Hører det her til i kategorien “selvskabte problemer”?

Jeg må være ærlig og sige, at det kom noget bag på mig, da
kageklubben, mødregruppen og 3-4 andre sociale netværk for et par måneder siden
pludselig kom og annoncerede barn nummer 2.

Har vi ikke lige født??

Der er jeg ikke endnu. Som i: SLET ikke. Jeg vil rigtig
gerne have et barn mere, men vi er lige er begyndt at have en lille smule fod
på tingene herhjemme (Nemesis, smutter du lige udenfor og leger?), og jeg
synes, at vi begge har brug for noget tid, hvor der er overskud, og alt ikke
bare kører på bedste beskub, inden vi river det hele ned og starter forfra.

Men det har selvfølgelig sat tankerne i gang, for hvis ikke
nu, hvornår så? Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke er interesseret i, at der
er 8 år imellem dem, men ikke desto mindre har jeg det som om, at jeg har stået
med hovedet i et hul i jorden, og slet ikke har opdaget, at tiden er gået. For
beslutningen træffer jo ikke sig selv, fordi jeg lige synes, at jeg er for
smadret til at spekulere over fremtiden.

Så.

Om halvandet års tid, er jeg blevet enig med mig selv
om.  Hvis min krop gider igen, betyder
det, at Anton er omkring 4, når han bliver storebror. Så er han renlig (ikke?)
og har sprog nok til, at vi kan snakke om tingene. (Eller bliver han det eneste
barn i verdenshistorien, der skal klare sig igennem med Hej, Bøh og Traktor?)

Med den beslutning truffet er jeg endt med at have samme
problem med dating, som jeg havde, da jeg havde besluttet at få Anton: Jeg kan
næsten blive bange for at møde en, der er noget. Hvad stiller jeg så op? Jeg
vil ikke vente 10 år med at have barn nummer to, men jeg gider heller ikke have
børn med en, jeg nærmest ikke kender. Og hvad hvis man tror, at han er Den, Det
Skal Være – og vi så går fra hinanden om 2 år? Så står man der og hader, at man
satte projektet på hold.

Men … halvandet år uden mænd? Jeg ved godt, at jeg er
relativ privat omkring det, men jeg er jo ikke lavet af sten, vel?

Hvorfor kan vi ikke date mere the american way? Det er mit
indtryk, at de dater markant mere for sjov og for det gode selskabs skyld, end
vi gør herhjemme, hvor en date ofte føles mistænkelig meget som potentiel
optakt til bryllup.
*suk*

Og bare lige for at tage den i opløbet:

Det bliver et kæmpe nej tak til scor.dk herfra.

Published by

15 Replies to “Hører det her til i kategorien “selvskabte problemer”?

  1. Jeg forstår dig rigtig godt – min datter blev 8 her i foråret og hun er endnu ikke blevet storesøster. Til hendes meget store fortrydelse. Og min.

    Jeg ville meget gerne have givet hende en lillesøster eller -bror for i hvert fald 4 år siden, så hun altid havde en at være sammen med, men sådan skulle det nu engang ikke være.

    Heldigvis har jeg fundet en rigtig dejlig mand og vi glæder os til at stifte hjem og familie indenfor de næste par år. Så kan hun endelig blive storesøster, omend med nogen forsinkelse 🙂

    Jeg hepper på dig 🙂 (og ja, scor.dk er da noget møg!)

  2. Der er næsten 7 år år mellem mine vidunder og er en rigtig god alders forskel. Tikket mit bio ur ikke meget højt og kunne jeg igen vente næsten 7 år gjorde jeg det overvejer mit næste barn med 4 års forskel. Var jeg ikke "SEM" så måske mindre aldres forskel.

  3. Jeg forstår godt hvad du mener -har ikke selv fået børn endnu, fordi jeg ikke ville have dem uden en mand. Fandt manden for snart 3 år siden, og vi skal jo liiige være kærester lidt (længe?) før vi skal være 3. Bliver 34 lige om lidt, så uret tikker.

    Men jeg tror dog at det værste man kan gøre er at sætte sig fast på at det død-og-pine skal være om 1,5 år. Som du siger, vil det jo sætte en ret stor begrænsning på dine dating-muligheder. Og der er jo også den mulighed at du møder en skøn mand som allerede har et barn som kan være bror/søster for Anton = problem solved! Så kan I vente til I kender hinanden ordentligt.
    Det kan jo også være at du og mr.fantastic bare har lyst til at yngle med det samme -det er set (mange!) gange før.

    Så mit råd (som du ikke har bedt om, I know) er at slippe tøjlerne lidt, lade være at spekulere så meget over det, og i stedet komme igang med at date på nogle seriøse mænd!

    Hvad skete der feks med ham THansen fyren, hvad, hvad, hvad??? 😀

  4. Men altså… hvorfor egentlig lægge en plan for hvornår, du vil have barn nummer 2? Den logik er jeg ikke helt med på… Så ja, det virker lidt selvskabt på mig, det problem.

    Jeg tror måske jeg tænker mere a la: punkt et er måske at finde en kæreste og så se, hvad der sker. Måske har han tilfældigvis 7 børn i forvejen og er ikke hooked på flere – eller han kan ikke vente med at komme i gang med at få børn eller…

    Og ja, hvad skete der egentlig med thansen fyren?!

  5. @Britt og Lines Linier:
    Jeg kan SIMPELTHEN ikke forstå, hvordan det skal løse noget at finde en fyr med børn? Det gør vel ikke lysten til at få sine egne mindre?

    For nogen af os er 1. punkt IKKE at finde en fyr – hvis det sker, er det rart. Men jeg har set for mange ulykkelige forhold til at det er noget jeg har lyst til at vente på, for at få mit ønskebarn.

  6. Vægten: Det lyder som en happy ending – trods alt:) Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har en eller anden overordnet holdning til, hvornår børn er klar til at blive storesøskende. Det, der giver mening for én familie, vil være knald i låget for en anden. Men dejligt at høre, at kærligheden godt kan finde på at luske ind af bagdøren, når man lige er i gang med noget andet.

    Anne F: Ok så:)

    Frederikke: Ja, satser vi ikke på det?

    Ano: Som skrevet til vægten ovenforr, har jeg ikke nogen generel holdning til aldersforskelle mellem børn. Jeg har en veninde, der har 8 år mellem sine, og en anden, der har 11 måneder mellem hendes, og de lovpriser begge intervallet som værende Det Helt Rigtige. Jeg tror, at man skal gøre, hvad man bliver glad af, og hvad der giver mening for en selv.

    TBS: Hvis jeg skal på scor.dk, skal du også.

    Jo, du skal.

    Britt/Line: Jeg er stødt på mange, der deler jeres holdning; at det primært handler om at finde en kæreste, og så må man tage den derfra. Jeg tror ikke, at det er løsningen for alle. Det er det i hvert fald ikke for mig.

    For det første er jeg sådan af natur, at jeg ikke bare kan lade være med at tænke på fremtiden, for så at vågne en morgen, strække mig og tænke: ”Nå, men jeg tror sgu lige, at jeg får mig et barn mere.” Det ER ikke helt ligeså nemt at blive gravid, når det er noget, verden udenfor på en eller anden måde skal indblandes i, som det er, hvis man aftaler over kaffen, at vi begynder at prøve, når jeg har spist næste pakke p-piller færdig. Jeg er en planlægger i alle aspekter af mit liv, og det ville være mærkeligt, om et så vigtigt område her faldt udenfor.

    For det andet var jeg igennem alle ”Måske skal jeg prøve at date noget mere og finde en mand at få børn med” overvejelserne, inden jeg fik Anton. Jeg er meget lidt tilhænger af at få en kæreste, fordi man gerne vil have børn, og jeg kender meget få gode eksempler på forhold, der bygger på en graviditet efter 3 måneders bekendtskab. Jeg siger ikke, at de ikke findes. Jeg siger bare, at chancerne ikke er de bedste. Og jeg ved godt, at kærligheden kan komme snigende, når man mindst venter det, men selvom jeg ikke skriver meget om det, så dater jeg altså fra tid til anden. Og baseret på erfaring forekommer det mig at være noget risikabelt at satse min ønskede fremtid på, at den mand, der nu i 35 år ikke har indfundet sig, vil indfinde sig i løbet af de næste 3.

    For det tredje er jeg enig med Lille T i, at bonusbørn ikke fjerner lysten til at få sine egne. Jeg har rigtig meget lyst til at tage HELE turen igen; kvalme, stor mave, fødsel – hele pivtøjet. Men med den store forskel, at jeg næste gang ved, hvad jeg går ind til.

    Så med al respekt kan jeg sagtens se, hvad I mener. Det er bare ikke løsningsforslag, der passer til mig.

    (T Hansen gemmer vi til en anden god gang:))

    T: Hørt.

  7. Jeg tror, at jeg holder så meget af din blog, fordi jeg genkender meget bl.a. dit forhold til planlægning.
    Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at du ikke behøver begrænse dig af en plan og et ønske, der ligger halvandet år ud i fremtiden. Du skal da ud at møde nogle skønne mænd nu. Du kunne jo støde på ham, der er den helt rigtige. Hvis han er den helt rigtige, så vil han slet ikke kunne lade være med at spørge, om du ønsker, at Anton skal være enebarn, og så er der åbnet for snakken.

    Jeg siger det bare.

    Anne H.

  8. Der er 9 år mellem nr 1 og 2 og 13 måneder og tyve hele dage mellem nr. 2 og 3 og jeg foretrækker til hver en tid det korte tidsrum. Det var pisse hårdt mens det stod på (ca 1 år)i starten, men de to yngste har så stor glæde af hinanden og vi af dem

  9. Kender følelsen. (Og ja, jeg ved godt, at Bean kun lige er blevet 3 mdr.!) Men Kæreste og jeg har hele tiden tænkt, at '2 er sådan et fint antal'. Lige nu midt i kolikken er det dog lidt svært at overskue eller gennemskue om overskuddet nogensinde kommer igen…
    Mon ikke du finder den løsning, der passer allerbedst til jer begge?

  10. Kender følelsen. (Og ja, jeg ved godt, at Bean kun lige er blevet 3 mdr.!) Men Kæreste og jeg har hele tiden tænkt, at '2 er sådan et fint antal'. Lige nu midt i kolikken er det dog lidt svært at overskue eller gennemskue om overskuddet nogensinde kommer igen…
    Mon ikke du finder den løsning, der passer allerbedst til jer begge?

  11. Og hvad sker der for dating i Danmark? Yark! Folk tror, at man finder den eneste ene hele tiden. Man går på date, for at gå derfra som kærester.

    Ro på mulle, hvad er der galt med en kop kaffe.
    (Ps. og en meget stærk kop af slagsen, kan jeg se, for dit profilbillede stemmer da ikke overens med, hvem du er)

  12. Pps. Min veninde er igang med familieforøgelse. Datter fra tidligere forhold med mand – og nu donorbarn.

    Det gør det ikke nemmere at finde en mand, men hvad fanden, vi fandt ham jo heller ikke, da vi var alene, så lad os takke for børnene istedet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.