Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.
Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.
Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.
Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples ‘Changed the way you kiss me’ (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.
W.T.F!!?
Med mit barn i.
Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:
”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”
Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.
Altså håber ikke du havde sat holdet i gang med at cykle stående over takten, da du forlod dem i spurt ;-);-)
Ps jep stor medalje til dig!! Han ved slet ikke, hvor heldig han var – ham manden!!
FUUCK!!!
Har du fundet et andet sted til ham nu?
Shit!!! Hvor mon han ville have trillet ham hen!? Gosh.. Skørheden selv, ham trenchcoaten!
han er sørme heldig at du ikke flåede ham af bare taknemmelighed 🙂
Oooow, de lyde, som de børn kan frembringe…!
Min ældste fik revet spidsen af fingeren af for fire uger siden. Det kommer også til at tage et par år, før jeg glemmer lyden, da skadestuelægen klippede et par milimeter af knoglen med en skævbider. Som godt nok hedder en lyr oppe på skadestuen, men som er en skævbider.
Jeg havde næppe talt så pænt som dig, hvis nogen var trillet af med mit afkom.
Nu går jeg som regel ind for at tale pænt (Så vidt muligt) til mine medmennesker, men i denne situation tror jeg nok, at din første indskydelse var ret velplaceret!!!
I øvrigt hører jeg stadig ofte lyden af Fisens (Behårede -Det hjalp ikke) hoved, da det tog af for hans krops fald fra køkkenbord til klinkegulv. Og jeg får stadig sug i maven og en lille smule kvalme af det…
Ved godt det var en alvorlig stund, men hold nu KÆFT en griner jeg fik af fortællingen. TAK for det!
Synes det funker, det der nutids-fortælling!
Men altså…Hvem i alverden begynder at gå væk med en andens barn fordi det græder?!?
Nej! Nej!? NEJ SGU DA FOR FANDEN!? Hvad har manden gang i. Håber fandme, han holder sig fra andres børn altså. Han kunne da gå ind og sige noget så. Ej men. Flot, du ikke slog ham ihjel.
Kan stadig huske, hvor rasende jeg blev, da en flok midaldrende damer havde stimlet sammen omkring barnevognen og var ved at ringe efter politiet, fordi yngstemanden, var brudt ud i gråd, mens jeg var oppe hos dagplejemoren og hente den ældste (5 min – max!)
Folk skal bare pille nallerne. Der er jo ikke nødvendigvis tale om vanrøgt, fordi et barn ligger alene og er vågen (og måske lidt utilfreds) i en barnevogn…
Hvor var det godt, at du så, at han var ved at spadsere væk med Anton.
Flink mand, men hvor ville han hen???
Godt du var vågen.
Godt tacklet! Tror ikke det var gået så smertefrit, hvis det havde været mig, der opdagede det gamle fjols.
Vh Claus
OA: Nej, han står stadig derude, når jeg træner, men vi er forbi den fase, hvor jeg kigger ned. Eller blinker med øjnene.
FF: Jeg tror, at han ville have taget ham med ind for at lede efter mig. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, for ellers kommer jeg aldrig til at sove igen.
Anne: Skævbider!!? *kvalme-smiley* Christ. Er der morfin til moderen i den slags situationer?
Miw: Selvtak du:)
Fru Sole: Ja, ikke??! Er det ikke noget af det eneste, vi er HELT enige om her i DK? At vi ikke bare hapser hinandens børn efter forgodtbefindende?
Ibs: Synes jeg faktisk også selv.
ANSDH: Og det værste er næsten, at man bliver sådan lidt defenssiv, ikke? "Altså, jeg er ikke en lortemor, vel? NORMALT tager jeg ham op, når han græder."
UR: Ind efter mig, tror (håber!!) jeg…
Claus: Skal vi splejse til en PET-agent, der kan våge over ungerne, når de sover?
Tænker kun én ting: Godt, du har en alarm, man kan stole på!! Og så må du have et lille skilt, hvor der står: "Bare rolig, min mor kan høre mig i babyalarmen!" eller noget i den stil…
da min datter var baby var jeg 2 minutter (og det var kun 2 min)inde i en butik og betale for en bluse.
Kommer ud til at 4 store drenge på en 12-14 år står med deres hovder nede i barnevogen og råber "nå har du nogen kommentar til det….ha ha" Er over ved dem fluks og beder dem fjerne sig fra mit barn der endelig sover…de svare tilbage på bedste ubehøvlet københavner sprog at nu må jeg jo lige styrrer mig. Den ene tager ikke hovdet op men forsætter med at råbe mit barn ned i hovdet….siger til dem/ham af de skal flytte sig fra barnevogen nu "truer" de med at tage den med…så gik der en løve mor i mig, efter en advarsel sparket jeg drengen der stadigvæk havde hovdet i barnevogen i røven. Hvilken medførte at han endelig fik hovdet op, men nu skulle jeg politianmeldes mente drengene. Fint sagde jeg lad os gå sammen hen på jeres fine privat skole og få fat på rektor, som sagt så gjord, jo tætter vi kom på skole jo mere truende blev deres adfær jo mere sikker var jeg på at jeg skulle snakke med rektor.
I kan tro tonen fik en anden lyd efter snakken med rektor der undskylde meget drengenes opførsel og hver enkelt dreng blev sat til at undskylde deres opførsel og sprog brug.
Når jeg genfortæller historien her kan jeg stadigvæk mærke angsten i min krop.