Give-away: En hellig alliance.

Update: Berit – du er den heldige vinder. Tillykke:) Send mig dit navn og din adresse på blogsbjerg@gmail.com, så videreformidler jeg til forlaget.



I anledningen af julen har jeg – undtagelsesvis – besluttet at
lave to bog-give-aways. Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der
synes, at der er nok at bruge penge på i december, så dette er mit forsøg på at
lade to af jer slippe bare en mikromy nemmere økonomisk igennem højtiden. Den
første give-away følger her:

Jeg er en af dem, der har det lidt stramt med kongefamilien.
Ikke på den måde, at jeg bliver nødt til at tage blodtryksdæmpende medicin, når
jeg ser billeder af de royale, og jeg har ikke noget godt bud på, hvad
alternativet skulle være (- medmindre det kunne være Obama, som jo alligevel
bliver arbejdsløs om et par år eller 3 #cometoMAMA!), men hvis jeg havde fulgt den
oprindelige plan og var blevet journalist, havde det HELT sikkert været mig,
der havde stillet Prinsesse Marie det samme spørgsmål 24 gange, fordi jeg ikke
fattede, at hendes usympatiske bonde af en mand forsøgte at få mig til at De’se
hende.

Og apropos mit erhvervsliv havde jeg for et par år tilbage en
kort afstikker fra mit tolkejob; jeg arbejdede ved retten i Århus, hvor jeg manisk
begejstret amokstemplede dokumenter fra tidlig morgen til sen aften. På min første
arbejdsdag blev jeg vist rundt af en af mine fellow-paperpushers, og da vi kom
til kantinen, sagde hun: ”Vi sidder ved det her bord. Derovre må du ikke sætte
dig; der sidder advokaterne.”
Jeg grinede – indtil det gik op for mig, at hun
mente det.

Jeg bøjer mig glad og gerne i støvet for store hjerner og
gode argumenter. Jeg ved ikke noget bedre end at iagttage folk gøre noget, de
er gode til. Men du får mig Aldrig. Nogensinde. Til at sige ”De” til nogen som
helst, eller til at pakke mig ydmygt i hjørnet som en anden fucking Askepot. Og
da SLET ikke pga. titler eller penge. Det strider så meget imod mit grundsyn på
mennesker, at jeg simpelthen er ude af stand til at gøre det.

Så jeg er den HELT rigtige at sende en bog som ”En hellig alliance” til.

For ligesom forfatterne er det også faldet mig for brystet
at høre Mary og Frederik fortælle om, hvordan de gør alting selv, og bare lever
som en helt almindelig familie, når man ved, hvor mange tjenestefolk, de har
ansat. Jeg synes, at det vidner om en himmelråbende mangel på respekt og forståelse
for, hvordan livet ser ud for en gennemsnitsfamilie, at man vil være bekendt at
påstå, at det 24 karats arrangement, de har kørende, har *noget som helst* med
den jævne virkelighed at gøre.

Alene det sted i bogen, hvor der bliver fortalt, hvordan der
hos kronprinseparret bliver skiftet sengetøj en gang om dagen – to, hvis
børnene har sovet til middag – fik mig til at skære tænder af raseri. Hvilken
ubeGRIBELIG ødsel omgang med vores penge!

Vores, vores, VORES penge!

Nå. Der fik jeg lige hidset mig op. Og det ER jo bare
fiktion *ho-løgn!-st*

Det jeg egentlige bare gerne ville sige var, at hvis du har
lyst til at lægge denne fantastiske thriller under træet til en, du holder af
(tjek evt. lige royalt standpunkt inden af hensyn til julefreden), så smid en
kommentar her senest fredag kl. 12. Så trækker jeg lod om et eksemplar.

Published by

52 Replies to “Give-away: En hellig alliance.

  1. Åhh, det vil jeg gerne – "Den sidste gode mand" var helt fantastisk.

    Og for øvrigt – hvor er jeg glad for at du stadig er her og ikke er blevet helt væk i pinneri…

    MetteG.

  2. Jeg vil meget gerne lægge den under træet – til mig selv. Og er ret sikker på mit royale ståsted som minder ret meget om dit!

  3. Er i den grad med!
    Og den skal under træet til en som trænger til at få sit syn på monarki revideret.
    Julefred eller ej, det kan kun gå for langsomt med at holde op med kollektivt at føle os underlegne pga nedarvede privilegier!
    At kongehuset er så gammelt er kun en ekstra grund til at tage er opgør.
    Hvorfor skal vi respektere en familie ekstra ultra meget for at deres forfædre i 500 år var gode til at rage al magt til sig? Og at folk derefter holdt dem ved magten fordi de ikke kunne forestille sig at nogen anden end den familie bestemte?
    *måske skule jeg tage noget blodtryksdæmpende*

  4. Neeejjj, den ville jeg gerne vinde – især hvis man så lige kan nå at læse den OG bruge den til gave – må man gerne det? Så er det jo dobbeltglæde 🙂

  5. Altså min mor elsker kongehuset, så det vil være en perfekt gave til hende. Fra hendes datter der 'not so much' mht kongehuset. (se nu på realiteterne Mor!)

  6. Den er lige den perfekte gave til min mor! Både thriller og kongehuset – helt fantastisk til hende 🙂

  7. Jeg vil også gerne være med. Jeg ved endda, hvilket familiemedlem, der vil elske at få den under juletræet.

    Den lille grønne

  8. Please, tag mig! Jeg mangler lige en ekstra stak argumenter, når jeg kaster mig ud i diskussionen med royalisterne! MÅ altså læse mere om det forbrug af sengetøj!!!

  9. Et lod i puljen til en fynbo (hvor vi i øvrigt jf. danmarks statistik for halvdelens vedkommende skifter sengetøj mindre end 2 gange om måneden.)

  10. Jeg benytter lige lejligheden til at sige tak for en god og klog og sjov blog. Man kommer både til at klukke og tænke sig om. Tak.
    Og så håber jeg da at vinde bogen. 🙂

  11. Vi giver ikke hinanden gaver derhjemme (altså manden og jeg) pga. økonomi.
    At kunne lægge denne under træet som en gave til os begge ville være super fedt! Og efter din tekst var jeg jo nødt til at læse lidt mere om bogen. Lige noget for mig.
    Så bed om et lod, tak 🙂

  12. Den vil jeg rigtig gerne vinde!
    Den står på min mors ønskeliste og det ville klart hjælpe på både min SU økonomi og min dårlige samvittighed over ikke at komme hjem til jul, men vælge at arbejde istedet for.

  13. Åh yes, sikke et fedt indlæg ! Du skriver virkelig sjovt, eller, altså, forstået på den måde at du skriver tekst der er stor underholdning i 🙂 Bogen vil jeg give mig selv hvis jeg vinder, no doubt. 030786(a)gmail.com

  14. Perfekt gave til min post-skilsmisse kæreste! Alt ved ham er perfekt, bortset fra, at han elsker kongehuset!!!! Kh, Xolxikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *