Gode, rådne dyr

I morgen er det en uge siden, at min (tidligere) arbejdsplads blev erklæret konkurs. 

Modsat konkursen i 2016 vidste vi denne gang godt, at det knagede, og da jeg har fungeret som medarbejderrepræsentant, har jeg stadig nærmest hård hud på øreflippen af at tale i telefon med kolleger, fagforening, LG, bank og ledelse.

I 2016 holdt jeg i indkørslen til vores nye hus, med begge børn på bagsædet, da jeg fik beskeden. Vi havde lige været ude og hente nøglerne, jeg havde lånt 40.000 til indskud af mine bedsteforældre, fordi jeg fik huset tilbudt umiddelbart efter et halvt år på barselsdagpenge, og jeg havde sagt ja til et hus, der var 850 kr. dyrere pr. måned, end det, vi kom fra. 

Dengang var chokket voldsomt, og fornemmelsen af at være i frit fald er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. 

Denne gang føles det anderledes. Dels har det været undervejs i små to måneder; to måneder, hvor stemningen i gruppen har svinget mellem optimisme, pessimisme og fatalisme. For det, der er specielt ved vores verden er, at folk jo ikke fra det ene øjeblik til det næste holder op med at være døve. Ej heller kan tolkeproduktionen rykkes til en fjern østblok, fordi arbejdskraften der er billigere. Men ikke desto mindre er der faktorer, der påvirker regnskabet, som betyder, at det her desværre kan ske. 

Men fordi opløbet har været længere denne gang, har der også været bedre tid til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig, og derfor vidste jeg allerede ret tidligt i forløbet, hvad der står *helt* øverst på min prioriteringsliste:

1: At blive boende, hvor vi bor

2: At blive færdig med at betale af på min gæld

I forhold til punkt to har jeg omkring et år tilbage, så der *er* lys for enden af tunnelen.

Mange af mine kolleger vælger denne gang at prøve lykken som freelancere, modsat sidste gang, hvor stort set alle udelukkende var interesserede i en ny fastansættelse. En job som freelancer betyder, at man kan planlægge sin egen arbejdstid, og at man ikke er så sårbar overfor udviklingen på markedet, som man er som fastansat i virksomheder, der risikerer at gå konkurs. 

Men at være timelønnet er bare ikke rigtigt en mulighed for mig. Ikke én, jeg har ro med, i hvert fald, for det er ofte opgaverne i ydertimerne, der bliver sendt videre til freelancerne. Det betyder, at der er mange opgaver, som jeg på forhånd er udelukket fra at tage, fordi de ligger om aftenen og i weekenden.

Hertil kommer perioderne med få opgaver (f.eks. skoleferier) som ville gøre mig ternet af stress, fordi vi kun har min indkomst at leve for, og endelig står du selv for transportudgifter og -tid, som timelønnet – hvilket primært er et problem, hvis man bor i en by, langt væk fra, hvor opgaverne typisk ligger.

Som f.eks. Esbjerg. 

Så hvad nu?

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har løn til og med februar, men har lidt præstress over, at jeg synes, jeg sætter en måned til, fordi der bare ikke er ret mange, der ansætter i december.

Jeg synes ikke, at jeg er færdig med mit fag; der ville for mig være en meget stor sorg forbundet med at skulle slippe det nu. Omvendt kan man jo heller ikke slå vand af en sten, og når fastansættelse for mig er den eneste mulighed, ved jeg godt selv, at det er op ad bakke. 

Hvis jeg vender blikket væk fra tolkeriet, og vi leger, at der er frit valg på alle hylder, vil jeg gerne noget med kommunikation og HR, for det er klart dér, jeg har mine forcer. Det er der bare *virkelig* mange andre, der også har – som også har papirer på det.

Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve med en mellemløsning. Enten skal jeg have et job, som jeg kan brænde for, eller også skal jeg have et på den helt modsatte side af skalaen. At tage et job, der lugter af, og ligner lidt, men som ikke helt er, er spild af andre menneskers tid og ressourcer, og min sjæl ville visne i det. Så vil jeg hellere tage 2 rengøringsjobs og sælge bilen, og så må vi få dét til at fungere det næste års tid.

Når først jeg er gældfri, har jeg mange flere muligheder; sikkerhedsnettet under enlige forsørgere er bundet op på indkomst, hvilket er fuldstændig rimeligt, og det er på alle måder både luksuriøst og fantastisk at bo i et land, hvor tingene hænger sådan sammen. Men lige nu river jeg 5.000 ud af mit rådighedsbeløb hver eneste måned og smider dem efter gæld, så selvom de penge tæller med i grundlaget for, hvad jeg f.eks. kan få i fripladstilskud, så har jeg dem ikke – og det har ret stor betydning for, hvor langt jeg kan gå ned i løn og stadig få det til at hænge sammen. 

Så. Ja. Sådan ligger landet. Det er usexet ad helvede til, men det er virkeligheden lige nu.

Og på sigt synes jeg altid, at store skift som det her, ender med at vise sig at være gaver, man slet ikke vidste, man ønskede sig.

Lige nu er det bare lidt svært at abstrahere fra den ualmindelig grimme indpakning.

Published by

33 Replies to “Gode, rådne dyr

  1. Sikke noget lort! Stort kram til dig, Linda <3 Er sikker på, der nok skal lande noget godt hos dig med alle dine talenter.

  2. Men når nu de døve ikke forsvinder op i den blå luft, som din arbejdsgiver, er der så ikke andre tolkebureauer, der får brug for flere medarbejdere? Jeg underskylder for mig ignorance, men jeg aner intet om hvordan sådan noget fungerer.

    Og hvor er det bare noget skrammel. Jeg forstår virkelig godt, at du ikke kan leve med at være freelance, jeg ville også gå helt i baglås over ikke at vide hvor mange penge der tikkede ind på kontoen hver måned – især når I nu kun har din indkomst.

    Jeg håber, det hele løser sig – hurtigt!

    1. Det er fuldstændig reelt spurgt, og faktisk også som det har været de sidste 6-7 år; der har været lidt normadeagtige tilstande, hvor udbud har betydet, at virksomheder er bukket under, og opgaver er vandret til andre firmaer, og tolkene er vandret med.

      Men fordi det hele er så usikkert, er der flere virksomheder, der ikke tør binde an med fastansættelser, fordi de er bange for at hænge på en lønudgift i de døde perioder. Hvilket jo ret beset er fair. Og med de relativt flere tolke, der pludselig fravælger fastansættelser, fordi de kommer med krav om rådighed fra kl. 6-17 alle ugens 5 dage, en aftenvagt om ugen og en weekendvagt i måneden – og fleksibilitet ud over det – ender det måske med, at markedskræfterne får det hele til at lande pænt alligevel.

      Var det her sket om et år havde det føltes mere som en mulighed, end det gør lige i skrivende stund. Til gengæld er jeg helt blæst væk over, hvor søde folk er til at dele opslag og hjælpe med at lede, og den virtuelle kærlighed havde jeg jo ikke fået lov at se, hvis det her ikke var sket.

      Det skal nok gå – det er trods alt bare et arbejde. Jeg skal bare lige nå til det punkt, hvor jeg ikke er overvældet af alt det, jeg føler, jeg skal ordne, få styr på og finde ud af.

      Tak for hep <3

  3. Kære Linda.

    Ved du hvad du har papir på i den ukendte, slørede branche, der er “kommunikation”? Et digitalt skriftsprog som de fleste kun kan drømme om. Du har det resultat, som de grønne gisper efter: En vellæst og aktiv blog med dokumenterbart mange læsere.

    Du ved, hvad der skal til i praksis. I hvert fald gør du noget, der virker, siger jeg med den professionelle brille på. Det gør dem, der kun har papirerne, ikke altid.

    Du kan blive indholdsproducent for mindre eller mellemstore virksomheder – frisøren, blomsterbutikken, zoneterapeuten, familievejlederen, galleristen, xx-sympatisk-selvstændig-med-værdier-du-godt-kan-arbejde-med. Fordi du kan fortælle de historier om deres produkter og personer, som folk knytter sig til, og som de ikke selv kan fortælle. På de sociale medier for dem – og med et kvikt Youtube-kursus i fx Mailchimp også i emailmarkedsføring?

    Måske behøver den type biks ikke engang være forankret lokalt? Er der ikke mange på linjen her, som med en selvstændig virksomhed trygt ville overlade dig nøglerne til deres ansigt udadtil på internettet? Det tror jeg nok, der er. Måske har de ikke mulighederne til selv at hyre dig, men hvis dét er din forretningsmodel og du har et online visitkort, så er vi alle sammen dine ambassadører. Du siger bare til, hvad du tilbyder, så pusher vi det (jeg gør i hvert fald).

    Du er dygtig nok til en ordentlig hyre. Ville ønske, jeg vidste, hvad en ordentlig hyre konkret er. Til gengæld kender jeg niveauet af digital markedsføring. Og du ville være en GAVE til det felt, fordi du tør bringe hjerte og følelser ind, hvor andre tøver.

    Når det er sagt: For helvede, hvor er det surt show med den konkurs.

    De kærligste hilsner fra mig

    1. Helt enig! Selvom det ser sort ud, så har du en helt unik profil og kompetencesammensætning, med fx tolkeerfaringer (mange forskellige elementer i den opgave), skriftlig kommunikation, digitale communities, fitness-uddannelse/undervisning, madspild, økonomisk snusfornuft og sikkert mange andre skæve ting, vi ikke ved noget om. Der findes garanteret et job, som du er den eneste der kan varetage til UG, men hverken du eller virksomheden ved det endnu.

      Måske helt skævt, men tænkte på InnoBooster og lign ordninger, hvor små og mellemstore virksomheder kan få støtte til at udvikle forretningen. Det kunne selvfølgelig være Linda ApS, men det kunne også være en stor gulerod at tage med i tasken til en spændende lokal virksomhed, hvor du kan se dig selv som HR/ kommunikation, skudt igang af et udviklingsprojekt, med statslig støtte.
      https://innovationsfonden.dk/da/programmer/innobooster

      Det kunne også være du skal lave din egen blanding af en mindre fast stilling på kommunikation/fitness/minimalisme koblet med freelance tolk og freelance skriveopgaver? Eller faste opgaver sammen med/for en af de økonomisk tunge blogs, du selv kan lide, fx valdemarsro? Jeg arbejder selv med projektudvikling og fundraising, og det indebærer bl.a. rigtigt meget kreativt skrivearbejde, og min løn er mere end dækket af det vi fundraiser. Så det kan også være en kombi af administrativ blæksprutte, der både kan lave HR, kommunikation og fundraising?

      Okay, lidt en rodet brainstorm, men ville bare heppe på dig, du er så engageret og ressourcestærk, så det skal nok løse sig, selvom det kræver både hårdt arbejde og held!

      1. @lone: Der er ca. 1000 ideer i din kommentar, jeg har lyst til at tage og løbe med. Tak for værdifuld feed back og indspark, som jeg ikke selv ville have haft fantasi til at komme i tanke om. Det var PRÆCIS, det jeg håbede, at mine kort-på-bordet ville kaste af sig <3

        1. Åh, det er jeg glad for at høre, at du kan bruge det som inspiration! Jeg fortrød, da jeg trykkede send, fordi det kunne opfattes som gode råd, der ikke var ønskede. Der er garanteret mange flere der sidder med gode og konkrete forslag, så du skal da endelig spørge! Vi er din hær af små hjælpere, og vi hepper på Linda ApS!

    2. @Karoline, din spidskompetence er at vokse op ad jorden og sige de helt rigtige, voksne ting, der giver en klump i halsen, og får én til at rette ryggen. TAK!! For alle de fine ord, for dine små knappenåle i kortet, jeg skal navigere ud fra, og sgu bare fordi du tager dig tid til at hælde omsorg af både professionel og personlig karakter ud over mig <3

      1. Jeg ee SÅ enig med både Lone og Karoline, uden selv at kunne formulere det <3 Held og lykke med det og kram til dig!!

        1. Jeg er også meget enig med Kristina og Lone og vil bare spytte et par ekstra ideer – som du måske allerede kender til – i puljen:

          Snup dig nogle kurser i digital markedsføring, så du får lidt mere konkret viden om den del, og noget papir på, at det kan du (også).
          Jeg har netop færdiggjort et kursus hos Bigum&co og var overrasket over, hvor meget min gamle, nærmest outdatede blogging-erfaring kunne bruges her. De ligger i Skanderborg, så det er jo et stykke væk, men de har også flere online kurser.

          Kig evt. også på Christina Klitsgaard – weloveemails.dk. Hun gør e-mailmarkedsføring cool og med e-mails er det især content, som er vigtigt – og som du tydeligvis vil være superskarp på! Hun har også onlinekurser og bøger at blive klogere ud fra.

          Håber at drømme og behov kan mødes på en ny måde i dit liv, når støvet har lagt sig.

          1. Tusind tak!! Det er skønt med noget god, konkret input, og det er en super ide med kurser i digital markedsføring. Uanset hvor jeg ender, tænker jeg faktisk at det ville være brugbart, så tak for indspark <3

  4. Er sikker på, at du finder en løsning, du virker så sej.
    Står selv midt i, at min ældste datter er blevet 18, så hendes indtægt skal nu tælles med, og tilskud stopper. Men det ene opvejer jo overhovedet ikke det andet, hun er jo ikke blevet “gratis”, og jeg kan jo ikke bede hende om, at aflevere alles hendes lønkroner fra fritidsjob, og selvom hun får sine egne udgifter lige så stille, så er jeg ude i at vi bliver nødt til at flytte indenfor en tidsramme.

    1. Ja, der er vist desværre ikke helle nogen steder på rejsen:-/ Og selvom man jo godt med sit hoved forstår, at der er nødt til at være regler at navigere ud fra, så kommer man ikke udenom, at de somme tider føles lidt skøre. Som f.eks. i jeres tilfælde. Jeg håber, at der viser sig en løsning, så du ikke er tvunget til at hive jer op med rode.

      Kh

      Linda

  5. Jeg er så enig med Karoline! Linda, det skal du virkelig overveje. Måske er vi endda ude i noget influencer-ish noget, som kan bringe noget nyt til? Jeg tror på dig og jeg elsker den måde du både fortæller, men også formidler på. Du gør noget helt særligt med sproget og det kan INGEN papir ændre på. Jeg kan egentlig se dig mange forskellige steder i de miljøer jeg kommer i, men her er i altså øst-på og det duer jo ikke helt. Og hvor er det bare super ærgerligt -for os. Jeg håber snart der dukker noget op og ellers håber jeg måske du kaster dig ud i noget nyt på en “ny måde”. Okay, det blev noget tåget – alt muligt held og lykke herfra!

    1. Det er ikke spor tåget; det er et skønt, værdsat klap på skulderen, som lige nu er ligeså nødvendigt som at blive peget i nye, ukendte retninger <3

      Der bliver sendt alt mellem himmel og jord i min retning lige nu, og det er SUPER fedt, for mange af jobs, folk sender mig, ville jeg aldrig selv have tænkt på at lede efter. Så vi skal nok ende med at finde nogen at tørre mig af på:)

      Tak for din fine kommentar, Lika <3

  6. Kunne der ikke være noget for Danske Døves Landsforbund? Jeg kan se, at de bl.a. har medlemsblade. Du kan skrive og interviewe både hørende og døve plus har stor faglig viden. Kunne det ikke være noget?

    1. Ideen er fantastisk, men geografien ift. hvor de ting, der skal skrives om, foregår, og hvor jeg sidder er lidt dum. Men jeg har en liste, hvor jeg skriver alle jeres gode forslag, og der kommer den stadig på, for måske jeg skal dreje den 10 grader og få den til at fungere.

      Tak for ideen <3

  7. Som ejer af en af den slags små- og mellemstore firmaer, Karoline nævner lidt længere oppe i kommentarfelten, kan jeg kun være enig i hendes kommentar.
    Jeg har en tandlægeklinik med 10 ansatte. Og hvis jeg kunne udlicitere vores marketing (både online og offline) til en anden, ligesom løn, HR og IT er det, ville jeg være et lykkeligt menneske. Jeg er tandlæge. Jeg er hverken skabt, særligt egnet, eller har den nødvendige tid til at kunne skabe den der sympatiske historie om min virksomhed, som er guld værd i markedsførings øjemed. Både online og offline.

    En som dig ville være en gave! Men man skal vide, det er en mulighed. Jeg var indtil for et halvt år siden heller ikke klar over, at jeg kunne betale mig fra at en anden ordnede den (for mig) kedelige og langhårede del af HR (løn, barsel, sygdom, refusionsansøgninger o.lign.). Men det har jeg nu gjort siden i sommers, og jeg har ikke set mig tilbage.

    1. Jeg er SÅ glad for, at der er nogle af jer derude, der helt konkret melder ind. For faktisk er jeg lidt i samme båd: Jeg skal også først opdage, at de her job findes

      Sidst, jeg skulle ud at søge arbejde på det helt åbne marked, så det helt, HELT anderledes ud, og jeg har faktisk oplevet at måtte opgive at søge en stilling hos et ellers ret lækkert firma, fordi jeg ganske enkelt ikke forstod, hvad det var de søgte. Fagre, nye verden..:-D

  8. Kære Linda
    Du kan arbejde i en fagforening. Dit indlæg om gule fagforeninger står stadig helt tydeligt for mig. Du har erfaring som AMR, som TR, har håndteret to konkurser fra medarbejdersiden. Den viden kan du rådgive andre ud fra, for det er afgørende at du kan møde andre AMR/TR med en erfaring. Eller sidde i kommunikation -måske online. Lige du kan navigere i et potentielt minefelt som arbejdsmarkedspolitisk stof er. Mange hovedsæder er koncentreret i Kbh og Århus, men som komm medarbejder kunne du arbejde en del hjemmefra. Jeg sender dig en skabelon på en god uopfordret ansøgning der har virket. Og du må ikke underkende hvad dit følgertal og kommentar frekvens kan sælge!
    Mvh Sofie

    1. Det var en virkelig god ide, Sofie. Jeg har selv tænkt på fagforeninger, men lukkede den, fordi jeg tænkte, at de fleste af dem, der sidder der, har en juridisk baggrund, men jeg har ikke engang tænkt på at undersøge, om det er rigtigt.

      Tak for indspark, og ja tak til skabelon på ansøgning; hvis du har sendt den på mail, er den ikke nået frem?

      Kh

      Linda

      1. Min bror arbejder i en fagforening. Hans baggrund er en 9. klasses eksamen + en masse erhvervserfaring, som stikker i flere retninger.

        1. Godt med lidt empiri! Fagforeningerne er på listen over arbejdspladser, der kan se frem til en uopfordret ansøgning:)

  9. Åh hvor er jeg glad for at høre det strømmer ind med gode idéer. Jeg må nemlig indrømme at jeg ikke rigtig har andet at sende dig end god karma, krydsede fingre og hep. Men jeg håber sådan der snart kommer ro på dig.

    1. Jeg er klippefast i min overbevisning om, at god energi sendt afsted, gør en forskel. Det bidrager til følelsen af, at det nok skal gå, og visheden om, at der er masser af gode mennesker derude.

      Det er gode holdepunkter, når grunden man står på, ryster lidt <3

  10. Hvis du beslutter dig for at blive freelancer, så kan businessesbjerg.dk, måske give dig en håndsrækning med det praktiske …
    Under alle omstændigheder krydser jeg fingre for, at dit arbejdsliv genopstår som Fugl Fønix 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.