres fulde fem ville bede om at få installeret i personligheden, hvis de havde et valg.

          Den store udfordring, tror jeg, er, at det her er en af de få personlighedsforstyrrelser, som jeg (en helt almindelige lægmand) har læst om, som nærmest udelukkende har konsekvenser for dem, der er omkring den ramte. Men det ændrer bare, i min optik, ikke på, at det sgu stadig er uforskyldt og ulykkeligt for alle involverede parter.

          1. Jo, det mener jeg faktisk gør en overordentlig stor forskel. For hvor sygdomme kan behandles – nogle personer helbredes og de fleste andre kan få det væsentligt bedre – så er personlighedsforstyrrelser langt sværere at gøre noget ved.

            Og netop som du skriver: ved dyssocial personlighedsstruktur er det primært omgivelserne, der lider og personen selv har ofte ikke selv indsigt i egen psykopatologi til at ønske at ændre noget, hvilket gør det overordentligt svært at gøre noget ved.

            I den sidste del af svar-på-kommentaren synes jeg, at du har fat i noget rigtig vigtigt: for hvad er egentlig nogensinde ens egen skyld? Og hvad vil det egenligt sige at det er ens egen skyld og hvor går grænsen? Jeg har ikke svaret på det, men juridisk er psykopati ikke grund til straffritagelse som fx psykose eller sindssygdom i gerningsøjeblikket. Det er absolut ikke nemt, men jeg mener, at det er stor forskel på psykiatriske sygdomme og personlighedsafvigelser – også for de involverede.

          2. Kan vi ikke sætte den her på dagsordenen, når vi laver den der Cafe Hack, version Blogsbjerg? For jeg synes simpelthen, at det er så interessant, og jeg gider bare godt snakke en HELT masse mere om det.

  3. Tak for anbefalingen. Jeg læste “We need to talk about Kevin” tilbage i 2007 (hvor jeg var gravid første gang), og havde som Joey lyst til at lægge den i fryseren. Scary shit!! Jeg har den stadig stående i reolen og gyser, når jeg ser den. Det må være en forældres værste mareridt at se ulykken ske langsomt, foran sine øjne, og reelt skrige på hjælp, som ingen (kan) give. Av. Kram Jane

    1. Jeg har stadig til gode at se filmen, for bogen var simpelthen så rystende, at jeg ikke tror, jeg er klar til at se den i billeder også:-/

  4. Jeg har også anmeldt Phillip bogen for nyligt, inde “hos os” på bloggen, den er så meget et læs værd. Den anden er fluks skrevet på min liste.

    1. Den er formidabel og noget så grusom. Den er svær at lægge fra sig, samtidig med, at man har lyst til at kaste den ud ad vinduet.

  5. Virkelig mærkeligt sammentræf; jeg har også netop været helt opslugt af DP de sidste par dage efter endt læsning af Siri Hustveds ‘Det jeg elskede’ – den kan anbefales!

    1. What I Loved er min all time yndlingsbog. Siden Laura-bøgerne (uden sammenligning i øvrigt) har jeg ikke haft nogen romanpersoner, der har været med mig så længe som personerne i What I Loved. Jeg græd som pisket midt i bogen, midt i et IC3 tog på vej til Jylland. Der var nogle damer, der kiggede ret underligt på mig lige dér…

      Hele Siri Hustvedts forfatterskab er simpelthen så vidunderligt.

        1. I sælger den godt, vil jeg sige. Jeg er nummer 1 i køen til den på bib, og jeg glæder mig til at læse den.

    2. Jeg var lige inde og læse en anmeldelse af den, og den ser virkelig læs-værdig ud. Den er bestilt.

  6. Jeg så en dokumentar for nogle år siden (det var på DR, måske noget med Lone Frank), hvor en hjerneforsker, James Fallon, som arbejdede med hjernescanninger og seriemordere for sjov havde kigget på scanninger af hele sin familie. Han opdagede til sin forskrækkelse, at én af dem havde en scanning som matchede de træk, han mente var tegn på psykopati (amerikansk forsker, han brugte ikke de danske betegnelser, naturligvis). Det vilde var, at det viste sig at være hans egen scanning. Han havde studeret psykopater hele sit liv uden at opdage, at han selv havde psykopatiske træk – hvilket han jo så godt kunne se, da han begyndte at analysere sig selv. Men han talte meget om, at han jo så mente at have opdaget, at man ikke nødvendigvis gør onde ting, bare fordi man teknisk set er psykopat. At der skal flere faktorer til.
    Anyways, jeg arbejder med mennesker, ofte i krise, og jeg tænker tit, at vi er helt enormt forskellige, når det kommer til empati og selvopfattelse. Jeg tror, vi kan ligge mange steder på en skala. Jeg giver generelt ikke op på nogen af dem, jeg arbejder med, men jeg har arbejdet med en enkelt ung fyr, som jeg måtte smide håndklædet i ringen med, og jeg tænker faktisk, han kunne have DP. Han endte i øvrigt med en fængselsdom og forsvandt efterfølgende.

    1. Der er en af de danske krimiforfattere, der indenfor de sidste par år har skrevet en bog med det twist, men kan ikke huske hvem af dem. Måske h*n også har set det program…

    2. Så vidt, jeg kan læse mig frem til, så er det eneste, forskerne er nogenlunde enige om vist også, at det kræver både arv og miljø at blive full-blown psykopat. Men dels (som du også skriver) er det jo en skala, hvor man kan ligge mange steder, men jeg spekulerer også på, om det mon har noget at sige, at man i de lidt mere ressourcestærke, sociale klasser simpelthen bliver bedre til at skjule den adfærd, der afslører dig? At forældre, der er mere “over” deres børn, og adfærdskorrigerer hele tiden, måske gennem helt almindelig opdragelse lærer børnene, hvad omverdenen forventer, og hvad der opfattes som normalt?

      Jeg ved det ikke, og det er jo sygt ømtåleligt at diskutere, fordi de mennesker, der har den teoretiske tilgang til det, jo ofte kommer fra en anden socialklasse, end dem, de forsøger at hjælpe.

      Men da jeg læste din kommentar tænkte jeg præcis på Inger Wolf, for hovedpersonen i en af hendes serier, er netop en psykolog, hvis egen far viser sig at være psykopat. Så mon ikke, hun er blevet inspireret af samme udsendelse?:)

  7. Hej Linda
    Jeg kastede mig straks over bogen på Mofibo og er netop blevet færdig. Den sætter utroligt mange tanker i gang, men hold da op, hvor blev jeg også undervejs vred også på moren.

    Er det kun mig? Hendes måde at lægge ansvaret over på samfundet og kommunen, gentagne gange at sige, at hun aldrig har fået hjælp, selvom hun ikke har fået andet (den forkerte givetvis, men dog hjælp – i store mængder), hendes harme over for dem, der har slået Philip ihjel, men ingen empati over for alle dem, Philip selv har gjort ondt og alle dem, han formentlig ville have gjort ondt fremover, havde han stadig været i live.

    Hun taler om total uretfærdighed, men er det i virkeligheden uretfærdighed, når bander slår hinanden ihjel? Ofte er det jo et spørgsmål om, hvem der ‘kommer først’. Hendes indignation over, at politiet ikke beskytter udsatte bandemedlemmer – når politiet er presset på ressourcer og må prioritere deres indsats, synes vi så virkelig, de skal beskytte bandemedlemmer frem for almindelige borgere?

    Og mest af alt den måde hun holder hånden over Philip, da han er på flugt fra politiet – med det resultatet, at han når at true en uskyldig ekspedient med kniv. Nogen vil hævde, at sådan gør man for sit barn, men jeg er lodret uenig. Det gør man bare ikke! For man ved, at man ved at gøre det, formentlig er medvirkende til, at andres liv bliver ødelagt.

    Puha, den er svær. På så mange måder. Jeg har ingen bud på en løsning, men synes, det er tankevækkende, hvad de 7.000,- pr. dag (2,5 mil. om året) det koster at have en dreng som Philip på et bosted, også kunne været brugt på i et samfund, der sparer på stort set alt, der har med psykisk sårbare at gøre.

    Og nå ja – hvad sker der for alle de stave- og kommafejl? Ligge i stedet for lægge osv. 😬 Det forlag har da brug for en korrekturlæser i en fart (og jeg taler ikke om sagsakterne, der er skrevet af forskellige kommunaltansatte).

    Vh Anne

    1. Hej Anne.

      Hvor er det vildt, at man kan læse den samme bog, og opfatte den så forskelligt. Jeg kan sagtens se, hvad du siger, og jeg er virkelig glad for, at det ikke er mig, der skal sidde og pege ud, hvem vi passer på og hvem vi smider under bussen; det kan ikke være en nem opgave.

      Jeg har gået og tænkt lidt over det, efter jeg læste din kommentar, fordi vi på mange måder lyder til at dele synspunkter, sådan helt overordnet, og alligevel nærmest har læst to forskellige historier. Jeg tror måske, at jeg bemærker hendes (og beklager klichéen) “kamp mod systemet” fordi jeg selv har smagt en flig af det ift. Anton. Anton er jo bare taleudfordret og for tidligt født, så alt, hvad der driller ham er noget, folk har lyst til at hjælpe ham med, modsat en dreng som Phillip, som jo virkelig har en meget kontraproduktiv adfærd ift at få hjælp. Men jeg tror, jeg genkender hendes frustration over at stå helt alene med noget, som man åbent beder om hjælp til. For min egen oplevelse har også været, at alting tager for lang tid, når man forsøger at løse problemerne mens man opdager dem. F.eks. måtte jeg arbejde på 3 spor samtidig, da jeg gerne ville have Anton skoleudsat, fordi han skulle testes og tjekkes og alt muligt andet, både med henblik på skole, med henblik på et taletilbud og med henblik på at blive i børnehaven. Alt sammen foregik samtidig, og ingen af de mennesker, jeg mødte, formåede at forholde sig til andet end deres lille special-område. Jeg tænkte meget ofte på, hvor opslidende, det må være for de forældre, som har børn med svære udfordringer, fordi de både er på overarbejde i deres helt almindelige hverdagsliv, og samtidig hele tiden skal agere bro i et system, der kun formår at forholde sig til det, de har LIGE foran sig på PRÆCIS det tidspunkt de har det. Mit yndlingseksempel var taxaen, der skulle hente og bringe Anton, fra børnehave til taletilbud, da han stadig var i børnehaven. Når taxaen kom med ham, måtte chaufføren ikke forlade taxaen, fordi der stadig var andre børn med. Pædagogerne kunne ikke gå ud, fordi taxaens ankomsttidspunkt afhang af trafikken – og Anton kunne ikke selv nå døren. Og alle – ALLE – kiggede på mig. Det drev mig til vanvid, for uagtet at jeg var utrolig taknemmelig over, at vi fik hjælp, så var det mig helt ubegribeligt, at alle dele af et tilbud er små, isolerede enheder, som ingen forholder sig til, hvordan skal sættes sammen.

      Så måske er det derfor, at jeg læste dét i bogen; at det er helt vildt at have et barn, som man allerede tidligt kan se skal hjælpes mere, end man selv formår, og så hele tiden få den forkerte hjælp. For livet er jo imens udviklingen sker, og jeg genkender virkelig hendes vantro over, at det føles som om, man er den første mor i verdenshistorien, der står med et barn med det her problem.

      Jeg har, på opfordring fra en anden her i tråden, lige hørt Strangers podcast-episoden Lex, og den mor fortæller præcis den samme historie. At de allerede tidligt vidste, at deres søn var farlig – og at ingen kunne hjælpe dem.

      Om det er samfundets opgave er et svært spørgsmål, fordi det er en vej, der leder hen imod at diskutere, om der er nogle mennesker, der ikke “må” få børn – og hvem der så, i givet fald, skal være dommer over dét.

      Det er en super, super kompleks problemstilling. Men den er spændende!

      Kh

      Linda

      1. Som en der arbejder i systemet, kan jeg bare ikke lade være med at synes, at det er en virkelig voldsom glidebane, når man vil til at sortere i, hvem det er værd at bruge midler på. Hvem er det så lige, der skal opstille kriterierne for, hvem der er nok værd? Jeg synes, med al respekt, det afslører noget lidt uhyggeligt om folks syn på mennesker, når de begynder at opgøre værdi på den måde…

        1. Jeg tror måske, at det er det lod, der følger med, når man arbejder så tæt på nogen, der er i “systemet”, at man har ansigt på? For jeg bliver også stadig, nærmest hver eneste uge, fagligt indigneret over situationer, hvor døve bliver kørt ud på et sidespor, fordi der ikke lige er midler til at ligestille dem med hørende.

          Men hvis jeg træder et skridt tilbage, og prøver at gøre det “upersonligt”, så synes jeg, hånden på hjertet, også, at de FCK og Brøndbyfans, der går til fodbold med det erklærede formål at bekrige hinanden, burde have lov at sejle deres egen sø, fordi jeg hellere så midlerne brugt på ekstra personale i børnehaver og på hospitaler.

          -altså lige indtil du spørger mig, om jeg synes, at politiet må sortere i, hvem de vil hjælpe. For det synes jeg jo heller ikke.

          Så jeg tror ikke, at der er ret mange, der ville ønske sig at være dem, der skulle beslutte, hvem der skal hjælpes, og hvem der må klare sig selv. Og Liselottes historie handler jo meget om de problemer, der opstår, da Phillip er voksen, hvor det måske er nemt at føle, at han er hinsides hjælp, og at han selv har valgt det liv, han har, og dermed også selv må stå med konsekvenserne. Men for mig er bogen og historien også bare en god reminder om, at før drenge som Philip bliver ressourcekrævende unge, og kriminelle voksne, er de også børn, som man måske kunne nå, hvis man fandt den rette måde at gøre det på <3

  8. Der er en kæmpefejl i den ellers positive anmeldelse af bogen. Den er ikke skrevet af Liselotte, men af Laura Helena Pimentel da Silva, som det tydeligt fremgår af krediteringen på forsiden. Liselotte har fortalt historien til Laura, som har omsat den til bog.

    Mvh

    Thomas Vilhelm

    Forlægger og redaktør hos Vilhelm

    1. Hej Thomas.

      Tak for din kommentar.

      Jeg er helt med på, at bogen er skrevet med ghostwriter. Det er derfor, der er et stort billede af bogen øverst i indlægget, så man kan se Lauras navn. Det er også grunden til, at jeg ikke har nogen steder har skrevet Liselottes efternavn; netop så man ikke foranledes til at tro, at det er hende, der er forfatteren. Det er et helt bevidst valg fra min side, fordi jeg i indlægget har valgt at sætte to bøger og historier op over for hinanden, og derfor synes, at der er navne nok at holde styr på.

      Mvh

      Linda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.