Hjemsøgt

Vi er i Aarhus.

Det er første gang, jeg har begge børn med på ferie heroppe, og dermed også første gang i flere år, jeg er her i mere end et par dage.

Årene giver lidt perspektiv i forhold til, hvad det giver mening at fylde i dagene. Da Anton og jeg var her sidst, og jeg stadig nærmest kunne have ham i lommen, var vi meget i midtbyen, hvor vi spiste på cafeerne og besøgte de steder, vi kunne gå til derindefra. Jeg måtte sortere i, hvem vi kunne nå at se, fordi jeg stadig havde kontakt med rigtig mange mennesker, og på mange måder var vores ferier dengang et bud på, hvordan vores weekender kunne have været, hvis vi var blevet heroppe.

Denne gang er det anderledes, og jeg bliver ved med at tænke, at to i den her forbindelse er et team, mens tre er en familie, og det gør noget ved måden, det giver mening at bruge dagene på. Programmet er tilrettelagt efter børn, ganske enkelt fordi de er i overtal. Søndag var vi f.eks. i Djurs Sommerland fra vi stod op til vi gik i seng, og det var den bedste dag længe. Det kan lyde som om, jeg sætter deres behov over mine, men det er ikke mere sandt her, end det er i det øvrige liv med børn, og selvom dagene er deres, er aftenerne er mine, og det er sådan, det skal være.

Da jeg for nogle uger siden begyndte at lave mine aftaler heroppe, gik det op for mig, at der også her er sket rigtig meget. Jeg sætter stadig pris på bekendte og hej-venner, men de relationer, jeg gerne vil bruge ægte, IRL tid på, er dem med mening og dybde. Samtidig har tiden flyttet en stor del af mine bekendtskaber fra dengang et led eller to ud i cirklerne, og dermed giver sondringen egentlig næsten sig selv. 

Jeg elsker at være her og at vise mine børn byen, men det er en kærlighed, der river i hjertet med kløer af savn og melankoli, fordi den er et gensyn med min egen fortid og med byen, der på godt og ondt gav mig de redskaber, jeg skulle bruge for at finde mig selv. 

Mennesket, jeg blev heroppe, tog jeg med, da jeg flyttede, men historierne lod jeg blive tilbage, og nu, hvor jeg kører byen igennem på kryds og tværs, bliver det tydeligt, at jeg flyttede fra dem, historierne, inden de var blevet runde i kanterne af tid og slid. Det river stadig frygteligt i hjertet, når jeg kører forbi afkørslen til Lenes hospice. Det føles nyere end det bør, når jeg kører forbi en ekskærestes lejlighed, og dufte og lyde og historier om mennesker, jeg slap og valg jeg traf, rasler med kæderne på hvert eneste hjørne.

Esbjerg er manden, jeg giftede mig med, og når jeg er sammen med ham, ved jeg, at det er sådan, det skal være. Jeg er glad det meste af tiden, og meget bevidst om alt det gode, han er og gør. Men Aarhus er den ekskæreste, jeg ikke kan slippe. Han var vanvid og magi og alt i ekstremer, og han gjorde mig til den kvinde, jeg er. 

Det var der, jeg fandt min identitet, det var der, jeg besluttede, hvad jeg skulle lave i mit arbejdsliv, og der var der, jeg mødte de mænd, der har haft størst betydning i mit liv.

Og så var det der, jeg besluttede at få Anton.

Skiftet føles nok ekstra tydeligt, fordi jeg var arret på kryds og tværs, da jeg flyttede fra Esbjerg, og jeg føler, at jeg lærte, at jeg er den og det, jeg skal være, og at der findes mange, som mig, da jeg langsomt slog rod og foldede mig ud i Aarhus.

Da jeg flyttede tilbage til Esbjerg, flyttede jeg ind i et nyt liv som nogens mor, og tilbage til en by, jeg aldrig helt har tilgivet. Det har taget lang tid at lære at være i den igen, og derfor vil det altid føles som om, at Aarhus var der, jeg voksede og blomstrede, mens Esbjerg var der, hvor jeg kæmpede. Også selvom det er en sandhed med modifikationer.

Jeg tror aldrig, jeg får lov at slippe følelsen af at være splittet. Det vil altid være både sødt og bittersødt at være i Aarhus – men det er også når jeg er der, jeg opdager, at jeg glæder mig til at vende tilbage til mit liv i Esbjerg.

Det er nok bare den pris, man betaler, for at kalde to steder sit hjem.

Published by

37 Replies to “Hjemsøgt

  1. Århus vil også altid være hjem i mit hjerte, mens Limfjorden er praktisk og familievenligt, når det aldrig mit Århus til sokkeholderne (skrevet mens jeg ligger på madrassen mellem to sovende børn på ferie i mit barndomshjem – heden som jeg (heller) aldrig helt har tilgivet)

    1. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men det er faktisk helt rart at høre, at andre kender følelsen <3

  2. Wow – sikke et indlæg at læse, da jeg netop har færdiggjort din bog. Tak for en rigtig god læse-oplevelse og tak for at dele så meget ud af dit liv. Jeg synes, det er modigt. Og jeg sidder pt. med en klump i halsen.
    Når jeg følger med i din blog, giver du mig følelsen af en person og en mor som bestemt vokser og blomstrer!

    1. Tusind tak skal du have. Og oprigtigt tak for ordene om min bog. At skrive er min måde at forstå mig selv og mit liv på, og når folk tager så fint imod det, som du og de andre, der læser med, gør, så føles det faktisk ikke som noget, der kræver mod, men bare noget, jeg deler med en gruppe af mennesker, der lever med deres, på godt og på ondt.

  3. Åh Linda, jeg elsker dig (på den platoniske venskabs-måde) når du skriver den her slags indlæg og for mit hjerte til at knage. Det vækker genklang hos mig, dog med to andre byer Jeg kæmper dagligt med mit valg af at bo i den by, der har mit hjerte, i stedet for den by hvor der er familie, råd til hus med have og lidt mindre stress. Det ville være logisk at flytte hjem til min gamle hjemby men jeg kan ikke slippe forelskelsen og vanviddet i min adopterede hjemby, så jeg har kronisk hjemve.

    1. Man kan ikke vinde, vel? For uanset hvad man vælger, vil man altid mangle den anden halvdel. Det er både en gave og en forbandelse.

  4. Flotte ord.
    Jeg står selv foran skiftet. Pga børn flytter vi fra den by, hvor jeg fandt mig selv, foldede mig ud og fik succes-oplevelser, tilbage til min hjemstavn, hvor jeg også blev noget arret i mine ungdomsår.
    Hvordan slutter man fred med en by, man forlod med dårlig stemning, og som man aldrig helt har tilgivet? Jeg vil så gerne være glad for vores valg om at flytte, for det er det rigtige for vores familie, men jeg får stadig lidt ondt i maven, når jeg bevæger mig rundt i byen.

    1. Jeg hører dig højt og tydeligt, og jeg har vist desværre ingen gode råd. Hvis du kan bruge det, må du dog hjertens gerne låne de ord, jeg har sagt til mig selv masser af gange, og stadig ind i mellem er nødt til at minde mig selv om: At noget er svært, betyder ikke, at det er forkert. For jeg ved, at den bedste løsning for os er Esbjerg. Og det hjælper faktisk, når jeg får Aarhus-blues, for jeg er ikke i tvivl om, at jeg valgte rigtigt.

      (Men om vi stadig bor i Esbjerg om 15 år, må tiden vise…)

  5. Så smukt skrevet! ❤️
    Jeg bor i dejlige Århus og elsker det, for byen passer bare til mit sind. Men jeg synes nu alligevel ikke at minder og fortid er blevet rundere med tiden, her river det stadig i hjertet med eks-kæresters lejligheder og chokerende rundkørsler. Som om det er svært at slutte helt fred med fortiden, og finde helt ro i hvad der blev og hvad der ikke blev. I 20’erne er livet fuldt af muligheder, og her tæt på 40, mere fuldt af hvad der også kunne have været….
    Jeg har derfor i går købt en smuk notesbog, som skal være min Mulighedernes Bog, for at skrive gode tanker, drømme og livsprojekter ned, så 40’erne også kan være fuld SF muligheder og realiserede drømme.

    1. Hvor er det et fint projekt <3

      Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have haft det anderledes med Aarhus, hvis jeg havde taget et par år med Anton heroppe, inden vi flyttede, for logistik, transport og mangel på familie ville uden tvivl have slået noget af glansen af byen. Så jeg tror, du har helt ret i, at det også er en periode af mit liv, der står som noget særligt. Dog vil jeg sige, at jeg denne gang har gået heroppe og kigget mig omkring, for mange ting i byen er forandrede, og mange af de mennesker, jeg kendte dengang, er her ikke længere, eller er ikke længere nogen, jeg genkender. Og det til trods føles det stadig, som om noget løsner sig i mit bryst, når jeg er her.

      Jeg må gøre, hvad jeg kan for at pege børnene i retning af en videregående uddannelse, man kun kan læse i Aarhus:)

  6. Aalborg er for mig hvad Århus er for dig. Det var der vi var unge, frie og studerende. Det var der vi cyklede rundt og kendte byen som vores egen bukselomme, gik til fodbold og ikke mindst fik vores første barn. Otte dejlige år blev det til, inden vi valgte at flytte længere mod syd. Tættere på bedsteforældre, bedre jobmuligheder og billigere huse. Det er 18 år siden i år og Aalborg er stadig vores by. Vores nye by er ok, vi bor dejligt, har gode naboer og venner og har med tiden udvidet børneflokken men det bliver aldrig vores by som Aalborg var.

    1. God pointe med friheden. Jeg tror også, der ligger noget der, for med børn og kærlighed følger også nye, uanede fields of fear og rigelige mængder af ansvar. Og det ér bare lettere at bære, hvis man er tæt på det netværk for hvem børnene også er noget særligt.

  7. Jeg har også to byer/steder i Danmark, jeg kalder hjem. Og måske med lidt omvendt fortegn end dig, for vi tog springet til Københavnsområdet og blev der, og for mig river det i hjertet at komme “hjem” til byen i Jylland og se, hvilket liv vi kunne have haft, med bedsteforældre tæt på og mulighed for at være der for mine forældre, nu hvor især den ene er ved at være gammel. Og så tænker jeg på, hvorfor jeg forlod stedet og at der var gode grunde til det, men det er som om, at jeg nu ser min “hjemby” i et meget mere rosenrødt skær end da jeg boede der. Den vil altid have en særlig plads i hjertet! Så mere for at sige, at splittelsen også er der hos mig, og at jeg genkender mange af dine tanker.

    1. Det er jo det, der også er det forbandede ved fortiden; at erindringen meget belejligt sletter de praktiske elementer, der påvirker hverdagen, som ikke føles som noget særligt, men som har ret stor betydning for livet og hverdagen, f.eks. helt lavpraktiske ting som afstand til arbejde og parkeringsmuligheder. Jeg har råd til bil, fordi vi bor i Esbjerg, hvor både husleje, forsikring osv., er billigere end i Aarhus. Mit hus er større, jeg har have osv. osv. Det er nemt at glemme, hvor stor betydning for vores hverdagsliv, det har, fordi det bare er sådan det er nu. Og det er nok lidt det, jeg mener med, at jeg giftede mig med Esbjerg. At øjet vænner sig til det, man i sin tid faldt for eller blev tiltrukket af, og at man dermed nemt kommer til at glemme det, når man er i selskab med noget eller nogen, man har historie med, som ikke skal bøvle med at være charmerende mandag morgen, uge efter uge.

  8. Linda… hvad er det bare smukt og helt spot on. Jeg bliver så melankolsk når jeg tænker over, alt det der Århus gav, og den gang var for mig. Jeg flyttet væk i 2012 og var der senest i 2016… og det føles som en halv evighed siden! Oh jeg savner den by…

    1. En kindred spirit – tak fordi du bekræfter mig i, at den by ikke bare er asfalt og bygninger <3

  9. Du får tårerne frem i mine øjne. Er flyttet fra København for få måneder siden, og kan mærke at der kommer til at gå lang tid før jeg slår rod her, får flyttet tegnestiften på det mentale danmarkskort og med ro i sjælen kan sige ‘herfra min verden går’. Og jeg er endda splittet i 3 nu, fordi jeg også længes forfærdeligt til fantastiske Grønland, hvor jeg blomstrede og foldede mig ud. Suk..

    1. Dit hjerte må knage og brage <3 Også selvom man jo godt, oppe i hovedet, ved, at det er en gave at få så meget med, så mange forskellige steder fra. Men det føles i perioder som en høj pris at betale, at når man kalder to – eller tre – steder for ‘hjem’, så mangler der altid en halvdel eller en tredjedel, uanset hvor man befinder sig.

      Livet er somme tider en underlig størrelse.

  10. Vi står overfor at rykke tilbage til min hjemby. Jeg overvejede at skrive ‘hjem til min hjemby’, men jeg ved ikke, om det er ‘hjem’ længere. Jeg har så mange gode minder derfra, men samtidigt føler jeg, at jeg udmærket kender dem, der bor der nu – og at det ikke er dem jeg drømmer om at bo med og ved. Men flytte, det skal vi! Og så må vi se, hvor længe der går, før ‘hjem’ igen føles som hjem.

    1. Ha – jeg bøvler også HELT vildt med den konkrete ordlyd, og jeg ved sgu stadig oprigtigt ikke, i hvilke af retninger jeg ‘tager tilbage’.

      Noget af det, der har været utrolig svært for mig er, at alle, jeg kendte dengang, blev tilbage, så de har deres netværk og familier, og dermed ikke den ‘sult’ der gør, at de husker at invitere os med, når de gør noget. Deres ferier og weekender er besat med det, disse dage altid har været besat med, og det er jo sådan set helt naturligt. Men hvor jeg dog savner den grundfølelse, de større studiebyer har, hvor alle er langt mere åbne for at danne nyt netværk, fordi de fleste har prøvet at være nye og foruden på et tidspunkt. Der er ikke ret meget tvivl i mit sind om, at det for mig, socialt, ville have været lettere at være selvvalgt alenemor i Aarhus, end det er i Esbjerg. Ikke pga. fordomme, men pga. (manglen på) netværk.

      Jeg håber, I falder til i et tempo, der overrasker jer selv.

  11. Det er noget pudsigt noget, det med følelsen af at føle sig hjemme. Og dit glimrende indlæg har fået mig til at fundere yderligere over noget, som fylder i mit liv lige nu.
    Jeg er i gang med at forsøge at blive solomor. Jeg bor i København, og hele min familie bor i Jylland. Der er ikke så meget som en forkølet onkel i nærheden, og jeg savner ofte familie i hverdagene. Bare lige at kunne spise flæskesteg hos mine forældre søndag middag og den slags. Samtidig er jeg dog så helt igennem glad for at bo herovre – for mit job, mine venner og ja, det hele. Der er intet i mig, som har lyst til at flytte tilbage, selvom Jylland ER dejligt.

    Men det bekymrer mig – det her med ikke at have noget netværk i nærheden, når jeg forhåbentlig bliver mor. Venner kan man jo ikke helt regne med. Og jeg er bange for, at jeg VIRKELIG kommer til at savne familie i nærheden, når jeg bliver mor. Din historie bekræfter mig lidt i den frygt – at det simpelthen bliver for hårdt ikke at have familie tæt på, når man får børn alene. Og jeg har minus-lyst til at flytte og ingen relationer i Jylland – udover min familie.

    Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg skriver det her, for det er jo ikke specielt konstruktivt eller positivt… Men det er livet selvfølgelig heller ikke altid. Og jeg er glad for dine indlæg, fordi de sætter gang i tanker – også selvom de nogle gange er den slags tanker, der gør ondt. Mærkeligt kompliment, ikke? Men et kompliment var det altså ligegyldigt hvad 🙂

    1. Til Mig: Jeg er på mange måder i samme situation som dig -og så ikke helt. For jeg og min kæreste er ved at gå fra hinanden, og vi har to unger på 3 og 5 år. Han kommer formentlig til at flytte til sin hjemby, mens jeg flytter den anden retning, sammen med min arbejdsplads der flyttes. Så jeg kommer til at stå som alenemor, i en by jeg ikke kender, uden noget netværk. Og bor forresten i et andet land end Danmark, så familie og gamle venner er mange timer væk. Jeg er også bekymret for hvordan det skal gå…

      Men trøster mig med, at ungerne trods alt begynder at blive så store at de ikke har brug for mig HELE tiden. Feks kan den ældste godt være til børnefødselsdag alene, og de kan begge have legeaftaler efter bhv. Og så flytter jeg til en by med mange studenter, så min plan er at skaffe en sød og fast barnepige m/k som kan hjælpe mig med ungerne. Eller måske endda en reservebedsteforælder?

      Og så har ungerne trods alt en far, som kommer til at have dem hveranden weekend. Og et sæt bedsteforældre der “kun” bor 2 timers køretur væk.

      Og det positive er også, at når man har små børn, så åbner der sig automatisk muligheder for netværk -med de andre forældre i bhv, idrætsklubben eller hvad har vi. Desuden er min plan at købe hus i det mest småbørns-belastede nabolag 😀

      Jeg vælger at se for mig en lys fremtid, med glade, legende unger, og en mor der har overskud fordi hun (jeg) kan cykle til arbejde på 10 minutter.

      Der var heller ingen pointe her, bare måske at vi nok er mange der roder rundt med den slags tanker…

      1. @Britt: Faste barnepiger er GULD værd! Jeg har i perioder været glad for at lave en fast aften i måneden, hvor jeg har booket barnepigen, selvom jeg ikke skal noget. På den måde kommer hun fast i hjemmet, hvilket gør alle mere trygge ved arrangementet, og jeg ved, at jeg har en mulighed for at planlægge noget, hvis jeg pludselig får lyst til en biograftur eller at tage ud at spise.

        Og så tror jeg, at du har helt ret i, at det har betydning, at dine børn er større. Alt andet lige er det nemmere at komme ud og finde noget netværk, når de er så meget mere “mobile” end de er, når de er helt små, og man ikke skal have alting til at passe med middagslur og pusleborde. Det skal nok blive godt <3

        Alt det bedste til dig.

        Kh

        Linda

    2. @mig:

      Der er heldigvis ingen krav om, at kommentarerne skal være positive, men for mig er det en/et kæmpekompliment, når jeg får en tilbagemelding om, at noget, jeg har skrevet, har sat tanker igang.

      Der er jo ikke to historier, der er ens, og der findes masser af solomødre, der lever og trives langt fra deres familier.

      Men det, som jeg har oplevet som en stor udfordring ift. netværk ved at få børn alene er, at man jo af oplagte årsager er meget mere bundet, end man er, hvis man f.eks. har delebørn, eller man er en familie. Man kan ikke lige smutte ud om aftenen, eller kompensere for sin manglende tilstedeværelse/fleksibilitet ved at tage med i telt eller på festival, når børnene er hos deres far.

      Venner kan sagtens vise sig at være et stærkt netværk, men man aner ikke, om man får et barn med én sygedag om året, eller om man får et, der bøvler med ørerne og som tager imod alt. Og her er man jo ekstra sårbar, så længe de er små, for selvom vennerne gerne vil være paponkler/tanter, så kan de ikke tilbyde at tage sygedage med den lille, så man selv kan holde antallet af barnets første sygedag på et niveau, man kan holde ud.

      I Købehavn er du formentlig så heldig, at du kan komme i en mødregruppe med andre selvvalgte alenemødre, men hvor en ‘normal’ mødregruppe er dannet af mennesker, der geografisk bor tæt på hinanden, får du med stor sandsynlighed længere til dine mor-kolleger, og særlig i starten, hvor alt er nyt og granatchoket stadig runger, kan det være ret uoverskueligt, hvis man skal til at makke tværs igennem en by med en baby og 17 kg. bagage. Og kommer du i en mødregruppe med kvinder i forhold, har det desværre ikke været min erfaring, at det afhjælper ensomheden, for selvom alle er på barsel, så har de andre en partner, der kommer hjem og tager over sidst på dagen, og par-mennesker med børn har, helt lavpraktisk, meget mere, de skal i weekender og ferier, ganske enkelt fordi deres netvært (som oftest) er dobbelt så stort som dit.

      Alt det ovenstående er virkeligheden for mange – også kvinder i parforhold – det er jeg helt med på. Det kan SAGTENS blive både fint og godt og være det hele værd. Men det ér en tanke værd, om det er for hård en kamp, hvis der er et alternativ.

      En sidste kommentar ift. en erfaring, jeg har gjort mig: Overvej evt. om det giver mening at træffe beslutningen, inden der kommer en baby, så du, i fald du beslutter at flytte, trods alt får en hånd i ryggen i form af en lokal mødregruppe, der hvor du flytter hen. Det havde lettet mine første år i Esbjerg, hvis jeg havde gjort det med Anton.

  12. Min familie er efterhånden flyttet til den store by, som var min uddannelsesby og når jeg en sjælden gang er i området med den lille by, så kan jeg komme til at forestille mig alt muligt om, hvor simpelt og ligetil livet ville være her.

    Måske, slår det mig nu, fordi det er det barnlige blik på, hvor enkelt det var at være voksen i den lille by, som jeg ser for mig nu stående midt i voksenlivet i den store by…

    1. Det har altid været min hemmelige drøm; at hele min familie pludselig får en uimodståelig lyst til at flytte til Aarhus:-D

      Og det kan sagtens være, at du har ret i, at man ser en by gennem de øjne, man havde, da man boede i den. Åh, der er så mange ting, man gerne ville have til at gå op i en højere enhed, ikke?

  13. Aarhus! Jeg kom hjem, da jeg flyttede til Aarhus som 20-årig. Og jeg er her endnu, nu med mand og børn. Vil du ikke skrive et indlæg om din tid i Aarhus?

    1. Jeg vil meget gerne prøve, men jeg boede der næsten 20 år, så skal lige høre, om det er noget bestemt, du gerne vil læse om? Bare så jeg ikke kommer til at skrive 4000 sider:-D

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.