Gamle ar og nye begyndelser, part II

Først vil jeg gerne sige tak for mange fine tilbagemeldinger på det første indlæg, både her og i mailboksen. Det er lige til at blive rørt over, hvor gerne I vil hjælpe. Derfor synes jeg også, at I skal have opfølgningen med, inden vi slipper emnet igen.

Jeg var til samtale med skolelederen igår, og jeg var næsten nået til et punkt, hvor jeg glædede mig til at få det overstået. Føj, hvor har jeg haft det elendigt over det. Men jeg havde valgt at forberede mig til det, som jeg forbereder mig, når jeg skal forhandle lokalaftale som tillidsrepræsentant, eller som jeg har forberedt mig de gange, jeg har skulle til jobsamtale. Over de sidste uger har jeg derfor haft en blok (og ja, jeg skrev “blog” her og nåede 4 linjer ned, før det begyndte at klø i min underbevidsthed) til at ligge på bordet, og heri har jeg skrevet argumenter ned, når jeg er kommet i tanke om dem. Derefter har jeg sorteret i dem, slebet dem skarpe, og prøvet at sætte mig på den anden side af bordet ift. hvilke argumenter, der ville bide på mig, hvis jeg var skoleleder. Jeg havde fundet eksempler til at understøtte det hele, og virkelig anstrengt mig for at holde det kort og præcist. Det var nødvendigt med en maskinel tilgang til det, for hvis ikke jeg havde gjort det på den måde, ved jeg, at ville være kommet til at græde derinde, og det ville jeg ikke risikere. Ikke fordi han ikke måtte se mig være ked af det, men fordi det i så fald ville komme til at virke som om, det handler mest om følelser, og mine grunde til at skubbe skolestart et år, er – i min optik selvfølgelig – saglige og faktuelle. Det ønskede jeg ikke at mudre. Mit eneste emotionelle knæfald var, at jeg havde taget et billede med af Anton. Her er det tilladt at synes, at jeg er det mest absurde menneske, man har stiftet bekendtskab med, men jeg havde sådan brug for, at han vidste, hvem vi snakkede om, og at han kunne se, at der er tale om en fin, hel og glad dreng. Det kan nemlig godt komme til at lyde som om, han er en sart, amputeret mimose, når vi hele tiden sidder og fokuserer på de ting, han kæmper med, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

Min mavefornemmelse, da jeg gik derfra, var god-ish. Når jeg ikke går all in på optimismen, er det fordi jeg de sidste mange måneder har mødt mange, som også har troet, at de var homefree, og så alligevel fik et startnummer tilsendt med posten. Men han lyttede, og skrev ned, og indvilligede i at sende den daglige leder med til at møde i børnehaven, der er sat til slutningen af januar, så det er da i hvert fald ikke blankt nej.

Den endelige afgørelse får jeg først, når jeg har skrevet Anton op til skolestart, og vinget af i boksen “Be’ om udsættelse” – hvilket man kan gøre fra februar. Der er lang tid til, og det bliver et underligt limbo at gå i, og ikke mindst at snakke fremtid med Anton i, for han deltager jo stadig i skolegruppen i børnehaven. Jeg ville gerne kunne forberede ham, hvis hans venner smutter til april, og han stadig er der – men jo kun, hvis det er dét, der kommer til at ske. Men sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved.

Til sidst vil jeg gerne lave en generel opfølgning på kommentarfeltet fra sidst. Det har hjulpet meget med de gode historier, og det har også været rigtig fint at få input med fra mennesker, der arbejder med det her til dagligt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude i et generelt kom-vi-trasher-folkeskolen ærinde. Jeg ved godt, at mine erfaringer med den heldigvis ikke er flertallets. Og jeg har også brug for at understrege, at der ikke er skyggen af tvivl om, at Anton ER et af de børn, der klart kandiderer til udsættelse. At jeg så oveni har tasken fuld af gamle knogler, gør ikke tingene nemmere, men han er indiskutabelt udfordret på flere af de områder, som er helt normalt for præmature børn at være udfordret på. Det skriver jeg bare ikke rigtigt om her på bloggen, for det er Antons historie, og den skal han selv have lov at vælge, hvor meget af, han vil dele, og derfor er det selvfølgelig svært for jer at vide.

Flere spørger, hvorfor jeg ikke bare kan have tillid til, at de mennesker der træffer beslutningen og arbejder med børnene til dagligt, er kompetente mennesker, der gør det bedste de kan. Det korte svar er, at jeg over det sidste halve år (hvor jeg er begyndt at kigge på det her problem) har fået et virkelig trist indblik i, at beslutningen ikke nødvendigvis træffes på baggrund af, hvad der får et barn til at trives, men på baggrund af økonomi. Og selvom jeg er indædt tilhænger af, at vi allesammen husker, at ingen – INGEN – står op om morgenen med det erklærede mål at være det størst mulige røvhul på jobbet dén dag, så er empirien her desværre, at “det bedste” somme tider ikke er godt nok. Det kan der være mange grunde til, og én af dem er givetvis, at ressourcerne idag er så knappe, at man kan bruge dem til at lukke jakker med, og det er jo virkelig svært for den enkelte medarbejder at gøre noget ved. Min søster er pædagog, 40 % af mine venner (i løse tal) er folkeskolelærere, og jeg har STOR respekt for disse erhvervsgrupper, og synes personligt, at der skulle være langt flere medaljer i deres fag. Men det ER en tung maskine og et rigidt system, der tager LANG tid at tilpasse de børn, der falder lidt udenfor kasserne. Når det overhovedet er muligt.

Jeg har gjort, hvad jeg kan, og herfra er der kun tilbage at vente.

Published by

2 Replies to “Gamle ar og nye begyndelser, part II

  1. Tak for din opdatering. Jeg har tænkt på Jer. Havde egentlig skrevet en kommentar til det første indlæg men den forsvandt. Det, at du tog et billede med, gør mig så glad. Til mine møder i faglig regi, (jeg er socialpædagog) har jeg altid et billede med af det barn, vi taler om. Anstændigvis så bør sagsbehandlere osv altså se barnet eller i det mindste et billede af barnet. Ønsker dig og din familie en glædelig jul.

  2. Jeg synes, du gør det rigtig godt. Og jeg ville ønske, jeg havde en masse andet om emnet at byde ind med – men vil bare lige skrive, at jeg nyder at læse din blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.