Here we go again

Jeg ville sådan ønske, at jeg var det sted, man kom hen på nettet og blev tanket op på optimisme og hverdagsbegejstring, men jeg er lige i gang med at bide lidt i gulvtæppet. Den seneste nedlukning har givet mig et gok i humørnødden, som jeg ikke synes, jeg kan huske, at de andre gjorde. Jeg ved ikke helt hvorfor. 

For det er jo tidsmæssigt ikke uoverskueligt denne gang. Ikke endnu, i hvert fald. Men jeg får lyst til at lægge mig selv i aflåst sideleje over, at jeg i forvejen holder juleferie for egen regning for at spare på mine feriedage, så jeg har noget at holde sommerferie med ungerne for, og dermed går en solid bid ned i løn den kommende måned – og nu pludselig skal finde en løsning på yderligere 7 dage. Mine forældre har 3 børnebørn, som de er eneste bedsteforældre til, og jeg synes sgu ikke, at vi kan bede dem om at agere skole igenigenigenigen, for 3 meget forskellige børn med meget forskellige behov på meget forskellige klassetrin.

Jeg har fuldt skema, så der skal findes en løsning, men når jeg lige spørger ud, så er der udsigt til, at der kommer ét andet barn fra Fridas klasse i nødpasning, mens Anton står til at skulle flyve solo. Det ser jo på papiret ok ud. Klog af skade fra sidst ved jeg bare desværre, at de sætter de mindste nødklasser sammen på tværs af årgange (og helt fair – det skal også give mening med ressourcer) og sætter tæt-på-tilfældige lærere på. Undervisningen er 100% improviseret på dagen, og jeg er simpelthen så bange for at sætte alt det, vi har knoklet sådan for at skabe for Anton, over styr. Vi var *lige* nået til et punkt, hvor skolen ikke fyldte det hele – og nu ændrer vi på ALLE faktorerne på én gang. 

Samtidig er meget af det, vi plejer at gøre sammen, når vi har fri, ikke en mulighed lige nu, og hvor jeg under første nedlukning var helt fuld af pep og spontane ideer til, hvad man kunne lave i skoven og på stranden, så har jeg det mere sådan her med alting denne gang:

Ungerne har været Flammen & Citronen i dag, og jeg har været to millimeter fra at sende mig selv på kostskole i Schweiz, så jeg kunne få bare 10 minutter alene, uden nogen, der skælder ud, skændes, er rasende eller helt fulde af ord og behov. Så er det lidt op ad bakke at være spærret inde sammen på 100 m2 med udsigt til mindst en måned mere, med indhold af samme, tomme skuffe.

Samtidig gør jeg mig mange tanker om min arbejdssituation. Det er én af dem, hvor jeg af gode grunde ikke kan gå i detaljer, men som river en solid luns af det mentale overskud, og der er ikke umiddelbart en løsning, der er oplagt og uden risici. 

Når jeg lige sidder og skriver det her, slår det mig, at det nok handler om, at jeg pt. bliver ramt ualmindelig intensivt på at være alenemor. Ift. nedlukning, pasning og små pauser i hverdagen mangler jeg et halvt netværk, og ift. min jobsituation mangler jeg en husstandsindkomst. Det er vilkår, vi er mange, der er underlagt; jeg forsøger ikke at gøre mig Særlig. Men det bider lige nu, fordi det er så skide ekstremt, og har været det så længe, og jeg har det faktisk lidt som om, jeg står med ryggen mod muren.

Hvad med jer? Hænger I på?

Published by

56 Replies to “Here we go again

  1. Det lyder dælme også hårdt. Udsigten til hjemmearbejde igen giver mig clintens ansigtsudtryk eller muligvis bare lyst til at lægge mig i fosterstilling sammen med et-eller-andet alkoholbaseret.
    Kan du eventuelt snakke med dine forældre om pasning af børnene og lade dem afgøre hvad de kan holde til? Eller kan der måske være en kammerat som de kan være hjemme hos nogen af dagene? Kram herfra

    1. Mine søde, søde forældre meldte sig heldigvis igen-igen under fanerne idag. Nu er det kun ‘aflastningsaftaler’ jeg skal ud at lave til børnene, hvilket har løftet en gigantisk vægt af mine skuldre. Jeg synes stadig, de skal yde mere, end det på nogen måde er rimeligt at bede dem om, men ungerne er tindrende lykkelige, og om lidt har jeg ferie og det SKAL gå. Og så udrydder vi Omikron i løbet af juleferien. Ikke..?

    1. Ja, det er virkelig sådan, jeg har det. Som om, at hver gang, jeg lige har fået alle ænder på række, så bliver baljen vippet igen, og der er vand og kaos overalt. Det er stygt!

  2. Jeg har lyst til at slå folk hårdt der siger noget om at det bare er en tidlig juleferie. Nej, det er det sgu ikke, og hvis det gør noget, tager det hyggen ud af juleferien. Og vi taler ikke om det, men vi kan godt huske hvor meget hjemmeskole der var i 2021, ikke? Og vi taler slet ikke om sandsynligheden for, at det fortsætter efter 4. januar? Det var brok. Ungerne og jeg har besluttet os for at få det bedste ud af det. Altså, det er en beslutning. Så det gør vi. Vi skal have lækker frokost hver dag, og vi skal have “dagens frugt” og ud og gå mindst en gang hver dag, og den her mor har en skummel plan om at de skal hjælpe noget mere til i hjemmet, så det også går op med at jeg kan arbejde, mens de tre hjemmeskoler. Det SKAL gå. Jeg nægter at blive stresset over det. Jeg har intet netværk, ingen forældre, “til gengæld” er jeg skilsmisseforældre til tre – og jeg har vundet al hjemmeskoling denne gang. I hear you sister!! Og jeg vil tænke på det utrolige privilegium jeg har, nemlig at jeg ikke er bange for at miste mit arbejde og jeg for det meste kan arbejde hjemmefra. Det skal nok gå, fordi det skal det. Og jeg tror det bedste man kan gøre er at sige det højt og også give rum til at være frustreret og ked af det og sur. Afgrænset rum.

    Det går ikke væk, men det flytter fokus derhen, hvor man kan gøre bare lidt.

    Jeg håber ikke jeg lyder mere overskudsagtig end jeg reelt er, men jeg synes det er så vigtigt at gøre det man kan, med der som er. Gøre sig umage med det der er. Og så skrotte resten….

    1. Du har ret i, at det er godt at minde sig selv om, at vi hver især kun kan gøre det, vi kan. Det hjælper ift. ikke at føle, at man skal overkompensere for de mangler, der opstår andre steder i systemet.

  3. En mor til en af vores ældstes klassekammerater spurgte om vi sku dele – én dag var begge unger hos dem i “skoletiden”, dagen efter er begge unger hos os i “skoletiden”. Det tilbud kommer vi til at benytte os af. Således skal vi kun holde fri/”arbejde” hjemme halvdelen af dagene.
    Men vi er også to forældre her på matriklen, og begge har mulighed for at arbejde hjemme, så vi er jo helt anderledes stillet end dig.
    Men måske kan idéen bruges?
    Og så tænker jeg altså også at barren bliver sat lavt herhjemme ift. indlæring den her gang. Det er trods alt kun fem dages undervisning for vores skoles vedkommende. (Blev-der-sagt-nervøs-smiley-bank-under-bordet).

    1. Ideen er god. Problemet er, at jeg ikke har noget at bytte med, fordi jeg ikke kan arbejde hjemmefra, men skal stå i lægehuse og på uddannelser og hospitaler. Og ALLE er pressede, så det føles som for meget at bede om, når det altid er envejs😕

  4. Jeg er også en af dem der stresser over det, og det på trods af at vi er to voksne her i huset. Der er ingen af os der har nogen mulighed for at arbejde hjemmefra. Jeg var ved at få stress sidste gang, og dette er 3 gang vi kører hjemme undervisningen. Jeg har bare lyst til at gå i seng-Hans Christian.

    1. Jeg har forbudt mig selv at dvæle ved urimeligheden i, at det bare bliver de enkelte familier, der lige selv må løse det her. Ellers imploderer jeg.

  5. Til kommentaren om, at du ikke har noget at bytte med, når du ikke kan arbejde hjemme: Jeg ville totalt bede om hjælp alligevel. For det første skal vi hjælpe hinanden og herhjemme har vi med glæde haft mange flere børn hjemme end os end omvendt, fordi vi er så priviligerede at vi kan arbejde hjemme og er to personer. Jeg føler mig OVERHOVEDET ikke snydt, men bare glad for at være priviligeret. Hvis folk ikke vil hjælpe, fordi du ikke kan tage børnene end anden gang, så må de lade være med at hjælpe. På den anden side kan du måske tage deres børn aftener/eftermiddage/weekender, når de har brug for at få indhentet noget fra da de hjemmepassede i skoletiden? Bare et forslag.

    1. Jeg er så enig i, hvad Lea skriver her. Vi har også haft flere børn på besøg herhjemme under tidligere nedlukninger, og jeg synes da, at det kan være en fordel at have et ekstra barn, som kan hjælpe med at underholde mit i ‘hjemme-frikvarterene/-SFO’en’. Det bliver for småt, hvis tingene altid skal gå lige op.

    2. @Lea/Nanna:

      Jeg hører, hvad I siger, og jeg genkender også, at det somme tider kan være nemmere at have flere børn, der så kan lege med hinanden. Men føj, hvor jeg synes, det er svært lige nu. Dels fordi det bare ofte er mig, der spørger om hjælp, når alting bare er helt normalt, men også fordi dem, vi lige har tæt på, enten arbejder hjemmefra eller selv dækker ind med bedsteforældre. Mine forældre har heldigvis idag budt ind, så det hele er blevet mere overskueligt, og jeg har sendt et par forespørgsler ud i verden. Tak for hep og påmindelsen om, at det ikke altid ser ud, som man føler det gør fra eget perspektiv <3

  6. Det er netop dejligt at læse med her, fordi det ikke kun er ren optankning på god energi, men hele livets med alle dets facetter du skriver om. Det er trøstende og styrkende at kunne spejle sig i hinanden, og det er med til at gøre dit kommentarfelt så stærkt.
    Her er jeg også ramt af coronablues. Jeg er ikke så udfordret af hjemmeskolen, dels af indlysende årsager fordi jeg kan dele med børnenes far og mine forældre, og kan arbejde hjemmefra, men også fordi jeg læner mig op af erfaring fra sidst og siger stort pyt til fagligheden, og så fokus på gode hverdage/struktur og trivsel så vidt muligt for børn og voksne.
    Min coronablues handler mere om en generel udtrætning ift det hele, og at jeg synes grøfterne mellem os denne gang bliver dybere. Og at jeg mærker at alle er trætte og uden overskud, og jeg savner mine venner og netværk, som er træthedsfraværende. Jeg har faktisk tænkt hele dagen på, om jeg skal flytte i en form for boligfællesskab, for jeg synes den nye verden er for trist med de gamle rammer. Jeg vil have nære relationer i hverdagen foran min dør og inde i mit hjerte, og jeg synes det er blevet væk…
    Så jeg vinker og hepper fra en anden redningsbåd, og vi er mange små lanterne i mørket sammen! ❤️

    1. Det er virkelig en skøn ide! Vi har idag haft besøg af min kammerat, og det var simpelthen så berigende at se et godt menneske i kød og blod, og kunne kramme ham og se ham i 3D, mens vi sad med kaffen. Han og jeg har i årevis talt om et tvillingehus, og ideen er mere tillokkende nu end nogensinde før.

  7. Jeg er meget mærket af den forestående nedlukning. Jeg er lærer, og den sidste lockdown var så ualmindeligt svær at komme igennem – for jeg stod med halvdelen af min klasse fysisk sammen med mig på skolen, og den resterende halvdel online. Selvom jeg planlagde røven ud af bukserne, så hjalp det ingenting: det var sgu alligevel kaos. Børnene var frustrerede, deres forældre var frustrede og jeg var frustreret. Min klasse har mange børn, for hvem struktur og genkendelighed er alfa og omega – jeg håber sådan, denne omgang bliver bedre. Håber, håber, håber.

    1. Det hjælper nemlig ikke på frustrationen, at man sidder med følelsen af at skulle bidrage til et teaterstykke, hvor vi alle sammen skal bære vores del af fællesillusionen om, at zoom, teams og virtuelle møderum sagtens kan erstatte almindelig undervisning og gøre det ud for en uddannelse. Det er kæmpe løgn. Som tolk oplever jeg også at meget af den undervisning, vi normalt tolker live, bliver omlagt, og der er GIGANTISK forskel. Tekniske problemer og debatter, der dør i fødslen, fordi man aldrig bliver nær så engageret, når man skal unmute sin mikrofon for at give sit besyv med, eller kan distraheres af sin mobil, som man kan sidde med under bordet imens.

      Jeg føler VIRKELIG med jer, der står for den praktiske del. I har også både jeres og mere til <3

  8. Jeg hænger i. Jeg er ikke praktisk udfordret, der er jeg super priviligeret. Men mit mentale helbred har det virkelig skidt. Jeg er startet hos en psykolog og jeg ved det bliver godt igen, men jeg er så tyndslidt og orker ikke en runde mere. Og så har jeg været forkølet i 3 uger….. det er jo skønt sådan at tro man har corona hele tiden.

    Kæmpe krammere til dig, Linda ❤

    1. Det kan næsten blive en stressfaktor at føle at man skal insistere på, at man godt ved, at det bliver godt igen. For.. ja. Det gør det jo. Ish. Men satan og helvede, hvor er det hårdt, og det er en stressfaktor af astronomiske proportioner, at INGEN ved, hvor længe, vi skal holde ud og hænge på.

      Kæmpe kram lige tilbage, Hanne. Det er dejligt, at du er med ombord <3

  9. Min søn på 13 år havde det så skidt under sidste nedlukning. Jeg er bange for, hvordan det bliver nu. Intet tyder på, de skal tilbage i skolen i januar. Folk siger, jeg er pessimist, men jeg har desværre fået ret i mine sidste mange forudsigelser. Jeg synes også, jeg har et forklaringsproblem over for min søn: Vi “solgte” vaccinen til ham med argumentet om, at så ville hverdagen blive mere normal. SHIT.

    1. Det er så hårdt at være presset og samtidig se, at ens børn er pressede. Uanset om det er af den ene eller den anden grund.

      Under sidste nedlukning græd Anton fuldstændig utrøsteligt af frustration og raseri over lektier og fjernundervisning. Da jeg tog konsekvensen og sendte ham i nødpasning for at skabe bare et minimum af rutine, blev han sat sammen med børn fra 4 andre klasser, han ikke kendte, med lærerne, der ikke kendte ham. Det græd han næsten ligeså meget over. For nogle børn kan det her klares med Zoom og virtuel kom-sammen. For andre er det pest eller kolera.

      Jeg føler virkelig med dig, Ida. Det er urimelig svært.

  10. Man behøver ikke bytte for at må være med. I 2 nedlukningen havde vi en ven pp besøg ret mange dage fordi begge forældre arbejdede.

    Denne gang skal hun formodentlig bære her tre af dagene.

    Min erfaring er det kan være lettere at have en ven til de store (min ældste er nu 7 år) end der er de dage vennen ikke er der.

    Så vær ikke bange for ar spørge Anton og Fridas venner om hjælp.

  11. Jeg har tænkt meget over det de sidste par år; hvis det her var sket da mine børn var små. Og jeg ved sgu ikke…. egenlig bliver jeg ked af det ved tanken alene. Jeg var også alenemor, og spændt hårdt op ift praktikaliteter, og dette ville have presset mig på mine følelsesmæssige kræfter.

    I det hele taget tænker jeg meget på jer med hjemmeboende børn i skolealderen, og jeg har lyst til at giver jer alle sammen en ferie på Maldiverne. I må være trætte.
    Jeg er. Og jeg har ikke skullet passe et fuldtidsjob, hjemmeskole en 2., 4. og 7.klasseelev og sørge for at alle kom mentalt helskindede igennem den omgang.
    Alligevel har jeg det som om jeg går i vand.

    Så..ja. Et kæmpe, kæmpe kram til dig.

    Kh HemmeLine

    Ps: Griner stadig af Fridas “step aside, peasant”, og siger det så ofte som muligt.

    1. Det er spændende, for jeg har gået og tænkt over at jeg næsten foretrækker mindre børn i alt det her. Jeg har en dreng i børnehaveklasse og en pige i 3. klasse, og det er trods alt begrænset hvor højt et niveau deres lektielæsning er på. Deres sociale liv lider godt nok et knæk når vi lukker ned for legeaftaler og store arrangementer, men jeg har næsten mere ondt af teenagerne og de unge i alt det hér. Jeg tænker selv hvor hårdt det ville have været at skulle undvære fester og byture i flere år under min gymnasietid. Den mistede tid kommer jo ikke tilbage for de unge, hvorimod mine børn nok skal nå at komme efter det der “mangler”.

      MEN! Og det er et stort men. Jeg er næsten upassende upresset af corona sammenlignet med jer, for jeg bor i Sverige, og selvom vi lever med selvvalgte restriktioner, så er de jo helt bløde sammenlignet med de danske. Vi har siden dag ét kun haft en enkelt omgang hjemmeskoling af omkring en måneds varighed. Jeg syntes det var aldeles rædselsfuldt, bevares, men det var så kort tid. Jeg kan uden problemer forestille mig hvor hårdt det må være at I nu alle skal på den. I-g-e-n. For det ER jo ikke en tidlig juleferie når alle allerede er ved at kaste op af “kvalitetstid” og helst bare vil have skole og hverdag.

      Jeg tænker på jer. Og jeg håber at det vender <3 For os alle.

    2. @Hemmeline/Kryspet

      Jeg tror egentlig, at det, der her kommer til udtryk, er det, der sker hele tiden for os alle sammen: At vi svinger mellem at tænke, at det er virkelig svært for os/dem vi har tæt på og så at tænke, at det må være værre for andre med andre vilkår. Jeg tror, at det er resterne af vores civilisationsadfærd, der stikker hovedet frem. At vi meget af tiden er drønpressede, men samtidig er vores empati og sociale begavelse (heldigvis!) stadig så intakt, at vi sagtens kan se, hvorfor det hele er røvrøvrøv for dem med andre vilkår end vores.

      Der er uendelig meget kærlighed i begge jeres kommentarer, og alle ord skåret fra: Det er det eneste, der er vigtigt lige nu.

  12. Det er helt urimeligt, så ulige belastningen er fordelt i de her situationer! Jeg forstår virkelig godt, du er tyndslidt.
    Jeg er helt enig i, at du sagtens kan spørge om hjælp, uanset at du ikke kan tilbyde akkurat samme hjælp tilbage – og jeg forstår godt, det er svært at spørge. Men tænk nu, hvis der er nogen, der synes det faktisk er lettere at have to børn i hjemmeskole, fordi de kan underholde hinanden lidt, så gør du dem jo en tjeneste ved at stille barn til rådighed?
    Og så tænker jeg, at denne her situation kalder på, at du (og alle andre forældre) ser på deres børn helt skarpt og individuelt.
    Måske kan Frida fint klare nødpasningens udfordringer, mens det for Anton kommer til at koste meget af det, I har kæmpet for at oparbejde? Og måske (men jeg kender jo ikke alle delelementerne) kan dine forældre godt overskue at være Antons hjemmeskole, hvis det kun er ham, mens der findes andre løsninger til Frida og fætter/kusinen?
    Retfærdighed er jo ikke at alle får det samme, men at alle får det, de har brug for 😊
    Mange styrkende luftkram herfra.

    1. Tak for din fine kommentar, Jette.

      Jeg forstår 100%, hvad du mener ift. at give børnene, hvad de hver især har brug for, og for et par år siden, kunne jeg sagtens gøre det. Men Frida er ved at være så stor nu, at hun lægger mærke til det, når der forskelsbehandles – men hun er stadig ikke så stor, at jeg helt kan forklare hende (og forvente, at hun forstår) årsagen. Det synes jeg er virkelig, virkelig svært. For jeg er så bange for, at hun bliver sådan et skyggebarn, der altid må vige, rette ind og forstå, at det ikke er hendes ønsker og behov, der kommer først. Det er for meget at bede et lille menneske om, synes jeg. Ikke mindst fordi jeg gør mig mange overvejelser om, at de, når jeg ikke er her mere, kun har hinanden. Jeg vil gerne gøre alt, hvad jeg kan, for at give dem de bedste betingelser for en stærk relation, og lige der tror jeg, at det kan blive ret problematisk, hvis den ene altid skal tage hensyn til den anden. (Det er en lang snak med mange vinkler, som jeg ikke får udfoldet godt nok her, men jeg håber, du forstår, hvad jeg mener <3 )

      1. Først – åh, hvor godt med fantastiske bedsteforældre, der byder ind. ❤️ Så dejligt at vide, at der er styr på løsningen for klubhusets børn 😄
        Og jo, jeg forstår virkelig godt, hvad du mener. Og det er, som jeg ser det, en af de største og kontinuerlige overvejelser ift søskende, især, men ikke kun, hvis det ene barn har særlige behov. Hvornår og hvordan skal der være fælles regler og hvornår skal der gøres forskel. For nogle gange er det jo til hele familiens bedste, at der gøres forskel, fordi konsekvenserne ellers kan mærkes og skal bæres af alle… Det kunne måske være et spændende emne i et indlæg for sig? – engang, når corona er fucket af og der er overskud igen 🤞

  13. Jeg stemmer simpelthen også for du spørger klassekammerater om hjælp. Her har jeg ikke spurgt men hvis nogen havde brug for hjælp måtte de gerne komme her. Vi har også stort set hver uge en klassekammerat med til fritidstilbud fordi forældrene er skilt og ikke kan få det til at hænge sammen. Og det betyder intet at det ikke er “lige” De hjælper så når det kniber her.
    Jeg har det helt ambivalent med det hele. For på nogle måder orker jeg næsten ikke selvom vi nok skal få det til at hænge sammen, er to, kan arbejde hjemme og har fleksible arbejdstider. Samtidig er det 3. Gang inden for en uge hvor en af os er nær kontakt (og denne gang er der milde symptomer som dog lige så godt kan være fra forkølelsen den yngste havde sidste uge). Og der der med at skulle passe test osv. Ind oveni det hele når der er kø, sneglatte veje osv. Oveni er lidt op af bakke. Og nedlukning betyder at vi er relativt sikre på at kunne fejre jul med dem vi gerne vil fordi en Evt. Smitte vil være fanget inden.

    1. Lige i forhold til tests, er jeg SÅ meget bag dig. (Ja, jo også i alt det andet:)) Men jeg bliver SINDSSYG af, at vi hernede har 4 dages ventetid på PCR-tests, og at vi kun kan få tider til både test og vacciner, der ligger lige midt i arbejdstiden. Oveni kan vi ikke regne med de tider, vi så får, men må forvente op til 45 minutters ventetid, når vi kommer derud. Hvilken arbejdsgiver vil være forstående overfor det!?

      Og så kæmper jeg sgu også med, at jeg INTET har at skulle have sagt ift. hvad jeg bliver sendt ud til. Der er BARE forskel på, hvor alvorligt arbejdspladser, private og uddannelsessteder tager covid, og jeg bliver SÅ utryg, når skal stå mellem (set med mine øjne) alt, ALT for mange mennesker – som jeg ikke aner om er vaccinerede. Flere af de steder, jeg tolker, er der mennesker ansat, som ikke vil hverken vaccineres eller testes, og jeg kan intet stille op. Det giver et kronisk stressniveau, der er helt vanvittigt.

      1. Hvis man ringer ind og bestiller tid, ja der er ventetid, suk. Men der kan de trylle (og jeg mere trylle)helt andre tider frem. Det er mine oplevelser

  14. Jeg tuder af udmattelse. Og har ikke engang børn i skolealderen.. Og har en mand der gør hjemme på barsel da jeg er sygemeldt. Ingen kloge ord eller gode råd herfra, blot en kommentar om at du ikke er alene i at være presset. Og så sagde min mand (der har forsket i bla virus) at han forventer at næste vinter bliver normal. Historisk set tager pandemier ikke mere end et par år. Mit redningsbælte lige nu er at dette ikke er en permanent tilstand.

    1. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har håbet så meget, at en fremmed har ret, som jeg håber, at din mand har. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis det her er..livet nu. At vi hvert år skal være omstillingsparate og agile og jonglere hjemmeundervisning, tvivlsomme ansættelser, nødpasning, restriktioner og Angst hele vinteren.

      Du får et virtuelt knus herfra. Hold ud <3

  15. Nej, ikke rigtigt.. i starten af november blev jeg sygemeldt pga. stress/psykisk sammenbrud, en uge efter fik hele husstanden Corona, og denne uge bød på en større vandskade i huset.
    Jeg sender min søn i nødpasning et par dage, selvom jeg “bare” er studerende, for ellers kan jeg simpelthen ikke overleve.
    Heldigvis er hans skole endelig kommet til fornuft og har afskaffet online-undervisning for 0. Klasse. Så de skal bare lave nogle opgaver i stedet for. Meget mere realistisk, synes jeg!

    1. Jeg har også NUL skrupler ved at give mine børn ferie, hvis det lykkes for mig at få pasningskabalen til at gå op. Hvis de havde været i skole havde de ædt pebernødder og lavet mussetrapper; de skal ikke sidde på fastlagte tidspunkter og glo ind i en skærm, for at bevare samfundets illusion om, at de stadig modtager den undervisning, de skal.

      Stress, corona og vandskade. Jeg kan fandensatme godt forstå, hvis du er slået i gulvet. Alle kærlige tanker til dig <3

  16. Årh mand. Den her post, og det her kommentarfelt fik mig simpelthen til at tude. Jeg hører dig SÅ tydeligt, Linda. Er selv alenemor til to, og er så tyndslidt af den her åndssvage sygdom, der går benhårdt efter alt hvad der får livet til at hænge sammen for mig. Jeg er dybt afhængig af institutioner, netværk, bedsteforældre, fællesskaber, etc. Og corona piller simpelthen det hele fra hinanden gang på gang på gang.

    Lige pt har vi så ovenikøbet været corona-isolerede i en uge, jeg er selv blevet syg, og er.. jamen bare sådan helt grundflad indeni over at jeg nu for h.. ikke engang kan smage alt det gode mad, jeg i panik har fået leveret, for hvad f.. skal man ellers holde humøret oppe med?!

    Og så det her kommentarfelt, hvor alle bare tilbyder hjælp og gode råd – også selvom man ikke kan hjælpe tilbage. Det fik mig sgu til at tude. For det er så svært at bede om! Men altså hey, tak til alle jer derude, og tak til dig, Linda, for at have skabt det her helt fantastiske rum. Det er helende, i tider som disse. <3

    1. Jeg har det på samme måde som dig. Bare det at føle, at man er en del af et fællesskab og ikke er alene med følelsen af, at alting bliver ved med at vælte; det gør en forskel i en tid, hvor man ellers kan føle sig uendeligt alene <3

  17. Det er et meget godt tegn på min mentale tilstand – at denne her tråd gør mig virkelig rørt. At høre at se kvinder i alle former og livssituationer bare være … udkørte. Og alligevel forsøge at holde sammen på det hele, kæmpe med, kæmpe mod, holde oppe på hver sin måde. Jeg ved ikke hvorfor det letter mig… måske føler jeg mig set og mindre alene. For jeg er fladmast. Fuldkommen. Jeg svinger mellem mismod og små glimt af “det bliver jo for pokker nødt til at gå”. Sygdom, isolationer, restriktioner, arbejdsliv som sejler, mere sygdom, uvished, at være afskåret fra den jeg elsker … nogle dage falder jeg om på puden og tænker, at nu kan der ikke komme mere bøvl. Nu må det være toppet. Og så alligevel, går der sjældent en dag før nye udfordringer får det hele til at ramle på ny. Jeg mistrives ekstremt med ikke at kunne lægge planer for noget som helst. Kæmper for at give ungerne en nogenlunde oplevelse af sammenhæng og rare stunder. Forsøger at være tilstrækkelig for alle de som afhænger af mig. Forsøger at fokusere udelukkende på de vigtigste ting og lade andet sejle. Jeg har allerede sprunget over, hvor alle gærde er lavest – længe!! Jeg kan ikke mere 2021! Og alligevel bliver vi bare nødt til at blive ved – Allesammen – Fordi vi skal. Må det kommende år blive i restitutionens tegn <3

    1. Det er 1:1 sådan jeg har det. Fornemmelsen af, at posen bare er tom, at alle de nemme løsninger er bragt i spil – og alligevel bliver gulvtæppet ved med at blive hevet væk, og det er ingens skyld.

      Det er hårdt. Sådan helt ægte.

  18. Du skal ikke være noget bestemt, optimistisk eller andet, det er bla. din velreflekterede ærlighed og evne til at indfange virkeligheden som den er på et givet tidspunkt, som er særligt for bloggen her.
    Forstår virkelig godt, at du skriver, som du gør i dette indlæg. Det bare en kabale som ikke går op, som du står med og alligevel skal finde en løsning på; Hvad du helt sikkert også gør, men hvor er det bare ekstremt hårdt.
    Her på matriklen trækker jeg på samtlige tilgængelige privilegier for ikke at vælte, ikke så meget i forhold til nedlukningen, men mest af alt bare det lange seje træk uden synlig ende, som den her pandemi stadig er. Så har droslet mest muligt ned arbejdsmæssigt, vi er 2:1 i voksen/barn fordelingen og det går nok.
    Og nedlukningen gør det muligt at se lidt familie i julen i modsætning til sidst, hvor vi ikke var i bobbel med nogen, fordi alle bor for langt væk.
    Men jeg er pt ramt af en arbejdsplads, hvor alting er under forandring og alt hypes til at være fantastisk, men i virkeligheden ser ud til at sætte os ca ti år tilbage internt, og der absolut ikke tales om, at pandemien stadig slider på alt og alle oveni forandringerne, og det modsætningsforhold kan jeg næsten ikke rumme. Så hænger i, men med neglene som næsten alle andre her i kommentarerne.
    Tak for at give os det rum at mødes i, som du gør.

    1. Vi er også bare alle sammen så grundslidte nu, at vilkår, der for 3 år siden bare ville have været irritationsmomenter, eller noget, der kunne påvirkes i positiv retning, nu virker nærmest uoverstigeligt. Jeg føler med dig.

      Tak for en fin kommentar.

  19. Jeg vil bare gerne sende varme tanker ud til dig Linda og alle I andre i kommentarfeltet. Jeg fandt lige en lille rest af et fyrfadslys frem og tændte lys for jer, og nu står det her og lyser varmt, flakker lidt, men brænder stadig. Et lille lys i håb om, at der er lys forude, at vi alle træder til og hjælper eller lader os hjælpe og læner os op ad hinanden her og andre steder. I gør det helt fantastisk, og det er urimeligt hårdt. ❤️❤️❤️

    1. Tusind tak for virtuel omsorg, Trine. Det er heldigvis også noget af det, der er kommet ud af det her; kærlig omsorg for mennesker, man måske ikke kender personligt, men stadig både ser og forstår <3

  20. Det må være en kæmpe stress faktor det med at blive sendt så forskellige steder hen. Ved arbejde et fast sted vil man typisk kende holdningen trods alt.
    Her er det heldigvis muligt at få tider ind i mellem men svartiderne er længere end tidligere. Og selvom jeg godt ved retningslinier e siger man ikke skal isolere sig så synes jeg også det er lidt svært at ignorer og forsøger at holde mig væk fra andre så jeg ikke smitter hvis det skulle være…men det kan man jo heller ikke blive ved med hvis det er mange gange i træk.
    Suk.
    Jeg var glad for at læse dine forældre kunne hjælpe-hurra for netværk..store som små

  21. Din kommentar fik mig til at løfte blikket fra min egen frustration over udsigten til endnu mere hjemmeundervisning kombineret med hjemmearbejde (= umuligt med børn i hhv. 0. og 2. klasse), til at huske at påskønne den kæmpe og fremragende indsats som særligt min ældstes klasselærer gør – og hvor hårdt det må være for hende at blive frarøvet muligheden for at gøre sit arbejde ordentligt. Så det skrev jeg til hende – og hun blev så glad – jeg tror det faldt på et tørt sted. Så.. bare for at sige, at der faktisk kan komme noget godt ud af at dele sine frustrationer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.