Heller ikke selvom der er bogstaver på brystet.

Jeg er gået i gang med at frelse verden, en god gerning af gangen. Ved ikke helt, om det er det der mor-noget, der pludselig skal blande sig i alt, eller om det skyldes, at jeg ikke kommer nok ud, men jeg har åbenbart akut groet et omsorgsgen på størrelse med Angola.

F.eks. tog jeg forleden fat i en far ude i vuggestuen. Jeg er kørt forbi ham temmelig mange morgener, hvor han kommer cyklende med sin lille, fine pige bagpå cyklen, og en baglygte på størrelse med et knappenålshoved. Vores vuggestue ligger på landet, hvor der ikke forefindes cykelstier, og hvor der er mere end almindelig mørkt kl. 6.30, og han kunne ligeså godt cykle rundt under Harry Potters usynlighedskappe. Ret beset er det jo ikke mit problem, men jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud, hvis de blev kørt ned, og jeg ikke havde sagt noget, så jeg tog mod til mig, og gik hen og prikkede ham på skulderen.

”Mumlemumlemumle, rager-overhovedet-ikke-mig, mumlemumle usynlig.”

Til mine mandlige læsere, og de kvindelige, som ikke forstår problemet, skal jeg skynde mig at texte episoden: I den meget belastende klub, som mange kvinder er medlemmer af, og hvor jeg selv er formand, kan kommentarer som den jeg gav ham, ikke oversættes til andet end: Fuck, hvor er du bare en rådden dårlig og ubetænksom forælder!”

”Det er jeg sgu glad for, at du siger!” sagde han, og allerede den følgende morgen måtte jeg nærmest have solbriller på, da jeg på 1000 meters afstand blev blændet af en rød 900 watts pære med en diameter på 30 cm.

One down, a billion to go.

Men jeg fik chancen igen i går, da jeg kl. 20 var på vej hjem fra Århus. Lige omkring Vejen kunne jeg pludselig skimte noget, der stod lige midt på motorvejen og gloede; det viste sig at være en sofa.

Indre dialog som følger:

”FUCK!! Hvem fanden taber en sofa midt på motorvejen og lader den stå!? Folk er fandme nogen psykopatsvin!! Godt jeg ikke blæste ind i den.”

1,5 km senere:

”Bør man egentlig gøre noget? Aj, men hvad? Kan jo dårligt vende og køre tilbage for at begynde at lege flyttemand med presserende dødsønske.”

”Er det godt nok … dare I say it … 114, vi er ude i? Igen? Har vi INTET lært?” (Her vil jeg i øvrigt gerne vide, om jeg fik fulgt op på historien om den falske indbrudstyv? Om jeg fik med, at jeg kom i avisen? Nej? Man tror jo fandme ikke, at det er sandt. Men hvis nogen af jer står og mangler en ’årvågen nabo’, ringer I bare.)

Og sådan gik det til, at jeg for 2. gang på en måned talte med mine nye bedstevenner Politiet.

Hvis det er meningen, at det er mig, der er den nye Superhelt Af Gode Gerninger, må jeg insistere på, at der følger en sej dragt med til jobbet.

Og jeg er ikke god i koboltblå.

Published by

14 Replies to “Heller ikke selvom der er bogstaver på brystet.

  1. Hvor er jeg glad for at du sagde noget til ham! Det ville jo ikke være til at bære, hvis de kom til skade. Det hører man jo tit om. Godt at han tog det så pænt, for som du siger, så er der vel nogen der gerne vil misforstå sådan noget 🙂

  2. Sejt gået Linda! Og mega fint at han reagerede, som han gjorde!! Og godt du kontaktede bedste-vennerne, det er jo møgfarligt med en tabt genstand på en motorvej!!! Synes helt klart, du fortjener en dragt:-) Hvilken farve skal det så være??;-);-)
    Ps den der avisartikel ad jeg godt se 🙂

  3. bare vent til den søde politidame, begynder at spørger om du stadig har samme adr. og tlf.nr som sidst du ringede…….så tænker man at man har ringet lige ofte nok;)
    Sus

  4. Sådan!
    Jeg har også engang ringet til politiet, da der stod en forladt reol og blomstrede midt på motorvejen lige uden for København.

    Dette er min første kommentar til dig, men jeg har trofast læst din blog frs begyndelsen. Tak for altid gode, skægge og underholdende blogindlæg :).

    Hilsen AnnaG

  5. EM: Du er en ven!! Jeg er selv decideret handikappet, når det kommer til nål og tråd.

    Pernille: Nej vel? Kunne bare lige passe, mand.

    Topsi: Du er da utrolig sød:) Tak for det.

    Grete: Kan vi eventuelt lade formandskabet gå på omgang? Jeg synes, at det bliver lidt trættende i længden.

    Mette: Jeg er i tvivl! Umiddelbart hælder jeg til sort. Primært fordi det slanker. Men en sort superhelt kan også komme til at sende nogle forkerte signaler. Bare heller ikke årstid for den røde, vel?

    Fruen i midten: Du praler bare løs:)

    UR: Mof, jeg ved, at du ville have gjort det samme. For du er nemlig også ff'er.

    TBS: Det var da en FANTASTISK ide! Sådan lidt Harry Potter-tema?

    Tina: Orv, det blev jeg glad for:) Mange tak for det.

    Anne: Slet ikke? Bare en lille, bitte en?

    Sus: Vil du love at stoppe mig, inden det når så vidt?

    AnnaG: Wauw! Det er godt hængt på, Anna. Tak for den trofaste indsats:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.