(Først: Tak for diverse forslag til blogs. Jeg glæder mig til at grave mig ned i dem. Som tak for hjælpen har jeg samlet alle forslag på en link-liste nederst i dette indlæg)
Det her indlæg startede egentlig som et punkt til et M2019-indlæg, men det blev så langt, at jeg til sidst besluttede at konvertere det til et selvstændig indlæg.
Som overskriften antyder, handler det om holdningen til brugte gaver, og næst efter mælk, tror jeg, det er det emne, der giver de mest indædte meningsudvekslinger i minimalistgrupperne rundt omkring. (- som det hedder, når de voksne skændes).
Det er en diskussion, hvor der er rig mulighed for at rage uklar, og fordi jeg de sidste par år – blandt andet her på bloggen – har talt meget og varmt for genbrug og second hand vil jeg gerne give mit besyv med.
Jeg har givet begge mine børn brugte gaver, både til jul og fødselsdage, og jeg har også de sidste par år på min egen ønskeseddel tilføjet “må gerne købes brugt” efter ca. halvdelen af tingene.
Dette blot for at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at brugte gaver kan være en god løsning.
Når jeg alligevel ikke er fan, er det fordi diskussionen stort set altid bliver bragt på bane af giveren; altså, om man kan tillade sig at *give* brugte gaver.
Og det synes jeg ikke, man kan – i hver fald ikke medmindre der er lavet en udtrykkelig aftale om det.
Jeg ser mange, der begrunder deres ønske om at give brugte gaver med, at de ønsker at “melde sig ud af forbrugsræset”, hvilket er et synspunkt, jeg fuldstændig forstår. Men spørgsmålet er, om man kan gøre det fra giversiden? Er det ikke kun som modtager, at man kan ønske sig en ged eller en brugt vase? For mig er det andet lidt som at være med i en kageordning, og så en dag, uden varsel, at stille med skrællede gulerødder, fordi man har besluttet, at vi alle sammen spiser for meget sukker.
Man kan hade eller elske jul og fødselsdage og de traditioner, der knytter sig til begge begivenheder, men hvis man indtil nu har gjort som stort set alle andre, har man jo (stiltiende, måske, men stadig samtykkende) bakket op om gruppens holdning til gaver og kage – og så synes jeg også, at beslutningen om en ændring er nødt til at ske i gruppen. Ikke at man behøver at være enige, men så må man melde ud, at man ikke længere ønsker at give gaver, og derfor heller ikke forventer nogen retur. Eller man må spørge dem, man normalt er på gave med, hvor de står ift. genbrug.
For man kan sagtens være pro-genbrug og mindre materialistiske gaver, men samtidig have ting/materialer, man ikke ønsker at overtage brugt. Jeg har det f.eks. ret stramt med ting i stof, så jeg ville blive virkelig træt af det, hvis jeg (= Frida) fik en brugt bamse eller pyntepude. En af mine veninder kommer næsten til at gylpe ved tanken om at spise noget, andre har tilberedt, så for hende ville det *ikke* vække lykke at modtage et glas karameller, som man har lavet sammen med sine børn. Heller ikke selvom det er tanken, der tæller.
Og så rammer vi noget af det, som virkelig undrer mig i de her grupper – for er målet ikke, at vi som race reducerer vores forbrug? Det redder vel hverken jord eller regnskov, at det kun er 10%, der skærer ned, flyver mindre og sparer på kød og vand? Alligevel oplever jeg, at der er virkelig mange i de her fora, der udelukkende fokuserer på, hvad *de* har lyst til at give – efter at have brugt 2 år på at skille sig af med de ting, som de ikke længere selv bruger/ønsker. Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?
Det er den materialistiske side af det, men derudover synes jeg også, at man med brugte gaver fralægger sig selve gestussen i det at give gaver, nemlig at give modtageren noget, der bringer glæde. Om noget synes jeg netop, at man her giver en gave, bare for at give den, samtidig med, at man fralægger sig ethvert ansvar for, hvad modtageren skal stille op, hvis vedkommende får 2 ens brødkasser, som jo så ikke kan byttes, fordi de er brugte. Eller hvis børnene på 5 år måske ikke lige har fået mailen om, at de er blevet miljøaktivister, og derfor får lange næb, når de åbner gaven, de håbede var Lego, og det viser sig at være et træpuslespil eller 5 plastikdyr, de ikke på nogen måde har ønsket sig.
Eller en handske, de faktisk HAR ønsket sig, der kan blinke og lyse – men som ikke duer. Og det er bare ærgerligt.
Her kan jeg på kommentarfeltet på fb se, at det er en meget populær holdning, at skuffede børn = forkælede børn, som skal se at lære noget taknemmelighed. Det er et synspunkt, som jeg tænker hænger meget sammen med opdragelsesstil – jeg mener ikke, at børn nødvendigvis lærer noget af at blive kede af det. Selvfølgelig er der nogle lektier i livet, der gør ondt at lære, men at miljøbevidsthed skulle være én af dem, synes jeg bare er flat out dumt. Det er da næsten den eneste måde at sikre sig på, at de går kontra på et tidspunkt.
(Og bare lige for at tage den med ønskesedler med, når nu vi er ved emnet “for det er jo bare en bestillingsliste!”, så synes jeg på alle måder, at ønskesedler ER minimalistiske. De sikrer, at man rent faktisk får noget, man har brug for, OG de gør det muligt at ønske sig brugte ting, fordi man kan dele sedlen op og give to ønsker til sin søster, 2 til sin mor osv, så man på den måde sikrer, at der ikke ligger 4 brugte kageruller under træet d. 24.)
(Og selvom du finder “den perfekte gave – hver gang!” så er det måske en tanke værd, at det er dig selv, der synes det. Jeg siger ikke, at du tager fejl. Jeg siger bare, at hvis vi nu alle sammen prøver at tage udgangspunkt i os selv, hvor mange har vi så hver især omkring os, der rammer plet *hver* gang, når de free styler på gaver, mad og underholdning?)
Jeg synes, det er 100% fair, at vi hver især begynder at redefinere, hvad gaver er, og hvilken rolle de skal spille i forbindelse med højtider hjemme hos lige præcis *os*. Men jeg synes, det er noget, der er så mange traditioner omkring, at det bliver unødvendig konfliktfyldt at træffe en autonom beslutning, og så bare tvinge den ned i halsen på andre. Særligt fordi det så både bliver gavetraditionen, men også det, man prøver at sætte i fokus i stedet, nemlig fællesskabet og samværet, der bliver påvirket negativt, og det er en skam, for sådan behøves det ikke at være.
Snak om det inden. Lav aftaler. Led med eksemplet og håb, at det smitter.
Og som belønning for at være nået gennem den lange tekst, er hermed listen over foreslåede blogs.
God læselyst.
Nu er jeg jo sådan en minimalist-type, men jeg giver kun genbrugs- eller hjemmelavet gaver, hvor jeg ved det bringer glæde fx min mor, der bruger de hjemmelavede sweatre til de bliver slidt op, eller hippie-veninden. Men resten af familie og omgangskreds køber jeg blot det til, som de måtte ønske sig. Jeg er stor tilhænger af “you do you”, og tvivler på, at vi kommer nogen vegne med at pådutte andre vores ønsker til et godt liv. Det er jo forskelligt for os alle.
Jeg synes, der er stor forskel på, hvem det er, man “begaver” – for jeg giver jo også mine børn brugte ting, men det er fordi jeg kender dem. Ligesom du kender din mor og din veninde. Og i de situationer er det super meningsfyldt at give genbrugsgaver eller – som du gør – luksussweatre, som du selv har lavet. Her tænker jeg også, at en meget vigtig pointe er, at du jo netop er ret ørn-agtig til at strikke, og at det derfor faktisk er noget man gerne vil bruge, der kommer ud af hænderne på dig. (Modsat det, jeg er i stand til at producere, f.eks….)
Jeg tror, vi er 100% på linje, Jane. Jeg har i hvert fald endnu ikke set et opslag eller et blogindlæg fra din hånd, som jeg ikke var enig i <3
Så kloge tanker. Og jeg tænker nemlig også lig præcis på én, som altid ‘giver noget du mangler’, og sikkert selv synes, hun rammer plet – og det gør hun bare ikke. Noget som hun synes, jeg burde føle, jeg manglede, ja, men ikke noget jeg føler, jeg mangler.
Og ja, de indædte ønskeseddelhadere er jeg bare uenig med. Jeg elsker at ønske mig ting, som jeg ikke selv ville købe, håbe og glæde mig til at få dem. Og lige sådan at vide, at dét jeg kommer med, det er liiiige noget, modtageren med garanti blive glad for.
Præcis. Jeg har selv haft et par stykker af de selvudråbte gave-genier i omgangskredsen, og det er nærmest dobbeltsvært at skille sig af med en gave, sådan lidt diskret, når giveren helt tydeligt synes, at hun har været nærmest synsk, da hun købte den.
Jeg ønsker mig ofte ting, som jeg ved, jeg vil glæde mig over at forbinde med folk i lang tid fremover. Da jeg fyldte 40, fik jeg en lædertaske, jeg havde ønsket mig, af mine forældre, og hver. eneste. dag, når jeg slænger den over skulderen, sender jeg dem en kærlig tanke. Det er da en gave, der bliver ved med at give. Også selvom det var én, jeg selv havde ønsket mig.
Følgende er med udgangspunkt i gaver til voksne – ikke børn, da jeg ikke ligger inde med sådan nogle.
Jeg giver meget gerne genbrugsgaver. Som i gaver, købt på et loppemarked/genbrug/ebay osv. Udgangspunktet er dog ikke, at jeg køber (og dermed giver) en brugt version af en ønsket ting. Det er derimod at jeg tilfældigvis har fundet noget, jeg syntes passer ret godt til modtageren. Det er dog en model, jeg KUN bruger på tæt familie og nære venner. Og selv her har jeg et par stykker, hvor jeg altid ville gå i Kop&Kande og købe den der Kähler vase, inklusiv byttemærke, fremfor at forsøge mig med en ‘personlig’ gave.
I min tætte familie har vi haft snakken re: gaver. Vi er alle et sted, hvor vi har det økonomiske råderum til selv at købe det der sengesæt til 399,- eller hvad det nu er af ting, der passede med vores respektive gaveniveau. Og vi syntes ærligt talt, det virkede åndsvagt at vi alle bevidst ikke købte de ting, man faktisk stod og manglede, for at have noget på en ønskeseddel, når højtiderne nærmede sig. Og ditto tåbeligt at opfinde behov. Så vi giver oplevelser og mærkelige ‘gag-gifts’, som gerne er købt i genbrug.
Hej Henriette! I forhold til din sidste del af din kommentar, har jeg det helt omvendt 🙂
Vi har i de seneste år i min familie – primært på min foranledning – snakket om gaveræs, om vi virkelig behøver give hinanden så mange/så meget/så dyre/så tit osv osv. Jeg har prædiket tanken “Ingen af os mangler noget, vi er alle rimelig økonomisk velstillede, vi køber jo bare det, vi har brug for/har lyst til, når behovet opstår – så burde vi ikke nemt kunne skære ned på gaverne? Det er jo samværet, det handler om”. Men min familie kan godt lide glæden ved at give en gave (det kan jeg egentlig også selv), så det er aldrig blevet til så meget. Og så var det, at det gik op for mig, at jeg med hele min færre-gaver-idé, måske starter det forkerte sted:
MIT behov for at skære ned på de ting, der kommer ind i mit hjem, gik det op for mig, kan jeg jo faktisk selv styre ved at overveje, om det kan vente og komme på en ønskeseddel, hver gang jeg får lyst til at købe noget eller synes, jeg mangler noget.
I stedet for at forvente, at andre tager ansvar for mine tanker om merforbrug (“Ikke giv mig gaver, jeg mangler ikke noget!!!”), kan jeg arbejde med min egen købelyst ved at tage bevidste valg. Så hvis jeg køber noget til mig selv, så er det fordi, jeg har semiakut brug for det lige nu og her, fx hvis ting og dimser, der bruges hver dag går i stykker. Alt det andet ryger på en ønskeseddel, og så glæder jeg mig som Cecilie B også skriver om, helt vildt til at se, om jeg skulle være så heldig at få nogle af alle de ønskede og længe ventede ting til jul eller fødselsdag, endda med den lille ekstragave det er, at se en, jeg holder af, blive glad for at give mig dem 🙂
Det er også en god måde at sortere lidt i impulskøb på. Ofte er noget komme på min mentale ønskeliste, men når den reelle så skal skrives, er magien ved den pågældende ting forsvundet.
Dette er udelukkende tænkt som et indspark og en nuancering – ikke en kritik. Jeg tænker netop, at vi garanteret har nogle af de samme principper og tanker om at minimere forbrug, men som vores forskellige tilgange jo så fint illustrerer, så er det så utrolig individuelt, hvilke vaner og mønstrer, det udmønter sig i konkret.
Rigtig god aften, og som altid tak til Linda for vidunderlige, tankevækkende og sobre indlæg!
@Emilie:
Jeg bliver simpelthen så glad, når folk gør sig umage for at passe på hinanden i kommentarfeltet, som du gør her. TAK for det – og for dine fine ord! <3
Og det er en virkelig god pointe; din kommentar fik mig til at tænke, at det jo netop er det, jeg gør, når Anton kommer og næsten ikke kan leve uden en meget sjælden, japansk Beyblade – jeg opfordrer ham til at skrive den på ønskesedlen, og fuldstændig som du siger, så har det uopsættelige behov fortaget sig, når julen nærmer sig. Så super godt og konkret tip, som jeg selv vil tage til mig.
Som jeg skriver til Cecilie ovenover, så ønsker jeg mig også altid ting, som jeg ved, vil minde mig om den, der har givet mig den, fordi jeg synes, at det er det fineste, en gave kan gøre. Husker man så ovenikøbet engang imellem at skrive til giveren, at man sender ham en kærlig tanke, hver gang, man kigger på uret, han gav én i julegave for et par år siden, bliver gaven til så meget mere end en ting under træet.
Jeg er helt enig: ønskeseddler er en genial måde at få og give luksus på (og her mener jeg ikke luksus på 1000 kroners måden, det kan også være et par smukke sokker man ikke selv kan retfærdiggøre at bruge 50 kroner på). Jeg elsker at sende og få billeder af gaver i brug, bliver fx så glad når min søster har den bluse på, som jeg brugte laaang tid på at støve op.
@Henriette:
Jeg tror, du har meget ret i, at det handler om graden af tæthed i relationen; at det skal være mennesker, som er MEGET tæt på, hvis man skal free style brugte gaver. Jeg gør det til mine børn, men bare vi når ét led ud, gør jeg det ikke, med mindre der udtrykkeligt bliver givet udtryk for, at det er i orden. Min niece kender jeg jo f.eks. ret godt – og selv hende ville jeg ikke turde gøre det til.
Men jeg synes faktisk også, at det gør en forskel, at der i dit tilfælde er tale om en voksen-til-voksen relation. For der, hvor filmen somme tider knækker for mig er, at de voksne måske lige glemmer at klappe af med børnene, at det er sådan her, vi gør tingene nu. Når det er fra én voksen til en anden er det lidt nemmere at have en fornemmelse af, om vedkommende er secondhand-typen.
Jeg synes i øvrigt, at det lyder som en ret skøn ordning, I har fundet på i familien. Det må være sjovt at åbne og se hinanden åbne gaver, når det kan være alt fra tennisspillende tigere til automatiske oplukkere, der gemmer sig i æsken:)
Jeg må anbefale min kære svigermor at læse med her. Du skriver: “Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?”
Min svigermor har et meget stramt hjem med nøje udvalgte (for hende) fine ting. Hun bor i et stort hus med min svigerfar. De har 4 værelser, stor stue, bryggers osv. De har tre børnebørn (mine) og bor 10 minutters kørsel herfra. Hos dem er der intet legetøj i huset. ALT hvad der hedder legetøj, børnebøger, farveblyanter osv. er opbevaret i kasser på en dertil indrettet reol i vaskerummet. Og fred være med det!
Men hver gang (og jeg mener hver gang) børnene har været hos dem efter skole/børnehave, er de smutte forbi den lokale genbrug og børnene får her frit spil til at vælge for x antal kroner. Sidst kom de hjem med båthorn, en ødelagt vandpistol, et meget gammel McD legetøj og.. 10-15 ting mere.
Vi lever meget minimalistisk selv og forsøger at børnene kun har det de leger med og ikke alt muligt andet. Min mand har mange gange sagt til hende at vi ikke skal have mere. Vi har! Men hun stopper ikke. What to do?!
Nu har de fødselsdag lige om lidt og da jeg skal gå hjemme med vores mindste og ikke have en indtægt, så har vi ønsket os årskort til ZOO og Den Blå Planet. Mine forældre giver det til Den Blå Planet, men svigerforældrene synes ikke at det er en særlig sjov gave. De har i stedet freestylet. Igen!
Nogen vil kalde mig utaknemmelig, men jeg føler bare virkelig at det er spild af penge og klodens ressourcer at handle på den måde. Man bliver træt!
Jeg skulle lige til at skrive et svar om min svigermor, der ofte giver brugte gaver, vi ikke har ønsket os, og som derfor udelukkende forvolder hovedpine, men wow… din er i en helt anden liga! Kan din mand ikke slå hårdere i bordet? Eller måske samle et par bæreposer fulde af børnenes medbragte ragelse og glædesstrålende tømme dem ud over deres sofa, så børnene “rigtig kan lege” og de måske forstår pointen?
Der er godt nok nogle i den generation, der er svære at nå!
Det er ikke helt det samme, og så alligevel. Jeg er ret lydfølsom, når jeg er træt, og jeg gider derfor ikke, at mine børn har blokfløjter, bongotrommer og tamburiner. Og her har jeg hver gang, det er kommet på tale i gaveøjemed, meldt helt klart ud, at man gerne må give begge børn et legeinstrument i gave – men det kommer til at stå i en kasse hos giveren. Jeg mener det fra bunden af min sjæl.
Måske kan I gøre det samme? Sige, at I jo ikke kan forhindre dem i at købe brugte legesager, men at I drukner i ting derhjemme, så fremover skal det bo i en kasse hos dem? Det kan være, det lige tager spidsen af købetrangen…
Og bare lige for the record: Jeg synes ikke, du er utaknemmelig. Det er vanvittig grænseoverskridende og umyndiggørende, at man som voksent menneske fortæller, hvordan man gerne vil have noget til at være, for så at blive overrulet, som om, man er et barn med fikse ideer, der bare kan fejes af.
Helt utroligt enig, både med dig, Jane og Henriette. Jeg giver brugte/hjemmelavede gaver til dem, der har sagt god for det, og de andre får noget fra deres ønskeseddel. Er kæmpe fortaler for ønskesedler i det hele taget!
Jeg har så absolut intet imod selv at modtage brugte gaver – især ligger brugte bøger højt på listen fordi mange af de børne- og ungdomsfavoritter jeg ønsker mig ikke længere er tilgængelige fra forlaget. Til børnene kan de fleste brugte gaver sagtens gå an, men det er kun fordi jeg stoler på at den, der giver gaven, skelner skarpt mellem “brugt og på linje med kemisk affald” og “brugt men stadig brugbart”.
Derudover insisterer jeg på mine børns vegne på at de gerne må have lov til at vise skuffelse over en gave, så længe vi holder det på et velopdragent niveau. Jeg synes i den forbindelse det primært er den ældre generation, der har svært ved at kapere bevænde underlæber og, som du nævner, sætter lighedstegn mellem skuffede børn og forkælede børn. Mine unger må gerne vise at de er skuffede over selve gaven, men vi snakker ofte med dem om at gestussen med at give en gave skal anderkendes; også selvom den raslende gave så viste sig at indeholde et puslespil og ikke det ønskede kæmpe-Lego-sæt med Anna og Elsa.
Heldigvis er der rigtig mange, der giver med omtanke, og som man stoler på kan træffe fornuftige beslutninger – og måske særligt, hvis man er en del af en omgangskreds, hvor man taler meget om genbrug og miljø, og måske kender hinandens holdning til kemi osv. Og netop det her med, at man generelt i omgangskredsen deler holdninger, tænker jeg også påvirker din sidste ponte om, at det måske ikke så meget handler om at skærme sine børn mod skuffelser, men om at lære dem at tackle dem på en ordentlig måde. For hvis hovedreglen er, at folk rammer nogenlunde rigtigt, så er det også nemmere at gøre det til en læringssituation, de gange, hvor bolden går ved siden af målet <3
Plus (og det er nok dét, der er essensen i min egen tankegang): man prøver at skærme sine børn fra de issues man selv døjede med i barndommen. Jeg voksede selv op med en helt forkert idé om at gaver sagde man konsekvent ja til – også selvom de ramte helt ved siden. Jeg har først i mine voksenår fået lært kunsten at sige “fra” (i manglen af et bedre ord), så lige præcis på det punkt er jeg nok lidt ekstra obs på at mine børn lærer det i en tidlig alder. På en ordentlig måde så vi undgår at videreføre det udprægede pleaser-gen jeg selv har haft det lidt op ad bakke med. Håber det giver mening 🙂
Tusind procent. Jeg snakkede så sent som i går med en veninde om det her med, at de ting, man selv har kæmpet med som barn, dem er man ekstra opmærksom på at give sine egne børn redskaber til at håndtere.
Der hvor jeg synes, det bliver rigtig svært er, når de er udfordrede på noget, som man stadig selv kæmper med. Dét er supersvært at tackle hensigtsmæssigt, synes jeg. Både fordi man jo tydeligvis ikke selv har fundet løsningen på problemet, men også fordi man (=jeg) slet ikke kan få fat i forældredelen af mig selv her. Jeg har ikke den distance, det kræver at se objektivt på situationen, og jeg kan høre, at nogle af de ting, jeg siger til Frida, faktisk er adresseret til mig selv. Jeg bliver uforholdsmæssigt irriteret på hende, fordi jeg bliver irriteret på mig selv, og samtidig bliver jeg nærmest panikslagen ved tanken om, at jeg måske ikke kan hjælpe hende, så hun slipper for at kæmpe med den pågældende udfordring hele sit liv, hvilket gør ondt helt ind i sjælen.
Læg hertil, at jeg jo for pokker stadig er reflekteret nok til at se det hele udefra og forstå, hvad der foregår, hvilket multiplicere min frustration over mig selv med en million.
Ok, det stak lidt af, men det jeg egentlig bare ville sige var at jo: Det giver mening:)
Ja. Åh gud hvor du rammer hovedet på sømmet. For jeg aner ikke hvordan man gør! Altså lærer et lille menneske at navigere ordentligt i noget man selv (stadig) sejler rundt i som voksen. Lyver man? Spiller man komedie? For det er jo immervæk ikke alle ting man kan dele med sit bette barn.
Sidespor.
Sidespor. Jeg overvejer at tage det som mellemnavn:-D
I kategorien “gamer til Volans”, så tænker jeg at en genbrugsgave lyder sådan lidt hengemt og lugter af mør plastik, en for-elsket gave derimod… der er jo masser af skønne ting som man kun kan købe brugt, og som andre allerede har elsket (eller hadet og derfor sendt videre men elsket lyder ligesom bedre…)
De gaver, som jeg selv har fået og elsker mest er arvede eller videregivne smykker (ikke af den dyre slags, men nogen med minder), kunst købt på auktion, porcelæn fra lokale gennere (åh der er mange fine vaser i gennere rundt om!), bøger fra antikvarforretninger… Jeg vil til enhver tid hellere have en 1950er udgave af Stolthed og fordom med læderindbinding og smørgule sider, end jeg vil have en masseproduceret paperback, ikke kun pga overforbrugs-kvalme, men fordi det bare er lækrere med mere personlighed. Genbrugs-gave-snobberi, it’s a thing 🙂
Ved ikke helt hvordan, men “gaver til voksne” blev til “gamer til Volans” – tak autocorrect!
Jeg tænkte, at det måske var noget meget smalt computer/tech-merch, der var tale om😄😬
Haha ja!! Et meget smalt segment de der genbrugs-gamere 😂
Blot en kommentar til dig, der skrev om årskort til zoo etc – flere i min familie skriver udførlige ønskesedler og sikrer sig før jul/fødselsdag, at deres børn nu får det, der står på sedlen. Det får mig til at blive Rasmus Modsat og se bort fra gave-diktatet. Jeg har ikke lyst til at give en gave, som jeg ikke selv har valgt. I dit tilfælde vælger du gaven fra dine svigerforældre og måske ville de gerne selv bestemme hvad deres børnebørn skal have i gave? Og jeg synes egentlig ikke, at du kan tillade dig at blive sur over det. Så må du jo købe kortet selv. Måske var det bedre at tage en snak med svigermor om det med plasticlegetøj etc?
Hej Line.
Når jeg lige læser din kommentar, tænker jeg, at den består af to dele. Den ene del handler om ønskesedler. Den anden om, at forældre gerne vil sikre, at deres børn får, hvad de ønsker sig.
Som jeg skriver i indlægget er jeg super pro-ønskesedler. For mig er gestussen i en gave at give noget, som folk bliver glade for, og måske er du verdensmester i gaver, og i givet fald er dem i din omgangskreds, du er på gaver med, heldige at have dig. Men jeg forstår ikke trods-elementet. At man hellere vil give en gave, folk potentielt ikke kan bruge, end at lade sig guide af de ønsker, de selv giver udtryk for at have. Hvis jeg havde mennesker i min omgangskreds, som konsekvent nægtede at give mig, hvad jeg skrev på ønskesedlen, tror jeg egentlig, at jeg ville foreslå, at vi droppede gaver. Der er jo kommet noget andet ind i ligningen, som gør, at det ikke længere er rart og hyggeligt, for giveren er irriteret over ønskesedlen, og modtageren er irriteret over gaven. Men jeg ved, at vi er forskellige, og måske er det bare ligesom med religion og organ-donation; at man har det, som man har det.
Den anden del med at sikre sig, at børn får, hvad de ønsker sig, tænker jeg er meget afhængig af, hvordan forældre griber an, og hvad deres motiv er. Jeg deler mine børns ønskesedler op, simpelthen fordi de stadig er så små, at de kaster sig over det, de får, og leger the shit ud af det i juledagene. Derfor oplever jeg, at det for os giver bedst mening, hvis jeg er første filter, så jeg har nogenlunde styr på, at vi ikke får et trommesæt, som jeg har nedlagt veto imod at have det, der trods alt også er mit hjem, en børnelænestol, vi ikke har plads til, eller modellervoks, som vi har 16 sæt af stående hjemme i skabet. For mig handler det ikke om, at mine børn skal have alt, hvad de peger på, men mere om, at jeg gerne vil sikre, at jeg ikke skal tage 3/4 af gaverne fra juleaften, fordi de skal byttes.
Til gengæld er jeg 100% enig i, at den svigermor lige skal inviteres forbi til en lang, stærk kop kaffe…
Mvh
Linda
Jeg må hellere forklare bedre 😊 Jeg kunne aldrig drømme om at give en gave, modtageren ikke kunne bruge. Der hvor jeg stejler er når jeg modtager en ønskeseddel, hvor der er link med og et ”set i [foretning] til DKK 299”. Så er det lige blevet en indkøbsseddel, og så må modtageren altså købe tingen selv. Jeg er helt åben om det og har fx en aftale med min søster om at jeg så finder noget andet, som hun ved, at mine niecer/nevøer vil blive glad for (jeg får også nogle gode forslag fra hende).
Hilsen Line
Tak for uddybningen:)
Jeg tænker virkelig, at det må være én af dem, hvor man ser med de briller, man er udstyret med, for min tanke, når jeg får den slags ønskesedler er, at det er skønt, at jeg ikke behøver bruge tid på at lede efter gaver, der ligger det forkerte sted i vores gavebudget:-D
Men hele pointen med indlægget er, at det er noget, hvor man kan undgå meget bøvl og baks ved at have snakket om det, og det har I gjort, og I har fundet en løsning, som fungerer for jer. Det må være det vigtigste.
Jeg er en af dem der linker. Det gør jeg kun fordi det gør er nemmere for køberen at finde produktet. Jeg har så mange gange prøvet at famile er kommet til mig efter jul/fødselsdag og sagt at de gerne ville give noget fra listen, men at de ikke kunne finde produktet. Ved at linke til en bestemt butik har jeg sådan set bare lavet research af markedet for dem, så de ikke selv skal ud i det.
Og så er jeg enig med Linda i at det også giver en indikation af prisniveauet, så man kan skimme ønskelisten for de ting der ligger indenfor ens budget – jeg sørger altid for at der ligger ting til forskelligt budget på vores ønskelister.
Kom også til at tænke over, at jeg somme tider smider links på, fordi det gør det nemmere at finde tingen on-line, hvor mange af dem, jeg er på gaver med, gør deres julegaveindkøb. Og lige her er det bare ekstra rart, at man ikke skal til at sende retur, for de færreste givere tjekker returpolitikken ud, før de bestiller.
Jeg er på julegaver med omkring 6 voksne, og sidste år fik jeg den samme parfume 3 gange. Den ene var købt i Magasin, som ikke ligger i Esbjerg. Derfor var det den, jeg valgte at beholde. Den anden var købt i Matas, hvor jeg vekslede den til et tilgodebevis, no problem, men den sidste var købt et sted på nettet, som kun modtog returpakker sendt med GLS. Det betød, at jeg måtte smide 60 kr (wtf, GLS!?) for at returnere en julegave. Dertil kommer logistikken og hele delen med at pakke forsvarligt ind osv. osv. Det synes jeg også kan tale for at gøre, hvad man kan for at sikre, at der ikke smides unødigt mange ressourcer efter fejlkøb.
Jeg er for ønskesedler og det er kun til meget tætte jeg kunne finde på at give brugt med mindre der er en bestemt årsag. Jeg gav en kusine en børnebog vi begge var meget glade for som Jørn men som jeg havde arvet f.eks.
Vi har haft et familiemedlem der også gav ungerne en del “ragelse” til jul. Det var af et godt hjerte men ungerne endte helt overloaded til jul så der har vi haft en snak om at de ikke kunne rumme alle de pakker. Sidste jul gav hun dem en malebog til et julearrabgement i stedet for en julegave. Det var så fint for de var glade og kunne bruge den men den kom ikke oveni de mange julegaver og skulle heller ikke leve op til et bestemt beløb eller havde der nu lå bag de fik så meget til jul.
Jeg kan godt følge hvad slibe mener med ønskesedler. For mig handler det ikke om at jeg ikke vil give det folk ønsker sig, og der må gerne være priser på og links. Der hvor jeg synes det bliver dumt er når man f.eks. Modtager et ønske. Så føler jeg mig som giver faktisk lidt fanget i at jeg gerne vil give noget de ønsker og bliver glade for men der er ikke rigtig plads til at være giver hvis der kun er et ønske som de forventer at få. Hvad skal jeg så I det? Kunne de ikke bare selv købe så kunne jeg overføre beløbet hvis det er det… Jeg oplever ikke overraskelsen og glæden ved at give en gave hvis jeg i princippet ikke har andet med det at gøre end det er mit kort der betaler. Giver det mening? Jeg kan selvfølgelig stadig glæde mig over at de får noget de bliver glade for men jeg føler ikke jeg er en del af ligningen.
Dér er jeg 100% enig. Jeg har prøvet det til et bryllup, hvor jeg ikke kendte en sjæl, og hvor gaven på listen kostede over 1000 kr. Det synes jeg var virkelig mærkeligt, og her kan jeg sagtens forstå, at det kan føles mere som en ordre end en guideline.
Nu hvor jeg tænker over detaljerne, gør jeg faktisk selv begge dele. (Altså er både korkret og mere løs) Jeg har nogle ønsker, hvor jeg er SUPER konkret, for det er ikke bare en tilfældig pung, jeg ønsker mig – det er DEN her. Til gengæld skriver jeg så f.eks. ‘tørklæde’ ‘eyeliner’ eller ‘sølvøreringe’ på, fordi jeg her godt kan lide, at giveren præger gaven med sin personlighed. (Til gengæld bliver jeg så også træt, når jeg modtager guldøreringe, øjenskygge og en hat #truestory)
Haha ja det er jo smartest folk ikke direkte går modsat og finder gaver der ikke er det man ønsker sig. For mit vedkommende handler det ikke så meget om hvorvidt ønskerne er specifikke eller mere løse, jeg vil gerne købe den specifikke ting en ønsker sig. Jeg får bare følelsen af en ordre hvis der ikke er andet end en ting at vælge hver gang. Fair nok at man ikke altid har så mange ønsker osv. Og her er det jo at vejen frem som du skriver er kommunikation.
Jeg synes, det er en superspændende og svær diskussion, det her. Jeg er også meget pro-ønskesedler, jeg ser det ikke som en bestillingsliste, men som en mulighed for at give noget, som giveren virkelig ønsker sig. Jeg skal til en rund fødselsdag senere på året og fødselaren ønsker sig penge til en dyr ting, som jeg tænker hun ellers ikke ville have råd til eller lyst til at prioritere. Først var jeg selv lidt forbeholden overfor at give penge, men er kommet frem til at jeg faktisk hellere vil bidrage til noget, som modtageren virkelig ønsker sig, frem for at købe noget, som hun egentlig ikke har brug for. Og det er selvfølgelig endnu vigtigere at sikre sig, at modtageren faktisk har behovet, hvis man giver brugte gaver. Jeg er heller ikke tilhænger af, at man bare freestyler og risikerer at give modtageren noget, som ender bagerst på hylden.
Men jeg synes måske godt, at man i den nære familie/vennekreds må være med til at prikke lidt til et forbrugsmønster. Altså ved fx at give en bog, som modtageren ønsker sig, brugt. Hvis nu fx en venindes barn ønsker sig “bøger”. Så kan jeg godt finde på at købe en bog antikvarisk, både fordi der er gode børnebøger der ikke udgives mere, men også for at undgå altid at købe nyt og dermed være med til at bidrage til et måske overdrevet forbrugsmønster. Det kunne også være en bog fra min egen barndom, jeg giver videre. Jeg gør det også til mit eget barn. Omvendt kender jeg også de 2-3 veninder. hvor dette ikke vile gå. Så det er selvfølgelig en balance. Men nu er jeg også typen, der ville synes det var fint med gulerødder på kagedagen (eller omvendt, ha ha).
Jeg er også skyldig i “giv en ged”, men kun til den nære familie (og det er faktisk altid blevet modtaget pænt, men igen; det er folk der kender mig!). Alt dette har faktisk givet en større bevidsthed i min nære familie/venneflok om, at brugte gaver kan være lige så gode eller bedre end nye. Og jeg får i stigende grad brugte gaver, som jeg tit bliver endnu mere glad for end de nye ting. Vi kunne selvfølgelig også bare have talt om det og afstemt – men jeg ved ikke, om vi var landet det samme sted? Men som sagt, jeg kunne kun finde på det med venner og familie, jeg kender godt.
Jeg tænker også, at lige netop et bredt begreb som ‘bøger’ gør det muligt at sætte sit eget præg ved f.eks. at give brugt, fordi sandsynligheden for, at to mennesker begge vælger den samme brugte bog må være lige omkring 0.
Ift penge synes jeg, som du, at det er rigtig fint at være med til at bidrage til noget, som er et dybfølt ønske, som fødselaren måske ikke selv har råd til, men det får mig også til at tænke på et dilemma, jeg hørte i Mads & Monopolet, hvor et par nybagte forældre kun ønskede sig penge i barselsgave. En af monopolisterne den dag sagde, at det kan være en ret træls situation at blive sat i som ‘gæst’, hvis man ikke er helt tæt på, og lige på det tidspunkt, hvor programmet blev sendt, var der en kvinde her på vejen, der fødte. Hendes ældste søn går en klasse over Anton, og de leger sammen engang imellem, fordi vi bor på samme vej. Med andre ord er hun ikke en fremmed, men hun er heller ikke i nærheden af at være en ven. Og derfor forstod jeg 100% argumentet om, at det kan være svært for dem, der ikke er helt tæt på. For jeg synes, at det ville være SÅ mærkeligt at komme tomhændet på barselsvisit. Men jeg ville fandme også syntes det var mærkeligt, hvis jeg skulle have givet hende penge. For hvor meget takserer vi sådan et bekendtskab til? 50 kr? 100 kr?
Det er svært, men spændende og jeg elsker alle de gode vinkler, I stikker hovedet ind forbi med:)
Jeg er stået helt af gaver med en del af min familie. Jeg kan sagtens se, hvad I siger med ønskesedler, men der var dengang kun meget dyre ting på sedlerne eller penge. I min optik kan man ikke forvente gaver til 500-700kr til en firårig. Det kan folk vælge at give, men man må også give andre muligheden for at give for mindre og for at måtte vælge et eller andet ved gaven fx farven. Samtidig havde jeg hver gang en fornemmelse af at gaven blev vurderet hver gang og fundet for let. Primært for billig ud af den økonomi modtageren mente, at jeg havde. Og det selv om gaverne kunne byttes.
Nu er jeg stoppet med gaverne. Det er lidt underligt, men også befriende at undgå diskussionerne.
Det forstår jeg 100%, og jeg synes faktisk, at det er et særsklit problem, hvis folk har for høje forventninger til prisniveau. Jeg har prøvet det til en barnedåb, hvor der ikke var en eneste gave til under 700 kr. på ønskesedlen, og det bliver jeg også virkelig provokeret af.
Somme tider er det for meget arbejde at prøve at ændre noget til det bedre, og så tænker jeg egentlig, at den bedste løsning er at slippe det, som du har gjort. Men hvor er der ærgerligt, at det skal være sådan.
Jeg har haft det meget ambivalent med ønskesedler og sådan set gaver i lang tid. Jeg (og min familie) er i den heldige situation, at vi uden de store hovedbrud kan købe nogenlunde det vi gerne vil have, indenfor rimelighedernes grænser. Så hvorfor skal vi allesammen bruge tid på at skrive ønskesedler på ting, vi bare kunne købe og tid på at købe det til hinanden? Jeg er kommet frem til, at vi ikke er klar til at opgive det med gaverne, men
jeg ønsker mig ikke i udgangspunktet tøj og den slags. Jeg er derimod begyndt at ønske mig ting, som ikke er nødvendige nu og her, men som jeg gerne vil have og som har en mere varende værdi. Fx har jeg set en Degas danserinde (ja, en kopi, vi svømmer ikke i penge), som jeg ønsker mig i fødselsdagsgave, inkl link til Glyptotekets webshop og et par fine keramikvaser, som jeg egentlig godt bare kunne købe, men jeg har også fundet ud af, at hver gang jeg bruger eller ser på ting, jeg har fået, så tænker jeg på giveren. Så på den måde giver det en ekstra værdi og bidrager på et eller andet plan til mindre forbrug, for hvis jeg selv købte de ting, så skulle de jo finde på noget andet. Og så ønsker jeg mig dyr shampoo, body lotion og den slags, som giver en luksusfølelse selvom det ikke koster en million eller den lidt dyrere udgave af f.x. en skræddersaks. Og jeg blev lykkelig, da jeg fik et par Harry Potter strømper af min lillesøster, for dem ville jeg ALDRIG have købt selv, men jeg har brugt dem virkelig meget, også fordi jeg tænker på hende hver gang. Jeg ville ikke blive glad for at pakke en kagerulle op, selv ikke hvis jeg havde ønsket mig den. Der er jeg nok lidt forkælet. Jeg blev i hvert fald temmelig muggen, da min mand købte en brødrister til mig i fødselsdagsgave, selvom jeg ugen forinden havde sagt, at vi manglede en.
Med mine veninder er jeg holdt op med at udveksle gaver med mindre én holder en fest. I stedet giver vi hinanden en tur på restaurant/koncert og det fungerer rigtig godt. Vi har mere brug for at ses end for at give hinanden noget.
Min svigermor har en uforligelig evne til at købe ting, vi ikke bliver glade for – fx en lilla-og-sort-ternet slimfit skjorte til min mand, som har en meget konservativ arbejdsplads og ikke en krop, der indbyder til slimfit. Den kunne ikke byttes, og efter at have levet et trist liv på en bøjle i et skab endte den sine dage som del af et patchworktæppe til mine børn, hvilket er fint, men også lidt frås, prisen taget i betragtning. Han ønsker sig ikke skjorter af sin mor mere.
Mht brugte gaver, så har vi fx lige givet begge vores drenge brugte børnecykler. Det er de ligeglade med, og det gør, at de har fået nogle kvalitetscykler i fremragende stand, uden at min nordjyske mand vånder sig over at have brugt mange tusinde kroner på dem. De bruger også genbrugstøj og de elsker at være på loppemarked. Så de lærer også det fede i at kunne få “nye” Nerfguns, som jeg ikke ville give 600 kr for, men som de kan få, når de kun koster 50. Nogle gange virker de ikke ordentligt, og så ryger de i plastikaffald. Andre ting får de mest fra nyt, såsom LEGO, fordi det at åbne kassen og poserne i sig selv er spændende.
Jeg køber ikke genbrugstøj til mig selv, for jeg synes ikke, jeg har tid til at trawle genbrugsbutikker igennem for at finde det, jeg mangler og når jeg mangler et par sorte jeans i str 27, længde 30, så skal jeg være mere end almindeligt heldig for at finde nogen, jeg også vil gå i. Så jeg prøver i stedet at mindske mængden af impuls- og udsalgskøb og kun købe det jeg mangler.
Jeg giver kun brugte eller hjemmelavede gaver til voksne, når det er et udtrykt ønske eller noget man ikke kan få fra nyt længere. Det kan godt være, at det er fjollet, men jeg ville føle mig nærig ved at komme med en brugt gave og så er jeg totalt enig i, at man ikke skal presse sine egne værdier ned over andre. Det er der aldrig nogen, der er blevet glade for.
PS: Hvorfor er mælk noget man skændes om i minimalistgrupper? Fordi køer og drivhuseffekt eller fordi vand er billigere?
Jeg gør præcis det samme; ønsker mig noget, som vil minde mig om giveren, når jeg bruger det, eller luksusversioner af noget, jeg alligevel bruger (hørte jeg nogen hviske ‘Ole Henriksen’?).
Åh, mælkedebatten. Suk. Fordi kalve. Og køer. Og mennesker, der måske/måske ikke bør drikke mælk. Og allergier, der måske/måske ikke kommer af mælk. Og noget med slim og mellemørebetændelse.
Jeg synes virkelig – altså VIRKELIG – at folk skal gøre præCIS, som de gerne vil med mælk. Modsat vacciner, hvor man ved et fravalg også træffer et valg på andres vegne, gør din holdning til mælk hverken skade eller gavn for/på andre end dig selv. Men det bliver. så. skingert. Jeg begriber ikke, at man ikke bare kan lade andre nyde den frihed, man selv har, til at gøre det, de gerne vil? Det er de diskussioner derinde, som administration oftest må gribe ind i, og det er beyond me, at det skal være sådan.
Skål i kaffe. (Med mælk).
Det lyder ret anstrengende. Nok meget godt at jeg ikke bevæger mig rundt i minimalistgrupper for det lyder som diskussioner, der ville få mit blodtryk faretruende højt op. Jeg er fuldstændig enig – det må folk jo selv ligge og rode med, men jeg har bare sådan en næsten ubændig trang til at korrigere folk, når de tager beslutninger på et grundlag som er faktuelt forkert. Også selv om jeg kan være totalt ligeglad med at der er fjolser derude. Så jeg holder mig vist bare væk. Der er jo ingen skam i at blive væk når man ikke er inviteret! 😜
Og skål i vin, vi er vist nået dertil i dagens program. 🍷
Ja, det skal jo passes….
Det er virkelig en spændende diskussion om et ellers, skulle man tro, ligetil emne.
Diskussionen har fået mig til at tænke på at jeg som gavegiver virkelig er formet af den typer gaver jeg selv har fået og min reaktion på dem. Jeg har siden jeg var teenager fået penge af mine forældre i fødselsdagsgave på trods af at jeg er kommet med ønsker, oftest er der ikke fulgt et kort med, men bare en bankoverførsel. Et eller andet sted inde i mig har altid tolket det som om de ikke gider bruge tid på at finde en gave, selvom jeg tror det nærmere handler om at min mor er bange for at købe noget forkert/ min far er intetstedsværende når det gælder holdninger til gaver/ at det er nemt.
Min reaktion har været at gå i modsatte grøft. Jeg køber sjældent ud fra ønskelister medmindre jeg ikke kender folk særlig godt. Jeg køber bøger, som jeg bruger lang tid på at udvælge til den enkelte, ikke ud fra min egen smag, men ud fra hvad jeg virkelig tror modtageren ville synes var spændende. Men nu er jeg blevet i tvivl om folk sukker bag min ryg hver gang jeg kommer med endnu en gave i Arnold Busck-papir, selvom de selvfølgelig altid siger mange tak.
Diskussionen her fået mig til at bløde op på min modstand mod de meget udspecificerede ønskelister, for det giver jo virkelig god mening at man får noget som bliver brugt. Og i sidste ende er det jo modtageren der skal have gaven, der er vigtig. Ikke hvilken gave jeg selv ville ønske mig.
Jeg tror jeg i fremtiden vil handle mere efter ønskelister og lidt mindre efter mit eget gave-traume 😉
PS: en god lille, gratis gave: stiklinger. Jeg elsker at få nye planter (krukker kan købes billigt i genbrug).
Jeg blev simpelthen så glad for den her kommentar, for hvor er det fedt, at engagementet i kommentarfeltet faktisk skaber små holdningsændringer rundt omkring derude <3
Og jeg vil gerne tilføje, at jeg bestemt tror, at mange af dem, der går uden om ønskesedler og bruger tid på at finde gaver, faktisk bruger lang tid på det, og gør sig meget umage. Fuldstændig ligesom med gaver købt fra ønskesedler, kan det både være en gave, der købes med et skuldertræk, og en gave, der lægges både kærlighed og betænksomhed i. (Bare i tilfælde af, at jeg i indlægget får det til at lyde som om, det er dovenskab, der får folk til at freestyle).
Min mor har lige ryddet op i alt sit porcelæn, som hun har arvet fra sin bedstemor, og jeg foreslog faktisk lige præcis, at man måske kunne bruge de fine, gamle kopper til stiklinger, som kunne gives i værtindegave, så jeg er helt bag dig der:)
Tusind tak for din kommentar, Camilla.
Min forlængst afdøde svigermor byttede altid – virkelig altid – gaver. Også selvom det var ting, hun havde ønsket sig. Fx drømmeseng – som blev byttet til læbestift… Den bedste gave, vi nogensinde gav hende, var en smuk – ikke dyr – skål købt i genbrug. Da hun fik gaven overrakt med meldingen, at den ikke kunne byttes, var hendes kommentar: Nej, hvor spændende! Skålen stod fremme i mange år😊
Dejlig historie – og det er skønt, når man rammer rigtigt. Den generation er måske også ekstra svære at købe gaver til, netop fordi de sjældent mangler noget, så lige der er gestussen måske næsten vigtigere?
Nemlig! Og så er det tankevækkende, at det så længe efter er noget, vi husker. Så har det haft større betydning for os, end vi troede, at ramme rigtigt…
Har gået og summet over det med ønskeseddel – det her indlæg har virkelig sat tankerne i gang! – og er kommet frem til at jeg er meget vild med dem. Vild meget gerne give folk noget, som de bliver glade for, og så er ønskeseddeler jo ret smarte.
Men så reflekterede jeg over, ville gaver jeg selv er blevet mest glad for over de sidste par år. Det er et armbånd som jeg aldrig selv ville have valgt, men som jeg elsker og går med hver dag og en gammel trææske som min far har “restaureret” og som indeholdt et par øreringe, som jeg havde givet min mor men som hun ikke fik brugt. De passer perfekt til armbåndet og når jeg går med føler jeg al den kærlighed som er lagt i gaverne.
Så netto-resultatet er, at jeg selv elsker at give fra ønskeseddel men gerne vil have “frit fra fantasien”gaver. Tror jeg. Jeg reflekterer lige videre 🙂
Hvor er det dejligt at høre! Heldigvis er der jo ingen rigtige løsninger, men alt andet lige er sandsynligheden for at lave gode aftaler større, at man kender sin egen holdning til tingene:)
For nogme år siden afholdte jeg min fødselsdag hvor folk skulle medbringe en bog til fællesbord, en bog som var god og som de gerne ville give væk. Når de gik, skulle de tage en anden bog med. Det der overraskede mig var at nogle gæster havde svært at komme med en bog, fordi hvorfor skulle de give væk en god bog.
Jeg læser aldrig en bog to gange, men det viser sig at der er mange mennesker som jo gerne vil genlæse og kunne kigge på de bøger i reolen i deres hjem. Så selv om tanken var god, og der var gode bøger og historier med til den udveksling, gik det op for mig at bare fordi det fungerer for mig, betyder det ikke at det fungerer for mine venner, at hive deres yndlingsting væk.
Hvor er det en fin historie, og selvom man i den slags situationer kan undre sig, så er det bare altid ret lærerigt at få konkrete eksempler på, hvor forskellige, vi er.
Jeg evaluerede engang alle spinninghold i fdk, og på nogle af holdene var jeg SIKKER på, at tilbagemeldningen fra medlemmerne (som også indgik) ville indeholde klager over musikken, som jeg syntes var SKRÆKKELIG. På de timer var der altid mindst to, der kommenterede på, hvor dejligt det var med noget ordentligt musik… Det lærte jeg også en del af.